Jeg ved ikke, hvor mange fodboldkampe jeg ser på et år. Men jeg ved, at der – alt efter antallet af turneringer og dertil vundne knockout-runder – er cirka 60-65 kampe, som jeg ganske enkelt skal se. I et liv, der også omfatter andre, hænder det i løbet af en sæson, at andres planlægning ulykkeligvis forhindrer mig i at følge en af disse kampe, mens den spilles. Hvis mit hold taber den pågældende kamp, kvitterer omgivelserne med en forsoren, sikkert velment trøst: Så var det godt, du ikke så kampen! Underforstået: Det er sjovere at være til denne familiefest. Underforstået: Nederlaget kvalificerer kampen til at være spild af tid.
Jeg kunne ikke være mere uenig. Generelt foretager en fan sig så meget ufornuftigt, og det med grotesk repetition, at man ikke er ubekendt med spild: Med stor lingvistisk alvor gransker man de mest uvederhæftige transferrygter vel vidende, at 100 ud af 100 spillere nævnt i f.eks. den avis, aldrig har skiftet til ens klub, eller man studerer reserveholdets reservers kampform fuldt ud bevidst om, at disse spillere næppe nogensinde vil komme til at sidde på 1. holdets udskiftningsbænk.
