Hvis de voksne asylansøgere, der i dag bor på landets asylcentre, i morgen får lov til at arbejde i Danmark, vil jeg tilbyde dem mulighed for at få et job hos ISS. Der sidder ca. 1.800 mennesker i de danske asylcentre. I gennemsnit venter de fire et halvt år på, at behandlingen af deres sag får en endelig konklusion, eller blot på, at deres hjemland er sikkert nok for dem til at vende tilbage. Mange af disse mennesker ønsker brændende at komme til at arbejde i Danmark i den tid, de opholder sig her i landet. Baggrunden for deres ønske er enkel og basalt menneskelig. De vil gerne kunne tage vare på sig selv og deres familier, forbedre deres livskvalitet og selvrespekt og bidrage til samfundet. Alt dette vil kunne ske gennem et arbejde. Samtidig står vi i en situation, hvor danske arbejdspladser nærmest skriger på arbejdskraft. Og det er ikke kun læger, ingeniører, it-folk og andre højtuddannede, som ellers fylder mest i overskrifterne. Der er brug for alle slags hænder og hjerner. I servicebranchen mangler vi i høj grad også dygtige medarbejdere. I ISS må vi i øjeblikket sige nej til kunder, udelukkende fordi vi mangler ansatte til at betjene dem, og jeg ved, at andre firmaer har lignende problemer. Det er den aktuelle årsag til, at ISS har tilbudt job til alle asylansøgere i Danmark, der kan og vil arbejde på det danske arbejdsmarked. Derfor har jeg også opfordret regeringen og Folketinget til at ændre den lovgivning, der i dag forhindrer asylansøgere i at tage et job. I optakten til valgkampen lagde regeringen op til, at asylansøgerne skulle have mulighed for at bo uden for asylcentrene. Der lød også politiske meldinger om, at asylansøgerne skulle kunne arbejde ude i samfundet. Efter valget venter og håber vi nu på den lovgivning, der skal gøre dette muligt. ISS’ tilbud er ikke et ønske om at blande sig i politik. Og jeg er glad for, at integrationsministeren netop heller ikke opfatter det sådan, som hun skrev i Politiken fredag. Tilbuddet og opfordringen til beslutningstagerne handler for mig om at kombinere sund fornuft med en accept og anerkendelse af nogle grundlæggende menneskelige behov. Vi har som virksomhed brug for den arbejdskraft, asylansøgerne ville kunne tilbyde. Og vi har som virksomhed den holdning, at det er en menneskeret at kunne arbejde. Som chef for tusindvis af ansatte undrer jeg mig desuden over, at vi må importere masser af udenlandsk arbejdskraft, men ikke må byde asylansøgere velkomne som medarbejdere. Et arbejde er, ud over indkomsten, en vigtig kilde til at skabe mening i tilværelsen, til respekt fra omgivelserne, til selvværd og til stabile sociale netværk, også i familien. Kort sagt en kilde til livskvalitet. Vi har tidligere set resultatet af en strukturel arbejdsløshed, hvor f.eks. mange unge mennesker aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Det førte ofte til marginalisering, sociale og psykologiske problemer – som ikke kun ramte de arbejdsløse, men også deres familier og ikke mindst børnene. Lignende mønstre finder vi i dag i asylcentrene – midt i et samfund i en hel anden æra, præget af overflod af arbejde og stærk økonomisk fremgang. Vi taler trods alt om mennesker, der opholder sig i landet i årevis. Faktisk fire et halvt år i gennemsnit. Under meget beskedne vilkår. I uvished. Uden meget andet at fokusere på end tv og deres egne tanker om en usikker fremtid. Til trods for en ihærdig indsats fra nødhjælpsorganisationerne. Vi taler også om mennesker, som har fået afslag på asyl, men som myndighederne ikke kan sende tilbage, fordi deres hjemlande på nuværende tidspunkt ikke vil tage imod dem. Her er der tale om mennesker, der er fanget i et tomrum uden præcis udløbsdato. Indtil de rent faktisk kan sendes hjem, er de i den danske stats varetægt, og vi bærer i den periode et medansvar for deres velfærd, om vi vil det eller ej. Et arbejde er et væsentligt element i deres velfærd. Og vi taler om børn, der vokser op med rodløse og deprimerede forældre, hvilket man ikke behøver være børnepsykolog for at forestille sig effekten af. Nok er disse mennesker i sagens natur juridisk og rettighedsmæssigt marginaliserede i det danske samfund. Deres sager er under behandling, eller de har fået afslag på asyl og skal naturligvis returnere til deres hjemlande, så snart det kan lade sig gøre. Hovedparten af asylansøgerne vil altså kun komme til at opholde sig her midlertidigt. Behøver vi så nægte dem muligheden for at opretholde en vis normalitet, livskvalitet og selvrespekt i deres midlertidige tilværelse på dansk jord? Og hvad med dem, der rent faktisk får asyl i Danmark? Hvor godt rustede er de menneskeligt, mentalt og fagligt til at bidrage til samfundet efter årevis uden for samfundet, uden for arbejdsmarkedet og uden en normal tilværelse? Hvis asylansøgere lovligt kunne arbejde og tjene deres egne penge, kunne det altså løse flere problemer på én gang: – ISS og andre virksomheder vil kunne rekruttere nogle af de medarbejdere, der er så stor mangel på. – Asylansøgerne vil både bidrage til samfundets produktivitet og skatteindtægter. Som igen betaler for asylcentrene. – Hvis asylansøgerne får lov til at bo uden for asylcentrene, skal de jo betale en husleje. Det kan de gøre ud af deres egen arbejdsindtægt. – Asylansøgerne vil kunne forbedre deres livskvalitet og selvværd og skabe en lidt højere grad af normalitet i deres i øvrigt midlertidige tilværelse. – De vil få faglige muligheder og kompetenceudvikling, som de vil kunne bruge fremadrettet. Hvis de får asyl, vil de således allerede være integrerede på det danske arbejdsmarked. Hvis de får afslag og skal returnere til deres hjemland, vender de hjem med nye kompetencer og et opdateret CV i kufferten, som kan bruges i genetableringen af deres liv i hjemlandet. På den måde ville løsningen også leve op til den politiske målsætning om at yde bistand og hjælpe folk i deres eget nærområde, frem for at give dem asyl i Danmark. – Vi løser problemet med sort arbejde, som integrationsministeren lagde en del vægt på i fredagens udgave af Politiken. Asylansøgerne vil ikke længere have anledning til at arbejde ulovligt, fordi de nu må arbejde lovligt. Og de ville heller ikke kunne udnyttes ulovligt af virksomheder, som vil bryde reglerne for at få meget billig, underbetalt arbejdskraft. I øvrigt et synspunkt, som bakkes op af bl.a. Sanitørernes Fagforening, som har mange medlemmer i vores branche. Det var nogle af fordelene. Lad mig for god ordens skyld også adressere nogle af de politiske reaktioner og de generelle spørgsmål, nogle måtte sidde med: For det første kan jeg forsikre integrationsministeren og andre politikere om, at ISS i meget høj grad har afsøgt og brugt de muligheder for at finde ledige hænder, som i forvejen findes herhjemme. Vi har i årevis haft et tæt samarbejde med en række kommuner og har aktiveret og integreret tusindvis af mennesker på arbejdsmarkedet via job i vores virksomhed. Også mange mennesker, som aktiveringssystemet nærmest havde opgivet. Vi har opbygget en decideret organisation – et jobudviklingscenter – i vores virksomhed alene til dette formål, og det har givet os en fastholdelsesprocent på 70 pct. for disse medarbejdere seks måneder efter, at de har afsluttet et aktiveringsforløb hos os. Det, synes jeg egentlig, taler for sig selv. Den aktuelle mangel på arbejdskraft, som jo også er et problem for mange andre virksomheder end ISS, stikker langt dybere, end politikerne åbenbart er klar over eller har erkendt. Når politikerne bare henviser til de sædvanlige rekrutteringskanaler, er det et tegn på, at de slet ikke er på omgangshøjde med de rekrutteringsproblemer, virksomhederne står over for. Det er et lidt for nemt svar at give for at styre uden om kernen i vores forslag: at asylansøgerne skal kunne arbejde. Hvis vi stadig kunne finde den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft indenlands, havde vi selvfølgelig gjort det! Alene fordi andre løsninger er mere besværlige, dyrere og også rummer mere langsigtede udfordringer, f.eks. sprogbarrierer mv. Det siger også sig selv, at en kommerciel virksomhed selvfølgelig benytter de letteste og hurtigste rekrutteringskanaler til kvalificeret arbejdskraft. Faktum er bare, at mulighederne for kvalificeret dansk arbejdskraft stort set er udtømte. Ellers ville vi jo heller ikke søge til udlandet for at rekruttere polakker, tyskere og andre nationaliteter, som ISS allerede beskæftiger i hundredvis af. Alene fordi det er mere besværligt for os som virksomhed, selv om vi også sætter stor pris på vores udenlandske arbejdskraft. At vi konstant må hente arbejdskraft i udlandet, er den bedste dokumentation for, at der er et rekrutteringsproblem. Derfor kommer asylansøgerne heller ikke til ’at tage job fra danskere’, hvis de skulle få lov til at arbejde. For det andet skal det understreges, at asylansøgerne skal ansættes på samme overenskomstvilkår, som gælder alle andre medarbejdere – i øvrigt også de udenlandske medarbejdere, vi i forvejen har. Hvis nogen skulle være i tvivl. For det tredje skal det nævnes, at ISS har lang og omfattende erfaring med at ansætte medarbejdere med en anden etnisk baggrund og begrænsede danskkundskaber. Næsten fire ud af ti af vores medarbejderstab i Danmark har en udenlandsk baggrund, og integration af indvandrere på arbejdsmarkedet har vi beskæftiget os med i flere årtier – længe inden det blev et fremtrædende politisk tema. Vores arbejdsstyrke tæller i forvejen dygtige medarbejdere med over 100 forskellige nationalitetsbaggrunde fra hele verden. Måske en medvirkende årsag til, at vi netop har vundet Københavns Kommunes ’Mangfoldighedspris’. Sproget kan være en udfordring, men bliver ikke nogen hindring. Vi har masser af ledere, der i det daglige kan vejlede medarbejdere på tværs af sprogkløfter. Asylansøgere vil desuden få den oplæring og uddannelse, bl.a. gennem mesterlære, som er nødvendig. ISS’ tilbud om at ansætte asylansøgerne i vores virksomhed skal ikke tages for andet end pålydende. Vi har slet og ret brug for deres arbejdskraft og kan samtidig tilgodese et vigtigt menneskeligt behov for asylansøgerne i den periode, de er i landet. Jeg er overbevist om, at der i gruppen af asylansøgere findes mange dygtige mennesker med virkelyst. Måske findes der en kok, der kunne lede en af vores mange kantiner og berige menuen med gastronomiske idéer fra en anden madkultur. Måske findes der en velkvalificeret gartner, som savner at have grønne fingre, og som kunne hjælpe os med at pleje grønne udendørsarealer, indendørsbeplantning osv. Måske en person med erfaring i skadedyrsbekæmpelse. Eller mennesker, som hurtigt kan tilegne sig en række af de kompetencer, vi dagligt har brug for, eksempelvis at rydde op efter katastrofer såsom storm, brand eller oversvømmelse. Og som blot venter på at komme i gang. Jeg er selvfølgelig helt enig i, at love og regler skal overholdes. I tråd hermed skal afviste asylansøgere naturligvis sendes hjem, når de kan blive det, uanset om de på det tidspunkt har job i ISS eller ej. Sådan er det. Men det virker f.eks. en kende for principfast at nægte asylansøgerne muligheden for at arbejde, netop når de ikke kan sendes hjem nu, blot fordi man er bange for at ’præmiere’ eller ’opmuntre’ dem. Dér kommer de juridiske og ideologiske principper til at skygge for en pragmatisk – og midlertidig – løsning, som kan gavne alle parter og tager højde for nogle alment menneskelige aspekter. Derfor håber jeg, at ISS’ jobtilbud til asylansøgerne kan realiseres med hjælp fra et politisk flertal i Folketinget. Tilbuddet står i hvert fald ved magt.