0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uden rødder vælter vi i vinden

Hvordan indpasse religion i nutidens samfund? Hvad vil vi acceptere, og hvad er acceptabelt for alle i vores land? Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Mette Dreyer

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Danmark er et dejligt land. Alle er søde og flinke. Her er masser af muligheder. Og her er fred. Det er det vigtigste af alt«.

Sådan lød svaret, da vi spurgte den unge mand, der henter og bringer vores hurtigpost, hvad han synes om at bo her i Danmark.

Han kommer fra Somalia og bevæger sig med lidt besvær. Et handikap, der ligner følgerne af en tidlig polio. Han taler perfekt dansk, er meget høflig og venlig – og altid smilende og glad.

Her i huset i København, hvor vi tilbringer vores danske sommer, er garagen fuld af biler indregistreret i mange forskellige lande, og i elevatoren høres et væld af tungemål og danske dialekter.

Vi er hjemme i hovedstaden, alle os ’udenlandsdanskere’, der uanset hvor vi er, forbliver danske af hjerte og sjæl og vedbliver med at tale det dansk, vi altid har talt. Vi er hjemme med vore diverse familier, så ejendommen ’uden bopælspligt’ ligner Noahs ark i fornyet og blandet udgave.

Vi betaler med glæde moms, oms, skat og boligværdiskat, selv om vi ingen rettigheder har her i vores eget land. Ikke engang retten til at stemme, hvad de fleste af os aldrig lærer at acceptere.

Vi kender ikke hinanden nok til at vide, hvordan vi lever hver især, men de fleste ser glade og lykkelige ud, så det er ikke for hasarderet at forudsætte, de lever godt der, hvor de er, når de ikke er herhjemme. At man har taget godt imod dem og behandlet dem vel i det fremmede.

Man bliver meget dansk, endnu mere dansk, væk fra Danmark. Når Dannebrog går til tops ude i verden, og ’Der er et yndigt land’ toner frem på fjernsynets skærm, løber øjnene over på selv den hårdeste.

Man kan lukke øjnene og fornemme duften af den danske bøgeskov i maj, når man ved, grenene står med nyudsprungne blade i det grønneste af grøn. Man kan fornemme lyden af sne, der knirker under skoene, og duften af gløgg og brune kager, der hænger i luften ved juletid.

De små og store problemer, man godt ved findes i Danmark, forsvinder i en generel glæde og beundring og stolthed over, hvad vi og vore forfædre har drevet det til i dette lille, store land. Det er føleri og chauvinisme, dét ved man godt, men sådan er det! Landet er yndigt.

Og så kommer man hjem og følger nyhederne på TV 2 News, der hvert minut skal finde på noget at tale om. De tunge piger og drenge i dansk politik er på ferie, så alle dem, der en dag gerne vil indtage denne plads, har frit spillerum.

Det, der åbenbart altid kan skabe debat, smides på bordet og i æteren: udlændinge.

Underforstået »vi vil ikke have flere af dem«. Debatten kunne kaldes 1001 måde at sige det på uden at sige det direkte.

Der var engang, det var tegn på dårlig opdragelse at være fremmedfjendtlig. At det at udtrykke had var opfattet som degraderende for dem, der udtrykte det.

Generationen, der havde oplevet Anden Verdenskrig med dens pegende fingre og inddeling af over- og undermennesker, vidste, der skulle sættes hårdt ind, hver gang racismen viste sin lille, beskidte næse. De vidste, hvad det kunne føre til.

De vidste af erfaring, at det aldrig har været et udtryk for intelligens og fremtidshåb at inddele deres medmennesker efter farve, hår eller religion.

Dansk Folkeparti har som deres eneste overlevelsesmulighed at holde hadet og frygten ved lige. De har lagt en tone og bruger et ordforråd, der fylder en med væmmelse – og tristhed. Og så har de den frækhed at bruge ordet og begrebet ’dansk’, som om de alene besidder denne ret og kvalitet. Problemet er, at ingen tydeligt siger fra.

Sommerens store debat – familiesammenføring – bliver taget frem og ud, vendt og drejet. Denne gang ikke debatten om ’de fremmedes’ familie, men om de dansk-danskes ret til at gifte sig med en ’fremmed’ og tage denne ægtefælle med hjem til Danmark uden at tage turen rundt om Malmø et par år. Principsag, vil nogen sige. Ingen skal bestemme, hvem vi vil have ind i Danmark. Vi har vel forbehold!

Arbejdskraftens ret til fri bevægelighed på menneskelige vilkår, eller hvordan omgå de danske regler om tilknytning eller alder ved at tage ud og arbejde et par uger, vil andre mene.

Et kæmpeproblem, som den hjemkomne statsminister talte om med alvor, alt imens han understregede, at hele historien drejer sig om 67 sager i dette år. Ja, skriver syvogtres sager. Men hvad kan det dog ikke blive til!

Det minder til forveksling om forsommerens debat om tørklæder i danske retssale.

Justitsministeren forespørger, om der er et problem med ’tørklæder’ i den danske dommerstand og får det entydige svar tilbage, at det er der ikke. Ingen problemer!

Hvorefter debatten kværner, og regeringens venner i Dansk Folkeparti insisterer på, at der skal lovgives mod tørklæder på hovedet af danske, kvindelige dommere. Og sørme om ikke de får opfyldt deres ønske.