»Danmark er et dejligt land. Alle er søde og flinke. Her er masser af muligheder. Og her er fred. Det er det vigtigste af alt«. Sådan lød svaret, da vi spurgte den unge mand, der henter og bringer vores hurtigpost, hvad han synes om at bo her i Danmark. Han kommer fra Somalia og bevæger sig med lidt besvær. Et handikap, der ligner følgerne af en tidlig polio. Han taler perfekt dansk, er meget høflig og venlig – og altid smilende og glad. Her i huset i København, hvor vi tilbringer vores danske sommer, er garagen fuld af biler indregistreret i mange forskellige lande, og i elevatoren høres et væld af tungemål og danske dialekter. Vi er hjemme i hovedstaden, alle os ’udenlandsdanskere’, der uanset hvor vi er, forbliver danske af hjerte og sjæl og vedbliver med at tale det dansk, vi altid har talt. Vi er hjemme med vore diverse familier, så ejendommen ’uden bopælspligt’ ligner Noahs ark i fornyet og blandet udgave. Vi betaler med glæde moms, oms, skat og boligværdiskat, selv om vi ingen rettigheder har her i vores eget land. Ikke engang retten til at stemme, hvad de fleste af os aldrig lærer at acceptere. Vi kender ikke hinanden nok til at vide, hvordan vi lever hver især, men de fleste ser glade og lykkelige ud, så det er ikke for hasarderet at forudsætte, de lever godt der, hvor de er, når de ikke er herhjemme. At man har taget godt imod dem og behandlet dem vel i det fremmede. Man bliver meget dansk, endnu mere dansk, væk fra Danmark. Når Dannebrog går til tops ude i verden, og ’Der er et yndigt land’ toner frem på fjernsynets skærm, løber øjnene over på selv den hårdeste. Man kan lukke øjnene og fornemme duften af den danske bøgeskov i maj, når man ved, grenene står med nyudsprungne blade i det grønneste af grøn. Man kan fornemme lyden af sne, der knirker under skoene, og duften af gløgg og brune kager, der hænger i luften ved juletid. De små og store problemer, man godt ved findes i Danmark, forsvinder i en generel glæde og beundring og stolthed over, hvad vi og vore forfædre har drevet det til i dette lille, store land. Det er føleri og chauvinisme, dét ved man godt, men sådan er det! Landet er yndigt. Og så kommer man hjem og følger nyhederne på TV 2 News, der hvert minut skal finde på noget at tale om. De tunge piger og drenge i dansk politik er på ferie, så alle dem, der en dag gerne vil indtage denne plads, har frit spillerum. Det, der åbenbart altid kan skabe debat, smides på bordet og i æteren: udlændinge. Underforstået »vi vil ikke have flere af dem«. Debatten kunne kaldes 1001 måde at sige det på uden at sige det direkte. Der var engang, det var tegn på dårlig opdragelse at være fremmedfjendtlig. At det at udtrykke had var opfattet som degraderende for dem, der udtrykte det. Generationen, der havde oplevet Anden Verdenskrig med dens pegende fingre og inddeling af over- og undermennesker, vidste, der skulle sættes hårdt ind, hver gang racismen viste sin lille, beskidte næse. De vidste, hvad det kunne føre til. De vidste af erfaring, at det aldrig har været et udtryk for intelligens og fremtidshåb at inddele deres medmennesker efter farve, hår eller religion. Dansk Folkeparti har som deres eneste overlevelsesmulighed at holde hadet og frygten ved lige. De har lagt en tone og bruger et ordforråd, der fylder en med væmmelse – og tristhed. Og så har de den frækhed at bruge ordet og begrebet ’dansk’, som om de alene besidder denne ret og kvalitet. Problemet er, at ingen tydeligt siger fra. Sommerens store debat – familiesammenføring – bliver taget frem og ud, vendt og drejet. Denne gang ikke debatten om ’de fremmedes’ familie, men om de dansk-danskes ret til at gifte sig med en ’fremmed’ og tage denne ægtefælle med hjem til Danmark uden at tage turen rundt om Malmø et par år. Principsag, vil nogen sige. Ingen skal bestemme, hvem vi vil have ind i Danmark. Vi har vel forbehold! Arbejdskraftens ret til fri bevægelighed på menneskelige vilkår, eller hvordan omgå de danske regler om tilknytning eller alder ved at tage ud og arbejde et par uger, vil andre mene. Et kæmpeproblem, som den hjemkomne statsminister talte om med alvor, alt imens han understregede, at hele historien drejer sig om 67 sager i dette år. Ja, skriver syvogtres sager. Men hvad kan det dog ikke blive til! Det minder til forveksling om forsommerens debat om tørklæder i danske retssale. Justitsministeren forespørger, om der er et problem med ’tørklæder’ i den danske dommerstand og får det entydige svar tilbage, at det er der ikke. Ingen problemer! Hvorefter debatten kværner, og regeringens venner i Dansk Folkeparti insisterer på, at der skal lovgives mod tørklæder på hovedet af danske, kvindelige dommere. Og sørme om ikke de får opfyldt deres ønske. Molbohistorierne kunne ikke have gjort det bedre. Men kære meddanskere, har vi helt og aldeles mistet vores legendariske, danske humor? Hvor bliver latterbrølet af? Der svæver en vammel tone af muggent mosekonebryg ud over den ganske debat. Ingen vil sige, at kongen ingen klæder har på. Ingen tør kalde en spade en spade, men pakker det ind i 24-års regler, tvangsægteskabsdebat og historier om tørklæder, for genvælges skal man vel næste gang! Jeg tror ikke et sekund, danskerne er racister. Jeg tror ikke på, at de fleste ikke har mere end nok af denne sterile debat, der hverken er folkelig eller dansk. Værdidebat, efterlyser nogle. Så lad os da tage den endnu en gang og til bunds denne gang: Hvad er det at være dansk? Hvem er vi? Hvordan er vi blevet det, vi er? Hvordan er Danmark blevet det, vi kender i dag? Hvordan indpasser vi europæiske spørgsmål i vores daglige debat og politik? Hvordan indpasse religion i nutidens samfund? Hvad vil vi acceptere, og hvad er uacceptabelt for alle, der bor i vores land? Det sidste er nok det nemmeste at blive enige om. Der er ingen undskyldning for at løbe rundt med knive og stikke dem i hinanden. Det er uacceptabelt at promenere med skarpladte pistoler og geværer og skyde på hinanden og dem, der tilfældigt befinder sig i skudlinjen. Det har intet med hudfarve, hår, religion eller politisk ståsted at gøre. Dem, der gør det, er outlaws og bør behandles derefter. Man skal respektere hinanden og må ikke slå på hinanden. Heller ikke på kvinder og børn, som ikke makker ret. ’Fred’, det er det vigtigste, som han sagde, den unge somalier. Og naturligvis må man hverken stjæle eller slå ihjel. Det har intet med hud og hår at gøre, men er en repetition af, hvad religionerne lærer os. Næste år er valgår til sæderne i Det Europæiske Parlament, som kun de færreste indtil nu har interesseret sig for. Men nu er mulighederne der for at tage alle de spørgsmål og diskussioner, vi har lagt i den mentale mølpose efter alle problemerne om for/imod EU siden 1972, og som vi stadig har svært ved at skabe reel interesse for og viden om. Lad os dog nu erkende, at denne institution har udviklet sig til en fredsbevarende institution, der i sin midte samler dem, historien havde adskilt, og at et stærkt, europæisk samarbejde er den eneste økonomiske vej frem i verden af i dag. Det er ikke princippet, men modaliteterne og indholdet, vi skal diskutere og bruge kræfter på at føre ud i livet uden 117 fodnoter og undtagelser, der sætter os uden for samarbejdet. Hvad ’danskhed’ er, bliver en lang og aldrig afsluttet debat, for vi er en blanding af alle vore mange historier og historien i dette land. Vi har lidt Hans Kirks ’Fiskerne’ og ’Babettes gæstebud’ i os. Vi kan ikke helt sige os fri fra den gamle indremissionske prædiken om, at alt hurtigt bliver for meget. Ikke danse for meget, ikke drikke for meget og passe på ikke at være for glad. Mådehold, kalder vi det og prøver ’at leve på det jævne’, alt imens vi spiser af livet fra alle ender. Vi er både »Skide godt, Egon« og den jyske version »Det ikke er så dårligt endda«. Vi er den jyske ro, grundighed og besindighed sammen med ’djævleøens’ overfladiskhed og stress. Vi er et utal af dialekter med tilhørende kultur, sang, dans og traditioner. Vi er Grundtvig og Shu-Bi-Dua, Carl Nielsen, Gade og Søs Bjerre. Vi er dansk film, præmieret på internationale festivaler, og ’Vild med dans’. Vi er en fuld folkekirke med tomme kirker og en mængde frikirker. Vi er folkeskole og nye og historiske friskoler, højskoler og livslang mulighed for fritidsundervisning. Vi er militærnægtere, civilforsvar, hær og hjemmeværn. Vi er hjemmefødninger med fødderne godt plantet i den danske muld og samtidig et af verdens mest rejsende folk. Vi er det hele, og helheden har givet styrken. Og så er vi enige om, at ingen andre skal komme og bestemme, hvad vi er. Vi er enige om – næsten – at min frihed stopper der, hvor din begynder. Vi har et langt, historisk fællesskab om de grundlæggende principper: Danmark er et demokrati med alt, hvad det vil sige, et retssamfund, hvor alle har ret til at ytre sig frit i tale, skrift, lyd, tegning etc. Inden for lovens rammer. Hvor mænd og kvinder er lige. Sådan da. Hvor alle har pligt til undervisning. Sådan er det! Vi er enige om dette som grundpillerne i vores samfund, og kan man ikke leve med det, er det ikke Danmark, man som fremmed skal søge til. Som Holger Danske kæmper vi med åben pande. Så hvad er vi bange for? Vi har et solidt fundament, som vi er fælles om, kan være stolte af, og som vi må værne om. Vi er så stærke i vores demokrati, hvor alle skal have lige muligheder og ingen i princippet er født til specielle privilegier, hvor Janteloven lærer os, at ingen skal tro, de er bedre end andre, at vi kan tillade os den lille krølle på demokratiet, som et kongehus er. Og oven i købet elske det. De fleste af os. Hvad er vi så nervøse for? Ja, lad os få det ud. Som altid op gennem historien drejer det sig om styrkeforhold. Frygt for det, vi ikke kender, og frygt for dem, der synes så mange og ikke falder ind i nogen boks af vor egen mangfoldighed. Frem for alt for deres religion og den måde, de dyrker deres Gud, som er den samme som vores. For der er jo kun én, er vi enige om. Vi er så bange, at vi prøver at lukke dem i bås, og med sædvanlig europæisk skråsikkerhed uden at gå dybere i tingene, uden at spørge dem, der ved, opfinder Vesten et begreb, der kaldes islamisk tørklæde. Historien er blevet så omsiggribende, at selv muslimske piger og kvinder, der aldrig før havde hørt om og slet ikke båret et sådant, føler sig mere eller mindre forpligtede til det. Til stor jubel for en håndfuld bagstræbende mandschauvinister. Hvilken trist, ubegrundet foræring, der ikke hjælper nogen. Slet ikke den gensidige forståelse. Men vi bliver nødt til at lære. I verden af i dag, hvor det internationale samfund fungerer som en planetær landsby, kan vi ikke som strudsen stikke hovedet ned i jorden og bilde os ind, at vi intet ser og hører. Et land, der lever og udvikler sig ved hjælp af eksport og samhandel, og som føler det naturligt at besidde en vis international autoritet og position, er nødt til at forstå, hvordan andre opfatter det, vi selv synes er naturligt og ligetil. Det betyder ikke, vi skal ændre adfærd og regler, men med lidt lærdom og forståelse for de andre kulturer kan vi undgå at træde dem og dermed os selv over tæerne. Verdenssamfundet er ikke mere uden for vores grænser. Det er her, der og alle vegne, uanset om vi vil det eller ej, og vi er en integreret del deraf. Vi bliver rigere af at lære. Vor danske kulturelle regnbue er stor og smuk, og vi har det sikre fundament til at turde putte nye, blandede nuancer derind. Måske skal vi diskutere, om vores danske måde med en næsten statsreligion er blevet lidt gammeldags, stiv og lukket. Måske bør vi bevæge os frem mod en model, hvor religion reelt er en privatsag, og hvor samfundets pligt er at skabe muligheder og rammer for, at hver enkelt kan udvikle sig i ro og harmoni med sig selv og de andre. Et samfund, hvor religionsfilosofi og religionskendskab er en nødvendig, fælles lærdom, men hvor måden at udtrykke sine religiøse følelser på er en privatsag. Et samfund, hvor vi bestræber os på ikke at tale i vest og blive opfattet i øst uden forståelse og forbindelse med hinanden. Alle bagudstræbende kræfter vil stritte imod, det bedste de har lært, for at undgå dette emne, men vi kommer ikke videre, før vi lærer at debattere også religion med ro, besindighed, reel indsigt og viden uden omsvøb og tørklæder, der intet har med religion at gøre. Hvad resultatet bliver, kan kun debatten og tiden vise. Man kan flytte rundt i verden, ændre sprog, kultur og manerer. Man kan holde inderligt af sit nye land, respektere nye regler, mennesker og traditioner. Man lærer at spørge, hvorfor folk og regler er, som de er, inden man dømmer, for man ved, at alt afhænger af øjnene, der ser. Vi måler og vejer ud fra det, vi selv kender og har lært. Godt eller skidt, ’det oprindelige’, det, der kom ind med modermælken, det, man lærte ’derhjemme’, er hjerteblod og base. Så lad os være lidt storsindede og give hinanden den gave, at vi altid, alle sammen, har ret til de rødder, vi er groet op på. Har vi dem ikke, vælter vi i vinden.