Hvordan reagerer en 14-årig pige, når hendes morfar pludselig ikke ved, hvad en kop kaffe er? Min morfar er syg. Han lider af Alzheimers. Han har altid haft styr på alting. Han har været autoophugger i rigtig mange år, og han elskede det. Han har altid været ude hele dagen og er kommet ind, når der var frokost, eftermiddagskaffe og middag. Efter middagen sad han i sin stol og læste dagens avis. Nu ved han stort set ikke, hvad en avis er, eller hvad de ord, han læser, betyder. Nu er han en gammel mand, han går foroverbøjet, han har tyndt, gråt hår, og han er forfærdelig forvirret. Hans øjne stirrer ud i rummet, som om han ikke ved, hvad det er, han ser. Jeg hader at være på hans plejehjem, hvor han fik plads efter et stykke tid, en tid med mange problemer, meget sorg og mange hospitalsbesøg. Han har været syg i en længere periode, men jeg tænker nok mest på ham nu, hvor jeg begynder at indse de ting, der sker. I august 1999 begyndte min morfar at blive glemsom, min mormor havde lagt mærke til det, og jeg tror, at han skjulte det lidt. 14. august holdt min mor og far en stor 40-års fødselsdag sammen. En kæmpe fest med en hel masse mennesker, både unge og gamle. Dér begyndte vi andre også at lægge mærke til problemet med min morfars glemsomhed. Han stod i cirka en halv time og snakkede med én, som han troede var en anden. I september tog min mor ham med til lægen for at få bekræftet, at der var noget galt. De blev henvist til Hillerød Sygehus for at få foretaget nogle prøver. Men sådan nogle undersøgelser tager tid, og i mellemtiden fik min mormor en depression. Hun havde det rigtig dårligt og var meget ubehagelig. Jeg har altid været meget glad for min mormor, og jeg har altid forbundet hende med ting som jul, fødselsdage, ferier osv. Der har stort set kun været gode oplevelser. Og så lige pludselig blev hun sådan én, som ikke kunne andet end være sur. Min mor gjorde utrolig meget for hende og min morfar, så det sidste hun kunne tillade sig, var at være sur på min mor. Min mormor gav konstant min mor dårlig samvittighed. Utroligt, at min mor klarede det. Min mormor var rigtig ubehagelig. Jeg ved godt, at hun ikke mente de dårlige ord, hun dengang sagde, og det vidste jeg også på det tidspunkt. Men det var utrolig svært at se, at det var på grund af en depression. Depressionen blev værre endnu, og det var meget ubehageligt. Det er rigtig slemt at se folk, man elsker, have det på sådan en måde, for jeg ville jo selvfølgelig gerne hjælpe, selvom jeg var vred. I november 1999 var demensudredningen på Hillerød Sygehus i fuld gang. Min mormor og morfar boede stadig begge i deres hjem lige uden for Helsingør. I december lettede min mormors depression, og hun fik det bedre. Min morfar var på det tidspunkt stadig til at tale med til en vis grad. Han begyndte at tjekke låsene og andre lignende ting mange gange, som også er et tegn på demens. Tiden gik, og i februar 2000 fik min morfar diagnosen Alzheimers. Samtidig blev min mormors depression igen forværret. Samtidig med at min morfar fik diagnosen, fik han også taget sit kørekort og måtte ikke længere køre bil. Han hadede den læge, som havde fortalt ham det. Biler var hans liv, og at han ikke længere måtte køre bil var et stort slag mod hans personlighed, og han blev meget ked af det. At han ikke længere måtte køre bil var et problem for dem begge, for det betød, at de ikke længere kunne køre ud at købe ind, ud og komme i kontakt med andre mennesker. De blev afskåret fra omverdenen. 18. marts ville min mors tante tage mormor og morfar med på en lille køretur. De spiste på en kro, drak en kop kaffe og havde det 'for en gangs skyld' hyggeligt. På hjemturen gik det galt. Jeg er ikke på nogen måde religiøs, men nogle gange tror jeg bare, det er bestemt, at der er nogle mennesker, der bare skal lide i en periode af deres liv, sådan føltes det i hvert fald, da de ringede fra Hillerød Sygehus og fortalte, at min mormor og morfar var kørt galt ... Tilfældigvis har jeg fødselsdag netop 18. marts, og det var den værst tænkelige fødselsdagsgave, man kan få. Vi, min mor, far, søster, bror og jeg, havde lige været ude at spise på restaurant for at fejre min 13-års fødselsdag, og da vi kom hjem, lå beskeden på vores telefonsvarer. Det første, jeg tænkte, var, at de var døde, og jeg blev bange, jeg blev virkelig chokeret, sådan noget plejer altid at ske for andre, men aldrig for én selv. Der var heldigvis ingen, der var døde eller i livsfare. Min morfar var kommet til observation, der var næsten intet sket med ham. Min mormor havde til gengæld slået sig alvorligt, hun var indlagt med hoftebrud, kæbebrud og hjernerystelse. Vi prøvede at få det bedste ud af resten af min fødselsdag, og det synes jeg da også, vi fik. Dagen efter tog min mor alene op til Hillerød. Da min mor kom derop, var både min mormor og min morfar ekstra forvirrede, min mormor, fordi hun havde fået så meget smertestillende, og min morfar, fordi han havde fået et drop i armen, så han kunne blive beroliget; men han blev ved med at hive droppet ud og stikke af. Hospitalet havde sat vagter på, så han ikke kunne stikke af, han forstod bare ikke, hvad der skete. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan sådan en gammel uskyldig mand kan lave så mange problemer, og jeg synes næsten, det værste er, at han overhovedet ikke ved, hvad der sker, han ved ikke, at han gør livet svært for nogle mennesker, som han elsker, måske ved han ikke engang, at han elsker dem ...? Min mor var på hospitalet flere gange om ugen. Da der var gået et par dage, skulle min lillesøster, Sifka, og jeg med op til min mormor og morfar; min mor havde forberedt os på, at min mormor ikke ligefrem ville ligne sig selv. Da Sifka og jeg nærmede os døren til min mormors hospitalsstue, blev jeg utrolig nervøs. Det var lidt, som om jeg skulle møde en, jeg overhovedet ikke kendte. Da jeg så hende, blev jeg helt bange, jeg havde allermest lyst til at gemme mig, Sifka havde heller ikke lyst til at være der. Min mormor var fuldstændig blå i hele hovedet. Hun kunne slet ikke snakke, fordi hendes kæbe var smadret, hun kunne heller ikke spise ordentligt. Det gjorde helt vildt ondt på hende. Jeg havde forfærdelig ondt af hende, og jeg tror, at grunden til, at vi ikke havde lyst til at se hende ligge der, havde noget at gøre med, at vi kun havde gode minder med min mormor, og at vi ikke ville huske hende som en sur gammel dame, som var helt blå i hovedet. Faktisk var hun slet ikke sur. Det undrede mig, at hun var så positiv, da vi kom, og jeg tænkte, at det sikkert havde noget at gøre med, at Sifka og jeg var der. Det var dog ikke dét, det handlede om. Depressionen var simpelthen forsvundet efter ulykken. Det var underligt, for nu havde hun da virkelig en grund til at få en depression. Min morfar var kommet sig meget hurtigere og kunne slet ikke følge med i, hvad det var, der skete rundt om ham på hospitalet, og han kunne ikke blive der, til min mormor var klar igen. Han ville heller ikke kunne klare sig derhjemme alene, så han blev udskrevet til et midlertidigt ophold på et plejehjem efter 14 dage. Jeg kan huske den dag, han kom til plejehjemmet Hammershøj. Han kunne ikke finde hoved og hale i noget. Da han skulle have kaffe, vidste han ikke, hvad det var, da han fandt ud af dét, vidste han ikke, om han brugte mælk eller sukker. Jeg kunne ikke forstå det, eller også ville jeg bare ikke indse, at min morfar var syg. Imens min mormor var i Hillerød, og min morfar var på Hammershøj i Helsingør, kørte min mor rundt, op og ned, frem og tilbage i en uendelighed. Der var flere lørdage, hvor vi kørte op og hentede min morfar, besøgte min mormor sammen med min morfar og så kørte hjem til deres hus for at spise frokost. Min morfar fik en medicin, som burde stoppe udviklingen af hans sygdom, det virkede bare ikke! I starten af juni blev de begge udskrevet til deres hjem, de fik hjemmehjælp og deres mad bragt hver dag. Min morfar blev dårligere og dårligere og mere og mere forvirret. Han stod op flere gange om natten og tidligt om morgenen. Min mormor havde vildt svært ved at sove, og når hun endelig faldt i søvn, så stod han op. Det gik ikke bedre, end at min mormors depression kom tilbage, endnu værre end sidste gang! 7. juni 2000 fik min morfar en blodprop i hjertet og blev indlagt på Helsingør Sygehus. Blodproppen gjorde selvfølgelig ikke noget nemmere for nogen af os, hverken min mormor, min mor eller resten af min familie. Min mormor, som på det tidspunkt havde det så dårligt, at hun ikke kunne noget som helst, indså, at hun ikke kunne klare, at min morfar kom hjem. Allerede 15. juli fik han en plejehjemsplads. Han kom hen på det bedste plejehjem i Helsingør. Det er dejligt at vide, at han er et sted, som næsten ikke kunne blive bedre, så har han det da så godt som muligt. Desværre blev min mormors depression stadig værre, og i juli blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling. En måned efter blev hun igen udskrevet. Da hun blev udskrevet, var hun blevet fuldstændig manisk, og efter 14 dage var depressionen tilbage, og hun var tilbage på psykiatrisk afdeling. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg tænkte og følte, da min mormor styrtede frem og tilbage fra psykiatrisk afdeling. Jeg havde bare følelsen af, at alt gik galt for min familie. I november blev deres hund aflivet. Imens de havde været syge, var den blevet flyttet rundt, på hundepension, til min tantes forældre, tilbage til hundepension osv. Stakkels hund! En aften, hvor min storebror og jeg var alene hjemme, ringede min tante. Hunden skulle måske aflives, og min tante kunne ikke tage stilling til det alene. Jeg begyndte at ringe rundt, til min far, til min mors veninde, som skulle ringe tilbage, som skulle ringe til den ene og den anden og den tredje. Det hele var temmelig forvirrende. Det sluttede med, at min mor sammen med min tante og dyrlægen besluttede, at hunden skulle aflives. Jeg har aldrig elsket dyr vildt meget, men hunden havde altid været der. Både jeg og min storebror blev kede af det. Det hele havde været så forvirrende, at jeg slet ikke kunne følge med. Juleaften var både min mormor og morfar hjemme på endagsvisit sammen med alle os andre, ligesom vi plejede. Jeg kunne mærke, at min morfar var blevet mere syg. Han fik et billede af mig og mine to søskende. Da han kiggede på billedet, kunne han ikke se, hvem det var. Jeg fik en følelse af dårlig samvittighed, fordi jeg følte, jeg ikke havde besøgt ham nok. Jeg blev også ked af det, da jeg kiggede på min mor. Hun skulle både fortælle ham, hvem det var, smile og virke glad, men jeg kunne se, hvor ked af det hun blev, og jeg ved ikke, hvilke tanker der må have fløjet gennem hendes hoved. Min onkel Carsten kørte ham tidligt hjem, det var nok også det bedste. I januar 2001 blev min mormor igen udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Hun kom til social genoptræning, og hun startede i et 'seniorhus'. På det tidspunkt begyndte tingene at vende. Min mormor fik det bedre og blev udskrevet. Min mormor fik en ældrebolig midt i Helsingør; jeg forestiller mig, at hun altid gerne har villet bo i byen, men fulgte min morfars ønske i stedet for. 1. maj 2001 flyttede min mormor ind i sin lejlighed. Hun og min mor havde møbleret den rigtig flot, og min mormor har fået en fed lejlighed med en fed udsigt, et rigtig lækkert sted. Endelig har min mormor det, som hun vil have det, og hun stråler. Det er så dejligt at se hende leve livet. Jeg ønsker på ingen måde, at hun skal føle, at hun har spildt sit liv, når tiden kommer til, at hendes liv er slut. Den tid kommer jo selvfølgelig også for hende engang. Men ikke nu! Jeg nyder hvert eneste sekund, jeg tænker på hende nu, og jeg synes, det er så dejligt, at hun nu har det godt. Selvfølgelig er min morfar ikke glemt af nogen. Min mormor besøger ham en gang om ugen, hun kan ikke klare mere lige nu. Min mormor er blevet utrolig stærk, selvom det har været hårdt. Det værste ved min morfars sygdom er, at han 'ikke er min morfar', eller ... Han er overhovedet ikke den mand, som min mormor giftede sig med, min mor blev opdraget af eller den, jeg og mine søskende altid har kendt. Det er lidt, som om han er død, men stadig lever, eller at hans krop stadig er her. Det er svært at forstå, men jeg prøver at leve med det alligevel, og jeg vil selvfølgelig altid elske ham. Men jeg synes, at hans sygdom er forfærdelig, jeg hader den. Den forstår virkelig at stjæle folks personlighed og minder! Min onkel og min tante har nu overtaget min mormor og morfars gamle hus. Jeg er rigtig glad for, at det er dem, som har overtaget stedet, for så kan vi komme tilbage og måske også holde jul dér igen