0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lovbestemt omsorgssvigt

Demente, udviklingshæmmede og svært psykisk syge lades i stikken af lovgivningen. Retssikkerheden er vigtigere end omsorgen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Demente, udviklingshæmmede og svært psykisk syge lades i stikken af lovgivningen. Retssikkerheden er vigtigere end omsorgen. Et urimeligt paradoks, skriver kronikøren, der er fuldmægtig ved Statsamtet Ribe.

Socialministeriet har for nylig udsendt en pjece, der beskriver regeringens handleprogram for de svageste. I pjecen, hvori det anføres, at et samfund måles på, hvordan det tager sig af de svageste i samfundet, defineres de svageste som hjemløse, prostituerede, stofmisbrugere og de mest udsatte blandt sindslidende og alkoholmisbrugere.

Selvom det er sympatisk og rigtigt at forstærke indsatsen for de i pjecen nævnte grupper, kan det undre, at disse beskrives som de svageste i samfundet. Der findes nemlig en gruppe klart svagere personer bestående af blandt andre svært demente, tungt psykisk syge og personer med svært hæmmet psykisk udvikling, der har så nedsat en funktionsevne, at de er helt afskåret fra at tage vare på og træffe beslutninger for sig selv - de er således fuldt og helt prisgivet den omsorg, som andre giver dem.

De seneste års fokusering på retssikkerhedshensyn har medført en retstilstand, hvorefter basale og helt nødvendige omsorgstiltag for denne absolut svageste gruppe i en række tilfælde ikke lovligt kan gennemføres.

Per 1. oktober 1998 trådte lov om patienters retsstilling i kraft. I loven reguleres, blandt meget andet, muligheden for behandling af patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.

Loven giver hjemmel til at iværksætte behandling for sådanne personer, blandt andet hvis de nærmeste pårørende, en personlig værge eller visse sundhedspersoner (lovens ordlyd) samtykker i behandlingen.

Der er imidlertid ikke i loven hjemmel til at iværksætte behandling i den situation, hvor patienten verbalt eller nonverbalt modsætter sig behandlingen - bortset fra ved øjeblikkeligt behandlingsbehov, hvor behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse. En behandling, der gennemføres mod den i øvrigt fuldstændig inhabile persons verbale eller nonverbale tilkendegivelse, er således uhjemlet og ulovlig.

En person, der er helt ude af stand til at tage vare på egne anliggender og træffe beslutninger for sig selv, herunder også personer, der beskrives som værende på et stadium svarende til et et 1-3-års barn, kan således ved protest mod en behandling udvirke, at behandlingen ikke iværksættes.

Situationen, at behandling ikke kan gennemføres, kan opstå ved stort set alle former for behandling. I praksis opstår situationen måske hyppigst ved tandlægebehandling, hvor personen, trods det lave funktionsniveau, har lært, at behandlingen kan være ubehagelig, og derfor protesterer.

Da mange svært handikappede får medicin, der skader tænderne, er det så meget mere uheldigt, hvis ikke tandbehandling kan gennemføres for disse.

Det forekommer grotesk, at man i relation til behandling tillægger ageren fra persongrupper, der vitterligt ikke evner at træffe nogen form for væsentlig beslutning, vægt.

Resultatet heraf, at nødvendig behandling i en del situationer ikke gennemføres, kan ikke karakteriseres som andet end omsorgssvigt. Forestiller man sig eksempelvis forældre, der for små børn undlader at sørge for nødvendig tandbehandling, fordi børnene modsætter sig behandlingen, vil alle vel bruge ordet omsorgssvigt. For voksne, der befinder sig på et udviklingstrin svarende til et lille barns, bestemmer lovregler i en tilsvarende situation, at omsorgspligten ikke må varetages.

Efter et stort lovforberedende arbejde og under en del medieomtale - bl.a. under betegnelsen 'Tærskeloven' - blev kapitel 21 i lov om social service med overskriften 'magtanvendelse' vedtaget i Folketinget i 1999. Kapitlet trådte i kraft per 1. januar 2000. I de vedtagne regler gives der hjemmel til visse former for magtanvendelse over for personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, bl.a. gives der hjemmel til under visse forudsætninger at flytte og optage personer i særlige botilbud uden samtykke.

Afgørelse om flytning uden samtykke skal foretages af Det Sociale Nævn efter kommunal eller amtskommunal indstilling. Et gyldigt samtykke til en flytning foreligger kun, hvis pågældende fuldt ud kan overskue konsekvenserne af samtykket. Dette vil oftest ifølge sagens natur ikke være muligt for den omhandlede persongruppe, så selvom det måtte lykkes eksempelvis en kommune at få pågældendes skriftlige samtykke til flytning, vil samtykket ofte, på grund af vedkommendes tilstand, kunne karakteriseres som ikkegyldigt.

Kriterierne for flytning er meget strenge, idet flytning skal være absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen må ikke kunne gennemføres i personens hidtidige bolig.

Herudover er det en betingelse, at den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætter sig for alvorlig personskade, og at det derfor er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Den eneste mulighed for at flytte personer, der ikke selv kan give et gyldigt samtykke til flytningen, er ved en afgørelse truffet af Det Sociale Nævn efter de nævnte kriterier. Accept af flytningen, givet af en personlig værge, nærstående eller andre, er således ikke tilstrækkeligt til, at flytning af en person lovligt kan finde sted uden afgørelse herom af Det Sociale Nævn. Dette heller ikke selvom den involverede person, hvad der ikke sjældent ses f.eks. for ældre svært demente, er fuldstændig passiv over for tiltaget.

Et kommunalt eller amtskommunalt ønske om flytning af en person skal således forelægges Det Sociale Nævn til afgørelse, både hvis pågældende aktivt, verbalt eller nonverbalt modsætter sig flytningen, og hvis pågældende er fuldstændig passiv vedrørende flytningen.

Efter indførelsen af de nye regler om flytning uden samtykke har der vist sig et meget stort problem ved regelsættet, idet situationen nu er den, at mange personer, der af omsorgsmæssige grunde klart har behov for flytning til en ny bolig - oftest til en bolig i et demensafsnit på et plejehjem - ikke længere lovligt kan flyttes dertil.

Dette fordi pågældende ofte ikke opfylder farekriteriet i reglerne om flytning uden samtykke. Som følge af manglende opfyldelse af farekriteriet har de sociale nævn i særdeles mange sager, hvor det var åbenbart for alle, både for myndighederne og for pårørende til den svage person, at flytning af pågældende til en 'omsorgsbolig' var den eneste forsvarlige og moralsk rigtige løsning, måttet træffe beslutning om, at flytning ikke kunne finde sted.

Det strenge farekriterium 'spærrer' således i vid udstrækning for, at der på lovlig vis kan ske optagelse i demensafsnit. Der er overhovedet ikke tvivl om, at hvis reglerne på området blev fulgt, og optagelse på demensafsnit kun skete efter afgørelser fra Det Sociale Nævn, når farekriteriet var opfyldt, ville det ikke tilnærmelsesvis være muligt at udnytte de eksisterende pladser i demensafsnit.

Reglerne bliver imidlertid ikke fulgt. Kommunerne 'glemmer' ofte at forelægge sagerne for de sociale nævn og foretager f.eks. flytning alene efter aftale med de pårørende. I andre tilfælde accepterer kommunerne personligt samtykke fra personer, der uden nogen tvivl ikke er habile til at afgive gyldigt samtykke - f.eks. samtykke fra svært demente.

De nævnte påstande om kommunernes omgåelse af reglerne i kapitlet om magtanvendelse i serviceloven dokumenteres af en praksisundersøgelse om samtykke til optagelse i botilbud beregnet for demente, foretaget af Det Sociale Nævn ved Statsamtet Ribe.

I undersøgelsen konkluderes det, efter analyse af 59 sager om optagelse i demensafsnit indhentet ved kommunerne i amtet, at retskravet om, at der skal foreligge gyldigt samtykke til en flytning, medmindre Det Sociale Nævn har fundet, at betingelserne for flytning uden samtykke foreligger, i meget vid udstrækning ikke synes fulgt. I undersøgelsen vurderedes i alt mindst 69 procent af de undersøgte sager som problematiske, enten fordi der slet ikke sås indhentet samtykke til flytningen, eller fordi der på det foreliggende grundlag var grund til at tvivle på dets gyldighed.

Med de nuværende regler om flytning uden samtykke bringes kommunerne i en næsten umulig situation, hvor de kan vælge at udøve den fornødne omsorg og samtidig handle i strid med loven eller at begå omsorgssvigt og handle lovligt. Denne situation er absurd og dybt stødende. Det forekommer indlysende, at farekriteriet i de nuværende regler enten må ophæves eller lempes væsentligt, således at der ikke fremover består det nævnte skisma mellem lovmedholdelig forvaltning og tilstrækkelig omsorgsudøvelse.

Også på psykiatriområdet har relativt ny lovgivning - på grund af retssikkerhedshensyn - medført, at den meget udsatte persongruppe, som reglerne tilsigter at beskytte, på et specifikt område svigtes. I lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, der trådte i kraft 10. oktober 1989, gives der hjemmel til, under visse forudsætninger, at foretage tvangsbehandling af psykiatriske patienter.

Ifølge praksis på området må beslutning om tvangsbehandling som hovedregel først træffes, efter at der i mindst 14 dage ved overtalelse og lignende er blevet gjort forsøg på at motivere patienten til at acceptere behandlingen.

Patienterne har mulighed for at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn over beslutningen om tvangsbehandling. En eventuel klage har som klar hovedregel opsættende virkning - dog er der mulighed for helt undtagelsesvist omgående at påbegynde behandling, på trods af klagen, hvis omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Det er reglerne om, at klage over tvangsbehandling som udgangspunkt har opsættende virkning, og om, at der som udgangspunkt skal være mindst 14 dages forsøg på overtalelse til frivillig behandling, der er dybt problematiske. De personer, der oftest klager over beslutning om at iværksætte tvangsbehandling, er personer med en paranoid psykose. Disse personer har ofte en helt forvrænget virkelighedsopfattelse, der hyppigt indebærer en overbevisning om, at stort set hele omverdenen vil dem til livs eller gøre dem ondt.

Med en sådan opfattelse af verden omkring sig er patienterne naturligvis ofte særdeles angste og forpinte - alle, der har mødt disse patienter eller har set beskrivelser af deres virkelighedsopfattelse, forstår, at de befinder sig i et pinefuldt helvede.

Lige så klart forstår man, at det eneste moralsk og omsorgsmæssigt forsvarlige er så hurtigt som overhovedet muligt at iværksætte behanding, der kan ændre den forvrængede virkelighedsopfattelse og lindre lidelserne.

En sådan omgående behandling er imidlertid ikke mulig i de hyppige situationer, hvor den paranoide patient ikke vil acceptere den påtænkte behandling og klager over beslutning om tvangsbehandling. Dette fordi beslutning om tvangsbehandling, som nævnt, som udgangspunkt først må træffes efter mindst 14 dages forsøg på motivering til frivillig behandling, og fordi klagen har opsættende virkning. Der skal træffes afgørelse i klagesagen inden syv hverdage efter klagens modtagelse, men trods dette krav om hurtig klagebehandling kan og må der således gå over en uge, før klagesagen er afgjort.

I alt mindst tre uger lades den stærkt forpinte patient altså ubehandlet. Et sådant svigt i indsatsen over for en meget forpint og hjælpeløs persongruppe kan ikke kaldes andet end omsorgssvigt, og det er psykiatriloven, der cementerer, at sådan skal der forholdes på området.

Det er iøjnefaldende, at både psykiatriloven og lov om patienters retsstilling tillægger tilkendegivelser fra en persongruppe, der på stort set alle områder er ude af stand til selv at varetage deres anliggender, væsentlig betydning. Hvis de omhandlede personer måtte indgå retshandler med omverdenen omkring sig, ville disse retshandler, hvor ubetydelige de end måtte være, blive erklæret for uforbindende for de svage personer, jævnfør værgemålslovens par. 46. Efter denne bestemmelse er en aftale ikke bindende, hvis det må antages, at den er indgået af en person, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Men når det drejer sig om grundlæggende omsorgsmæssige tiltag, der selvfølgelig har meget større betydning for persongruppen end ligegyldige økonomiske aftaler, tillægges tilkendegivelser og ageren fra persongruppen vægt i en sådan grad, at nødvendig behandling som følge heraf må udsættes eller helt opgives. Der er ikke nogen fornuftig forklaring på dette store paradoks.

Man kan stille sig det spørgsmål, hvordan de tre nævnte love på de omhandlede områder har kunnet fastslå en retstilstand, der er så åbenbart uhensigtsmæssig, og som medfører så klare omsorgssvigt.

I den forbindelse skal det gøres klart, at der forud for alle tre loves vedtagelse blev lavet et endog meget stort lovforberedende arbejde med bl.a. høringer af interesseorganisationer og relevante myndigheder.

Lovene er således på ingen måde hastelove, der hurtigt er blevet gennemført som følge af et pludseligt opstået politisk ønske herom - de er et resultat af meget grundige overvejelser.

Urimelighederne i de tre love er et udtryk for, at der blandt retsteoretikere, i politiske kredse, i indflydelsesrige organisationer og i centraladministrationen i de senere år har blæst vinde, hvorefter fokusering på og styrkelse af retssikkerhed er det eneste saliggørende og et mål, der altid i lovgivningen ubetinget skal arbejdes hen imod.

I den ånd, der er blevet skabt, er begreber som moral, personligt ansvar i forbindelse med udførelse af arbejdsfunktioner og omsorg blevet skubbet i baggrunden til fordel for tidens mantra: retssikkerhed. Der er en tendens til, at alle relationer i vores samfund skal retliggøres og sættes på maskinagtige juridiske formler - ofte i retssikkerhedens navn. Her er nok en væsentlig del af forklaringen på, at mange udlændinge, der slår sig ned i Danmark, på trods af de store midler vi bruger på vores socialsektor, opfatter det danske samfund som særdeles koldt.

Hvordan man i den sfære af retssikkerhedsfiksering, der hersker blandt jurister, politikere m.fl., i den grad, som de påpegede urimeligheder i de tre omhandlede love viser, har mistet brugen af sund fornuft, moral og omsorgsfølelse, kan ikke forklares her. Men som jurist føler jeg mig beskæmmet over, at så ringe lovgivning har været mulig, og over min stands ikke ubetydelige medvirken hertil.

Naturligvis må man i al lovgivning, og ikke mindst når det drejer sig om indgreb i selvbestemmelsesretten, være meget opmærksom på retssikkerhedshensyn. Men det er tvingende nødvendigt, at de omtalte regler ændres, således at de personer i pleje- og sundhedssektoren, der har de bedste intentioner om at tage vare på og drage omsorg for de svageste grupper i samfunde