Langt de fleste danske småbørnsforældre afleverer hver morgen deres børn i vuggestuen, børnehaven eller dagplejen. Vi har simpelthen verdensrekorden. Vores 0-6-årige børn tilbringer flere timer i institution end børnene i noget andet land i verden. Vi har kort og godt valgt et samfund, hvor en stor og vigtig del af vores børns liv, udvikling og opdragelse foregår i vuggestuer, børnehaver, SFO'er (skolefritidsordninger, red.) osv. Men det er, som om det kniber med at se dette valg i øjnene og tage konsekvensen: Vi må give pædagogerne og daginstitutionerne bedre muligheder for at stimulere vores børns udvikling, læring og opdragelse. Det er, som om vi stadig hylder den romantiske forestilling om daginstitutionen som et sted, hvor børnene forhåbentlig 'har det godt' i de mange timer, inden vi som forældre henter dem og selv tager os suverænt af børnenes udvikling, læring og opdragelse. Måske er det i virkeligheden resterne af denne fortidsdrøm, der gør, at vi dybest set stadig accepterer, at daginstitutionerne kun tilbyder børnene det, som Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen i spidsen for Debatgruppen for Børns Udvikling for nogle måneder siden kaldte »rå pasning«. Men der er heldigvis tegn på, at vi trods alt ikke affinder os med den rå pasning. I en undersøgelse foretaget af Vilstrup blev forældre til børn i dag- og fritidsinstitutioner for nylig spurgt, om de foretrak lavere takster eller højere kvalitet. To tredjedele af forældrene svarede, at de foretrak højere kvalitet. Når så mange forældre - trods urimeligt høje takster - foretrækker højere kvalitet i daginstitutionerne, vidner det om, at vi ikke er tilfredse, hvis vi bare kan få vores børn anbragt og passet. Under valgkampen udnævnte Søren B. Thomsen, formand for forældrelandsforeningen, FOLA, da også de kvalitetsforringelser, som vi gennem de seneste år har været vidne til i vores daginstitutioner, til det mest presserende spørgsmål for småbørnsforældre i dagens Danmark. Kvaliteten i daginstitutionerne er præget af, at der over en længere årrække er blevet færre og færre ressourcer til at skabe kvalitet i daginstitutionerne. Antallet af voksne pr. barn er faldet markant. I 1990 var der 3,16 voksne til 10 børn i vuggestuer - i 2003 var der 3,01. I børnehaver faldt tallet fra 1,57 til 1,39 voksne til 10 børn. I SFO fra 0,9 til 0,72. Det giver uvægerligt pædagogerne mindre tid til det enkelte barn. Hertil kommer undersøgelser, der tyder på, at den tid, pædagogerne i praksis er sammen med børnene, er faldet endnu mere end gennemsnitnormeringen pr. barn. Et af de seneste regeringspåhit, når det gælder dårligere kvalitet i daginstitutionerne, er at flytte børnehavebørn over i SFO'erne, som ingen regler har for kvalitet, normeringer og indhold. Regeringen er i gang med at give dispensation til 105 skoler, så de kan lægge børnehaven under SFO'en. Vi synes, at tiden er kommet til at gøre oprør mod discountpasning af vores børn. Oprør mod de politikere, der prioriterer kvaliteten af vores dagpleje, vuggestuer, børnehaver og specialinstitutioner for børn så lavt, at pædagogerne får mindre og mindre tid til børnene. Oprør mod de politikere, der rask væk åbner nye muligheder for discountpasning. Oprør mod de politikere, der nu vil presse fremtidens kommuner til at spare på ordentlige og kvalificerede tilbud til børn med handikap eller særlige pædagogiske behov. Lad os sige det ligeud. Vi frygter, at kommunalreformen på to helt centrale punkter vil komme til at betyde endnu mere discountpasning af børn. Det første punkt vedrører meget handikappede børn, som har brug for et ganske særligt pædagogisk tilbud. Som påpeget af både Socialpædagogernes Landsforbund og en lang række forældregrupper for disse børn er der en overhængende fare for, at de specialtilbud, som i dag udbydes af amterne, vil blive nedlagt eller få et forringet fagligt indhold efter kommunalreformen. Kommunalreformen flytter ansvaret for disse børn og unge ud til de enkelte kommuner, som hver især har ganske få børn med forskellige helt specielle behov. Kommunerne får efter kommunalreformen meget store økonomiske incitamenter til ikke at sende handikappede børn i specialinstitutioner med særligt kvalificerede pædagoger. De risikerer i stedet at blive forsøgt anbragt i almindelige institutioner til glæde for ingen og slet ikke de pågældende børn. Vi synes, at vi er langt ude over ansvarlighedens kant, når en helt almindelig daginstitution ansætter en uuddannet medhjælper udelukkende med det formål at sørge for, at et barn med autisme ikke slår de andre børn. Det er om noget 'rå pasning'. Børn med autisme har helt andre omsorgs- og udviklingsbehov end blot at blive pacificeret i en kaotisk daginstitution. Tilsvarende synes vi, at det er stærkt kritisabelt, når kvalitet og faglige vurderinger tilsidesættes så massivt for hensynet til skattestop og kommunens økonomi, at helt små børn af misbrugsforældre placeres i den kommunale dagpleje, fordi der ikke længere er råd til specialiserede observations- og behandlingstilbud. Et typisk symptom blandt børn af misbrugere er, at de trækker sig ind i sig selv og lukker omverdenen ude. Børnene magter ganske enkelt ikke kontakt med andre mennesker. Måske er disse børn ikke et direkte problem for en dagplejemor. Men hun vil normalt mangle forudsætninger for at give dem den behandling, de i realiteten har brug for. Det andet ømme punkt omkring kommunalreformen og daginstitutionerne ligger lidt længere ude i fremtiden. Det angår hele den store børnegruppe i de almindelige institutioner. Den nuværende skattestopregering vil ikke give de nye kommuner det nødvendige milliardbeløb til at klare selve omstillingen til de nye storkommuner. Samtidig må kommunerne ikke skaffe pengene til flyttebiler, ny it, osv. ved skatteforhøjelser. Dette vil i sig selv sætte en sparedagsorden i kommunerne, som blandt andet kan komme til at gå ud over kvaliteten i daginstitutionerne. Hertil kommer, at de nye storkommuner vil blive tvunget til at harmonisere kvalitetsstandarderne på daginstitutionsområdet. Her vil der ikke være penge til at løfte alle op på det højeste niveau. I dag bruger forskellige kommuner forskellige beløb på blandt andet dagtilbud til børnene. Når det skal harmoniseres ved kommunesammenlægninger, vil kommunernes stramme økonomi let kunne føre til kvalitetsforringelser en lang række steder. KL (Kommunernes Landsforening, red.) har allerede tilbudt kommunerne redskaber til, hvordan det bedst kan gøres. Vores gæt er, at kommunalpolitikerne i den kommende kommunale valgkamp vil være stort set tavse om de nærmest uundgåelige nedskæringer og kvalitetsforringelser. Men regninger indhenter os alle. Derfor frygter vi, at daginstitutionsområdet kommer til at betale sin del af regningen for den kommende kommunalreform. Vi kræver mere tid til omsorg for og støtte til det enkelte barns udvikling af sociale og almene færdigheder. Vi kæmper for at give pædagogerne bedre muligheder for at stimulere barnets leg, fantasi, kreativitet og sproglige udvikling. Børnene skal have bedre muligheder for at udvikle selvværd, selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber. Der er især grund til at råbe op, når det gælder kvaliteten i indsatsen over for børn med særlige behov. Både handikappede børn og børn, der på grund af adfærdsproblemer eller svage forhold i familien har brug for specielle pædagogiske tilbud og ekstra omsorg og støtte i en daginstitution. Forskeren Bente Jensen har påvist, at kun institutioner med høj kvalitet kan være forebyggende og yde støtte til de truede børn, og at institutioner med høj kvalitet er karakteriseret ved blandt andet gode normeringer, tilstrækkelige ressourcer, tilstrækkeligt uddannet personale og et klart bud på, hvad man vil med pædagogikken. Alligevel er virkeligheden, at over halvdelen af de danske daginstitutioner ikke har nogen målrettet indsats for at støtte de truede børn og bryde den negative sociale arv. Vi ved, at viljen er stor blandt pædagogerne. Men kun en fjerdedel af pædagogerne mener, at deres indsats modvirker negativ social arv på lidt længere sigt. De fortæller i stedet, at de mangler tid, muligheder og viden. Vi har fået en børnepolitisk cocktail, vi ganske enkelt ikke vil leve med: et svagt generelt beredskab til at hjælpe børn med familiære, sociale eller personlige problemer plus et stadigt skævere socialt daginstitutions-danmarkskort plus en yderst ringe målretning af ressourcer til institutioner med store behov. Det sociale daginstitutions-danmarkskort bliver måned for måned skævere og skævere. I 2003 var halvdelen af alle børn med svag familiebaggrund koncentreret i 20 procent af daginstitutionsmassen. Kommunernes tildeling af ressourcer til daginstitutionerne afspejler slet ikke denne forskel i behov. Af forskellige grunde har kommunerne aldrig haft tradition for at give særligt mange ekstra ressourcer til de daginstitutioner, der har særligt mange børn med særlige behov. Næsten alle daginstitutioner får groft sagt tildelt de samme ressourcer. Sådan behøver det ikke at være. Det viser folkeskoleområdet i de samme kommuner. Her er der en langt mere udbredt tradition for, at de skoler, der har de største udfordringer, også får tildelt flest ressourcer. Det er uacceptabelt, at det kun er en del af forældrene, der kan stemme med fødderne nede hos EDC-Mæglerne og købe sig en bolig i de kvarterer, hvor de ikke risikerer at få deres børn i daginstitutioner med alt for lave normeringer til de mange børn med særlige pædagogiske behov. Vi kræver løsninger, så den enlige mor på kontanthjælp og alle andre, der ikke har råd til at stemme med fødderne, ikke overlades til afmagten. VK-regeringen har sagt, at den vil stille krav til pædagogerne om at modvirke negativ social arv. Men har den givet kommunerne mulighed for at tilføre flere ressourcer til institutioner med mange udfordringer? Nej. Har regeringen satset massivt på efteruddannelse af de pædagoger, der står med udfordringerne? Nej. I stedet har regeringen stillet krav om såkaldte pædagogiske læreplaner i daginstitutionerne. Vel at mærke uden at give kommunerne ressourcer og efteruddannelse til at gøre de pædagogiske læreplaner til andet end snak og ministerielle bekendtgørelser. Det er godt, at vi kan få passet vores børn, så Danmark kan fortsætte som et foregangsland for kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Men det er ikke godt nok. Daginstitutionernes pædagoger skal samtidig give alle børnene en alsidig udvikling og udvikle deres kreativitet. Ellers bliver det ikke dem, der om 20, 30 og 40 år står for de store og små ideer og den innovation, som til den tid skal være grundlaget for konkurrencedygtig produktion og udvikling af vores sundhedsvæsen, uddannelsesinstitutioner og ældrevelfærd. Øget pædagogisk kvalitet i daginstitutionerne er ikke kun vigtigt for børnenes skyld. Det er samtidig et redskab til at skabe global konkurrenceevne og bedre velfærd i fremtiden. Det er ikke kun børnenes livsmuligheder, der vokser, når daginstitutionerne skaber udvikling, kreativitet og læring hos børnene. Samtidig vokser den produktive formåen hos fremtidens arbejdsstyrke. I en tid, hvor alle jamrer over, at fremtidens arbejdsstyrke bliver mindre, er der al mulig grund til at investere i at gøre den bedre og mere kreativ. Vores evner til at skabe og betale for fremtidens velfærd afhænger af, om vi i de kommende 10 år skaber mere alsidigt udviklede børn. Det samme gælder daginstitutionernes evne til at hjælpe børn fra belastede familier. Jo bedre pædagogerne er til det, jo større chancer har disse børn for en ordentlig start på livet, og jo større mulighed har skolen og uddannelsesinstitutionerne for at undgå, at de havner i den restgruppe af unge uden erhvervsuddannelse, som vil få det mere end svært i fremtiden. Hjælper vi omvendt ikke disse børn i blandt andet daginstitutionerne, går det ud over samfundets sammenhængskraft og dermed også vores evne til at klare os i fremtidens globale økonomi. Underligt nok er disse sammenhænge totalt fraværende i Velfærdskommissionens rapporter om fremtidens danske velfærd. I den nyeste rapport viser Velfærdskommissionen ganske vist, hvordan det danske samfund nærmest planmæssigt er på vej til at uddanne kommende generationer alt for dårligt og tabe alt for mange i svinget. Men Velfærdskommissionen gør det til et rent uddannelsesspørgsmål. Kommissionen kommer slet ikke ind på den måde, vi passer, udvikler og danner vores børn på i daginstitutionerne. Det er ærgerligt. Er det, fordi Velfærdskommissionens medlemmer lever i den romantiske drøm, at børnenes udvikling kun foregår efter fyraften hjemme ved far og mor? Endnu har Velfærdskommissionen kun taget listeskoene på, når det gælder diskussionen om, hvad der bør gøres for at sikre en bæredygtig velfærd i fremtiden. Men medlemmerne af Velfærdskommissionen har dog her mere end antydet, at efterlønnen bør afskaffes og pensionsalderen gradvist sættes op. Senest er det sket med en omfattende gennemgang af, hvordan man i lande som Holland, Frankrig og Østrig har lavet om på efterlønslignende ordninger for tidlig tilbagetrækning. Den næsten 400 sider lange rapport kommer langt omkring, uddannelse, arbejdsmarked, skat, indvandring, integration, tilbagetrækning, pension, ældrepleje og sundhedsvæsen. Men står der noget om daginstitutionerne? Nej! Behovet for daginstitutioner, der formår at stimulere børn til en alsidig udvikling gennem leg med videre, synes helt at være gået hen over hovedet på Velfærdskommissionens mænd og kvinder. I hvert fald har de hidtil af en eller anden grund været larmende tavse om emnet, selv om de er sat til at komme med oplæg om fremtidens velfærd. Vi forstår det ikke. Lige så lidt forstår vi, at statsminister Anders Fogh Rasmussen udnævner et Globaliseringsråd, der synes som skabt til slet ikke at tænke i vores børns opdragelse og udvikling, uden at tage hverken pædagoger eller familieministeren med i rådet. Lad os dog erkende det. Skal daginstitutionerne være med til at give børnene en alsidig udvikling til velfungerende mennesker, kræver det et tæt samspil med voksne, som har tid til nærvær, omsorg og tryghed. Det kræver blandt andet udvikling af den pædagogiske kvalitet og flere pædagoger, der har bedre tid til det enkelte barn. Til lommerne, kære familieminister! Der er brug for en åben samfundsdebat om, hvad vi vil med vores daginstitutioner, og der er brug for, at professionelle fagfolk og forældre deltager mere i denne debat. Vi håber i de kommende måneder at kunne skabe et tværfagligt og tværpolitisk lokalt funderet netværk af mennesker og organisationer med viden, indsigt og lyst til at bidrage til en debat om mere kvalitet i den måde, hvorpå vi vælger at lade vores børn udvikle sig i daginstitutioner og pasningstilbud. Vores børn og det danske samfunds fremtid fortjener det. Vi ved, at statsministeren ikke stiller millioner og sekretariatsbistand til rådighed for en sådan debat, som han gør med Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet. Vi gætter også på, at vi må undvære penge fra de af erhvervslivets spidser, der har ladet millionerne rulle for at gøre den liberalistiske tænketank Cepos til forpostfægter for minimalstatsreformer. Men debatten skal nok komme endda.