Jagten på 'den eneste ene' har nu stået på i godt 200 år, og i den tid er jægerne - kvinder såvel som mænd - blevet stadig dårligere til at ramme deres bytte: I Danmark indtraf der 483 skilsmisser i 1902, 8.409 i 1962 og 15.304 i 2002, og stadig flere valgte at blive single, fordi de ikke kunne finde den, de troede måtte være den eneste ene. Man kunne tænke sig, at det skyldes de nye transportmuligheder og netdating, der har udvidet den enkeltes jagtområde, så byttet er blevet sværere at finde. I dag skjuler det sig blandt millioner af mennesker, mens det for et par hundrede år siden kun gemte sig blandt de få hundrede, som man havde mulighed for at møde i lokalområdet. Men denne forklaring er forkert, for sandheden er, at 'den eneste ene' overhovedet ikke eksisterer, så jagten er på forhånd forgæves. 'Den eneste ene' er ikke en realitet, men et ideologisk produkt. Den tanke, at der kun findes et bestemt menneske, der kan gøre én lykkelig i et ægteskab, og som man derfor skal finde, er en ulykkelig forestilling, der blev opfundet af romantikerne omkring 1800, og som siden da har været anledning til utallige psykiske lidelser. Den romantiske ide bygger på tanken om fusion, om sammensmeltning af to, der bliver til én, både legemligt og åndeligt, Da den tyske forfatter Fr. Schlegel udgav sin roman 'Lucinde' i 1799, lod han helten skrive til sin elskede: »Jeg beundrer dig som en guddom. Vi to er én«. I tal: 1+1=1. Men det er en regnefejl, hvad man endnu ikke har opdaget. Man tror stadig på, at det gælder om at finde sin 'bedre halvdel' og derved blive hel. Den romantiske kærlighed er derfor udtryk for egoisme. Bag den romantiske kærlighed i begyndelsen af 1800-tallet lå der en ideologi, der bestod af lige dele moderne individualisme, borgerlige asketiske værdier og kristen etik. Den romantiske kærlighed krævede, at det seksuelle begær og kærligheden skulle udfolde sig inden for rammerne af ægteskabet som et særligt følelsesbestemt område. Dette krav om et kærlighedsbestemt ægteskab, hvor kærlighed var et spørgsmål om følelse, var aldrig blevet formuleret tidligere i europæisk historie og i øvrigt heller ikke i andre verdensdele. Det var udtryk for en ideologi, der hang sammen med ejendomsbesiddelse, og som bevirkede, at den romantiske kærlighed fik den funktion at fastholde monogamiet i en tid under forandring. Opfindelsen af denne type kærlighed hang sammen med en ændring i familietypen. Omkring 1800 begyndte industrien for alvor at slå igennem i Europa. Den førindustrielle familie havde været en produktions- og husholdningsfamilie. Den var en økonomisk enhed, en gruppe, der levede og arbejdede sammen. Familiesammenholdet byggede på produktionsprocessen og ikke så meget på familiefølelse og kærlighed forstået som følelse. I det 19. århundrede blev denne familietype mere sjælden og fandtes efterhånden kun på landet. I byerne med deres handel og industri blev arbejde og bolig adskilt, så familien mistede noget af sit grundlag. Det medførte, at det i højere grad blev følelsesmæssige bånd, der skulle sikre sammenholdet i familien. I dag er samfundet et ganske andet, og alligevel er den romantiske kærlighed stadig modellen for 'den virkelige kærlighed'. Det skyldes formodentlig, at i vort ekstremt individualistiske samfund passer det ganske godt med en egoistisk form for kærlighed, som den romantiske kærlighed netop er udtryk for. Her drejer det sig først og fremmest om den forelskede selv og først i anden række om den elskede som anledning til en følelse af at være forelsket - og elsket. Da begrebet 'kærlighed' forstås forskelligt afhængigt af tid og sted, er spørgsmålet nu, hvad kærlighed så i realiteten er blevet til i vore dage, hvor det gælder om at 'realisere sig selv', som det hedder, uden at nogen har en klar forestilling om, hvad dette 'selv' egentlig er for noget. Kærlighed er under alle omstændigheder blevet et flygtigt foretagende for mange, og ingen har karakteriseret denne kærlighed bedre end de to filosoffer Benassayag og Scavino, da de i 1995 udgav deres bog 'Le pari amoureux' (Det amourøse væddemål). Her kalder de vor tids kærlighed for 'Dødskærligheden' og finder den beskrevet i myten om vampyren Dracula. Denne myte er historien om en sand dødskærlighed, der har inspireret mange forfattere, og i nyere tid er den blevet forbundet med en historie om kærlighed om end en umulig kærlighed - især i de fleste filmversioner. Det særlige ved vampyren Dracula er hans uimodståelige forførelse og hans uudslukkelige tørst efter nye ofre, hvis blod han kan suge, så de dør. Hans tilværelse er en evig gentagelse, der består i at ødelægge den, han elsker. Dracula er billedet på det lidenskabsløse individ, og de to forfattere slutter deres redegørelse med ordene: »Suge sin partner, indtil hun afgiver sit blod, kede sig over forholdets monotoni. Beklage det, der var, og søge nye ofre at udsuge. Sadisme, melankoli, konsum og romantik. Det moderne individ er den forelskede vampyr«. Myten om Dracula er da efter de to filosoffers opfattelse nutidens egentlige kærlighedshistorie, sådan som andre tider har haft deres: Shakespeares 'Romeo og Julie' omkring 1600, Molières 'Don Juan' senere i 1600-tallet og Goethes 'Den unge Werthers lidelser' i slutningen af1700-tallet. Denne dødskærlighed omtales også af den engelske sociolog Anthony Giddens i hans bog 'Intimitetens forandring. Seksualitet, kærlighed og erotik i det moderne samfund' - om end med andre ord. Han karakteriserer det moderne parforhold som det rene forhold og skriver: »Det henviser til en situation, hvor to personer indgår i et socialt forhold for dets egen skyld, for hvad de pågældende hver især kan få ud af en varig forbindelse med hinanden, og som kun fortsætter for så vidt som begge parter anser det for at tilfredsstille dem tilstrækkeligt til at blive i det (...) Seksuel eksklusivitet spiller her kun en rolle i forholdet i det omfang som parterne gensidigt anser det for ønskværdigt eller væsentligt ( ... ) Det er et kendetegn ved det rene forhold, at det kan afsluttes af en af parterne, mere eller mindre efter ønske, på et hvilket som helst tidspunkt«. Med andre ord: Kærlighed er stort set blevet identisk med sex. 'Dødskærligheden' eller 'det rene forhold' er da også blevet let at praktisere, fordi mænd og kvinder ikke længere har et nødvendigt behov for hinanden for at eksistere, hvad der siges meget direkte i titlen på den bog, som Lola Baidel skrev for få år siden: 'Du kan sagtens (klare dig uden mand men ikke uden en vaskemaskine)'. Og det samme kan jo siges om mænd, så et parforhold er blevet et cost-benefit-forhold. Denne dødskærlighed kan vi naturligvis godt fortsætte med i fremtiden, for så vidt som der ikke er nogen, der direkte dør af den. Og alligevel kan vi ikke fortsætte med den, fordi den er et symptom på en livsstil, hvor vi dyrker døden i alleregentligste forstand, i og med at den i det lange løb indebærer store samfunds- og naturkatastrofer med døden som følge. Det er en livsstil og en mentalitet, der kan sammenfattes i nogle få nøgleord som forbrug, grådighed, shopping, nydelse, cost-benefit-tænkning, profitmaksimering og vækst - vækst frem for alt - hvorfor alt andet i samfundet underlægges hensynet til produktionen, hvad enten det er forskning, børnehaver, skoler eller den højere undervisning, så alle hurtigst muligt kan komme ud for at producere og forbruge. Og for at øge produktionen doper arbejdsgivere medarbejderne med noget, de kalder 'kærlighed': massage, elskværdig tiltale m.m. I det moderne samfund er det blevet menneskets egentlige funktion at være en god forbruger, der køber og smider væk så hurtigt som muligt for at holde gang i et produktionssystem, der skal fungere stadig mere effektivt for at sikre en bestandig vækst af materielle forbrugsgoder - selv de mest ligegyldige. I døds-kærligheden forbruger vi da også hinanden som nydelsesmidler, og sex er blevet til produktion af orgasmer. Der er tale om et orgasmeræs, der er en af de »latterlige lidenskaber«, som Milan Kundera taler om i sin bog af samme navn. Selvfølgelig skal man nyde livet, når man nu engang har fået det, men der er grænser for nydelsen, og de sættes af livet selv. I dag er der mange, der æder, drikker og ryger sig ihjel, og væksten i produktionen kan ikke være uendelig, fordi mængden af naturens ressourcer er endelig, og fordi miljø og klima forværres, i og med at produktionen stiger. Derfor er kampen om ressourcerne - herunder olie - allerede begyndt, hvad Irakkrigen er et vidnesbyrd om. Og der er ikke ressourcer til at give ulandene den samme materielle levestandard som ilandene. Derfor må vi her i de rige lande begrænse os i fremtiden. Hele denne udvikling frem mod nutidens mulighed for fremtidige katastrofer begyndte samtidig med romantikkens gennembrud og oplysningstidens fremskridtstro. Den franske forfatter Alexis de Tocqueville beskrev allerede omkring 1830 det daværende samfund som et sted, hvor mennesker »uophørligt drejer rundt om dem selv for at skaffe sig små og vulgære fornøjelser, som de fylder dem selv med«, og »hvor hver enkelt (...) er som en fremmed for andre«. Det er denne samfundstype, der er blevet forstærket siden Tocquevilles tid og ganske særligt i sidste halvdel af det 20. århundrede og videre ind i det 21. med det resultat, at vi nu står over for muligheden af en lang række katastrofer: finansielle og økologisk-klimatiske sammenbrud, kernevåbenkrig, kamp om de sidste ressourcer og terror m.m. Forud for verdenstopmødet i Johannesburg i 2002 om bæredygtig udvikling udtalte mødets generalsekretær, Nitin Desai, da også i en pressemeddelelse: »Hvis vi ikke gør noget for at ændre vores planløse udviklingsmønstre, vil vi bringe Jordens og befolkningernes langsigtede sikkerhed i fare«. Alle indsigtsfulde personer - undtagen de fleste politikere - er enige heri. Som eksempel blot en enkelt: den franske økonom og filosof Jacques Attali, der siger om jordkloden, at den er som en anden 'Titanic', der med fuld fart og fuld musik styrer mod flere undersøiske isbjerge. Da denne mulighed for katastrofer er menneskeskabt, er problemet derfor: hvordan frelse mennesket fra sig selv? Dette spørgsmål har ikke noget enkelt eller sikkert svar. I teknologiens udvikling gennem modernitetens to hundrede år lange periode er teknisk effektivitet gjort til et mål i sig selv frem for at være et middel til værn om livet. Alt, hvad der teknisk kan gøres, bliver gjort uden tanke på, om det virkelig er til gavn for livet. Som Piet Hein udtrykte det: »Vi gør, hvad vi kan, og det er allerede for meget«. Derfor er det afgørende i dag ikke, hvad vi kan, men hvad vi vil. Med teknisk effektivitet som det væsentligste har mennesket imidlertid udstødt sig selv af sit eget livsprojekt, for i dette projekt drejer det sig ikke længere om mennesket, men om teknikken og væksten. Jo mere kommunikationen er blevet udviklet, desto mere er de sociale bånd mellem mennesker blevet svækket. Samtidig med, at der er skabt et skæbnefællesskab mellem alle Jordens mennesker, er det enkelte menneske i den rige del af verden blevet ene med sig selv, lukket inde i sin egen individualitet, og sammen med alle andre på Jorden er det endt som noget perifert i en økonomisk magtkamp, hvor markedets love og bag dem menneskers valg som konstituerende for lovene bestemmer menneskers adfærd, og hvor den tekniske effektivitet især har forøget evnen til at dræbe. Derfor kan katastroferne ikke undgås ved primært at skabe teknologiske og økonomiske forandringer, sådan som disse hidtil har fundet sted. Hvis katastroferne skal undgås, kræver det nok store økonomiske, politiske og teknologiske ændringer, men de kan kun gennemføres efter en forudgående revolution i forholdet mellem mennesker og i det enkelte menneskes mentalitet og tænkemåde, så teknologi og økonomi bliver bragt under menneskets kontrol med det formål at undgå katastrofer. Og først da er der tale om en postmodernitet. Selv om fremtiden i dag indebærer muligheden for katastrofer, behøver de derfor ikke at finde sted. Det historiske begivenhedsforløb er ikke determineret, og mennesket er et frit væsen, der selv vælger sin fremtid inden for de til enhver tid givne rammer. Derfor er fremtidige katastrofer nok en trussel, men de er også menneskets hidtil største chance for at skabe en bedre verden, for den skabes ikke ved at følge en fortænkt ideologi kaldet liberalisme, socialisme eller noget helt andet, men ved at gøre politik til et arbejde for at undgå katastroferne, for det, der skal gøres, er netop en række tiltag, der i sig selv kun kan gøre verden til et bedre sted at være for alle. Blandt disse tiltag er et forsøg på at give begrebet 'kærlighed' et andet indhold end den forældede romantiske ide om 'den eneste ene'. KAI AALBÆK-NIELSEN