Elever ogstuderende har ret til et godt æstetisk undervisningsmiljø. Det står der i undervisningsmiljøloven, der trådte i kraft august 2001. Men imødekommelsen af det krav kan være ganske svær at få øje på ude i den virkelige verden. Vi har i dag en grundskole, der varetager hovedet og intellektet - en tænkende skole. I denne skole har æstetikken ikke fået fodfæste. Æstetik i grundskolen handler om at få vakt og stimuleret børnenes sanser, så de ikke alene kommer ud af skolen med en intellektuel styrke, men også som hele mennesker med en sanselig kompetence, de kan møde verden med og bruge, når de skal videre med uddannelse og arbejde - som medskabere af fremtidens samfund. Æstetik udspringer af det græske ord Aistehesis, der betyder umiddelbar erkendelse via sanserne. Æstetik handler altså ikke blot om ting, der er smukke for øjet, men om at bruge alle sanserne. Om at se, høre, føle, lugte og smage. Grundskolens æstetik kalder vi hverdagsæstetik, fordi den er overalt omkring eleverne - og de øvrige mennesker i grundskolen. Hver dag byder på æstetiske oplevelser i grundskolen, gode som dårlige. Desværre alt for mange af de sidstnævnte, og det har konsekvenser for elevernes trivsel og læring. Bygningsmassen er et stort problem. Ved forrige århundredeskifte gjorde den fremherskende holdning, at man værdsatte skolebygninger og anså dem for at være vigtige bygningsværker, der skulle danne og uddanne de fremtidige borgere. Sådan er det ikke mange steder i dag. Vi har vænnet os til - og lader os nøje med - ramponerede og dårligt vedligeholdte skoler, som langtfra danner tilfredsstillende omgivelser for de elever og lærere, der arbejder og lever i dem. Vi står med en stor bygningsmasse af skoler i Danmark, der er i så dårlig stand, at de burde rives ned. Dels er de bygget i dårlige materialer og er særdeles ringe vedligeholdt, dels er de rumligt organiseret, så de er ude af trit med den nye folkeskolelov og de undervisningsmetoder, der benyttes i dag. Skolerne og pædagogikken hænger simpelthen ikke sammen mange steder. Da vi oven i købet står foran år med stigende elevtal, er der ingen tvivl: Der må og skal investeres i skoler de kommende år - ved nybygning og ved nænsom ombygning. Og så skal vedligeholdelsen af skolerne prioriteres langt højere, end den bliver mange steder i dag; det er der også sund økonomi i. Det er trods alt billigere at vedligeholde et godt eksisterende byggeri end at reparere på gamle skader, der godt kunne være undgået - eller måske endda blive tvunget til at bygge helt nyt. Det er skadeligt for opdragelsen, dannelsen og undervisningen af børn og unge, når den foregår i nedslidte bygninger af meget ringe kvalitet. Børn er følsomme, og mens de går i skole, gennemgår de deres livs vigtigste udvikling. De er modtagelige for dårlige oplevelser, og alligevel vælger vi at give de yngste generationer de ringeste bygninger af alle. Dårligt vedligeholdte rammer sender et utvetydigt signal til eleverne: I er ikke mere værd. Eleverne kan ikke føle sig værdsat og taget vare på i sådanne omgivelser. Og det giver vel sig selv, at vi ikke kan forvente, at børn og unge mennesker skal vise ansvar eller passe på disse nedslidte rammer. Eleverne lærer med andre ord ikke at værdsætte kvalitet og grundlæggende værdier i samfundet, når de år efter år må nøjes med omgivelser, der i bund og grund signalerer ligegyldighed, forfald og mangel på omsorg. Det er ikke uden grund, at der er påvist sammenhæng mellem dårligt vedligeholdte skoler og meget hærværk. Når samfundet ikke passer på elevernes rammer, hvorfor skulle eleverne så gøre det? For nu at sætte sagen på spidsen. Hvem har så ansvaret? Det har vi selvfølgelig et eller andet sted alle sammen. Politikerne har ansvaret for, at de økonomiske rammer er realistiske. Arkitekter og ingeniører har det faglige ansvar for ordentlige materialer og spændende byggeri. Skolelederne og skolens brugere: elever, lærere og andre personalegrupper og forældre har sammen ansvaret for at passe på og optimere de rammer, de har til rådighed, på den bedst mulige måde. Der er dog heldigvis undtagelser fra det sørgelige billede, både når det handler om opførelsen af nye skoler og om udnyttelsen af allerede eksisterende skoler. Vi ser trods alt nye skoler blive opført med nænsom hånd og forståelse for børnenes behov for gode omgivelser, ligesom eksisterende skoler istandsættes og moderniseres hensigtsmæssigt. Den udvikling bør opmuntres og støttes, og pengene; ja de må og skal findes, så vores skoler kan leve op til de forventninger, man vel med rette kan have til dem i et velfærdssamfund med uddannelse som en kerneydelse. Men skolens æstetik handler ikke kun om bygningerne og de fysiske omgivelser. Æstetikken i undervisningsmiljøet er bred, og den omfatter flere aspekter i skolen. Det drejer sig dybest set om at integrere det smukke, skæve, skønne, pirrende, spændende, motiverende og sanselige i skolens aktiviteter. Det kan fortrinsvis ske i de læringsmæssige processer, der foregår i de enkelte fag. Det er selvfølgelig mest oplagt at få det integreret i fagene med et æstetisk aspekt som sløjd, billedkunst, musik, håndarbejde og idræt. Men de kan i lige så høj grad tænkes ind i matematik, dansk, fysik, kemi m.v. Æstetik handler om den måde, man vælger at udfylde de fysiske rammer på, og om de aktiviteter, der finder sted i skolen. Det handler om selve mødet mellem kroppen, sanserne og rummet, om den stemning og den atmosfære, der opstår i rummet - og de kan godt plejes og udvikles, også uden at det koster alverden. Det er især i denne sammenhæng, at den enkelte skole har mulighed for at præge æstetikken i hverdagen. De fleste kan nok blive enige om, at vi ønsker den bedst mulige uddannelse for grundskoleelever, men når det handler om, hvordan det skal ske, er uenigheden stor. Faste skarpt definerede faglige mål har fra centralt politisk hold været tidens løsen i de seneste år. Men rumpen i sædet og øjnene på tavlen X antal timer om dagen er faktisk ikke den optimale løsning. Endda langtfra. Undersøgelser har vist, at når undervisningen bevæger sig mellem det sansende og rationelle, så øges indlæringen. Når man læser om koen og hører og skriver om den, vil man forstå og huske meget mere af det lærte, hvis man også har set den på marken, rørt ved den, set den blive malket - og måske endda også set den blive slagtet og spist. Læringen er altså optimal, når eleverne bruger både sanserne og intellektet. Et eksperiment - Det Bløde Rum - viste tilbage i 1980'erne et tankevækkende resultat, der bestemt ikke er blevet mindre relevant med tiden. To klasser på samme skole var involveret. Den ene klasse fik lov til at være med til at indrette sit klasseværelse, mens den anden klasse ikke havde nogen indflydelse. Klasserne var på samme niveau og havde samme lærer - alligevel havde den ene klasse efter et stykke tid lært langt mere end den anden. Og det var klassen, der selv indrettede klasselokalet, der lærte mest. Dette eksperiment viser noget om, hvor stor en effekt æstetik har på trivslen og på læringen. Og mulighederne for at påvirke det æstetiske miljø i grundskolen er mangfoldige: Den rigtige ide, de gode tiltag, kreativitet og nysgerrighed kan være med til at skabe den gode stemning på skolen. De gode æstetiske oplevelser kan ligge i undervisningen, indretningen, udsmykningen, aktiviteten, samværet, atmosfæren, samtalen og meget meget mere. Der kan gøres meget for få midler på skolerne rundt omkring - og det gøres der heldigvis i høj grad. Mange mennesker møder imidlertid stadig grundskolen med en holdning om, at det æstetiske er smørret, mens de klassiske intellektuelle fag er brødet. Og at skolens vigtigste ansvar drejer sig om de strengt intellektuelle discipliner, mens andre må tage sig af alt 'det andet'. Den holdning er oldnordisk og skræmmende! En større indsats på det æstetiske område går ikke ud over de mere stringente faglige discipliner og dermed børnenes læring; tværtimod spiller de to elementer sammen og øger udbyttet. Vi ved, at elever med masser af dagslys i lokalet lærer op til 26 procent mere end elever med mindre dagslys. Vived, at indflydelse på de fysiske rammer giver mere engagement. Vi ved, at fysisk aktivitet gavner indlæringen. Vi ved, at rare omgivelser og god stemning giver bedre indlæring. Med andre ord: Glade børn lærer bedst. Det er indiskutabelt. Men lærere og elevers arbejde med hverdagsæstetikken kan ikke optimere det æstetiske miljø alene; det giver sig selv. På en skole med meget ringe fysiske rammer kræver det naturligvis også, at der er økonomiske midler at gøre godt med, hvis det æstetiske undervisningsmiljø skal optimeres. I de tilfælde kræves ombygning, renovering eller måske endda nedrivning og nyt byggeri. Det er dog også vigtigt at understrege, at smukke, spændende og udfordrende bygninger heller ikke skaber det gode æstetiske undervisningsmiljø alene. Hvad nytter et smukt rum, for eksempel, hvis alle, der befinder sig i det, er morgensure? Der er en vekselvirkning mellem omgivelserne, aktiviteterne og stemningen på en skole; de påvirker hinanden. Bevidstheden herom - og viljen til at udnytte de muligheder, man har - er et centralt aspekt af det æstetiske undervisningsmiljø. Omgivelserne påvirker det liv, der udfolder sig på skolen. Arkitekturen og omgivelserne, der understøtter undervisningen, skal udformes, så de fremmer de æstetiske aspekter og aktiviteter i skolen, og aktiviteterne i skolen skal planlægges, så de udnytter og måske endda udvider de rammer, skolen har. På den måde motiveres der til undervisning, og eleverne vil opleve en sammenhæng i undervisningen. Så når vi taler om at få fagligt dygtige elever i skolen, handler det ikke kun om at skemasætte flere og flere dansktimer og vedtage strenge faste læseplaner og skarpt afgrænsede, faglige mål. Det handler i høj grad også om de rammer, undervisningen foregår i, og om den måde, undervisningen foregår på. Vi må spørge os selv, hvilke værdier vi ønsker at give skoleeleverne, og hvilket livssyn de skal introduceres til i grundskolen. Og så bør vi sammenligne det ønske med den virkelighed, eleverne færdes i - og spørge os selv: Kan vi være det bekendt?