De blå, tilslørede kvinder findes stadig i det afghanske bybillede. Men det er sådan set heller ikke burkaen, der er problemet, siger de kvinder, som kronikøren talte med under sit vinterophold i Kabul. Emilie Wiinblad er ansat ved FN's Flygtningehøjkommissariat i Genève. CHAUFFØREN ANMELDTE vores ankomst og blev vinket ind i gården af den bevæbnede portvagt. Klokken var kun fem, men det var allerede mørkt, og røgen fra de mange små ovne, der opvarmer Kabuls mange tusinde hjem, lå som et tæppe over byen. Lyskeglen fra vores FN-landcruiser afslørede en stor mørk bygning mærket af adskillige skudhuller. Kvindeministeren for Afghanistan havde inviteret donorer og FN-organisationer til møde om sin donorstrategi og mission. Da jeg var i Kabul og havde mulighed for at komme med til mødet, besluttede jeg mig for at benytte lejligheden til at finde ud af mere om situationen for afghanske kvinder. Som så mange i Vesten var jeg blevet fyldt med ubehag ved synet af billederne af blå, tildækkede kvinder. Burkaen, en lille hat hvorfra et klæde er påsat, der dækker en person fra top til tå, med kun et vævet gitter foran øjnene, virker som det ultimative symbol på undertrykkelse og fornedrelse af kvinder. Jeg havde også hørt om Talebanstyret og deres indførelse af strenge regler for brugen af burkaen. Nu, da Taleban officielt var fordrevet fra Afghanistan, kunne man derfor tro, at kvinder over hele landet ville ånde lettede op og træde ud af burkaen med et lettelsessuk. Men sådan er det ikke. Gadebilledet i afghanske byer er stadig plettet af blå figurer. Den eneste mulighed for at udvise feminitet og individualisme er i valget af sko, og her mangler der ikke udtryk; høje sorte sko, guldsandaler med vristbånd, røde sko, sko med spænder, moderne sko med høj sål, nypudsede sko, tøfler og sko med sløjfer: et væld af forskellige sko, der giver et lille glimt af kvinden under klædet. Dette var, hvad jeg kunne se på gaden og på arbejde, men hvad jeg virkelig ville prøve at forstå var, hvordan kvinder i Afghanistan opfatter deres situation, hvad de ser som deres problemer, og hvordan de forholder sig til burkaen. Et møde i kvindeministeriet var en god begyndelse. DET VAR frost udenfor, og vi skuttede os i vores store uldsjaler. Vi gik op ad en stor kold, mørk trappe. Rundt omkring i gangene og på trappen kunne vi se silhuetterne af bevæbnede vagter, når deres cigaretter glødede. Nede ad gangen blev en dør åbnet ind til kvindeminister Habiba Sarabis forkontor. Det var som at træde ind i en anden verden. Forkontoret og kontoret var sat i stand af en vestlig donor og afveg ikke fra et vestligt ministerkontor i standard. Halogenspots oplyste de nymalede vægge, træpanelerne og de smukke tæpper. Designmøbler, computere og en publikationshylde var også installeret. Vi blev budt på grøn te og nødder, mens vi ventede, og jeg faldt i snak med tre afghanske kvinder, der sad ved indgangen. Kun den ene af kvinderne talte engelsk, og det første, hun sagde, var, at de ikke var sekretærer. Hun var selv vicekvindeminister, og de to andre kvinder var direktører i ministeriet. Da talen faldt på burkaen, trak hun på skulderen. »Afghanske kvinder har problemer, der langt overstiger spørgsmålet, om de skal klæde sig i burka eller ej«, forklarede hun. »Det er ikke rigtig et problem her, ser du, det er tradition. Det, der virkelig bekymrer vores kvinder, er, om de kan skaffe mad til deres børn, og om de vil få en bedre fremtid med fred og ordentlige levevilkår«. Jeg fik ikke lejlighed til at komme emnet nærmere, før vi blev kaldt ind til ministeren, men jeg fik næring til min anelse om, at burkaen er et symptom som så mange andre symptomer på, at det afghanske samfund er et konservativt samfund båret af både mænd og kvinder. Habiba Sarabi er den anden kvindeminister i den nye regerings korte levetid. Kvindeministeriet selv er en nyskabelse, men bygger på en institution for kvinder, der har været aktiv i Afghanistan selv under Talebanstyret. Med den nye regerings mange kommissioner, afdelinger, råd og nævn er en af de største udfordringer for ministeriet at sørge for at få en plads både i de rådgivende og i de beslutningsdygtige råd og nævn. Derved forbedres muligheden for, at kvinders problemer bliver inkluderet i landets overordnede politik på uddannelses-, erhvervs- og sundhedsområdet. UNDER MIT ophold fik jeg også mulighed for at tale med en ung kvinde, der har levet hele sit liv i Afghanistan. Adiba er 21 år, hendes far er pensioneret officer, hendes moder er gammel og syg. Adiba har ingen mand og ingen brødre. Adiba har kun været uden for Kabul én gang i sit liv for at besøge slægtninge i Pakistan. Hun kender ikke Afghanistan uden for Kabul og har ikke mange muligheder for at lære det at kende. »Jeg er heldig«, siger hun, »min far er uddannet, han forstår uddannelse, og han giver mig lov til at arbejde. Hvis han ikke var uddannet, ville jeg ikke få lov at arbejde eller gå uden burka«. Adiba har den traditionelle salwaz khamise på, løsthængende bukser med en løsthængende knælang kofte udover med lange ærmer. Om hovedet draperer hun et sjal, der dækker håret. Hun har neglelak og mascara på og sorte sandaler med en lille hæl. Når hun forlader kontoret, tager hun en lang frakke på og sørger for, at sjalet dækker alt håret og ikke glider ned, men burka har hun ikke på. Jeg spørger til tiden under Taleban, og hun bliver meget bevæget. »Jeg var heldig«, siger hun igen, »jeg kunne lidt engelsk, og min far er uddannet, så han gav mig lov til at arbejde. Jeg oversatte for en fransk kvindelig læge på en sundhedsklinik for kvinder. Inde på klinikken behøvede jeg ikke burka, men udenfor, alle vegne, hvor jeg kunne møde en mand, skulle jeg have den på«. Hun får tårer i øjnene: »Jeg hadede at have den på«, siger hun. »Mine øjne gjorde ondt af anstrengelse for at se ud. Men det værste var, at det var, som om jeg ikke eksisterede. Én gang skulle jeg oversætte for den franske læge og direktøren. Ingen talte til mig, de så mig ikke eller bød mig te. Jeg ligesom holdt op med at eksistere som et menneske under mit blå klæde. Det var rædselsfuldt. Nu er det meget bedre«. Adiba forklarede mig også, hvordan hun først havde været bange for at tage burkaen af. De første dage havde hun kun afdækket øjnene, så næsen og senere munden og hele ansigtet. Hun slog sjalet tilbage og væk fra håret med et grin: »Nu kan jeg endda vise mit hår her på arbejde uden at blive flov«. Adiba er fuld af forhåbninger for Afghanistan. »Om tre år«, siger hun, »bliver tingene måske anderledes, og kvinder vil få mere frihed«. Den frihed, hun taler om, handler ikke så meget om, hvad hun skal have på. Som en god muslim har hun ikke lyst til at fremvise kroppen for fremmede mænd, men hun vil gerne have frihed til at gå ud med en veninde på restaurant eller cafe eller se en film. Frihed til ikke altid at tænke på, hvad andre tænker om hende; om hun er en pæn pige, fordi hun får et lift med en mandlig kollega hjem en dag. Adiba drømmer om at studere og rejse. Hun har ikke lyst til at blive gift, for som hun siger: »Alle mænd tager kvinders frihed. Selv de mest moderne afghanske mænd har strenge krav til deres koner. Det har jeg ikke lyst til. Jeg er heldig. Jeg har ingen brødre, og min far er uddannet«. DET ER ikke muligt at skrive om kvinder i Afghanistan isoleret fra den generelle situation i landet. I ethvert samfund hænger kvinder og mænds indbyrdes forhold, opgaver og plads i samfundet uløseligt sammen. Afghanistan er et bjergrigt land, og traditionelt havde hver bjergdal et folk, hvis sammenhold byggede på klanrelationer. Længe før introduktionen af islam var disse områder stærkt mandsdominerede, og mænd havde en beskytterrolle over for kvinderne. Kvinderne kunne ofte bevæge sig frit inden for et givet klanområde, men måtte beskyttes mod omgivende klaner. Islam blev introduceret til dette patriarkalske klansamfund, og det er derfor ikke overraskende, at fortolkninger af Koranen fulgte den traditionelle indstilling til forholdet mellem kvinder og mænd. Denne patriarkalske klanstruktur er stort set forblevet uændret op gennem tiden hos landbefolkningen. I byerne har udviklingen til gengæld været en anden. Udviklingen af nye normer for kvinder blev ført an af den regerende elite i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Nye ideer og indtryk kom mest til landet via hjemvendte afghanske familier. Mange prominente familier vendte hjem fra udlandet og satte en ny dagsorden for kvinder. De indførte vestlig mode og ideer om uddannelse for piger. To af kongefamiliens sønner giftede sig med døtre fra en sådan hjemvendt familie. Kronprinsen giftede sig ligeledes med datteren af en hjemvendt moderne familie, Soraya. Hun var en kvinde, der flyttede grænserne for, hvad en kvinde kunne gøre, ved selv at ride, gå på jagt og tale om kvinders rettigheder i åbne forsamlinger. Hun var ligeledes protektor for den første pigeskole, der åbnede i Kabul i 1921. Men på trods af disse tegn på en ny æra for kvinder i Afghanistan er det vigtigt at understrege, at den styrende elite introducerede nye vestlige normer for kvinder, men gled længere og længere væk fra normerne i mere end de 95 procent af befolkningen, som boede i landområderne langt væk fra indflydelse af disse nye ideer. Dette betød en fremmedgørelse af magthaverne, som var let at udnytte for politiske modstandere. I 1927-28 blev et billede af dronning Soraya på tur i Europa, Iran, Sovjet og Egypten trykt og runddelt i basaren. Billedet viste dronningen med kort hår, ærmeløs skjorte og nederdel over knæet. Der var liden tvivl om, at dette image af regeringsparret som uislamisk var med til at vælte kongen i 1928. Den nye regering indførte straks strenge regler for kvinders påklædning og fremtoning i offentlige forsamlinger. Ikke før 1950'erne med kong Zahir kom der igen ændringer for kvinder. Langsomt havde pigeskoler og sundhedsklinikker for kvinder fundet deres vej ind i samfundet. Denne udvikling mod fortsat større frihed fortsatte i Afghanistans større byer frem til Sovjetinvasionen i 1978. I landområderne forblev situationen til gengæld stort set uændret. Kabul i 1970'erne var på mange måder en moderne by. Kvinder kunne gøre karriere i stort set alle erhverv, de tog højere uddannelser og kunne klæde sig uden slør, i korte kjoler og bruge makeup. Der var dog mange med mere traditionelle indstillinger, der fandt denne udvikling uislamisk og truende. SOVJETINVASIONEN I 1978 ændrede situationen i Afghanistan og dermed også situationen for kvinder. En af de vigtigste faktorer var krigen mod de invaderende styrker: den hellige krig - jihad. De konservative religiøse ledere, der ikke havde haft meget magt siden 1920'erne, fik vind i sejlene i deres retorik mod de ikketroende invasionsstyrker. Et øget behov for at styrke en afghansk identitet blev fremtrædende, og her var kvindens adfærd, som symbol på samfundets og familiens ære, særlig vigtig. En anden afgørende betydning af krigen, som fik indflydelse på kvindernes situation, var, at så mange kom til at leve et liv i landflygtighed. Kvinder og mænd fra både by og land forlod Afghanistan i hundredtusindvis og tog tilflugt i regionen. Mere end tre millioner flygtede til Pakistan fra Afghanistan og byggede et nyt liv op i flygtningelejre. Disse lejre bød på beskedent privatliv, og særligt bykvinderne, der havde vænnet sig til en mere moderne levevis, mødte nye udfordringer i disse lejre. Livet som flygtning ændrede både relationen mellem mænd og kvinder og kvindens rolle generelt set. En årsag til dette var, at et flertal af mænd tog tilbage til Afghanistan for at slås mod de sovjetiske styrker. Med mange mænd i krig blev det ofte kvinden, der måtte tage beslutninger om familiens ve og vel og børnenes opdragelse. I sådanne nye og utrygge rammer er det ikke underligt, at mange søgte tilbage til de traditionelle og ofte konservative opdragelsesmønstre. Ligeledes blev kvinderne fra by og land mere blandede, og dette førte generelt set til en tilbagevenden for bykvinder til en mere traditionel fremtoning. Endelig blev det som fremmed i et andet land vigtigt at opretholde en afghansk identitet, som ofte var baseret på kvindernes ærbarhed. Det blev derfor vigtigt for kvinderne ikke at fremstå som uislamiske eller uanstændige over for værtslandets befolkning. Alle disse faktorer var med til at bremse udviklingen for afghanske kvinder hen imod en mere moderne model. DEN KONSERVATIVE indstilling til kvinders rettigheder har derfor dybe rødder i den afghanske historie og var allerede veletableret, da Taleban kom til magten i midten af 1990'erne. Det er i denne historiske virkelighed, vi må forstå kvindens situation i dag. Taleban er ikke længere ved magten, og mange restriktioner for kvinder er ophævet, men de dybtliggende ideer om ære og kvinders dyd og den reelle frygt forbundet med frihed for både mænd og kvinder til at træffe individuelle valg er stadig en realitet, som ikke må glemmes. Hvad enten det drejer sig om befolkningen på landet eller i byerne, i flygtningelejre eller i Afghanistan, er de mange års erfaring fra krig og opbrud, at familien, klanen og det etniske sammenhold er det, der holder én i live. Det er ikke en tid for store individualistiske valg hverken for kvinder eller for mænd, men en tid, hvor hver især må prøve sig frem og finde en balance mellem overlevelse og forandring. EFTER AT have talt med Adiba og besøgt det afghanske kvindeministerium var jeg ikke længere i tvivl om, at nu, hvor Taleban er væk, er det op til de afghanske kvinder at finde deres egen balance mellem behovet for 'at høre til' og behovet for forandring. Nogle ville, som Adiba, være heldige og have mere frihed, andre ville have flere begrænsninger. Men uanset hvad vil det tage tid, før rodfæstede mønstre og traditionelle værdier bliver udfordret og ændret. Indtil da er der en vigtig opgave for internationale aktører, der vil hjælpe afghanske mænd og kvinder til at finde en vej til fred og forandring, og den består i at fortsætte udviklingsbistanden til Afghanistan. Ved at støtte udviklingen af mulighederne for fred i landet vil det internationale samfund også støtte skabelsen af rammerne for et samfund, hvor afghanske kvinder med tiden kan formulere behov for forandring på de områder, hvor det betyder mest for dem.