4. april 2011 afholdt foreningen Kritiske Muslimer et debatmøde på Café Kafka under titlen ’Hadets ord’ med bl.a. overrabbiner Bent Melchior og Knud Lindholm Lau. Anledningen var Knud Lindholm Laus udgivelse af Victor Klemperers bog om Det Tredje Riges sprog, ’LTi – Lingua Tertii Imperii’, som har sat ild til den i forvejen betændte debat om retorik og minoriteter, og udgangspunktet for debatten var således parallellerne mellem sproget, som bar nazismen under Anden Verdenskrig, og sproget, som bruges om minoriteter i dag i Danmark. Herunder især den muslimske minoritet. Forfatter og samfundsdebattør Rune Engelbreth Larsen har igennem flere år ihærdigt talt og skrevet om sammenhængen mellem den klassiske antisemitisme og den moderne antimuslimske retorik og propaganda. Han hævder, at en stor del af den antiislamiske retorik deler afgørende lighedstræk med den klassiske antisemitisme. Ifølge Engelbreth skyldes dette ikke så meget tonen i debatten som ofte antaget, men snarere indholdet og substansen i det, som bliver sagt. F.eks. Mogens Camres påstand om, at muslimerne bare »venter på at blive nok til at slå os ihjel«. Antiislamisk retorik optræder jævnlig i den danske debat om indvandrere og islam, hvor den ofte sammenblandes med eller ophøjes til islamkritik. Konsekvensen bliver, at den tolereres, fordi den udlægges som slet og ret kritik. Jeg mener i lighed med Engelbreth, at der er en afgørende væsensforskel på islamkritik og antimuslimsk retorik. Kun ved at påpege forskellen kan man udrydde den skingre antimuslimske retorik, som absolut intet har med kritik at gøre. Kritik – herunder religionskritik – er en afgørende disciplin for udviklingen af vores samfund og er ikke kun en disciplin, som udøves af ateister eller i den vestlige verden. Religionskritik har ofte handlet om en kritik af den religiøse magt og dogmatisme og har altid været en vigtig disciplin blandt religiøse tænkere, også de muslimske tænkere. Det fremføres ofte i danske og europæiske debatter om islam, at troen på Koranen som Guds åbenbarede ord udelukker islamkritik og korankritik, som er en væsentlig del af den demokratiske proces og reform. Dette synspunkt har en anden forståelse af korankritik end den, der ofte blev udført af muslimske filosoffer og teologer samt nogle af de strømninger, der fik den islamiske civilisation til at vokse. Disse så for det meste ikke et modsætningsforhold mellem korankritik og troen på Koranen som Guds ord.
Ibn al-Arabi (1165-1240) og Ibn Khaldun er eksempler på islamiske teologer, der har lagt grobunden for megen islamisk filosofi og radikal nytænkning inden for islam. De havde begge en fast forankret tro på Koranen som Guds ord og foretog samtidig korankritik. Det er væsentligt at fremhæve, at troen på Koranen som Guds ord ikke udelukker kritik, fornuft, nytænkning og progressivitet. Guds ord er ikke statisk og kan kun blive levende, hvis du fortolker det ind i den tid, du lever i. Enhver fortolkning bevæger sig i det relative og fejlbarlige og dermed langt fra Guds absolutte ord.
