Jeg er pissesur, for vi lever i et samfund, der prædiker faderrollens vigtighed i forhold til barnet.

Seneste udtryk så vi for nogle uger siden, da der i forbindelse med overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Industri og CO-industri blev øremærket tre ugers barsel til faderen. Som far opfordres man til at blive hjemme og tage sig af familien. Det er vigtigt særligt i de første måneder, for her grundlægges de stærke relationer, der gerne skulle vare et helt liv. Det er et ideal for manden ikke blot at tjene penge og sætte sig hjem i sofaen, gennemse sønnikes karakterbog, klappe lillemor bagi og spørge, hvornår maden er klar. Næ, han skal vaske tøj og lave mad på lige fod med kvinden. Og han kan lige vove på at tjene mere, for så er der tale om et ulige forhold, og det går jo ikke. Han skal støtte hende i hendes livsudfoldelse, eventuelt sætte egen karriere i bero for hendes. Helt fint. O.k. Hvorfor er det så lige, at når paradiset slår revner og lillemor ikke længere gider farmand, at det undrer, at der kommer en kraftig reaktion fra faderen? En far, der har givet sig selv så meget på hjemmefronten, at visse andre dele af hans liv står mere stille, må ikke blive pissesur, når tæppet rives væk under ham. Derfor er jeg pissesur. Sur blev jeg over at blive smidt ud, pissesur over ikke at måtte være sur. Forhåbentlig vil ny lovgivning være med til at styrke faderens rolle i barnets liv. På samme måde som moderen typisk identificerer sig meget med moderrollen (en blandt mange selvfølgelig), identificerer den moderne, bløde fader sig i lige så høj grad med rollen som far. Måske er det oven i købet noget af det, han er allermest stolt af. Alligevel bliver man mødt med undrende blikke i statsforvaltningen, hvis man fortæller, at man den første tid, efter at hun skred med børnene, havde det så elendigt, at man knap kunne stå på sine ben, endsige indse, at man nu kun skal se børnene hver 14. dag. På den ene side skriger samfundet på bløde mænd, der kan være med til at skabe et hjem, hvor tingene er til diskussion, og hvor hverdagen kun kan hænge sammen, hvis også Adam har mulighed for at hente tidligt om fredagen, så Eva kan smutte til London for at holde møde og shoppe med veninderne om lørdagen. På den anden side skal han helst sige som De Nattergale: »Nå ja – hvad skidt«, når han ryger ud. Der røg det sociale faderskab, den daglige kontakt med børnene og glæden ved at være sammen om noget smukt. Jeg drikker sgu da lige en øl med gutterne, og så er den bare fin igen. Jo bevares, hvad skulle man gøre uden gutterne og quiz på den lokale tirsdag aften? Men udfylde det eksistentielle tomrum? Næppe. I øvrigt er det sådan, at der intet er af sociale ydelser til faderen, hvis børnene ikke har bopæl hos ham. Det er ikke specielt nemt at finde en toværelses, der er til at betale for en SU f.eks. Desuden er det temmelig begrænset, hvad der er til at tage i biffen og Zoologisk Have for, når regningerne så endelig er betalt. Helt nemt at købe fine gaver, iPods og PlayStations til børnene, så de gider at være mere hos far, er det jo altså ikke. Og så skal det lige passe, at der dukker et klogt hoved op og siger, at børn da ikke har brug for elektroniske apparater, men nærvær. Jep, helt enig, men sådan er virkeligheden ikke. Børn vil være der, hvor der er overskud både følelsesmæssigt og økonomisk. Selvfølgelig. Man sidder der med sine elskede børn ved aftensmaden. Man har gjort det så godt, som man nu kan. Sågar købt rigtigt kød til anledningen. Hele dagen er gået med at forny og varme relationerne op og vænne sig til hinanden igen, men jo mindre børnene er, jo sværere er det for dem at skulle være en slags situide. En situide er som bekendt et menneske, der fuldt ud forstår, at der til forskellige omgivelser og mennesker hører forskellige regler og sociale koder. Situiden kan opretholde forestillingen om, at det ikke er den, der er noget galt med, men at det simpelthen blot er verden, der forandrer sig, og det må situiden så også gøre. Det kan børn først sent uden at føle utryghed og personligt ansvar ved forandringen. Måske er børnene oven i købet så små, at de endnu ikke kan tale og dermed give luft for deres følelser andet end ved at være utilpasse og utrygge. Det skal jo være så hyggeligt, men bevidstheden om, at børnene savner deres mor, og at ens ’ret’ til samvær, som bygger på alt det fornemme juristeri kaldet familieret, i virkeligheden er til skade for sagens egentlige hovedpersoner – børnene – lægger i høj grad en dæmper på stemningen. Jo, det er ikke nemt at være skilsmissebarn. Der kunne dog gøres en del for at afhjælpe dette. Når weekenden så er omme, kan man glæde sig over, at det gik o.k. Vi nåede til sidst søndag morgen frem til, at det faktisk var hyggeligt at være sammen. Væk var utrygheden og usikkerheden og afstanden. Og det er jo godt. Det lykkedes endnu en gang, måske, for hvem ved, hvordan børnene faktisk tager det? Oven på denne måske indbildte, men hårdt tilkæmpede idyl kommer så antiklimaks: ’Afleveringen’. Fremragende! Hvor er det dog herligt for de små, at de skal hjem til deres mor, at de igen skal have nej, når de spørger far, om han skal med, at de igen skal have virkeligheden smadret ind i hovedet på en i øvrigt hyggelig søndag. Hvordan ville du have det med en søndag, når jazzen spiller, kaffen brygges, og avisen knitrer mellem hænderne, at nogen pludselig kom og sagde: »Så lille ven nu skifter vi lige hus, by og landsdel«. Og ham der far, der er ked af det, ja ja, ham skal du ikke tage dig af, han klarer sig nok (og det gør han da også). Når du så kommer hjem, står mor der og spørger dig, hvordan det har været, som om du har været på en værre stroppetur fuld af farer. Hun vil vide, om hajen nåede at tage en lille bid, eller om du en anden gang godt kan tåle at blive smidt i havet, inden mor igen redder søndag eftermiddag. Hvor rædselsfuld har far været, og hvor meget damage control skal iværksættes? Hvad vil du så svare, uden at du føler, at du forråder hverken far eller mor? Selv FN’s chefdiplomat ville have problemer her. Næste gang moderen ’stiller børnene til rådighed til opfyldelse af faderens samværsret’, udspiller det hele sig forfra lige indtil den dag, børnene er så store, at de forhåbentlig kan give deres forældre en ordentlig skideballe og et par borgerlige ord med på vejen. På ingen måde skal der herfra lyde andet end klapsalver til ethvert tiltag, der giver bedre muligheder for, at faderen kan være med til at være der for børnene under hele opvæksten. Og selvfølgelig er det kvindens ret at skride (og mandens ret i øvrigt også, ej at forglemme). Selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at påstå, at individualiteten har grænser. Jeg nærer ingen dødsønsker. Dog vil jeg blot på et stort skilt skrive ’Caveat emptor’ og hænge det op over indgangen til den moderne børnefamilies paradis. Vi har indrettet samfundet sådan, at begge parter, både mor og far, kan gå sammen med hinanden i hånden ind gennem porten og sige i kor: »Vi er gravide«. Vi mangler bare lige at indrette det, så faderen på en værdig måde også kan være der for barnet bagefter, når det er gået i stykker, og advokaterne smiler hele vejen til banken. Vi voksne mennesker kan skifte hinanden ud, heldigvis, men vi skal ikke glemme, at når bryllupskjolen eller smokingen skal hives ud af skabet for anden eller tredje gang, og den næste i den serielle monogami skal køres igennem møllen, står der måske nogle små størrelser tilbage og synes faktisk, at det hele er en smule træls. Moderne menneskers vej mod alderdommen er brolagt med brud, og ofrene er i høj grad børnene. Når Henrik Jensen taler om ’Det faderløse samfund’, tænkes der måske også på alle de børn uden en ordentlig kontakt med deres far. Dermed går de glip af mandlige værdier som pligtfølelse, ansvar og autoritet. For mange børn er den eneste kontakt med mandens univers moderens mere eller mindre tilfældige kærester, de møder på vej ud ad døren søndag eftermiddag, når deres rigtige far afleverer dem efter endnu et weekendbesøg. Med rette kan man vel spørge, hvad det er for en side af mandens univers, børnene støder på i deres hverdag? Det er nok ikke det forpligtende nærvær i en varig relation. Måske barnet endda kan føle sig som en belastning for denne fremmede mand, som jo egentlig ikke er kommet for at tage sig af barnet, men for at være sammen med moderen. Kunne det tænkes, at barnet i en sådan situation ville føle sig udenfor og fremmed i eget hjem? Dette kunne klart afbødes ved, at samfundet hjalp med at skabe en tættere relation til faderen, så barnet havde et alternativ. Det spiller en meget vigtig rolle, at samfundet går ind og anerkender faderens rolle på lige fod med moderens, for så vil manden have langt mere incitament til at gå mere aktivt ind i barnets liv og spille rollen som far langt bedre. Fra naturens side er det indrettet således, at børn har to omsorgspersoner. Hvorfor skal børn miste en omsorgsperson, bare fordi de voksne kludrer i det? Som det er nu, kan moderen blot anlægge sag ved domstolene og får så med al sandsynlighed forældremyndigheden. Dommeren har ikke mulighed for at dømme fælles forældremyndighed. Således udgør den nuværende lovgivning på området et urimeligt pressionsmiddel over for faderen. Hvis du ikke gør, som jeg siger, knipser jeg med fingrene, og væk røg din del af forældremyndigheden. Det hindrer en reel rådslagning angående barnets trivsel mellem ligeværdige parter, hvilket igen er med til at skubbe faderen ud i kulden. Det er simpelthen for nemt med de nuværende regler for moderen ikke at tilsidesætte egne behov. Det er ikke alt, vi moderne mennesker kan ændre, udviske og ødelægge uden store følelsesmæssige konsekvenser, herunder en datters behov for at se sin rigtige far på en tryg og værdig måde. Der burde derfor være mulighed for, at også faderen kan tilgodeses af de sociale myndigheder, hvis ikke han lige har været med på friværdicirkusset, selv om børnene bor hos moderen. Som det er i dag, løber hun med børnecheck, tilskudsordninger, og hvad der ellers måtte være. Desuden bør der i højere grad være forståelse for, at det kan være et endog meget hårdt slag for faderen, når mor render med børnene, hjemmet og kærligheden, så han ikke mødes med en stævning angående fratagelse af forældremyndigheden på sin ældste datters 3-års fødselsdag (tillykke skat!), fordi det har været svært lige at bygge nye tålelige rammer op for børnene i løbet af et par måneder. Hvor meget sympati og forståelse ville en moder, der havde mistet det sociale moderskab, ikke møde? Det burde derfor ikke være tilladt, at der kan gå måneder, før statsforvaltningen svarer med en aftale om samvær, og moderen i mellemtiden kan holde børnene væk fra faderen for derigennem at belaste det forhold yderligere, faderen har opbygget til sine børn, og gøre det forhåbentlig snarlige gensyn endnu mere nervøst og for børnene forstyrrende. Eller også bør det meldes klart ud fra samfundets side, at børnene egentlig kun har brug for et godt forhold til moderen, faderen er bare en slags bonus. Med det nye lovforslag om, at domstolene skal have mulighed for at fastsætte fælles forældremyndighed modsat tidligere praksis, hvor det var enten-eller, burde der følge en hjælpende hånd til nødstedte fædre i de laveste socialgrupper, der ærlig talt har lidt svært ved at skabe et rigtigt hjem til børnene under de givne betingelser. Det er for alle parter så utrolig vigtigt, at den korte tid, børnene er hos faderen, er tryg og i værdige rammer. Dette ville sandsynligvis også mindske antipatien mellem de skilte parter. Fædre burde ligestilles med mødrene. Eller den snak om kønnenes ligestilling er måske kun varm luft opfundet af kvinder, der ikke har kvalifikationer til at komme frem af egen kraft? Det er ikke nemt at være skilsmissebarn, men der kan gøres meget endnu for at afhjælpe situationen. Det nye lovforslag, hvor fælles forældremyndighed er udgangspunktet, synes derfor at være et skridt i den rigtige retning.