I 1974 fik væveren Anna Thommesen (min nu afdøde kone) af menighedsrådet for Roskilde Domkirke, Statens Kunstfonds Udsmykningsudvalg samt domkirkens tilsynsførende arkitekt, bygningsinspektør Vilhelm Wohlert, til opgave at udføre udsmykningen af alterpartiet i kirken med tekstiler.

Statens Kunstfond skulle betale udsmykningen, og det blev skriftligt sat som forudsætning af alle tre instanser, at altergulvtæppe og antependium skulle danne en helhed. Efter at Annas udarbejdede forslag var godkendt af alle vedkommende – også af Nationalmuseets kirketilsyn og af akademiets altertavletilsyn – blev kontrakten underskrevet i 1975. Ud fra Annas indlevelse i det monumentale og vældige kirkerum og af hensyn til roen foran det pragtfulde gotiske alterskab fik Anna inddraget hele alterpartiet – også knæfaldet – i en kunstnerisk enhed. Intet her kan brydes, uden at det bliver stilløst gnidderværk. Det var et kæmpemæssigt arbejde, Anna kastede sig ud i, for tro mod sin kunstopfattelse: at håndværket og den kunstneriske formdannelse er forbundne i en dynamik af gensidig inspiration, så udførte hun alt – både vævningen og farvningen – egenhændigt. Med udsmykningen af Landstingssalen på Christiansborg med tre store vægtæpper havde hun få år forinden vist, at hun kunne få et rum til at leve. I 1977 blev resultatetinstalleret i kirkerummet, og det er blevet omtalt som et uhyre væsentligt værk i dansk kirkekunst både af udsmykningsudvalget i Statens Kunstfond og af kunsthistoriker Leila Krogh i hendes bog ’Kunst i rummet’, 1989, og af billedkunstner Hein Heinsen i bogen ’Kunst og kirke’, som blev udgivet 1995 af Akademirådets udvalg for kirkekunst. Det illustrerer ikke direkte religiøse motiver, men til gengæld udtrykker det sig i form og farve i et sakralt og poetisk stemningsleje, ganske som hele kirkerummets arkitektur gør det. Anna hørte kun lovord om sit værk fra alle instanser; og fra det daværende menighedsråds formand, Ove R. Engholmer, modtog hun et varmt og glad brev, at først nu var det indre kirkerum blevet en helhed. Samtidig bestilte han på menighedsrådets vegne et bryllupstæppe, som passede til helheden. Og så, ganske ukendt og ukaldet, lurede der alligevel en fare for roen, stabiliteten og varigheden omkring alterpartiet i Roskilde Domkirke, som dog havde fortjent bedre, da det ubestrideligt er et af vores vægtigste kulturmindesmærker. Faren kom fra den royale privatsfære. I 1978, cirka et år efter altertekstilernes indvielse, fik Anna brev fra dronning Margrethe om at møde hende inde i kirken. Her blev Anna til sin forbløffelse og vrede præsenteret for forslaget om et andet antependium (alterbordsbeklædning) end hendes eget. Det bestod i et rødt stykke klæde med broderede figurer. En idé, der bestemt ikke ville have skabt ro her klos op ad det rigt udskårne alterskab, også fyldt med figurer. Annas egen beretning lyder: »Jeg blev tilsagt til at møde dronning Margrethe ved det alterparti, jeg havde udført i Roskilde Domkirke. Sagen var, at dronning Margrethe og dronning Ingrid havde fået den ulyksalige ide at lave et antependium, som de ville have hængt op i stedet for mit som gave til menighedsrådet. Domprovsten havde gjort dronning Margrethe opmærksom på, at det kunne man ikke, eftersom mit antependium, altergulvtæppe og knæfald var et kunstnerisk hele, som Statens Kunstfond havde overdraget mig at udføre, og det havde så foranlediget hende til personligt på stedet at demonstrere deres næsten fuldførte arbejde for mig og forsøge at få mig til at fravige min ophavsret og acceptere. Det kunne jeg selvfølgelig under ingen omstændigheder, da alt, hvad jeg ville med alterpartiet, i så fald ville være totalt ødelagt. Til trods for at jeg forsøgte at forklare stille og roligt, og sagligt, kunne det ikke undgås, at mødet blev pinligt«. I slutningen af denne beretning fra 1979 til vennen Poul Vad forekommer denne sætning: »Jeg venter ikke, der sker mere i den sag«. Men her har Anna helt undervurderet dronning Margrethes ihærdighed, som aldeles ikke lader sig hæmme af ophavsretten. I 1989 kommer dronningen igen, og Anna skriver i en beretning til Dagbladet Information 20.11. samme år: »Jeg troede, sagen var overstået og glemt og måtte betragtes som en rettet misforståelse. Men til min forfærdelse erfarer jeg nu ti år efter, at dronningen – ved prøveophængning og andre forberedelser – er i fuld gang med at effektuere sin plan: at hænge sit antependium i stedet for eller oven på mit og muligvis at dække altertæppet på gulvet til – uden at have meddelt mig eller Statens Kunstfond noget«. »Af kunstneriske grunde og af hensyn til kirkerummet kan jeg selvfølgelig ikke acceptere, at mit værk bliver forvansket. Kan jeg ikke fastholde det fuldt og helt, må jeg stå på min kunstnerret og fjerne alt: knæfald, tæppe og antependium – og det er ensbetydende med destruktion af et af mine allervæsentligste arbejder, for både af ånd og i fysiske mål er det forbundet med kirkerummet og kan ikke anvendes andre steder. Jeg spørger: Ophører alle vedkommende tilsynsførende myndigheder at fungere, når det gælder dronningen? Behøver hun ikke engang at spørge? Og hvad med Nationalmuseets kirketilsyn og Akademirådets altertavletilsyn – tillader de en sådan vilkårlighed i et af vores vigtigste kulturmonumenter, Roskilde Domkirke?«. Det blev til en både absurd og grotesk konflikt mellem den kunstner, samfundet havde udpeget til opgaven på grund af hendes kunstneriske kompetence, og hvis færdige værk var blevet lovprist af alle samfundets instanser på området – og så dronningerne, der ganske ukaldede havde udpeget sig selv. Og det sker ti år efter den officielle indvielse af det ønskede kunstværk. Denne sag har imidlertid et langt, langt generelt perspektiv. For ophavsretten, som Anna naturligt påberåber sig, er ganske vist til konkret beskyttelse af den enkelte kunstners værk, men den er jo samtidig et krav om respekt for selve begrebet kunstværk. Og så meget kultur må man forlange af alle. Der gik da heller ikke mange timer, efter at sagen var kommet til offentlighedens kendskab, før hoffet 23.11.1989 måtte udsende en erklæring: På grund af ophavsretslige problemer havde dronningerne opgivet deres plan. Man var blevet nervøs for dronningernes renommé, og det var der god grund til, for også tyske og franske aviser var begyndt at interessere sig for sagen, og der var truffet forberedelser til en tv-udsendelse, som så i sidste øjeblik blev aflyst. Nu måtte offentligheden gå ud fra, at der var sat punktum for konflikten. Men Anna var blevet klog af skade, og allerede dagen efter hoffets aflysning, nemlig 24.11.1989, skrev Anna til menighedsrådet: »Jeg blev i 1974 bedt om en udsmykning, som skulle være integreret i kirkerummet, og jeg havde aldrig sagt ja til et arbejde, som skulle være en del af en turnus-udsmykning, fordi jeg ville finde det ganske uværdigt over for det monumentale kirkerum og den pragtfulde altertavle«. »Når jeg skriver, er det, fordi jeg er utryg ved alt det, som har kunnet sættes i værk og været diskuteret – uden at Statens Kunstfond, som har bekostet udsmykningen, og jeg, som har udført den, er blevet informeret«. Det viste sig efterhånden, at Annas skepsis og uro var velbegrundet, for dronning Margrethe trak ikke dronningernes private antependium rigtigt tilbage. Hun overlod menighedsrådet det, således at menighedsrådet, når det finder det betimeligt, kan anvende det. Første lejlighed var højtideligheden ved dronning Ingrids begravelse år 2000. Det var grotesk, at menighedsrådet bad om og fik dronning Margrethes tilladelse til at hænge hendes eget antependium oven på Annas, men overhovedet ikke underrettede Statens Kunstfond eller Anna, som var de eneste myndigheder i den sag. Da man til lejligheden skiftede altergulvtæppet ud med et tarveligt væg til væg-tæppe og skulle skære sidstnævnte til ved knæfaldsgitteret, skar man ydermere ved grov uagtsomhed 3-4 flænger i Annas håndvævede og egenhændigt specialfarvede og lysægte knæfaldsbetræk. Kære menighedsråd! Dette er kunst og ikke godtkøbshåndværk! Anna havde vævet knæfaldsbetrækket i dobbelt længde, så det ødelagte stof blev erstattet med reserverullen, som altså dermed er blevet helt eller delvis opbrugt. Det kan give anledning til at pointere, at Anna i 1989 i skrivelser til menighedsrådet havde gjort rede for, at hendes udsmykning ikke bare i åndelig, men også i fysisk henseende var stationær og ikke kunne indgå i nogen turnusordning-udskiftninger med andre tæpper, antependier eller knæfald uden at gå sin ødelæggelse i møde. Hverken Anna eller Statens Kunstfond er blevet godt behandlet af dronning Margrethe eller af de menighedsråd, der har fulgt efter det første, som i 1974 bestilte opgaven; endnu værre: Det er Annas kunstværk heller ikke. Anna hadede, når en stor kunstnerisk tanke blev pillet i stykker af snobberi, bornerthed og private ambitioner. Menighedsrådet fik i år 2001 stærke henvendelser fra Statens Kunstfond om dets brud på ophavsretten, pligt til påpasselighed med Statens Kunstfonds gave og tillige vred protest fra Anna: at hun ikke ville finde sig i, at hendes vævede og farvede knæfaldsbetræk blev brugt udækket i en anden sammenhæng end den, det var skabt til. Og så nu i år 2006 ved højtideligheden omkring kejserinde Dagmars genbegravelse gentager nøjagtig det samme sig. Alle Statens Kunstfonds og Annas henvendelser samt kunstnerens ’droit moral’ bliver ignoreret. Alt foregår på menighedsrådets og dronningens uretmæssige præmisser. Det ikke bare ligner, men det er åndelig vandalisme. Roskilde Domkirke er ikke menighedsrådets eller dronningens private ejendom, men et nationalt klenodie, som kræver både anstændighed og den bedst mulige kunst. Jeg har arvet Annas ophavsret, og jeg vil selvfølgelig handle, som jeg ved, Anna ville have gjort. Derfor har jeg bedt min sagfører og Statens Kunstfond om at hjælpe mig til at få slået fast, at Annas kunstværk kun kan eksistere som en uantastet helhed, der giver altertavlen dens fortjente plads, og som er dybt integreret i det kirkerum, der har været dets grundlæggende inspiration. Det var, hvad det dengang eksisterende menighedsråd bad om i 1974 – og fik af Statens Kunstfond. Som Anna skriver i brev til Statens Kunstfond 7.4.2001: »Menighedsråd skifter – men et kulturmindesmærke og en kirke af Roskilde Domkirkes format og værdi skulle gerne fremtræde med ro, bestandighed og værdighed«.