Mens tiden nu hastigt går videre efter 60-års markeringen af Anden Verdenskrigs afslutning, består i bevidstheden en lang række billeder, indtryk og ubesvarede spørgsmål. Jeg tænker ikke på statsministerens forsøg på historiske forenklinger. Nej, det drejer sig om endnu mere komplicerede forhold. Tråde, der nok slet ikke kan udredes. Jeg tænker på de tyske rødder til vores kultur; rødder, der blev dækket helt til i al hast - fra og med de måneder i 1945, da det hele gik op i angelsaksisk eufori. For et efterkrigsbarn var euforien en del af vuggegaven. Og den lagde sig som en tung dyne over de tildækkede rødder. Langsomt skulle de så blive afdækket, i takt med at forsvundne fortællinger dukkede op. Et album af gamle billeder skulle samles igen. Så sent som for fire år siden blev der sat endnu et billede ind. Skuffen havde ikke været åbnet i over et halvt århundrede. Et af billederne troede hun bortkommet, men nu sad hun med det i hånden og viste mig det. Åndssvageanstalten i Slesvig By - hvortil hun kom i 1944, efter at det medicinske fakultet i Hamburg var blevet lukket. Den nu afdøde tyskfødte danske overlæge og forhenværende leder af Kennedylaboratoriet Margareta Mikkelsen skulle som medicinstuderende i sygeplejepraktik yde pleje til sårede tyske østfrontsoldater. Ved ankomsten erfarer hun, at de åndssvage børn var blevet ombragt. Så kunne der også blive plads til det voksende antal sårede soldater fra østfronten. Men røbede hun over for omverdenen, hvad der var sket med børnene, ville der blive gjort kort proces. Sådan mødte den unge lægestuderende Irmtraud Margareta Wieser nazisternes udmøntning af racelovene. Skæbnen ville, at hun siden, efter dansk ægteskab i 1946 og færdiguddannelse som læge i København og med et mere danskklingende navn, blev leder af et helt nyt forskningscenter, Kennedyinstituttet. Som internationalt anerkendt forsker kom hun således til - på en anderledes human måde - at beskæftige sig med forskning i åndssvaghed og kromosomsygdomme. En tysker, som i efterkrigstidens Danmark gjorde meget for at skjule sin tyske identitet. En tysker, der som gymnasieelev i nazitidens Berlin af sin biologilærer - i al hemmelighed, og med stor risiko - modtog videnskabelige, men 'unazistiske' artikler om genetik. Og som i fem julidage i 1943 - under de allieredes ildstorm mod Hamburg (de såkaldte dehousing-bombardementer) - som nybegyndt lægestuderende fik uventet praktisk erfaring i, hvordan man håndterede forbrændte, undertiden halvkremerede lig af kvinder, børn og gamle i byens kældre. Og tilmed en tysker, der var med til at hemmeligholde skjulestedet for jødiske bekendte. Hendes genopdagelse og genoplevelse af åndssvageanstaltens skæbne blev for mig et billede på, hvordan også en ikkenazistisk tysker måtte udsone efterkrigstidens straf for nazismens grusomheder. En soningsproces så kompliceret, at den tog mere end et halvt århundrede. Selv for et efterkrigsbarn som mig er det ikke ligetil at fange de store linjer i en sådan historieskrivning. For også jeg voksede op med et fjendebillede, som ikke kun drejede sig om nazismen. Faktisk var det et fjendebillede af Tyskland og tyskere. Jeg kan huske, at jeg ved mit første møde med Tyskland som 15-årig i 1963 nøje betragtede mennesker, huse, vinduer, skilte osv. for at danne mig et billede af ondskaben. Efter alt, hvad jeg havde hørt i familien, blandt venner og i skolen, måtte en sådan ondskab kunne aflæses. Det er måske nemmere at finde de store linjer i de brogede historiske billeder, hvis man går flere år tilbage. Definitionen på 'de gode' og 'de onde' sættes i relief. Min morfars rejsedagbøger fra Tyskland 1901, skrevet i forbindelse med en teologisk studierejse, giver stof til eftertanke. I september samme år, da han opholder sig i en by nord for Hannover, læser han i aviserne om englændernes koncentrationslejre med internerede boere under boerkrigen i Sydafrika. Hans reaktion på disse oplysninger - som yderligere diskuteres med tyske kolleger - bærer præg af, at noget sådant kunne man forvente af englændere. Han var meget tilfreds med, at han befandt sig i Tyskland! Ser man bort fra sønderjydernes forhold og sårene fra 1864 var der i København for hundrede år siden en stærk følelse af kulturelt fællesskab med Tyskland. Min farfar var som håndværker på valsen i Tyskland, på samme tid som min morfar som teolog tilsvarende var på en slags 'vals'. Jeg kan også nævne 1800-tallets kendte danske tysklandsfarere som H.C. Andersen, Kierkegaard, Georg Brandes, Herman Bang og mange flere. Dengang var der ikke gået så mange årtier siden englændernes terrorbombardement af København i 1807. Meget ondskab kom vestfra. Nej, tyskere - de var mere dannede. Jo længere vi får krigen på afstand, des tydeligere ser vi, i mere kulturel betydning, hvad vi har mistet ved de katastrofale verdenskrige. Inden for kunsten, inden for videnskaben osv. Selv oplevede jeg det for nogle år siden, under mit arbejde med at studere udviklingen af den lægevidenskabelige litteratur om alderdommen. Meget apropos opstod den moderne geriatri af Londons ruiner efter 1945. En britisk læge, Marjorie Warren, skulle tage sig af nogle af de mange ældre patienter, der var blevet flyttet fra hospitaler i det indre London til institutioner i byens udkant. Her så hun behovet for en mere systematisk indsats for at diagnosticere og behandle de ældre patienters sygdomme. De skulle ikke bare have passiv pleje, fordi de var gamle. Men da jeg søgte længere tilbage i lægelitteraturen, var den ikke skrevet på engelsk, men på tysk. Og før 1914 var den tyske dominans inden for lægevidenskaben bemærkelsesværdig - ligesom den franske lægevidenskabelige tradition var markant i 1800-tallets første halvdel. Vel ret symptomatisk for min generation måtte jeg kraftigt repetere og supplere mine sparsomme tyskkundskaber for at kunne finde rødderne til lægevidenskabens behandling af alderdommen. For hundrede år siden skrev danske læger disputatser og videnskabelige artikler på tysk - ja, selv engelske læger måtte lære tysk for at kunne følge med inden for lægevidenskaben. Engelske lægers afhængighed af tysk litteratur fandt jeg et illustrativt eksempel på. Den første egentlige lærebog i alderdommens sygdomme blev skrevet af tyskeren Canstatt i 1839. Da den britiske læge Maclachlan i 1863 gør status over britiske lægers viden om alderdom og sygdom, konstaterer han, at denne viden er yderst beskeden. Samtidig bebrejder han de lægelige selskaber, at de ikke har sørget for oversættelse af de store tyske værker på feltet. Blandt nutidens skandinaviske, engelske og amerikanske læger er der generelt ikke meget viden om den imponerende tyske lægelitteratur fra tiden før verdenskrigene. Det er i dag også relativt ukendt, at den tyske tradition inden for lægevidenskaben, i sammenligning med den angelsaksiske, byggede på meget tættere relationer mellem medicin og kirurgi. Denne tradition skyldtes blandt andet, at der i 1800-tallets Tyskland var relativt større forståelse for patologiens rolle som erkendelsesmæssigt bindeled. Sygdomsforståelsen skulle ifølge tyskerne ikke i så høj grad afhænge af, om det var skalpel eller piller, man kunne tilbyde som behandling. Der er mange andre eksempler på, hvor vigtigt det er at finde frem til synteser af den viden, der frembringes i lande med forskellige sproglige og kulturelle traditioner. Det er velkendt inden for psykologien og neurovidenskaben. Efter årtiers angelsaksisk påvirkning genopdages i disse år Freud og andre psykologer og læger med mere holistiske opfattelser inden for de psykologiske og neurovidenskabelige felter. Jeg vil ikke undlade at omtale vores egen store atomfysiker Niels Bohr. Da han for cirka 90 år siden udviklede sine atomteorier, var kunststykket blandt andet at sammenholde angelsaksisk formulerede teorier om atomets opbygning med en tysk forståelse af bølgeteorier og kvantemekanik. Måske netop som dansk videnskabsmand havde han særlige muligheder for at forene ikke blot forskellige videnskabelige opfattelser, men også traditioner inden for komplicerede felter, hvor sproget i sig selv kan være en begrænsende faktor. Og i 200-året for vores helt egen Andersen vil det være urimeligt ikke at påpege hans store arv fra, og tilknytning til, tysk kulturtradition. Ingen tilfældighed, at han i Tyskland hurtigere end herhjemme fik et bemærkelsesværdigt gennembrud. De tyske oversættelser fangede eventyrdigterens uovertrufne humor - i modsætning til de dårlige engelske oversættelser, sådan som det blandt andet er påpeget af englænderen Jackie Wullschlager i hendes spændende biografi om den store digter. Meget tyder på, at H.C. Andersen på sin tid var mere læst i Tyskland end herhjemme. Meget af den tidligere kulturpåvirkning sydfra er kommet fra (eller via) Slesvig-Holsten og Mecklenburg. Enkeltpersoner og slægter med rødder dér har påvirket væsentlige sider af dansk politik og centraladministration. Vi kan glæde os over indflydelsen fra de kanter, når vi går ture i de danske skove - eller når vi hører den allermest 'danske' musik: Kuhlaus 'Elverhøj'. Men vores historieundervisning har stadig problemer med at formidle årsagerne til konflikterne bag de slesvigske krige - efter mere end 150 år. At opstanden mod det danske monarki i 1848 (før Bismarck benyttede lejligheden til at afprøve moderne krigskunst) var et opgør mod et forstokket dansk monarki med demokratisk underskud. Der ikke var parat til at forholde sig til mere moderne kulturelle og politiske strømninger i Slesvig-Holsten (læs f.eks. den nylig afdøde historiker Claus Bjørns '1848'). Nu kan vi ikke blot søge direkte mod rødderne via grænselandet ved Sønderjylland. Vi kan tage færgen til det genåbnede Østtyskland. Og på vejen til Berlin er der også meget, der klinger hjemligt (eller svensk). I Rostock, Schwerin, Stralsund og på Rügen. Marker, skove og klinter - som vi kender hjemmefra. Og i Doberan ved Rostock kan vi se graven for Danmarks allerførste dronning Margrete. Ikke Margrete I, men hende, der var formynderdronning for sønnen Erik Klipping (den senere konge, der blev myrdet i Finderup Lade). Der skulle gå alt for mange år efter 5. maj 1945, før vi begyndte at genopdage vores tyske arv. I sin tid tog det i realiteten ikke så lang tid (i hvert fald i København) at slikke sårene efter 1864. Der var ikke for os danskere (eksklusive sønderjyder) så mange sår at slikke efter 1914-18. Problemet efter Første Verdenskrig var måske snarere, at tyskerne på en aldeles urimelig måde blev tvunget til at slikke så dybt i sårene, at det næste gang skulle blive hele verden, der kom til at opleve og senere forsone sig med 'ondskabens rige'. Fra Margareta Mikkelsens tillukkede skuffe blev jeg konfronteret med fotoet af åndssvageanstalten i Slesvig By, et billede på selve ondskaben. En ondskab så systematisk omfattende og indgribende, at selv Nazitysklands indre modstandere også blev påført et medansvar for den. Følelser af så voldsomt omfang går videre i en social arv, i den forstand at børnene tager deres del af den. Vi skal endnu et led frem, før en tredje generation kan lære at se perspektiverne i et mere objektivt lys. Desværre kom den angelsaksiske eufori til at vare så længe, at vore tyske rødder næsten nåede at blive dækket helt til. Nu spirer det hele efterhånden igen. De nye generationer af tyskere kan skrive bøger og lave film (som 'Der Untergang') om ondskabens inderkreds. Og blandt tyske studerende er der voksende interesse for jødisk kultur. Man er for alvor blevet klar over, at førkrigskulturen i Tyskland i stor udstrækning var båret af jødiske traditioner. Inden for videnskaben blander tyske forskere sig nu atter med eliten på den internationale arena. På hundrede år er billedet imidlertid vendt: Nu er det ikke 'de andre', der skal lære tysk for at følge med i den internationale forskning. Nu er det tyskerne, der læser og publicerer på engelsk. En af krigenes mange paradoksale konsekvenser. Det lader ikke til at genere de unge tyske forskere så meget. Tilmed tror jeg, at mange af dem faktisk ikke er tilstrækkeligt vidende om betydningen af det tyske sprog for hundrede år siden. Og hvad vores eget sprog angår: Mange års tæppebombning med angelsaksiske ord fik visse bekymrede sprogrøgtere til at foreslå censurering og komme med forslag om alternative ord. De viste sig imidlertid at være tyske - men i realiteten betragtet som 'gode danske ord'. Sproget er elastisk - grundfæstede holdninger er mere stive. Udsoning og udfasning af fjendebilleder og had kan sagtens vare et par generationer. Til gengæld er vi så foreløbig 25 europæiske lande som deltagere i det største fredsskabende projekt i Europa nogensinde. Og her har tyskerne været en væsentlig drivkraft i bestræbelserne på at slå bro mellem øst og vest. Man kunne håbe, at Tyskland og partnerne i EU kan hjælpe til at danne modvægt mod den omsiggribende amerikanisering af vores kulturliv. Det ser ud til, at vores børn (efterkrigsbørnenes børn) bedre end vi vil være i stand til at erkende og drage nytte af den tyske kulturarv - frigjort fra to generationers fjendebilleder og tabuholdninger. Arven og rødderne vil vise sig at være så stærke, at de endog kan tåle at blive formidlet - på engelsk.