Hvordan spiser man en elefant? Lidt af gangen, lyder svaret. Hvert år vælger en broget flok mennesker fra hele verden at tilbringe kortere eller længere tid på en vejstrækning fra St. Pied de Port til Santiago de Compostela. Går man hele ruten el Camino Frances, er det ca. 813 km. Det kan lyde uoverstigeligt, men hvis man tager en bid af gangen, lykkes det hvert år for et tiltagende antal mennesker af/i enhver form, alder og størrelse at gennemføre turen. Det er således ikke udtryk for nogen større originalitet at kaste sig ud i denne form for pilgrimsfærd, der skrives populære bøger om verden over. Det stigende antal mennesker tyder snarere på, at der er tale om en tendens, nogle fælles motiverende træk. Men hvorfor i alverden gør vi det? Er det bare et nyreligiøst modeflip? Hvad får en butiksdetektiv fra et stormagasin i Andalusien, en pensioneret schweizisk elektriker, en tysk stewardesse, en fiskeeksportør fra Murmansk, en norsk præst og en dansk læge (mig selv) – for bare at nævne et lille udsnit – til at rive en måned ud af kalenderen for bare at gå? Formentligt er svarene lige så brogede som flokken selv. Selv om det er den samme vej, vi har gået, er bevæggrundene, indholdet og oplevelserne vidt forskellige. Fælles for os alle er, at vi lever i en tid, hvor vi bombarderes med indtryk. Alt går stærkt. 813 km kan tilbagelægges med fly på en time, med bil eller tog på en dag. For en gennemsnitsperson i rimelig form tager det en måned at gå. Alene denne deceleration er en provokation for det moderne menneske. En nydelig veltrænet spansk herre i 70-års alderen spurtede af sted i sporet med tophastighed. Hans mål var at gennemføre hele turen på syv dage. Sidste år havde han gjort det på 12 dage. Det er åbenbart svært for os at stå af forestillingen om, at hurtigere er bedre. Langs vejen er der mindesmærker over hedengangne pilgrimme, faldet undervejs med skoene på som et vidnesbyrd om, at vi alle når frem til den ultimative destination en dag. Memento mori. Men hvis det lykkes at bremse ned lidt før, har langsomheden måske noget at tilbyde. For alle os online-mennesker, som lever i en strøm af input og output, gør det lidt ondt at slukke for strømmen. Det kan føles næsten faretruende. Hvis man har vænnet sig til, at ens hjerne fungerer som en popcornmaskine, som ustandseligt spytter nye ideer og beslutninger ud, ville der pludseligt blive alt for stille, hvis man bare trykkede på afbryderknappen. Det kan ikke nytte noget at kappe forbindelsen uden at have noget andet at sætte i stedet. Det er her, projektet med at gå fra punkt A til punkt B kommer ind i billedet. Det tilfredsstiller samtidig det behov for at have et mål, som de fleste af os har. At dette mål så efterhånden kan fortone sig og blive mindre vigtigt end selve rejsen er en anden sag. Men at nå til Santiago de Compostela kan være det mål og den inspiration, som kan få et menneske op af stolen for at begynde at gå. En lidt vrantent udseende hollænder i tresserne var begyndt at gå helt fra Holland sammen med en jævnaldrende nabo. Nogle måneder om året gik de med kurs mod Santiago og genoptog næste år turen der, hvor de havde sluppet. De var uvant med det og havde alskens skader i starten, men blev stædigt ved. »Egentlig kan jeg ikke fordrage at gå«, var hans overraskende replik mange tusinde kilometer senere, da de havde nået målet. Måske forstår jeg, hvad han mener. Der er stunder undervejs, hvor det ikke er lysten, men stædigheden, der driver værket. Når det regner for syvende dag i træk, og foden værker, er det svært at være happy og gå vældig meget op i, om man faktisk kan lide at gå eller ej. Lige der er det slet ikke det, det handler om. Det bliver langsomt en livsform, et lærestykke i enkelhed og ydmyghed tilsat en passende portion stædighed. En konstant påmindelse om, at det er muligt at træffe et valg og føre det ud i livet – hvis kroppen vel at mærke kan holde til det. At gå er enkelt. Den mest lavteknologiske forflytning overhovedet, som ikke kræver stort mere end ordentligt fodtøj. Vægten på ryggen bør holdes nede til et minimum, ellers er der direkte afregning med de vægtbærende kropsdele. Alene det enkle vilkår, at jeg selv skal slæbe på mit eget gods, har en lang række konsekvenser. Shopping kommer til at fremstå som en tåbelig aktivitet. Spørgsmålet ’hvad har jeg egentlig brug for?’ får en ny dimension, når jeg selv skal bære skidtet. Perspektivet flytter sig automatisk i her og nu-retning. »Tag, hvad du har brug for og efterlad det, du ikke længere behøver«, står der på et skilt på et af de enkle overnatningssteder, hvor de vejfarende mødes. Jeg griber mig selv i interesseret at studere, om der mon skulle være en lidt mindre shampooflaske, der kunne friste. Samtidig bliver det muligt at efterlade en nyligt afsluttet bog på mindst 340 gram. Og tanken om, at en anden kan blive lige så glad ved netop at finde denne i øvrigt glimrende bog, giver fornøjelsen ved at skille sig af med overvægten en ekstra dimension. Der er også andre fordele ved at holde rygsækken let. Når jeg kun har to af hver slags beklædningsgenstande bliver det superenkelt at have overblik over min garderobe. Pludselig kan jeg med største lethed finde alting, for alt har sin faste plads i rygsækken. Ikke engang en enkelt sok kan forvilde sig bort, når jeg kun har to par med. Der er simpelthen ikke nok baggrundsmateriale at blive væk i. Desuden slipper jeg fuldstændig for at skulle vælge, hvad jeg skal have på. Den største beslutning, jeg kan blive konfronteret med, er, om jeg skal lyne benene af eller på, alt efter hvor koldt det er. Regnslaget af eller på? Jeg slipper således for hele tiden at skulle træffe ret mange små valg, nu hvor det store valg om at gå er truffet. Vejen er også givet på forhånd. Mod vest, følg bare de gule pile, som usynlige venlige sjæle har forsynet ruten med. Der ligger overraskende meget frihed i at have bundet sig til en enkel opgave. Når den ikke hele tiden er i gang med at sortere, bliver opmærksomheden fri til rette sig mod landskabet, sanseindtrykkene og ikke mindst andre mennesker. Både usynlige mennesker, som er med på rejsen via tankerne, og de mennesker, jeg møder på min vej. Alle er i bevægelse, det har vi til fælles. Tempoet, lysten og evnen til kontakt på alverdens sprog kan være forskellig, men vi er på vej, langt de fleste i samme retning, så langt benene vil bære os den pågældende dag. Og mens vi bevæger os gennem et landskab, der forandrer sig langsomt, opstår for de fleste en trang til at dele med den anden. Enten det er en appelsin, der blev tilovers (det vejer alt sammen), en gigtpille til en, der trækker på benet eller en opmuntrende bemærkning til en, der er gået i stå. Efterhånden finder vi ud af, hvad hinanden hedder, og hvor vi kommer fra. Vi havner jo alligevel på de samme steder for mad og drikke, når trangen melder sig. Omstændighederne bringer fokus på lighederne i stedet for forskellene. Sult er sult, og en vabel er en vabel. Vi er alle i samme båd på tværs af alder, pengepung, nationalitet, religion og hudfarve. Fif mod diverse skader uddeles gerne, solcreme deles ud med rund hånd sammen med anbefalinger af overnatningssteder og restauranter fra de garvede, som har været af sted flere gange. Der udveksles rygter om, hvor langt Bob mon er nået på ruten. Bob er en flink, støjende amerikaner, kendt og frygtet hele vejen fra Roncesvalles til Santiago for sin umådelige resonans i næsesvælgrummet, hvilket gør ham til snorkeren over alle snorkere, enhver sovesals mareridt, selv om konkurrencen om denne titel er benhård. Fællesskabet til trods har hver enkelt sin egen vej. »Buen camino«, ’god vej’, ønsker vi hinanden, når vi skilles. Måske ses vi igen, måske gør vi ikke. Enkelte grupper dannes hen ad vejen, mens andre følges et stykke for så at gå hver for sig igen. Tanker, store som små, brudstykker af liv udveksles. At fortælle sit liv og lytte opmærksomt til den andens er i visse udvalgte tilfælde lige så basalt som at dele et måltid. At gå samtidigt gør måske en afgørende forskel. Blikket vender fremad. Pauser forekommer naturlige, en del af en rytme. Lethed blandes med alvor, alvor med lethed. Måske bliver nye sammenhænge rystet løs og gamle, indgroede tankemønstre brudt op, når man bevæger sig samtidigt. Og at udtrykke sig med fremmede ord og lytte til andre sprogbilleder kan måske have samme effekt. Også landskabet ændrer karakter undervejs. Fra bjergrigt, grønt vindistrikt til flad højslette. Og derfra igen til bjergrigt, ofte regnfuldt terræn. Små landsbyer, hvor livet tilsyneladende har stået stille i årevis. Store byer, som tager timer at passere. Med en gennemsnitsfart på fem kilometer i timen forstår man pludselig, hvor meget industriområder fylder i forhold til de charmerende bykerner. Caminoen går igennem revl og krat uden ensidigt at lefle for det smukke. Ét sted leder de gule pile sågar over en motorvej. Med en vis bæven forceres denne og leder over i grøften i siden, hvor man balancerer imellem tomme cigaretpakker og dåser, mens man mærker suset fra bilerne, som passerer uhyggeligt tæt på. Lettelsen over derefter at være i sikkerhed i en middelalderlig bykerne er desto større. At vores form for civilisation har sin pris forstår man på en ny måde herefter. Skrevet ind i landskabet er møder med mennesker fra andre himmelstrøg, som med stor personlig indsats har truffet radikale valg i deres tilværelse. I rasende modvind op ad en stejl stigning hørte jeg om juveleren, der var blevet præst, og glemte samtidig, hvor ondt det gjorde i højre fod. I en solopgang i Rioja mødte jeg den ministerielle embedsmand, som havde vendt karrieren ryggen og åbnet et hospice. På en cafe i en lille by alkoholikeren, der var blevet ædru. Livshistorier, som alle indgyder respekt for den enkelte, som selv magter at justere, i hvilken retning han eller hun går. Disse valg er ikke gratis – alt har en pris. For bagud ligger ofte smertefulde, men nødvendige brud. Undervejs passeres Cruz de Ferro, Jernkorset. Dér har pilgrimme gennem århundreder én efter én efterladt, hvad der nu må karakteriseres som et bjerg af sten. Det siges, at hver sten repræsenterer et element af tilværelsen, som den enkelte måtte have behov for at forsone sig med. Helst skal stenen være medbragt hjemmefra. At kunne lade det ligge, som man alligevel ikke kan ændre, er ikke nogen enkel opgave. Men at forsøge giver mening. Under alle omstændigheder bliver gangen en anelse lettere, når stenen eller stenene er ude af rygsækken. Således rummer el Camino en række ritualer og en enkelhed i faste rammer, som kan være en tiltrængt kontrast til fritvalgs-Danmarks tilbudsbombardement. Det specielle fællesskab, den bundne opgave og enkelheden bliver en modvægt til det væld af informationer og muligheder, det postmoderne liv har bragt med sig i sit kølvand. Derudover er selve det at gå en tiltrængt påmindelse om, at det er muligt at flytte sig, alene eller sammen. Kunsten må være at vedblive at huske, at man kan gå langt, hvis man gør det i passende bidder, og at valget af en større grad af enkelhed findes, selv hjemme i heksekedlen, når de første popcorn igen begynder at slå mod låget af hjernekisten.