»De har det nok bedre her end derhjemme«, lyder det indimellem konstaterende, når talen falder på kvinder, der handles til prostitution her i Danmark.

Ud over at tabe kæben over den eklatante disrespekt for kvinder, der ligger bag konstateringen, efterlader den mig altid med en forundring over den manglende erkendelse, der ligger bag udsagnet af, at der i vores egen by, endda vores egen gade, lever kvinder som sexslaver og dermed som udsatte for grove krænkelser og overgreb hver eneste dag. Men måske er det blot udtryk for manglende viden om og forståelse for den kompleksitet, der kendetegner nutidens migration og dens årsager. I værste fald er det en fordom, der er så rodfæstet, at den forhindrer os i at se de handlede kvinder som ofre og med krav på sikring af en række rettigheder. Begge dele synes under alle omstændigheder at være reflekteret i den måde, vi i Danmark håndterer menneskehandel på. Det vil jeg give nogle eksempler på i det følgende. Migration og menneskehandel. For mange kvinder i Sydamerika, Asien, Afrika og Østeuropa står migration til Europa som en vej ud af fattigdom og social marginalisering. For disse kvinder repræsenterer rejsen til Europa, til et servicejob i privat husholdning, rengøring, som danser eller prostitueret, begyndelsen på et nyt liv og er det første skridt i en strategi for at sikre den tilbageblevne familie økonomisk. Det anslås, at der i disse år er omkring 191 millioner migranter på verdensplan, der legalt eller illegalt søger lykken i et andet og rigere land end deres hjemland. Blandt disse mennesker er der ifølge IOM, International Organisation of Migration, imidlertid ca. 4 millioner, der ikke rejser frivilligt, men handles af menneskehandlere med henblik på udnyttelse i husarbejde, prostitution, landbrugserhverv, byggesektor og endda til organdonation. Og langt den største andel af de handlede mennesker udgøres af kvinder, hvoraf mange havner i den europæiske sexindustri, sådan som Lisa, Rose og de andre nigerianske kvinder, hvis gruopvækkende historier vi i øjeblikket jævnligt kan læse om i de danske aviser. Det samlede antal sexslaver når i Europa måske helt op på 400.000 kvinder. I Danmark er antallet af kvinder handlet med henblik på seksuel udnyttelse officielt sat til ca. 50 kvinder svarende til 2 procent af det samlede antal udenlandske prostituerede på ca. 2.500. Kvindeorganisationerne, der arbejder på gadeplan og med tilbud om bistand til kvinderne, anslog i 2007 antallet til at være 250. Menneskerettighedskrænkelse. Handel med mennesker er af både FN, Europarådet og EU anset som alvorlige overgreb mod det enkelte menneske med krænkelse af dets værdighed, frihed og rettigheder som konsekvens. Det har derfor været muligt at opnå enighed om at fordømme menneskehandel som aktivitet og at pålægge staterne at sikre effektiv beskyttelse af de mennesker, der bliver ofre for menneskehandel. I Danmark fik vi som følge heraf i 2002 en ny bestemmelse med straffelovens par. 262 a, der kriminaliserer menneskehandel, ligesom den danske regering har vedtaget to handlingsplaner, der skal medvirke til at bekæmpe handlen med mennesker. Om disse tiltag har haft effekt, er svært at opgøre nøjagtigt. Antallet af kvinder, der rekrutteres, transporteres, overføres, huses eller modtages med henblik på prostitution og seksuel udnyttelse ved brug af tvangsmidler som trusler, frihedsberøvelse, ulovlig tvang, vold og trusler om vold, eller udnyttelse af vildfarelse eller anden form for magtudøvelse, er ikke højt, når vi ser på antallet af sager, der når domstolene. I perioden 2002-07 blev 66 sager anlagt ved domstolene, færre menneskehandlere blev dømt og kun i få tilfælde opnåede den handlede kvinde erstatning. Den utilstrækkelige retshåndhævelse skyldes især det forhold, at det kun er meget få sager, der indbringes for domstolene. Men det reflekterer også de alvorlige problematikker, der karakteriserer den danske indsats mod menneskehandel. En indsats, der efter min opfattelse er mangelfuld og kendetegnet ved især tre forhold: Manglende forståelse for den tvang, kvinden udsættes for, mangelfuld identifikation af kvinderne som ofre for kvindehandel og en opfattelse af de handlede kvinder som illegale migranter frem for som ofre for alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Identifikation som offer for menneskehandel. Det er af afgørende betydning for beskyttelsen af og støtten til ofre for menneskehandel, at de identificeres korrekt. Hvis den rette identifikation ikke foretages eller er mangelfuld, kan det betyde, at handlede kvinder fortsat må leve med daglige krænkelser af deres menneskerettigheder. Indsatsen over for menneskehandlens bagmænd kan ligeledes lide under, at der ikke kan fremstilles vidner mod formodede bagmænd, og at retshåndhævelsen derfor ikke kan gennemføres. Europarådets konvention om menneskehandel, der trådte i kraft 1. februar i år, fastslår da også, at en person, der er offer for menneskehandel, ikke må fjernes fra territoriet, førend en identifikationsproces, der fastslår hendes status som handlet menneske, er gennemført. Kvinden skal derudover sikres den nødvendige støtte under processen og skal om nødvendigt tildeles opholdstilladelse. Identifikationsprocessen skal udføres af offentlige myndigheder med uddannet og kvalificeret personale under procedurer, der sikrer hensyntagen til den særlige situation, kvinderne befinder sig i som handlede mennesker. Offentlige myndigheder omfatter her både politi- og toldmyndighed, arbejdsmarkedskontrol, sociale myndigheder, udlændingemyndigheder, ambassader og konsulater. Der påhviler altså Danmark en forpligtelse til at sørge for, at der er personale i disse myndigheder med særlig kompetence til at identificere ofre for kvindehandel og kvalificerede til at udforme procedurer, der imødekommer de behov og den særlige situation, som den handlede kvinde befinder sig i. Den kompetence er i dag mangelfuld. Det skyldes sikkert ikke manglende vilje hos de involverede myndigheder, men derimod en manglende forståelse for at se den handlede kvinde som offer for alvorlige krænkelser og som en person med en lang række specifikke rettigheder. Som forholdene er i dag, bliver den handlede kvinde i en dansk kontekst først og fremmest anset som illegal migrant, der måske nok kan beskrive fornedrende og ydmygende forhold som prostitueret uden frihed og selvbestemmelse, men alene opnår samme behandling som alle andre personer uden opholdstilladelse eller andet legalt ophold i Danmark. Politiet tilbageholder og videregiver hende til udlændingemyndighederne med henblik på udsendelse, og hun vil om nødvendigt blive frihedsberøvet, indtil udsendelse kan ske. Tvangen. Vurderingen af en kvinde som handlet baserer sig i høj grad på tilstedeværelsen af et tvangselement. Typisk søges tvangen fæstet til det tidspunkt, hvor kvinden i sit oprindelsesland kom i kontakt med menneskehandlere. Et sådant fokus er problematisk, fordi tvangen kan indtræde langt senere end i forbindelse med kvindens accept af det job i Europa, som menneskehandlerne tilbyder hende. For mange kvinder, der vælger migration som overlevelsesstrategi, vil ønsket om et job med gode indtjeningsmuligheder være afgørende for hendes valg om at forlade sit land og sin familie. Hun vil derfor være i en position, hvor det valg, hun træffer, let kan forveksles med et frivilligt og frit valg. Men den selvvalgte migrationsstrategi, som menneskehandlerne i første omgang bidrager til at realisere, er ikke udtryk for et reelt valg mellem flere mulige strategier, men ofte for et svar på en livssituation, der er så nedværdigende og uden håb, at et liv i prostitution ses som den eneste vej til opretholdelse af kvindens og familiens liv. Tvangen har derfor ofte flere ansigter og møder kvinden på flere måder under det forløb, der fører til, at hun ender som sexslave. Mødet med prostitutionens bagmænd er for langt de fleste brutalt og medfører indespærring, vold og voldtægt. Derefter udvikler det sig for dem alle til et fastlåst liv med krav om tilbagebetaling af enorme summer, som bagmændene beregner sig for rejser og ophold, krav om opfyldelse af efterspørgsel efter alle former for seksuelle ydelser og betjening af op til 10, 15 og 20 kunder i døgnet. Arbejdet får på den måde karakter af tvangsarbejde, hvor en udvej for kvinden hverken er synlig eller opnåelig på grund af vedvarende overgreb. Udover den konkrete og fysiske tvang fastholder også både trusler og repressalier, der retter sig mod kvinden såvel som mod hendes familie i oprindelseslandet, hende i tvangsprostitution. Skam- og skyldfølelse hos hende selv eller passivitet på grund af kontinuerlige overgreb kan også medvirke til, at kvinden ikke selv søger at slippe fri eller er tilbageholdende med at modtage den hjælp, der tilbydes som led i støtteprogrammer for handlede kvinder. Også tanken om at lade familien derhjemme i stikken, fordi hun ikke kan bidrage til dens forsørgelse, er med til at holde kvinden fastlåst i en situation, hvor hun accepterer at leve med tvangen og overgrebene. Tvangen over for kvinden kan i dette perspektiv ikke knyttes til hendes udgangsposition i oprindelseslandet, men skal ses som omfattende både en systemisk tvang, der er iboende det fattige og underudviklede samfund, hun kommer fra, over en konkret og fysisk form for tvang, som måske først indtræder, når hun er ankommet til Danmark, og til en vedvarende og psykisk nedbrydende tvang. Tilsammen er det tvingende mekanismer, der får hende ind i sexindustrien og så senere afskærer hende fra at bryde med de menneskehandlere og andre bagmænd, der tjener penge på sexslaveri. Rettigheder. Som en helt central del af den handlede kvindes krav på beskyttelse står retten til opholdstilladelse. Staten har efter Europarådets menneskehandelskonvention en forpligtelse til at udstede en opholdstilladelse, der senere evt. skal forlænges, hvis det efter en konkret vurdering af kvindens personlige situation anses for nødvendigt. Opholdstilladelse skal også gives, hvis hendes ophold i landet anses for nødvendigt for at kunne iværksætte efterforskning og retsforfølgning af bagmændene. Den handlede kvinde har under sit ophold ret til den støtte, hun har brug for. Som minimum skal sådanne støtteforanstaltninger omfatte fysisk, psykisk og social hjælp og praktiske fornødenheder, herunder en vis levestandard under passende og trygge forhold. Kvinden skal derudover sikres adgang til lægehjælp, tolkebistand, rådgivning og information om rettigheder samt adgang til ydelser, retshjælp og advokatbistand til at medvirke i retssager mod bagmænd. Støtten til kvinden må efter konventionen ikke gøres betinget af hendes accept af at medvirke som vidne under en retssag. Som led i beskyttelsen af kvinderne skal staterne således sørge for, at kvinderne får en refleksions- og rekonstitutionsperiode på minimum 30 dage. Perioden udløses allerede ved en begrundet forventning om, at kvinden er offer for menneskehandel. Dens formål er at skabe mulighed for kvinderne til at løsrive sig fra bagmændenes indflydelse og at træffe en informeret beslutning om at samarbejde med de kompetente myndigheder. Perioden er et ’helle’ i den forstand, at det ikke er muligt for myndighederne i denne periode at gennemføre en beslutning om udvisning. Eneste undtagelse er det tilfælde, hvor kravet om anerkendelse som offer for menneskehandel er ubegrundet. I Danmark kan handlede kvinder i princippet udsendes straks, men har dog mulighed for efter udlændingelovens regler at få udsat deres udsendelse med op til 100 dage. Et ophold i Danmark er imidlertid betinget af, at kvinden indvilger i at samarbejde med myndighederne om sin udsendelse og at bistå politiet i deres efterforskning. Konventionens bestemmelse om repatriering af ofre for menneskehandel fastslår ganske klart, at den stat, som den handlede kvinde er rejst fra, skal modtage hende igen og være behjælpelig med, at modtagelse kan ske på en måde, der tilgodeser hendes rettigheder, sikkerhed og værdighed. Den udsendende stat skal på tilsvarende måde sikre kvindens hjemsendelse og sørge for, at der bliver taget hensyn til hendes status som offer for menneskehandel i forbindelse med eventuelle retssager. For at undgå, at de hjemsendte kvinder på ny bliver ofre for menneskehandlere, skal staterne i medfør af konventionen etablere repatrieringsprogrammer med deltagelse af både nationale og internationale institutioner og NGO’er. Herigennem skal der gøres en ordentlig indsats for at reintegrere de hjemvendte ofre for kvindehandel på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, ligesom der skal etableres informationsstrukturer, der muliggør konkret støtte til kvinderne, når de ankommer til oprindelseslandet. Danmark har indgået en række aftaler, bl.a. med IOM, om reintegrationsprogrammer i en række østeuropæiske lande, og gennem dansk bistand på 29,4 mio. til især Ukraine, Hviderusland og Moldova bidrages betydeligt til indsatsen mod menneskehandel fra disse lande til Europa. I Afrika er der ikke iværksæt tilsvarende bistandsprogrammer eller indgået aftaler, der effektivt bidrager til sikker hjemsendelse til f.eks. Nigeria og Kenya, og de handlede kvinder er derfor overladt til en uvis skæbne, når de sættes på et fly med disse lande som destination. En effektiv indsats. De handlede kvinder udgør en særligt udsat gruppe blandt migranter, fordi de agerer under tvang og vold, og ufrivilligt befinder sig langt fra deres hjemland, familiemæssige og sociale relationer. Og derudover er afskåret fra at vende hjem på grund indespærring og trusler. Det er helt utilstrækkeligt og i sig selv en krænkelse af kvindernes værdighed, at de som ofre for kvindehandel i Danmark blot bliver behandlet som illegale sexarbejdere, der skal udsendes og om nødvendigt frihedsberøves, indtil det kan ske. Det kan af den handlede kvinde kun opleves som mangel på respekt for hende som menneske og manglende forståelse for de krænkelser, hun har været udsat for. Og det endda af et land, der med sin velfærd og tradition for at drage omsorg for udsatte personer på alle måder har ressourcer til at gøre en effektiv indsats mod handlen med sexslaver. Jeg anser det for helt afgørende både for kvindernes sikkerhed og frihed, men også for Danmarks omdømme som garant for menneskerettighederne, at handlede kvinder under deres ophold her i landet betragtes som slaver og sikres de rettigheder, de har krav på som ofre for de grove og nedværdigende former for overgreb, som vi i øjeblikket er vidne til