Det er agurketid, noterer Joakim Garff i Kroniken 7. august, og det må være forklaringen på, at min kritik af hans Kierkegaard-biografi har fået så megen spalteplads. Som dokumentation for, at aviserne virkelig trykker hvad som helst, indleder Garff sit forsvar med en længere stemningsrapport fra det sønderjyske ferieland. Svigerfar ringer, vinden er i øst, og den lille går endnu med ble. Det er ikke bare højsæson for agurker, men også for tordenfluer, der klasker mod forruden, da Garff sætter familiebilen i bevægelse for at opstøve noget så okkult som dagbladet Information. I bemeldte organ har jeg 24. juli begået en længere artikel, hvori jeg kritiserer 'SAK' for afskrift og parafrasering uden kildeangivelse, manglende kildekritik og tendens til at overbetone Kierkegaard som selvhøjtidelig rigmandssøn frem for omsorgsfuldt medmenneske samt koketteri med en videnskabelighed, som biografien ikke selv underordnes. Garff har ikke ladet sig overbevise af min argumentation for disse påstande og konkluderer i stedet, at motivet til min kritik er »en betydelig trang til at henlede opmærksomheden på min bog 'Kierkegaards København'«. Sandt nok udkom min bog 8. juni, hvorfor det ligner en tanke, at jeg blot fem dage før kritiserede 'SAK' i Information, en kritik, jeg senere udbyggede i Jyllands-Posten 5. juli, i Information 24. juli og i Berlingske Tidende 31. juli. Ifølge Garff var min artikel 3. juni min første mod hans biografi. Således må det stå klart for enhver, at jeg som en anden Herostratos prøver at sprænge 'SAK' i luften som en ynkelig kompensation for mit manglende talent for selv at bygge en lignende helligdom. Tanken er oplagt, hvis man ikke mener, at andet end misundelse og egeninteresse kan drive en Kierkegaard-forsker til at afsløre faktuelle og metodiske fejl i en biografi om Kierkegaard - og hvis man ikke er klar over, at jeg allerede for tre år siden kritiserede 'SAK', altså længe før der kunne være tale om at promovere min egen bog. 16. august 2001 havde jeg en kronik i Jyllands-Posten med titlen: 'En dandy på pilgrimsrejse?'. Titlen, men ikke spørgsmålstegnet, skyldtes Garffs afsnit om Kierkegaards rejse til sin fars vestjyske hjemegn i sommeren 1840. Jeg havde just kommenteret Kierkegaards rejsedagbog - trykt som notesbog seks i 'Søren Kierkegaards Skrifter', bind 19 - og i den forbindelse konsulteret den litteratur, der allerede fandtes om rejsen, herunder Garffs biografi. Det viste sig, at litteraturen gav et prima eksempel på den såkaldte forskningstraditions mangel på kildekritik. Sigtet var med andre ord hele den forskning, der havde parret sig med sekundærlitteraturen og som afkom fået et fortegnet billede af Kierkegaard som en dandy på pilgrimsrejse. Jeg tilbød Garff at hjælpe med at få fejlene rettet til diverse oversættelser og nye oplag af 'SAK', men da Universitetsavisen kort efter bragte en længere version af kronikken, tabte han interessen. I stedet blev jeg meddelt, at jeg var uklædeligt selvhævdende, ukollegial og til skade for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, da Garff her sad - og fortsat sidder - i redaktionen for 'Søren Kierkegaards Skrifter'. Fejlene - som jeg skal vende tilbage til - er fortsat ikke rettet i den seneste udgave af 'SAK', nemlig den nyligt udkomne tyske oversættelse. I de forløbne tre år har jeg skrevet tusinder af kommentarer til 'Søren Kierkegaards Skrifter' og desuden arbejdet på min bog 'Kierkegaards København'. I mit arbejde er jeg igen og igen stødt på problemer i 'SAK'. Med stadig større undren har jeg konstateret, at en forskningslektor i sit fritidsprojekt - ifølge forordet er 'SAK' blevet til i de sene aftentimer - ser stort på de videnskabelige principper, han i sin arbejdstid er forpligtet på, ja sågar modarbejder den bestræbelse, som legitimerer støtten fra Danmarks Grundforskningsfond til Søren Kierkegaards Skrifter, nemlig ved grundforskning og kildekritik at producere ny og troværdig viden om Kierkegaard. 'SAK' sanktionerer forskningstraditionen, mens 'Søren Kierkegaards Skrifter' ved grundig kildekritik i vid udstrækning gør op med den. (Jeg skal i parentes bemærke, at jeg hidtil har holdt mig til at kritisere 'SAK' uden at berøre forholdene på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, men da Garff inddrager disse forhold, vil jeg heller ikke selv undlade at gøre det). Garff har aldrig svaret på min kritik anno 2001, og i sin Kronik formår han det heller ikke. I stedet vælger han at karikere kritikken ved at påstå, at den alene vedrører en bestemt litteraturhenvisning, der burde have været placeret 12 millimeter højere, end det er tilfældet. Mageløst vrøvl! Jeg har kritiseret Garff for i sin iver efter at gøre Kierkegaard til dandy at have udstyret ham med en tjener på rejsen, at have indlogeret ham på Århus' bedste gæstgiveri og at have gjort ham til en sippet københavner, der kæmpede for at undgå kokasserne i provinsbyens gader. Idéen om, at Kierkegaard som rigmandssøn rejste med tjener, skyldes Arthur Dahls lille bog om 'Søren Kierkegaards Jyllandsrejse' (1948). Dahl var politimand, men sandt for dyden ikke noget kildekritisk polititalent. Der er intet belæg for idéen, men ikke desto mindre har man ukritisk adopteret den. Garff identificerer for egen regning tjeneren med en vis Anders Westergaard, men han har i sagens natur ikke kunnet rejse med Kierkegaard, da han i 1840 lå inde som soldat og ifølge lægdsprotokollen aldrig havde forladt Thisted Amt. Hvor Kierkegaard overnattede under sit ophold i Århus, ved vi intet om. Derimod ved vi, at han var vant til kokasser, da man inden for Københavns volde holdt tre gange så mange køer som i Århus. Med litteraturprofessor Thomas Bredsdorff som sandhedsvidne kalder Garff det ovenstående for »nærsynede bagateller« og mener ikke, at de »berettiger til at tale om hverken afskrift eller plagiat«. Sagen er nemlig den, at jeg i min sidste artikel i Information hævder, at Garff i vid udstrækning skriver af og plagierer - og hyppigt uden at kreditere forlægget. Hvordan Garff kan nægte, at han skriver af, forstår jeg ikke. I den nævnte artikel gav jeg flere eksempler, som minsandten ikke vidnede om, at den ellers så udmærkede fortæller havde haft ambitioner om at sætte sit personlige præg på afskriften. En morsom undtagelse er dog historien om den balstyriske grundtvigianer J.C. Lindberg, som myndighederne holdt grundigt øje med: »Endvidere gik der rygter om, at han skulle fængsles og henrettes på Christiansø«. I Garffs forlæg hedder det knap så dramatisk: »der gik rygter om, at han skulle fængsles og hensættes [!] på Christiansø«. Trods den lille variation vil de færreste nægte, at der må være tale om afskrift. Tilmed er det fuldstændig legalt at skrive af, når man som i dette tilfælde oplyser sit forlæg i en note. Det er det derimod ikke, når man ikke oplyser dette - og især ikke, når man afskriver en original teori undfanget af en forsker, der har slidt sig til den ved grundige studier: Når man i 'SAK' (side 304-309) læser forfatterens avancerede argumentation for, at Kierkegaards far havde fået syfilis efter et bordelbesøg, og at Kierkegaard selv skulle have frygtet for at have arvet sygdommen, får man uvægerligt indtryk af, at forfatteren både har erhvervet sig en omfattende medicinhistorisk viden og begået en selvstændig teori. Imidlertid skyldes såvel viden som teori i et og alt dr. Carl Saggaus bog fra 1958, 'Skyldig - ikke skyldig? Et par kapitler af Michael og Søren Kierkegaards ungdomsliv' (side 47-56). Saggaus bog er ganske vist opført på litteraturlisten bag i 'SAK', men når den ikke krediteres det relevante sted, bringes læseren uvilkårligt til at tro, at teorien er frugten af forfatterens egen forskning. I anmeldelserne af 'SAK' i Weekendavisen og KRITIK (nr. 149) blev teorien omtalt, men begge steder åbenbart i den tro, at den var Garffs egen. Er det ikke oplagt at kalde dette for 'plagiering af andres resultater eller publikationer'? Inden man forhaster sig med et bekræftende svar, skal jeg advare om, at citatet stammer fra bekendtgørelsen om Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, par. 3, pkt. 6. Konsekvensen af et bekræftende svar kunne altså være en beskyldning for videnskabelig uredelighed, men en sådan beskyldning bør man afstå fra, da den er meget alvorlig. Jeg skal derfor undskylde, at jeg i Jyllands-Posten 5. juli har brugt udtrykket, men samtidig bede om, at man ikke i sin forargelse over min alt for kategoriske dom glemmer, at præmisserne forbliver de samme, selv om man nægter en så alvorlig konklusion. I sin Kronik glæder Garff sig over, at vores fælles chef, Niels Jørgen Cappelørn, »i utvetydige vendinger tager afstand fra Tudvads form og i øvrigt pointerer, at beskyldningen for videnskabelig uredelighed er aldeles uacceptabel og helt grundløs«. Uheldigvis synes Garff at have overset, at Cappelørn også har udtalt sig om de fejl i 'SAK', jeg har påpeget (og i øvrigt kun som få eksempler blandt mange flere): »De er anklagelige og burde ikke have været der, og den kritik må Joakim Garff bære og tage til efterretning og sørge for at rette sig ind efter. Man må ikke omgå sine kilder sløsagtigt, heller ikke sine sekundære kilder.« Når Cappelørn alligevel ikke mener, at min kritik rammer hovedet på sømmet, skyldes det, at 'SAK' ikke må forstås som en videnskabelig biografi: »Det er her min forudsætning, at Garffs bog er en narrativ litterær biografi og ikke en videnskabelig kildekritisk biografi«. Javel, men hvorfor optræder 'SAK' så i Søren Kierkegaard Forskningscenterets selvevaluering anno 2002 (afsnittet 'Dissimination of Research Results')? Og hvorfor beskyldes jeg for ukollegialitet, når jeg kritiserer en biografi, som af forfatteren hævdes at være skrevet i fritiden og uden for forskningscenterets regi? Kunne jeg én gang for alle få at vide, hvilken status 'SAK' har, og om alle fejl og mangler kan undskyldes med henvisning til, at 'det ikke var videnskabeligt ment'? Jeg vil også gerne have at vide, i hvilken udstrækning formidling ligger inden for et forskningscenters ressortområde. Når centeret finansieres af Danmarks Grundforskningsfond, går jeg ud fra, at den relevante formidling er formidling af grundforskning og ikke bare af den mere eller mindre troværdige viden, som allerede er formidlet af en langvarig forskningstradition. Jeg har naturligvis intet at udsætte på Garffs ønske om »at bringe forskningsresultater ud til en bredere læserkreds«. Men jeg kan ikke begribe, at han ikke som forskningslektor betragter det som en del af sit professionelle dekorum at sikre sig, at den forskning, han bringer til torvs, vitterligt er forskning og allerhelst en kildekritisk ditto. Mig forekommer det, at Garff er ramt af den omsiggribende akademiske formidlingsrus, der efterhånden har suspenderet akademikerens kritiske rolle og kun ladet ham tilbage med den opgave at formidle det én gang vedtagne. En sådan opfattelse bekræftes til overmål af Garff selv, når han bemærker, at jeg - hans kritiker - havde manuskriptet til 'SAK' til gennemsyn i foråret 2000, men uden dengang at ytre den samme utilfredshed som i dag. Som om det kildekritiske arbejde i arkiver og på biblioteker ikke påhvilede forfatteren selv, men en nyansat kollega, der venligt stiller tre-fire dage af sin ferie til rådighed for en gennemlæsning! Respekten for kildeforskningen synes heller ikke at være stor, når Garff i sit svar på min kritik ignorerer eller karikerer dens væsentlige spørgsmål, mens de mindre væsentlige afvises som - mindre væsentlige. Hvis man interesserer sig for kildekritik og mener, at den har betydning for en biografi (ligegyldigt om denne kaldes videnskabelig eller narrativ), vil jeg anbefale, at man læser mine artikler i Information 3. juni og 24. juli. Under alle omstændigheder vil jeg undlade her at gentage, hvad jeg allerede har skrevet, selv om det kunne afsløre Garffs Kronik som en afledningsmanøvre og ikke et svar. På den baggrund virker det noget søgt, at Garff beklager, at resultatet af min kritik er, »at muligheden for en offentlig dialog om vigtige kierkegaardske temaer er gået tabt, hvorved den formidlingsopgave, som de ansatte ved et forskningscenter blandt meget andet også bør varetage, er blevet forsømt i en misforstået videnskabeligheds navn«. Bortset fra det besynderlige i, at en forskningslektor kategoriserer kildekritik som misforstået videnskabelighed, vil jeg gerne minde om, at min kritik kun vedrørende metodespørgsmålet har omhandlet kildekritikken, mens den som følge af en sådan metodisk disciplin har aktualiseret en tiltrængt debat om det etablerede syn på Kierkegaard. I årtier er han blevet æstetiseret og psykologiseret, men en stor del af de interessante og pikante teser står for fald, når man underkaster dem et kildekritisk eftersyn. Et sådant eftersyn afviser Cappelørn nu som »kildepositivisme«, men der er aldeles ikke tale om positivisme, da jeg ikke hævder, at kilderne taler for sig selv, kun at de tæller som falsifikation af en tese, når de viser sig at være i modstrid med den. Lad mig slutteligt minde om, at Politikens opinions- og litteraturredaktør, Bjørn Bredal, med en kritisk artikel i Politiken 18. november 2000 forgæves søgte at åbne »en offentlig dialog om vigtige kierkegaardske temaer« med Garff og Cappelørn, men ikke fik noget svar - før jeg selv i mangel af andres velvilje svarede ham 9. maj 2001. Hvis Garff og Cappelørn, der tilsammen udgør to tredjedele af redaktionen for 'Søren Kierkegaards Skrifter', havde svaret Bredal, var jeg måske ikke kommet i den situation, at jeg i dag ikke ved, om jeg deler videnskabeligt verdensbillede med mine ærede redaktører.