Spindoktorer og veltilrettelagte kommunikationsplatforme er en del af den politiske virkelighed. Dominerende politikere og partier i et moderne demokrati som det danske er væbnet til tænderne med et topprofessionelt maskineri, hvis funktion er at håndtere pressen. Journalisterne vil dog ikke lade sig diktere og manipulere af politikere og deres rådgivere. Det er klart. Det strider fundamentalt imod deres selvforståelse som demokratiets vogtere og imod borgernes forventning om, at pressen kan fungere som et kritisk korrektiv til dem, der sidder på magten. Som modtræk til politikernes stigende anvendelse af professionel politisk kommunikation har journalisterne derfor udviklet deres egen strategi. De skriver politikernes taktiske spil og imagepleje af enhver art ind i historierne. På den måde kan de undgå, at det lykkes for politikerne at 'lave et barn' på dem, som journalisterne kalder det, når de kommer til at gå politikernes ærinde i en historie. Journalisterne skriver også deres egen rolle i den politiske proces ind i historierne. De afbilder sig selv som skydeskive for politikernes forsøg på at ramme plet med budskaber, der finder klangbund i vælgerhavet. Samtidig indrømmer journalisterne, at de selv præger den offentlige debat. Pressen har nemlig magten til at redigere og til at fordele den sparsomme taletid i æteren og i spalterne. Denne selverkendelse fra journalisternes side viser sig, når politikere, eksperter eller andre kilder får ordet i medierne og får lov til at sige, at pressen ikke gør det godt nok. At den manipulerer billedet af den politiske virkelighed. Så kan hr. og fru Danmark tage forbehold for både politikernes spin og mediernes redigering, når de læser dagens nyheder. Fænomenet betegnes inden for international medieforskning som metakommunikation eller metadækning. Formålet er fra journalisternes side at demaskere det mediepolitiske spil - kampen mellem journalister og politikere eller spindoktorer om at slå tonen an på mediernes, og dermed den offentlige, dagsorden. Metakommunikativ politisk journalistik beskriver altså dels politikernes forsøg på at vinde positiv medieomtale og vælgersympati, dels pressens egne præstationer, når den dækker politik. Nogle forskere mener, at metadækning er kynisk og skader den offentlige debat. Borgerne fordummes, fordi taktisk spil overskygger politisk substans. Disse forskere repræsenterer en efterhånden velkendt bekymring for demokratiet. At form fortrænger indhold. Slemt nok er det, mener de, at politikerne tilpasser deres politiske budskaber, efter hvad der sælger bedst blandt medier og vælgere. Herved omdannes politik til iscenesat pseudopolitik, så krydset på stemmesedlen sættes ud for det højestbydende parti - ikke ud fra rationelle overvejelser. Demokratiet undergraves, fordi befolkningen frarøves muligheden for at tage stilling til reelle politiske spørgsmål. Lige så stor en demokratisk trussel er det, når medierne fokuserer på spin og professionel kommunikation. Metadækningen vækker nemlig politikerlede blandt borgerne, som mistænker politikerne for at have skjulte motiver, når de fremsætter et politisk forslag. Samtidig mister borgerne tillid til pressen, der tilsyneladende lader hånt om en af de ypperste journalistiske dyder - upartiskhed. For med metadækningen hænger pressen politikerne ud for deres taktiske spil og for deres forsøg på at kontrollere deres fremtoning. Et konkret eksempel, som mange vil huske fra det seneste folketingsvalg, var, da medierne anklagede Mogens Lykketoft for at glatbarbere sin hage for at hverve stemmer - særligt kvindernes. Andre forskere mener, at metadækning styrker demokratiet. Taktisk spil er nemlig politik. Det samme er politikernes retoriske færdigheder og image. Vel har det betydning, om en politisk leder har kvindetække. Kvinderne udgør jo halvdelen af vælgerskaren. Og hvem vil ikke også gerne have, at landets frontfigur kan begå sig på den internationale politiske scene? Desuden fatter flere interesse for politik, når det ikke kun er elitære historier, der præger debatten. Alle kan vel tale med om politikernes udseende, beklædning eller for den sags skyld sexappeal. Metadækning giver borgerne større indsigt i politik - i alle dets facetter. Mest rimeligt er det vel at slå bro mellem de to synspunkter. At anerkende metadækningens demokratiske potentiale, men samtidig kræve, at den kaster lys over det mediepolitiske spil. Uden at mistænkeliggøre deltagerne. Om metadækning er et demokratisk gode eller onde, afhænger da af, hvordan journalisterne omtaler det mediepolitiske spil i deres historier. Det handler med andre ord om, hvilke diskurser pressen trækker på, når den beskriver politikernes forsøg på at vinde plads på den offentlige dagsorden, og når den diskuterer pressens formåen som forum for offentlig debat. Dæmoniseres politikerne og deres medierådgivere, er der tale om en kynisk diskurs, som fremmer borgernes mistillid til politikerne, og som derfor skader demokratiet. Det samme gælder, når pressen omtales som en manipulerende og magtfuld aktør. Som f.eks. da Minoritetspartiets daværende formand, Rune Engelbreth Larsen, langede ud efter medierne - særligt DR - for ikke at have tildelt hans parti tilstrækkelig taletid under valgkampen i 2005. Det svækkede partiets chance for at vinde plads i Folketinget, mente han. Hvis politikerne, pressen og deres samspil omvendt beskrives neutralt, gavner det den offentlige debat. Da får borgerne indsigt i, hvordan den offentlige dagsorden sættes, uden at journalisterne så at sige lægger trafikfilm over den politiske virkelighed med fortolkninger og vurderinger. I en neutral diskurs anerkendes det, at politikerne går professionelt til værks, når de skal kommunikere til befolkningen. Imens betragtes pressen som den tribune, som politik helt naturligt udspiller sig på. Under folketingsvalget i 2005 havde medierne stor fokus på, hvordan politikerne spinnede, og på mediernes håndtering af valgkampsdækningen. En undersøgelse af den sidste uges dækning af valgkampen i Politiken, Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Postens første sektion viser, at mere end 60 procent af den seneste valgkampsdækning, målt i antal historier, kan betegnes som metakommunikativ. Det behøver ikke at udgøre et demokratisk problem. Husk på, at metadækning rummer et demokratisk potentiale. Det interessante er derfor ikke, hvor stor en andel af valgkampsdækningen der fokuserer på spin eller pressen, men snarere, hvilken diskurs der dominerer i disse artikler. I forhold til dette spørgsmål vækker undersøgelsen ved første øjekast bekymring. Godt 6 af 10 metakommunikative artikler dæmoniserer nemlig politikerne, deres rådgivere og deres taktiske spil. Altså var mere end hver tredje valgkampshistorie, alle medregnet, kynisk. Tonen er ikke, som sådan, skærpet over for politikernes forsøg på at vinde positiv omtale og stemmer i de seneste år. Stort set det samme billede tegner sig nemlig for dækningen af valget i 1998, da Poul Nyrup Rasmussen knebent besejrede højrefløjens udfordrer, Uffe Ellemann-Jensen. Allerede dengang fik læserne fyldige beskrivelser af, hvordan eksempelvis Nyrup forsøgte at hverve stemmer ved at så tvivl om, hvorvidt de fire danske EU-forbehold fortsat ville bestå under en borgerlig regering. Tilsvarende var der beskrivelser af, at Ellemann nøje overvejede, hvilken betydning det havde for hans image, om han bar én slags briller frem for en anden. Der var også fine opsummeringer af, hvordan begge statsministerkandidater på deres valgturnéer havde en række faste indslag og morsomheder, som de håbede høstede bifald, og ikke mindst stemmer, blandt tilhørerne. Omfanget af historier, der kynisk udstiller politikerne, deres stab af spindoktorer og strategier, er altså ikke blevet større. Alligevel vil metadækningens kritikere hævde, at valgdækningen er blevet mere kynisk. Som noget nyt er journalisterne nemlig begyndt at skrive en del forhørslignende interview med politikeren i rollen som den tiltalte. Den slags historier betragter kritikerne som særligt skadelige for demokratiet - som hyperkyniske, fristes man til at sige - fordi de undergraver politikernes autoritet. Men der findes tilfælde, hvor det ville være uansvarligt, hvis ikke pressen afdækkede politikernes strategier. Også selv om det vækker politikerlede. For pressens opgave er at være demokratiets vagthund og afsløre, hvis politikerne forbryder sig mod demokratiske principper. Ser man nærmere på, hvilke sager der bliver omtalt i de hyperkyniske interview, er der grund til at være ganske optimistisk på demokratiets vegne. Sagerne handler nemlig om magtmisbrug, løftebrud og ufine valgkampsmetoder. Mange vil fra det seneste folketingsvalg huske sagen om 'Søndre Slagmark', som er et skoleeksempel på en hyperkynisk metahistorie, der skal fortælles. Vælgerne bør kende til topstyring og ufine valgkampsmetoder, som det tilsyneladende gjaldt, da en intern magtkamp i Venstre, om hvem der skulle opstilles for partiet i Søndre Storkreds, brød ud i lys lue. Lige så var det prisværdigt, at Politiken lod vælgerne vide, at Dansk Folkeparti i sin valgreklame havde kopieret en række citater - også falske - fra en norsk anti-islamisk hjemmeside. Selvfølgelig er der grænser for, hvor kynisk metadækning bør være. Kunsten må være, at pressen kun slår ned der, hvor der reelt er grund til det. For virkeligheden er, at politikerne er tvunget til at optræde på mediescenen, hvis de skal fortælle vælgerne, i hvilken retning de vil styre samfundet. Det skyldes, at både mediesystemet og det politiske system har forandret sig markant med udviklingen af det moderne samfund. Fra tidligere at have været de store partiers loyalt refererende kommunikationsorganer under det, der populært kaldes firebladssystemet, er de danske medier blevet partipolitisk uafhængige. Frem for at agitere for bestemte politiske synspunkter henvender medierne sig principielt til alle i den samlede danske offentlighed. Frigørelsen fra de partipolitiske bånd har givet medierne mere magt til at bestemme, hvilke emner der skal optræde på den offentlige dagsorden. Magten eksekveres ud fra mediernes egen logik, der i høj grad er udkrystalliseret omkring fjernsynets krav om et højt temposkift og visualitet. Skal en begivenhed kunne gøre sig som en nyhed, skal den kunne fange og fastholde publikums opmærksomhed. Ikke mindst fordi konkurrencen på mediemarkedet er blevet hård, siden DR's monopol blev brudt, og kommercielle medier kom frem. Mediernes betydning er også steget i kraft af deres udbredelse. Langt flere har adgang til medier, som på tværs af tid og rum kan referere til begivenheder, der har fundet sted langt væk fra mediebrugeren. Hvis en politiker eller et parti begår et fejltrin, skal den almindelige nyhedsbruger med andre ord nok få nys og gøre sig tanker om det. Mens mediernes position i den offentlige meningsdannelse er blevet styrket, er partiernes svækket. Opløsningen af klassesamfundet, dalende vælgertilslutning og ideologiernes mindskede betydning har skærpet kampen om marginalvælgerne. De er i mellemtiden blevet emneorienterede i deres politiske valg. Da partiernes kontakt med befolkningen ikke længere går igennem partipressen, udspiller kampen om de partipolitisk illoyale vælgere sig i den medieorkestrerede arena, på mediernes præmisser. Medierne har altså i dag en nøgleposition i den offentlige meningsdannelsesproces. Da taletiden i medierne er stærkt begrænset, er det vel klart, at politikerne lægger sig i selen for at brænde igennem på skærmen, i spalterne, i æteren. Noget tyder på, at pressen er blevet mere bevidst om det ansvar, der følger med dens styrkede magtposition. I hvert fald viser min undersøgelse, at der fra 1998 til 2005 er sket en tredobling af andelen af historier, der rummer journalistisk selvransagelse eller indikerer, at pressen forsøger at leve op til sit ansvar i demokratiet. Mere end hver tiende historie i 2005 omtalte pressens præstation under valgdækningen. Denne dækning er hverken neutral eller kynisk. Nok afbilder den pressen som en magtfuld aktør med indflydelse på den politiske proces. Men der er samtidig tale om en type historier, hvori pressen implicit udtrykker bekymring for, om den lever op sit virke i demokratiet. Eller hvor den refererer til sig selv som en aktør, der ansvarligt forsøger at afsløre, når politikerne tyr til magtmisbrug i deres valgkamp. Der er altså tale om en helt tredje diskurs i disse artikler. En diskurs, som er semikynisk, fordi den diskuterer det mediepolitiske spil og dets magtfulde aktører, men som samtidig forsøger at reflektere over de demokratiske implikationer, der følger heraf. I lyset af, hvilke præmisser der gælder i det mediepolitiske spil, hvor politikere og journalister kæmper om at sætte den offentlige dagsorden, bør man hilse denne udvikling velkommen. Borgernes indsigt i, hvilke processer der ligger bag nyhedsdagsordenen, øges. Dermed kan de tage højde for mediernes indflydelse, når de går til stemmeurnerne. Spørgsmålet er dog, om det er muligt i højere grad at anerkende professionel politisk kommunikation som en legitim aktivitet, der giver politikerne mulighed for at vinde ørenlyd hos borgerne, som befinder sig i en kakofoni af mediebudskaber. Og om det er muligt at dække politik på en måde, der i højere grad beskriver den politiske virkelighed, som den er, med de vilkår, der gælder for politikerne, når de skal formidle deres synspunkter. I kølvandet på folketingsvalget i fjor holdt Huset Mandag Morgen, i samarbejde med forskernetværket Modinet (Center for Medier og Demokrati), konferencen 'Mediernes Valgkamp'. Her blev resultaterne af en undersøgelse af det seneste folketingsvalgs mediedækning fremlagt og efterfulgt af en paneldebat. Flere fremtrædende politikere og opinionsdannere efterspurgte ved denne lejlighed en kodeks for politisk journalistik: en ny public service-definition for politiske nyheder og politisk stof, som udstikker retningslinjer eller dogmeregler for, hvad politisk indhold er, hvordan journalisterne sprogligt udfylder dette indhold, og - ikke mindst - hvilke idealer der skal orkestreres efter i den politiske journalistik. Måske kunne sådanne retningslinjer forandre de præmisser, som gælder i det mediepolitiske spil. En sådan ændring er måske nødvendig, hvis man skal komme den del af metadækningen til livs, som ikke gavner demokratiet. For den kyniske metadækning findes stadig. Så ville politikerne bedre kunne komme til orde med realpolitiske budskaber. Det ville gavne den offentlige debat. Udfordringen består i at få skabt disse retningslinjer uden samtidig at kompromittere presse- og ytringsfriheden. For disse friheder er og vil altid være - som vi igennem de seneste mange måneder har diskuteret intenst på baggrund af Muhammedkrisen - demokratiets urokkelige grundpiller.