Malthe taler dårligt af sin alder. Han er fem år, men tisser i bukserne, og virker skiftevis utryg og aggressiv. Pædagogerne i børnehaven er bekymrede. Det samme er Malthes praktiserende læge, der har skrevet flere lægeerklæringer om Malthes tilstand. Han har direkte skrevet, at Malthe er truet på sin udvikling. Malthe har det rigtig, rigtig skidt. Men der er desværre ikke meget, der tyder på, at nogen kan eller vil hjælpe Malthe. Han er nemlig skilsmissebarn og stridens æble i en langtrukken, bitter og hadefuld samværssag. Per og Lise, Malthes mor og far, gik fra hinanden, da Malthe var to et halvt. Skilsmissen blev kulminationen på et forhold, der i flere år var præget af Pers alkoholmisbrug og vold mod Lise. Lise flyttede på krisecenter med Malthe og fik efter en periode en lejlighed. Hun fik hemmelig adresse, for hun var bange for Per. Per lagde på sin side sag an. Han ville have forældremyndigheden over Malthe. Lise vandt dog sagen. Der blev lavet en børnesagkyndig undersøgelse, som slog fast, at Per »ikke ville være i stand til at varetage pasning af og ansvar for et barn, det har han ikke forudsætningerne for ... som samværsfar vil han kunne gøre god fyldest«. Så Lise fik forældremyndigheden. Per søgte statsamtet om samvær med Malthe. Allerede ved første korrespondance mellem Per, statsamt og Lise smuttede det med den hemmelige adresse for statsamtet. Medarbejderen kom til at røbe Lises adresse for Per, som samme dag forsøgte at sparke døren ind til Lises lejlighed og belejrede den hele natten. Det gentog sig sammen med truende telefonopringninger døgnet rundt de næste uger, og Lise så ingen anden udvej end at flytte. Hun fik hjælp af kommunen til at finde en ny lejlighed. Per fik på trods af Lises protester tilkendt samvær med Malthe hveranden weekend. Hun var bekymret for, om han kunne passe Malthe, om han kunne styre drikkeriet, og om han kunne styre sit voldsomme temperament i forhold til barnet, der som nu knap treårig var på vej ind i selvstændighedsalderen. Lises mening var, at Per udelukkende ønskede at se Malthe, fordi han ville hævne sig på hende. Hun sagde, at Per aldrig tidligere havde interesseret sig for drengen, og at han aldrig selvstændigt havde passet ham. Aftalen blev, at Malthe skulle udveksles mellem forældrene på den lokale politistation, så Lise fortsat kunne holde sin adresse hemmelig - og så hun fandt en vis beskyttelse, når hun blev konfronteret med Per. Statsamtet accepterede den aftale, fordi Per på det tidspunkt havde fået polititilhold mod at opsøge Lise efter en voldsepisode - som Malthe i øvrigt havde overværet. Der gik nu to år, hvor Malthe kom beskidt, sulten og urolig hjem fra samvær. Han var altid rød i numsen, og én gang kom han grædende hjem med højrøde fødder. Han fik efter bedste evne forklaret, at der var sket noget med meget varmt vand. Lise og Malthe var i de forløbne år flyttet tre gange, fordi Per havde opsnuset adressen. En gang yderligere var det statsamtet, der havde afsløret adressen for ham. Malthe havde været nødt til at skifte institution to af gangene. Malthe var dybt ulykkelig, hver gang han skulle på samvær. Flere gange magtede Lise ikke at få ham af sted, fordi han gjorde for meget modstand og skreg sig nærmest bevidstløs. Hendes læge mente også, at det var overgreb mod barnet, og det samme mente pædagogerne i børnehaven. Pædagogerne forsøgte faktisk at få socialforvaltningen til at tage affære, men denne henviste til statsamtet. Statsamtet havde Lise det svært med, for hun er lettere ordblind, og hun fik i perioder to til tre breve om ugen, som hun skulle forholde sig til. Det var Per, der var yderst aktiv i brevskrivningen, hvor han blandt andet beskyldte hende for samværssabotage, og hvor han benægtede Lises klager om, at han havde været beruset under samvær, og at han havde rusket eller skræmt Malthe. Statsamtet opfordrede Lise til at få Per til at kvittere, når han havde modtaget Malthe, så han ikke senere kunne påstå, at hun havde holdt drengen tilbage. Da hun forsøgte dette, gik Per korporligt på hende. Det foregik jo på politistationen, så politiet standsede Per, men nægtede at modtage anmeldelse, da de mente, Lise selv havde fremprovokeret volden ved at bede om en kvittering. Lise tryglede gentagne gange statsamtet om aktivt at gå ind og tale med fagpersonerne omkring Malthe, tale med ham selv og i det hele taget prøve at belyse sagen med andre midler end brevene fra Per. Statsamtet på sin side meddelte imidlertid, at det ikke er med i myndighedens opgave selvstændigt at indhente oplysninger udefra. Lise mente selv, at en af grundene til, at hun havde svært ved at blive hørt i statsamtet, var, at hun havde svært ved at læse vejledninger og skrive breve og ikke altid magtede at få responderet på de mange indviklede henvendelser. Børns Vilkår kom ind i sagen, da Lise blev fængslet, fordi hun holdt Malthe tilbage fra samvær. Hun røg i isolationsfængsel i fem timer. Lises mor bad os om hjælp, for hun forstod simpelthen ikke, hvordan myndighederne stiltiende kan se på, at et barn lider under omsorgssvigt, og hvordan en mor kan blive fængslet for at ville beskytte sit barn. Vi var i rådgivningen i Børns Vilkår knap så overraskede, for vi har gennem de seneste år mødt en del sager, der ligner Malthes. Vi har siden slutningen af 1990'erne haft et stigende antal samtaler om samværssager på ForældreTelefonen, som er en del af vores rådgivning. Vi bliver ringet op af forældre, der fortæller om børn, der er ulykkelige over at skulle tvinges til at være sammen med en forælder, de er bange for, som de har set banke den anden forælder, eller som har misbrugsproblemer. Vi taler med forældre, der ikke kan forstå, at de skal tvinges til at udlevere børn til samvær hos en anden forælder, der er psykisk syg, voldelig, misbruger eller overgribende mod barnet. Da opringningerne om svære samværssager begyndte, kulegravede vi en række sager. Det var i 1999, fire år efter den store revision af lov om forældremyndighed og samvær i 1995. Efterhånden som vi gik nærmere ind i sagerne, gik det op for os, at lovændringen havde haft voldsomme konsekvenser. Formålet var oprindeligt at sikre kontakten mellem barnet og den ikke-samboende forælder efter skilsmissen samt at forbedre rettighederne for fædre, der ikke var gift med barnets mor. Intentionerne var gode. Det var udmøntningen i virkelighedens verden derimod ikke. Der havde udviklet sig en praksis, hvor målet for sagsbehandlingen i de danske statsamter er så meget samvær som muligt - uanset barnets ønsker og samværsforælderens omsorgsevne. I år 2000 udsendte vi en rapport 'Børn og samvær - når samvær er problematisk eller direkte skadeligt for barnet'. Vi har siden henvendt os til Civilretsdirektoratet, Retsudvalget, Socialministeriet og Justitsministeriet. Vi har sammen med foreningerne Børn og Samvær og Red Barnet afgivet en rapport til FN's Børnerettighedskommission. Det samme gjorde Børnerådet. Kommissionen udtrykte efterfølgende bekymring over, at forældrenes rettigheder i Danmark ofte bliver tillagt større betydning end barnets tarv. I år 2001 udarbejdede vi forslag til lovændringer, som vi forelagde Folketingets Retsudvalg. Vi ønsker, at retten til samvær knyttes til barnet og ikke til forælderen. Vi ønsker nemlig, at samvær skal tilrettelægges ud fra børnenes behov og ikke forældrenes. Vi ønsker desuden, at det er mennesker, der er uddannede til at have med børn at gøre, der tager vare på sagerne. Dertil kommer, at vi vil have fjernet den såkaldte chikaneparagraf, som går ud på, at hindring af samvær med den anden forælder kan bruges til at overføre forældremyndigheden. Denne paragraf misbruges til at presse forældre til at udlevere børn til uforsvarligt samvær, og den gør desuden barnet til gidsel for forældrenes indbyrdes konfliktløsning. Endelig mener vi, at de uværdige og middelalderlige tilstande, hvor børn i dag kan afhentes af kongens foged, skal afskaffes. Debatten i 2001 resulterede i, at der blev sat et undersøgelsesarbejde i gang, og det er baggrunden for Socialforskningsinstituttets rapport 'Samvær til barnets bedste?' af forsker Mai Heide Ottesen. Rapporten blev offentliggjort dette forår, og den gennemgår en bunke af de allermest komplicerede samværssager, som har fyldt på skrivebordene i statsamterne i årevis. 'Samvær til barnets bedste?' er rystende læsning. Den fortæller, at de komplicerede sager ikke handler om gennemsnitsdanskere, der skændes om deres børn. De handler heller ikke om mødre, der laver samværschikane, hvilket ellers er en af de antagelser, som dele af lovgivningen fra 1995 bygger på. De handler til gengæld oftest om socialt belastede børn, der i forvejen har det svært. Den største gruppe af de tunge sager handler om samværsforældre, der er misbrugere, psykiske syge eller involveret i kriminalitet. En anden stor gruppe handler om vold mod enten mor eller børn, og den tredje gruppe med stort konfliktpotentiale er sager med 'de ukendte fædre', hvor fædre efter lang tids fravær eller uden tidligere kontakt med barnet vil have samvær. Rapporten fortæller blandt andet, at myndighedernes afgørelser oftere falder ud til fordel for samværsforældrene end for bopælsforældrene, at statsamterne ikke indhenter oplysninger om, hvad børnene har godt af eller brug for, og at de heller ikke bruger disse oplysninger, hvis de får dem serveret - og alvorligst: At børnenes bedste i det hele taget er næsten usynligt i samværssystemet. Den siger også, at systemet er ideologisk og baserer sig på et ideologisk 'standardiseret eller generaliseret' barn, som politikerne har bestemt, har bedst af at være sammen med den ikke-samboende forælder i så lange tidsrum som muligt, uanset om denne er voldelig, misbrugende eller psykisk syg. Vi synes, at en af de væsentligste konklusioner i rapporten er, at systemet mangler helhedsperspektiv på barnets situation. Normal praksis er, at samværstvister får lov til at køre i årevis - i store dele af børnenes barndom. Systemet er præget af et hav af delafgørelser, og ingen sætter sig ned og ser på, hvad der samlet set er bedst for netop dette barn. Rapporten peger på behovet for, at man bliver bedre til at træffe nogle gennemtænkte og holdbare her og nu-beslutninger, så barnet kan få fred, og så dets barndom ikke skal domineres af evige kampe og konflikter. Det er blevet endnu mere påtrængende at forholde sig til konklusionerne i rapporten, efter at det for ganske nylig er blevet offentliggjort, at antallet af forældremyndighedssager er steget eksplosivt, med 80 procent, gennem det seneste tiår. Når forældre går i retten for at slås om deres børn, er der erfaringsmæssigt en kæmpestor sandsynlighed for, at slagsmålet bagefter fortsætter i statsamtet omkring samværsordningerne. Alt tyder på, at flere og flere danske børn kommer i klemme fremover. Barndommen er kort og værdifuld. Skadeligt eller konfliktfyldt samvær er omsorgssvigt, fordi barnet lider nød i selve situationen, og fordi det oplever, at det ikke kan finde beskyttelse hos hverken bopælsforælderen eller hos de professionelle. Hvem tør spå om, hvordan det på sigt påvirker et lille barn at blive afhentet af kongens foged fra en modstræbende forælder og afleveret til en samværsforælder, som barnet er bange for? 'Børns vilkår' er en børneorganisation. Og vi er som udgangspunkt flintrende ligeglade med, om det er far eller mor, der har ret. Vi er også ligeglade med, hvem der startede balladen, og vi mener klart, at børnenes bedste må vægte mere end eventuel juridisk retfærdighed forældrene imellem. Vi er helt sikre på, at det er offentligt omsorgssvigt, at Malthe gennem mange år skal leve med omsorgssvigt, når han er hos sin far, vold mellem forældrene, angst, konflikt og modstræbende udleveringer og en bange mor, der bruger alle sine kræfter på en problematisk samværssag i stedet for at bruge dem på sit barn. Moren har sagt det, lægen har sagt det, pædagogerne har sagt det ... hvor mange skal dokumentere, at Malthe tager skade, før nogen hører efter. Eller er forældreretten til samvær vigtigere end det, at Malthe tager skade? Vi ventede længe på, at der blev lavet forskning, der undersøgte statsamternes praksis. Vi forestillede os nok, at der så ikke kunne undgå at ske noget. Når det nu stod sort på hvidt i rapporten, at »der er en uforenelighed mellem den retslige forvaltning og barnets bedste«, måtte der da straks være nogle politikere, der greb bolden og krævede, at noget blev lavet om. Det slog os især, at vi har en liberal regering, og at rapporten i sit konkluderende afsnit skriver, at » ... man kritisk må spørge, om den statslige regulering af intimsfæren er blevet for vidtgående og har fået karakter af systemtvang, og om børnene er blevet ofre for en velfærdsstatslig ideologi, der er baseret på en indholdsmæssig spinkel definition af barnets bedste«. Hvordan hænger det sammen? Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at praksis bare ville køre videre, som om intet var hændt. Men det gør den. Malthe tvinges stadig væk på samvær, og han har først udsigt til at blive fri, når han bliver så stor, at han selv kan udtale sig. Vi vil gerne opfordre generelt til, at beslutningstagerne læser rapporten fra Socialforskningsinstituttet. Rapporten giver faktisk også konstruktive forslag til, hvordan barnets bedste kan varetages bedre - hvornår tager den ny familieminister bolden op?