0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv os samvittigheden tilbage

Hvorfor stiger antallet af patientklager eksplosivt? Hvorfor accepterer de sygehusansvarlige politikere i regionsrådene at danse efter finansministerens melodi? Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når man opsøger ’Ordbog over det Danske Sprog’ for at søge en forståelse af, hvordan ordet ’hvorfor’ oprindelig tænkes brugt, får man at vide, at der er tale om et tillægsord, der spørger til årsager eller grunde.

Man bliver lidt ilde til mode, når der som eksempel bruges en henvisning til Holbergs ’Den Pantsatte Bondedreng’. Hovedpersonen Pernille er blevet spurgt, af Leerbeutel (frit oversat fra tysk: tom pung), om hun kunne hjælpe med at skaffe flere kreditter/penge, og svarer: »Jeg kunde måske nok finde nogen udvej, hvis jeg ikke havde så megen samvittighed, som jeg har«.

Og Leerbeutel svarer: »Det er Ulykken. Men hvorfor lod du ikke din Samvittighed smukt blive hjemme?«.

Netop forholdet mellem penge, samvittighed, ulykke og ’hvorfor?’ er vort ærinde.

Vi vil gerne i denne Kronik spørge til årsager og grunde til de mange ulykkelige situationer, der den ene gang efter den anden hentes frem fra vores daglige arbejdsplads. Arbejdspladsen er det danske sundhedsvæsen.

Vi vil gerne vide, hvordan forholdet er mellem for eksempel ’penge’ (økonomi) og samvittigheden hos de politikere, der varetager bevillingspolitikken til sundhedsvæsenet. For vi tror godt om politikeres velvilje og gode intentioner, det er vel derfor, de er engagerede i politik – men mon det er som med Pernille? Politikerne kunne godt finde løsninger, hvis de lod deres samvittighed blive hjemme. Men det gør de ikke – de varetager samvittighedsfuldt de økonomiske vilkår, de mener sig underlagt, og som må prioriteres over de ulykker, som det afstedkommer i samfundet og sundhedsvæsenet.

Hvorfor må psykisk syge og de (måske) til døden syge vente? Mere end 1600 børn venter på psykiatrisk undersøgelse og behandling – nogle i op til et halvt år – hvorfor? (svaret i tv-indslaget var, at der var for få psykiatere).

Men hvorfor – det var vel ikke, fordi man for snart mange år siden på universiteterne indførte adgangsbegrænsninger, fordi det var så dyrt at uddanne læger?

5. maj 2008 kunne man læse i den hedengangne Nyhedsavisen, at ni patienter var indberettet til Sundhedsstyrelsen, da de døde, fordi der ikke var plads på intensiv afdeling til overvågning. Hvorfor? Sundhedsordfører for Venstre Preben Rudiengaard mente i samme avis, at »… det altså er regionerne, der skal administrere det her bedre«. En politisk modstander fra SF, Karl H. Bornhøft, mente, at » … de intensive afdelinger får færre ressourcer«.

Hvorfor er der så stor forskel på den politiske vurdering? En mener altså, at der skal bruges flere penge på administration af de penge, der altså er nok af (og en partfælle mente, vi kunne købe hele verden), men den anden mener, der ikke er penge nok. Regionsformand Bent Hansen vil ikke udtale sig, før han ved mere om sagen.

Han har måske glemt, at han blev orienteret om problemerne med mangel på intensivpladser allerede for fire år siden? Og hvorfor mon der ikke er sket noget i de fire år?

Hvorfor og hvor skal der spares eller bruges penge? Er det da så komplekst og vanskeligt at forstå, hvad der foregår i sundhedsvæsenet? Og hvorfor er det så svært?

Alle ønsker sig et sundhedsvæsen i verdensklasse. Der bevilliges stadig flere og flere penge. Men er der nogen, der har regnet ud, hvad prisen er, hvis alle de politiske verdensklasseambitioner skal føres ud i livet? Hvorfor skal vi nu i Region Midtjylland spare mange millioner i de næste år, mens der fortsat skal bruges penge til at betale overpris på ydelser, som regionen skal have lavet på private hospitaler og klinikker?

Hvorfor er det sådan, at den afregningspris, man skal betale for at få en regions patienter behandlet i en anden region, er større end den, man kan få for selv at behandle den samme patient? Det forstår vi ikke. Hvorfor skal vi spare – mens der er afsat penge til behandling på private hospitaler, som kun må bruges i det private regi?

Hvorfor skal vi spare på sundhedsvæsenet – eller have for små stigninger – når der kan bruges penge på så meget andet? For eksempel en Femern Bælt forbindelse.

For år tilbage indførte man ventetidsgarantier. Først på to måneder og sørme senere på en måned. Imponerende – og man insisterede på, at det frie og det udvidede frie sygehusvalg skulle være med til at løse problemet. Men det kunne ikke lade sig gøre i frygtelig mange situationer. Hvorfor?

Var der ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem bevilgede ressourcer til ventelisteafvikling? Var sygehuspersonalet dovne? Var der for få privathospitaler?

Ønskede man at styrke etablering af de private hospitaler (selv om det jo i sagens natur er dyrere end det, vi kender fra det offentlige for sammenlignelige ydelser, fordi der ikke er et kapitalapparat, der skal forrentes med overskud)? Hvorfor er det altid de økonomiske prioriteringer, vi hører om?

Hvorfor hører vi ikke, at: »Nu må vi altså gøre dette eller hint for sundhedsvæsenet – fordi det byder vores samvittighed os«. Hvorfor tilsidesætter man en fundamental pligt til at hjælpe de svageste i samfundet, fordi der skal prioriteres økonomisk?

Selvfølgelig skal der prioriteres blandt sundhedsvæsenets ydelser inden for den økonomi, der er til rådighed. Men hvorfor er netop lige præcis den sum penge til rådighed og ikke 1-2-3-7 milliarder mindre eller mere? Hvorfor er vi underlagt slogantyranni som »Mest mulig sundhed for pengene« eller »Vi kan aldrig honorere kravene, fordi efterspørgslen er uendelig«?

Det første er noget notorisk sludder, fordi der ikke er en sjæl, der kan komme med et entydigt mål for borgernes sundhed.

Nogle hælder til overlevelsesstatistikker, andre til livskvalitetsmålinger – men ingen kan give en relationsligning, der entydigt beskriver, hvordan vi får mest sundhed for den brugte krone. Men det er da klart, at i betydningen, at vi selvfølgelig skal behandle så billigt som muligt – ingen fråseri, tak – er det jo ikke så svært at forstå.

Det andet udsagn om, at efterspørgslen er uendelig, er jo ligeledes noget notorisk volapyk. Sædvanligvis er der ingen mennesker, der efterspørger behandling af sygdomme, med mindre de er syge – og hvis efterspørgslen var uendelig, ville det jo ende med, at vi – i stedet for at klippe hinanden – lever vi af at behandle hinanden. En absurditet, det burde være politisk selvmord at fremføre.

Allerede i 1992 gjorde Ulrika Enemark fra Økonomisk Institut, Københavns Universitet opmærksom på (i Nationaløkonomisk Tidsskrift 130:235-244): »Frit sygehusvalg kan være et mål af ideologiske grunde.

Men med frit sygehusvalg overlades det den mindst informerede agent at evaluere sygehusene og bestemme allokeringen af offentlige ressourcer inden for sundhedsvæsenet. Der er intet, som antyder, at det skulle føre til en bedre udnyttelse af sundhedsvæsenet ressourcer«.

Men hvordan skal vi så måle og veje den virksomhed, som nogen vil gøre sundhedsvæsenet til?

Den amerikanske filosof Martha Nussbaum, der på skrift og i tale har engageret sig bl.a. i sundhedsvæseners filosofi gennem mange år, må konkludere, at det er umuligt at gennemføre en kvantitativ analyse af værdifulde ting, og hun vender sig »kritisk mod en ensidig brug af samfundsøkonomiske analyser (cost-benefit analyser), der blot fokuserer på det bedst mulige [økonomiske] resultat, uden samtidig at overveje, hvorvidt det pågældende valg medfører, at der samtidigt gøres noget etisk uansvarligt«. (Interview med Nussbaum i Slagmark nr. 35).

Nå – hvordan var det nu med de svageste – og her de svageste syge – i dette samfund. Hvorfor hører man ikke, at den politiske samvittighed tilsiger, at disse mennesker skal prioriteres frem for de pengeøkonomiske hensyn – det vil sige hensynet til at forbruge pengene et andet sted i samfundet?

Selvfølgelig er det en privilegeret tankegang, man kun kan tillade sig i et velstående land som Danmark og ikke i Sierra Leone. Men når vi nu har råd – har vi så råd til at lade være med at lade samvittigheden råde?

Hvorfor fremføres det, at det ikke kun er penge, det handler om, men at der mangler både læger og sygeplejersker – selv om der aldrig har været flere – både læger og sygeplejersker i landet?

Hvorfor må der bruges mange og store penge på private ydelser, mens de læger og sygeplejersker, der forlanger store ekstrahonorarer for deres ydelser i fritiden, udskældes som grådige?

Det er måske rigtigt, at både de private og offentlige læger og sygeplejerskers honorarkrav til overarbejde er store. Men hvorfor er det forkert, når man nu i et kapitalistisk samfund som det danske blot kan sætte priserne på konsumvarer op – ja, så kan man vel også sætte prisen på varen arbejdskraft op.

Men hov – nu ender vi jo igen i en pengeøkonomisk debat. Hvorfor? Og hvorfor har vi ikke en debat om den pris, der forlanges nu, egentlig ikke er det, varen – læger og sygeplejersker – er værd?

Den nyligt overståede konflikt mellem sundhedskartellet og regioner har været ødelæggende for de ansattes tillid til de offentlige arbejdsgivere. Vi mærker i dagligdagen stor bitterhed over forløbet af konflikten, som desværre nok vil få personale til at flygte fra det offentlige og over i bedre og mere vellønnede job i det private.

Hvorfor mon de gør det? Kunne man få den tanke, at de ikke følte sig anerkendt og værdsat i det offentlige?

For snart ti år siden fortalte afdøde medicinaldirektør Palle Juul-Jensen om de ubehagelige forhold vedrørende toiletmangel på Århus Amtssygehus. Palle Juul-Jensen erkendte åbenlyst, at han selv skulle befinde sig i patientrollen, før han troede på de mange læserbreves beskrivelser af dårlige forhold på sygehusene.

Indtil da havde han set det som syge menneskers forventelige overreaktion på deres situation, eller deres forståelige misopfattelse af forholdene. Som resultat af Palle Juul-Jensens reaktion på de forhold, han blev budt, blev der etableret to ekstra toiletter på afdelingen og sat lås på døren på et tredje. Dengang, sagde han, løb personalet nærmest livet af sig selv – hvorfor mon vi ikke tror, det er blevet bedre?

Nu, ti år senere, må man konstatere, at den opfattelse, Palle Juul-Jensen havde, før han selv blev syg, af patienter og pårørendes reaktioner på mødet med behandlingssystemet, tilsyneladende stadig er udbredt blandt de politisk ansvarlige.

I Nyhedsavisen 29. august sammenligner sundhedsminister J. A. Nielsen (K) konsekvenserne af nedskæringer på kræftbehandlingen med hår i suppen. Det må være et af de hår, som en lykkeligvis behandlet kræftpatient har tabt under de ofte lidelsesfulde kemokure.

I P1-debat 9. september hørte man klima- og miljøordfører Per Ørum Jørgensen (K) udtale, at der »ikke skal bruges penge til forgyldte håndtag på plejehjem eller andre steder«. Ak ja, vi er enige – men hvem har for resten bedt om det?

Hvorfor er det så svært at forstå? Hvorfor er det så svært for raske mennesker (herunder raske politikere) at se konsekvenserne af de igangværende ændringer på sundhedsområdet? Er det en forudsætning for forståelsen, at man er syg, pårørende til syge eller ansat i sundhedssektoren? Forhåbentlig vil det fremover vise sig at være muligt også for raske politikere at opnå og vedligeholde en indsigt, der giver medmenneskelighed frem for økonomien den centrale plads i sundhedspolitiske beslutninger. Vi stiller os gerne til rådighed for dialog!

Hvorfor mon antallet af patientklager stiger eksplosivt? Nu 4000 – en stigning på mere end 20 procent. J. A. Nielsen, sundhedsminister, synes ikke, det er så mange ud af 40 millioner patientkontakter.

Men det er dog immervæk mere end ti om dagen. Er sundhedspersonalet blevet dårligere? Mindre omhyggelige? Eller har de mere travlt?

Der er en århundred lang tradition i forholdet mellem læger og deres patienter, som i en fælles forståelse betyder, at de mennesker, der har de mest påtrængende behov – ja de skal naturligvis behandles først. Så hvorfor laver man ikke gennemførlige ventelister, der prioriteres af fagpersoner, således at ingen med førlighedstruende eller livstruende sygdomme kommer på en venteliste – men kommer til, så snart der overhovedet er plads, og det vil sige nu!

Gad vide, hvorfor der ikke er smerteteams på alle landets store og mellemstore sygehuse eller universitetssygehuse. For eksempel er Skejby Sygehus uden en sådan funktion. For smerter er jo ikke takstfastsat som noget, det kan betale sig at behandle.

Hvorfor er der så få sengepladser på de intensive afdelinger, at lægers og sygeplejerskers samvittighed skal hænge i laser, fordi de i en uendelighed må afvise at modtage patienter eller udskrive patienterne tidligere, end det var fagligt ønskeligt?

Hvorfor accepterer regionspolitikere at danse efter en finansministers og sundhedsministers melodi om utilstrækkelige ressourcer og administrative finansielle middelmådigheder og kvalitetsreformer, der trækker i langdrag, og som risikerer kun at tilføje varm luft i stedet for ressourcer?

Hvorfor siger ingen i Regionsrådet: »Nej – må vi så bede om administration fra landspolitikerne – for den behandling af borgerne i vores region kan vi ikke lægge vort gode navn og rygte til«?

To læger på den afdeling, hvor Palle Juul-Jensen rapporterede fra, har for nylig i Dagens Medicin annonceret, at hvis der skæres på deres afdelinger – ja, så tager de deres gode tøj og går! Måske skulle alle i sundhedsvæsenet følge deres eksempel og med en stemme rejse en protest, der er så voldsom, at den ikke kan siddes overhørig.

En nylig afdød sanger sang et ønske om, at hun kunne blive givet Danmark tilbage.

Kære politikere og administratorer – giv os alle vor samvittighed tilbage og lad den lede vore samfundsøkonomiske og sundhedsøkonomiske prioriteringer – og sidst