Danmark har været styret af en dæmon siden 2001. Befolkningen tier og vånder sig. Politikerne træder varsomt for ikke at skride og falde på Anders Fogh Rasmussens blodige sti. Vi lider under et kollektivt identitetstab. ’Arven fra min far’ hedder den måske mest læste bog om Barack Obama. Det er beretningen om barnet af en hvid mor og sort far, som fandt sin egen identitet, blev USA’s første farvede præsident og tændte et lysende håb i menneskers hjerter overalt på kloden. Arven fra herkomst og opvækst er et blandingsgods, man ikke ukritisk tager ind. Anders Fogh Rasmussen magtede ikke at finde sin egen identitet. Med arven fra sin far perfektioneret blev han Danmarks statsminister, 2001-2009, spredte et mørke af frygt og forlod et land i chok med en skyld og skam, vi ikke kan bære. Som nyvalgt statsminister dryssede han fra begyndelsen rundhåndet værdiopgaver ud til sine ministre med stikord fra et diffust sammenrod af ideologier, så han kunne få ro til at regere. Med et væsen så stålsat, at der kunne støbes soldaterhjelme af det, styrede han landet. Han forstod ikke, at værdi i sig selv ikke er et plusord.
I 1930’ernes Tyskland skete der noget, som masserne fandt værdifuldt, og som førte til holocaust. Et begreb, som ikke skal bruges i utide, men det er på tide nu, at vi som land og folk tager det på os, at vi er medansvarlige for den omfattende, systematiske udryddelse af mennesker i Irakkrigen.
