Efterår er det. Nu blæser det på Danmark fra vest. Nu kan vi med salmedigteren Caspar Johannes Boyes dejlige og originale salme synge: Dybt hælder Aaret i sin Gang, snart ødes Eng og Lund; Farvel med al din Lyst og Sang, du korte Sommerstund!

Nu sætter det ind med regn og rusk, blæst og storm, dage med drivende våd tåge, dage med trøstesløs heldagsregn, dage hvor himlen er overtrukket af en tung hængende skymasse af ubestemmelige farver: grå, sortgrå, hvidgrå, jernblå. Og så pludselig dage med sol, med en tindrende klar og skarp luft og blå himmel af en egen skærhed. Træerne står snart nøgne og sorte, kulde, frost og mørke vil sænke sig over landet. Æblerne er faldet, og markerne pløjet. Stille dage med lavthængende kæmperøde sole i horisonten uden varme i de tidlige disede morgentimer. Menneskene kryber sammen inden døre i varmen, gaderne ligger tomme hen i mørket. Der tændes lys i vinduer for at skærme sig mod mørket derude. - Snart vil vinden slå om i nord og øst og bringe kulden med sig. Efteråret er også tiden, hvor mange mennesker går hen og bliver triste. Man møder lukkede og sammenbidte ansigter overalt, hvor man færdes. Til dem ville den danske filosof Frederik Christian Sibbern sige, at de skal komme de skiftende årstider i møde, ligesom de kommer en nær og kær ven i møde. Sibbern siger bl.a. herom: »Og saa i det Hele leve sig ind i og blive fortrolig med Naturens store Processer og Aktioner. Naturens store Processer og Actioner. Naturens hele store Livsbevægelse. Man maa leve med Efteraar og Vinter, med November og Januar. I dem og deres aarligen tilbagevendende Færd maa man føle sit eget Liv at spille med; hilse det Alt igjen, som gamle Bekjendte, hver Gang det kommer paa Ny, og dog som Noget Nyt, der har sit Friske, sit Pikquante. Man maa slutte et fortroligt Bekjendtskab med Vinteren, som med Sommeren, ja med Regn-, Slud- og Taagedagene, saa at man og kan føle sig i de Melodier, som de spille op for os, naar de komme til os i Besøg«. Den danske filosof Frederik Christian Sibbern (1785-1872) er sikkert ikke særlig kendt i dag, men hos de lidt ældre litteraturlæsende sikkert kendt for dobbeltromanen 'Efterladte Breve af Gabrielis' (1826) og 'Udaf Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet' (1850). Det er i denne roman, at Sibbern for første gang på dansk nydanner det dejlige, underfulde og mageløse ord: Livspoesie. Sibbern var professor i filosofi ved Københavns Universitet i hele 57 år, fra 1813-1870, og blandt sine studenter havde han Poul Martin Møller, der selv senere blev professor i filosofi, og som blev Søren Kierkegaards elskelige lærer. Sibbern fik som eksistentiel tænker også betydning for Søren Kierkegaard, der fulgte forelæsninger hos ham på universitetet, hvor Kierkegaard i øvrigt - i sin ti år lange studietid - kun sjældent kom. Om den lange studietid havde Kierkegaard selv følgende bemærkning: »Jeg er altid beskyldt for at bruge lange Parantheser. Min Examenslæsning er den længste Paranthes, jeg har oplevet«. En dag traf Sibbern Søren Kierkegaard på Gammeltorv. Kierkegaard spurgte da Sibbern om, »hvad Forhold der var mellem Filosofien og Livet i Virkeligheden?«. Med ét stod det Sibbern klart, at hele hans filosofi netop gik ud på at studere liv og virkelighed. Sibbern har et større filosofisk og psykologisk forfatterskab bag sig. Desuden fik han også tid til at tage aktivt del i samfundsdebatten ved flittig journalistisk virksomhed. Flere af de psykologiske værker er, trods det knudrede sprog, stadig værd at læse. Sibbern har også skrevet en fremtidsroman: 'Meddelelser af Indholdet af et Skrivt fra Aaret 2135'. Fremtidssamfundet skildres med socialistiske træk, hvor al social uretfærdighed og undertrykkelse er ophævet. Sibbern fulgte Grundtvig hjem til barndomshjemmet i Udby Præstegård ved Vordingborg, da Grundtvig fik sin første sjælelige krise i december 1810. Undervejs måtte de gøre holdt for natten i Vindbyholt Kro. Om natten kom Grundtvig i svær sjælelig nød og kunne ikke få ro. Sibbern vågede den hele nat ved Grundtvigs side. Han bad sammen med ham, trøstede ham, søgte at bringe ham lindring og tale ham til ro. Grundtvig glemte aldrig den godhed, Sibbern havde vist ham denne nat. »Saaledes som De stod for mig med foldede Hænder i Vindbyholt, vil De staa for min Sjæls Øje, saa længe jeg kan aande«, skrev han til Sibbern. Kort før sit første sammenbrud søgte Grundtvig trøst i naturen, ja, i det ganske univers, og skrev den dejlige julesalme: Dejlig er den Himmel blaa, Lyst det er at se derpaa, Hvor de gyldne Stjærner blinke, hvor de smile, hvor de vinke, os fra Jorden op til sig.l Også Søren Kierkegaard havde blik for Sibberns kloge og noble personlighed. En dag traf Kierkegaard i Frederiksberg Have en tidligere skolekammerat, der gik i tunge tanker, og Kierkegaard spurgte, om han kendte professor Sibbern: »Ham skulde jeg gaa til, det var en hel mand, han var Elskværdigheden selv, og i Omgangen med ham var der noget beroligende«. Dansk og udenlandsk filosofis store formidler herhjemme Harald Høffding sagde om Sibbern, at han »ved Siden af Holberg og Kierkegaard (er) den ejendommeligste Skikkelse i dansk Filosofi«. Lad os derfor endnu en gang give ordet til Sibbern for at komme på sporet af, hvad 'Livspoesie' egentlig er: »Der er underfuld Livs-Musik nok overalt; man skal kun vorde stille i sig og lytte efter. Man maa kunne fryde sig ved Spurvene, som hoppe paa Taget ligefor, - ved deres uophørlige Morgenqvidder fra Februaren af; man maa kunne fryde sig ved Solglimtet, som saa straalende falder på Tagets øverste Partie, medens det Øvrige staaer i Skygge; man maa med Fornøielse kunne see paa en Piges glat tilbagestrøgne brune Haar og paa den Bondekarl, der har saa travlt med sine Tørv. Og fremfor Alt: ei bestandig begjære. Hvilke Melodier høre vi hellere, end mange blandt dem, vi kunne udenad? Saaledes maae vi tage Alt i den nærmeste Nærhed. Hvor Solen Straaler, spiller den i de uendelige Lysvirkninger; det gjelder kun, at vi - at vi lytte til dem, havde jeg nær sagt. (...) Men også langs med Huse og Gaarde maa man lade Øinene glide hen, snart opad, for at see og optage i sig Husenes forskjellige Charakterer og Physiognomier og Lysets Spil paa dem, snart langt nede, for at see langs hen ad Menneskevirksomheden. Ind ad Kræmmernes Vinduer, ind i deres Boutiker, ind til Alt, hvad de lægge til Skue, maa man, uden al Begjær, kunne see med Lyst og Fornøielse. Selv med Løgterne paa Gaden maa man knytte et muntert Bekjendtskab«. Hos den særegne danske livsfilosof Ludvig Feilberg (1849-1912) understreges også vigtigheden af, at mennesket har en tæt kontakt med naturen i det daglige liv, at mennesket går ud under stjernerne. I flere småskrifter med titler som 'Om størst Udbytte af Sjælsevner' (1881), 'Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet' (1896), 'Om sjælelig Ringhed' (1899 ff), 'Naturlærens ABC' (1905), 'Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove' (1910) fremlagde Feilberg originale betragtninger over samspillet mellem menneske og natur, mellem sansning og sjælsudvidelse. I 1914 kom hans 'Samlede Skrifter' (3. udg., bd. I-II,1949). Feilberg interesserede sig for eksistensspørgsmålene: Hvad vil det sige at leve? Hvorledes kan mennesket leve på bedst mulige måde? I skrift efter skrift betoner Feilberg vigtigheden af, at mennesket etablerer et integrerende samvær med naturen: af hensyn til den sjælelige sundhed og af hensyn til udviklingen af følelseslivet. Naturen lærer først af alt mennesket: ubevidsthedslivet, selvliv og iagttagelse. Ubevidsthedslivet gør mennesket selvforglemmende, hvorved det kan genskabe kontakten til barndommens umiddelbarhed over for tingene. Selvliv skal få mennesket til at se selvstændigt på tingene, iagttagelse skærper menneskets opmærksomhedsevne, så det kan blive seende og lyttende over for livets forunderlighed. Feilberg anså menneskets fortravlethed og dets optagethed af at skrabe en masse materielt sammen for et »Bedrageri imod Livet«. Feilberg skriver herom: »Der er en egen Uro over alle Mennesker, en Travlhed og Hast, der skriver sig fra Svaghed. Man er tilbøjelig til at tro, at rastløs Faren og Færden er det besværlige, og at den, der lever hastigt, lever mest. Men det er omvendt. Uro og Hast er det lette, noget som enhver kan (...) Ro og Stilhed i Sjælen er det, der kræver Kraftudvikling og Styrke. (...) Hvor tit har man ikke tilraabt sig selv: »Bliv staaende!« (Turgenjev). Men man kunde ikke. Hvor tit har man ikke udtalt de Ord: »Naar jeg engang faar Tid«. Men man faar aldrig Tid, før man engang er færdig med det hele«. Derfor kan Feilberg da også kun indtrængende opfordre det enkelte menneske: »Du, der vil leve! Skynd Dig at blive borte i denne Naturens Kærlighed. Gem Dig i den, inden Menneskelivet finder Dig igen, og bliv for stedse i det gamle Hjem, der var og er. (...) Naturen lærer En virkelig levende Herlighed, den Herlighed i Sjælen, Menneskeheden glemte. Saadan var det, Menneskelivet skulde se ud. Vaagn op, Mand, af det elendige Liv, Du fører! Kan du ikke høre, at der stundum er noget, der ligefrem raaber til Himlen«. Feilberg peger også på en lægedom, som står til alle menneskers rådighed, om de blot vil få blik for naturens værdi: »Den sjælelige Ufred, der tit er en Svøbe for Menneskeheden, formaar Naturkærligheden paa en saa mærkelig Maade at lægge til Side. Der er noget ved dens Hjertevarme, der gør blikstille i Sindet og tilvejebringer, hvad man i Kirkesproget kalder 'Fred'. Det er ikke til at tage fejl af, at vi staar over for et overlegent Magtfænomen, der gør roligt ved herredømme, der udøves af iboende indre Kraft (stærkere Livsmagt)«. Søren Kierkegaard (1813-55) kendte også til betydningen af menneskets omgang med naturen. Den ensomme filosof tog, som han selv sagde, sit 'Menneskebad' når han dagligt spadserede op ad Strøget. Her faldt han i snak med kendte og ukendte, høj og lav, som det kom sig. Kierkegaard skrev om det at vandre: »Tab for alt ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom. Jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at Man ej kan kan gaae fra den. Selv om Man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud - jeg ville dog sige: gaae! - det er jo ogsaa aabenbart, at Man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om Man ikke ganske naaer det, - men ved at sidde stille og jo mere Man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i bevægelsen er Sandheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til, saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Nægter Nogen, at Sandheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar Man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok ...«. Søren Kierkegaard så at sige skrev sine værker under sine spadsereture i Frederiksberg Have eller på sin daglige morgentur på voldene, hvortil han havde løst kort til den afspærrede del, så han i fred og ro kunne udvikle sine tanker og forme ordene, hvorefter han ved hjemkomsten kunne skrive det hele ned med enkelte tilføjelser. Gå ud i naturen og lad al tristhed fare med blæsten. Prøv da at vorde stille og skabe ro i sindet. De vil da kunne opleve, at sindet åbner sig og derved baner vej for det underfulde at kunne sanse og fornemme Livspoesien.