Kannibalisme er for tiden højeste mode i EU, mens fænomenet omvendt er i beklagelig tilbagegang på Ny Guinea. Men ret beset er kannibalisme ingen nyhed og dertil langt mere udbredt, end formiddagspressen lader ane. Universiteterne hærges angiveligt af downloading og plagiater på alle niveauer, og i det hele taget er tidens opskrift på kreativitet en postmoderne klippen og klistren, som man utvivlsomt når længere med her i verden end med klassisk selvprøvelse. Kendte tilfælde af gennemført plagiat er Bent Fausings doktorafhandling, der måtte tilbagekaldes under forsvaret, samt Franz Beckerlees roman 'Gumshoe'. Senest har Naser Khader og Poul Nyrup forsyndet sig på anderledes uskyldig vis; i begge tilfælde drejede det sig om rent leksikalske oplysninger, hvorfor lånene blot var travle folks sproglige dovenskab. Og i Naser Khaders tilfælde beviser det endda blot, at hans danske integration er næsten fuldstændig - men kun næsten: For selv om de institutionelt autoriseredes benyttelse af negre og vandbærere alle dage har været reglen snarere end undtagelsen, iagttager etniske danskere her normalt to forholdsregler: 1. Stjæl kun fra folk uden en position, der giver dem ret til at forsvare sig - og som ingen andre med position har personlig fordel af at forsvare. 2. Stjæl kun ideen, men ikke dens konkrete formulering, for det kan man trods alt blive fældet på. Når Beckerlee og Fausing rettelig blev knaldet, skyldes det alene deres forsømmelse af disse grundregler. For ellers gælder også her den kendte lov i us primus noctis : Herremandens naturlige ret til den første nat med bondens unge brud. Søren Krarups helt, kritikeren Harald Nielsen, påviste, at selveste Georg Brandes ikke altid holdt sig for god til veritabelt plagiat, trods sit kæmpetalent. Og Nabokovs roman 'Lolita' viser sig nu at være kalkeret fra en kollegas glemte værk med samme titel. Men måske er det ikke så mærkeligt igen, for jo mere etableret, man er, desto lettere kan man give sig ud for at være ophav til andres ting tillige. Og hvis mere ordinære typer netop af sådanne grunde alle dage instinktivt har søgt ind mod centrum og op mod samfundets dørvogterpositioner - så vil en anderledes berettiget elite med den større psykologiske sandsynligheds vægt på sin side vel heller ikke nægte sig retten til samme fordele. Af samme grund er genier måske også særlig lette ofre for den type selvbedrag. Fænomenet må dog langt hen ses som en side af den typisk maskuline psyke, og i mindre skala ses det til hverdag i det offentlige liv såvel som i den akademiske verden. Så snart nogen har skrevet eller sagt noget, står tyve meningsberettigede mænd parat til at efterplapre det med små variationer, hvad enten der er tale om et karakteristisk billede, en iagttagelse, en tanke - eller blot et smart udtryk. Det er en side af den maskuline magi, at så snart man med større spalteplads eller stemmestyrke gentager, hvad andre har bragt til torvs, så kan man føre sig frem med autoritet. Det sker endda tit helt åbenlyst og i god tro, for mange går ud fra, at dem, de kopierer, også selv blot har kopieret en tredje - og det skal nok passe. Man kan endvidere registrere fænomenet ambulant i form af hverdagens maskuline gentagelsestvang. Typisk vil socialt ivrige eller ekspansive mænd autoritativt docere for andre, hvad de netop har læst, eller endog hvad de pågældende just selv har fortalt dem - for på den måde flyttes hegnspælene stadig frem. Denne evne udfolder sig ofte med automatik hos mænd med en sund social selvhævdelse - og det er ingen overdrivelse at sige, at yngre mænds psykiske afhængighed af at komme med i klubben med en art hormonal mani driver dem til at kopiere hinanden, således at det mest almindelige maskuline selvbedrag består i sådanne bugtaleraktioner. Al efterligning er imidlertid ikke kannibalisme: Således læres nye sprog, sportsgrene, spil, dans samt musikalske færdigheder ved imitation, for ved instrumentelle færdigheder er indlæring jo selve det erklærede mål. End ikke en indfødt franskmand har lært at tale fransk 'af sig selv': Først hvis han påstår det modsatte, er det plagiat. Derimod kan tro, tvivl, holdninger og synspunkter ikke læres på kurser, for de er ikke færdigheder. Men den psykiske kannibalisme ser lutter færdigheder i enhver fordelagtig egenskab, tilbøjelighed eller holdning. Den ultimative rokade er faderoprøret, hvor man erobrer andres værk ved mekanisk at vende op og ned på det i form af fortegnsskift eller voldsom kritik. Kritikken er nemlig ofte mest på skrømt, idet dens virkelige formål er at skræmme løven fra sit bytte, som man derefter selv overtager - for det var slet ikke så uspiseligt, som man foregav at mene, så længe en anden sad på det. En klassisk og uklanderlig variant heraf hedder 'mig ikke forstå'. Det beskrevne fænomens virkelige natur viser sig endog ved ægte uenighed, idet man da ubevidst kopierer modpartens små nøkker, sproglige særegenheder og så videre i et forsøg på magisk at erobre hans sjæl og livskraft - for så at sige rituelt at besværge den risiko, at modparten alligevel skulle have ret. Dette kan ses i aggressive tv-interview, hvor 'offeret' ofte kopierer den farlige opponents billeder, vendinger og facon, selv når han forsvarer sin egen modsatte opfattelse. Til normal 'maskulin' psykisk robusthed hører således en vis portion ubevidst indbyrdes kannibalisme. Ved denne sortekunst bevarer og udbygger mænd deres selvtillid under alle forhold og svækker samtidig de andre mænds ditto. Dygtige sociale klasserejsende kæmper sig til topstillinger på denne vis ved fra ungdommen at aflure de toneangivende deres koder, jargon, vinkler og færdigheder - samt svagheder. Denne helgarderede immunitet kan undertiden give sig underholdende udslag: Skulle det således en dag blive højeste mode at være martyr, vil alle hånde kendte mennesker tillige plante deres flag dér i åbenhjertige søndagsinterview: 'Min mor var vaskekone!'. I det moderne akademiske liv er fænomenet formaliseret og domesticeret i en art legal indbyrdes fortærelse, hvor vinderen scorer alle indsatser i den stadige stillingskrig om førerstillingen i det kollektive bygningsværk. Omtrent ligesom kritikeren ved at påpege en 'svaghed' i et arbejde psykologisk set, som dets indbildte overmand tillige kan lægge autoritativt beslag på, og offentligt promenere dets positive indhold som noget, der ligeledes turde ligge en kende under hans eget niveau på en god dag. Og omtrent ligesom de unge udøvere af graffiti ubevidst indbilder sig i grunden at have bygget metroen, eftersom de dog har tilført den dens altafgørende sidste finish. En hovedbetingelse for at gøre anerkendte erobringer i de graffitikampe, som udgør meget af kulturlivet, er, at man gider spillet på heltid, for ellers håner man spillereglerne og fraskriver sig dermed automatisk alle rettigheder og royalties. Endvidere vil enhver mathed i kampmoralen blive opfattet som en åbning - for hvorfor dog respektere et territorium, som ejeren ikke engang for alvor gider forsvare, idet han nemlig ynder at tilbringe vinteren på Hawaii. En løve, der ikke gider bruge den fornødne energi på at bevogte sit bytte mod hyænerne, vil af samme naturlige grund automatisk tirre deres sejrssikre vedholdenhed. At nytænkning samt kunstnerisk og videnskabelig udvikling ligefrem skulle bestå i rivalitetskampe og symbolske faderoprør, er for tiden et bekvemt majoritetsdogme; for så er vi alle forskere og kunstnere. Læg mærke til, hvordan unge akademikere og kunstnere med forhåbninger vier en uhyre energi på febrilsk snusende orientering i 'miljøet' om, hvilke navne der for tiden render med stafetten, og hvad og hvem man er tvangsindlagt til at læse, se og kommentere for at være med i legen. Det selvforstærkende ligger her i det forhold, at ved slavisk at anerkende indehaverne af stafetten opnår man foruden selve retten til at lege med tillige følgende lottochance: at hvis man offentligt skulle have held til inden for spillereglernes rammer at plette indehavernes facade med sin graffiti - så må de andre i henhold til selv samme spilleregler anerkende en som toneangivende eller måske endog som den nye mester. Det svarer ganske til pyramidespil samt antikvitets- eller kunsthandel: Ved at købe et opreklameret stykke indrammet graffiti anerkender man slavisk dets værdi - men får til gengæld chancen for at sælge det endnu dyrere, idet man jo nu har medvirket til at lobbe prisen yderligere op. Den samme mekanisme forklarer, hvorfor kritik er den nemmeste og sikreste genvej til berømmelse - for hvis verden har vedtaget, at kritikkens genstand er væsentlig, så er den logisk tvunget til også at anerkende kritikkens afledte relevans og aktualitet. Dertil kommer, at verdens dørvogtere gerne lader en uforsigtig ny mand gøre det beskidte arbejde med at bide de store i haserne og tage smækket, men nødig lader nogen komme positivt frem helt i sin egen ret. Åh ja, for dørvogterne er en særlig diskret kategori af folk, der hverken selv har meget på hjerte eller tør løbe usurpatorens risiko for en såre kortvarig stjernestund. Dørvogterne aflurer gerne såvel fornyerne som kritikerne deres hemmeligheder, holder pedantisk orden i hukommelsens kartotek - og spiller dem gerne effektivt ud mod hinanden, idet de selv nyder diplomatisk immunitet bag en asiatisk maske af borgerlig uklanderlighed. For modsat bøller, der rettelig oftest står alene, holder pæne mennesker fornuftigvis sammen. På gadeplan er modsvarigheden den hundsk opmærksomme adjudant, der med smiger lokker den beundrede bandeleder ud over selvkritikkens rand og til fald - for dernæst selv at optræde i nøglerollen som hans retmæssige og pligtskyldige eksekutor. Men hverken Pythagoras, van Gogh eller Charlie Parker huskes for, hvem de kritiserede, åd eller trynede - for både kritik og fup vil altid være slavisk fikseret på deres genstand. Frugtbar kritik kan være en bivirkning af en opdagelse, men direkte kritik fører sjældent til originale ideer. Derimod kan vedholdende og ægte tvivl om et gældende dogme foranledige, at man går under jorden og med intuitionens ledetråd søger andre veje - med frugtbar kritik som bivirkning. Den psykiske kannibalisme er almenmenneskelig, men muligvis har mænd som sagt en særlig tilbøjelighed: Det kunne i så fald forstås i lyset af den så at sige biologiske afhængighed af at gøre sig gældende i stammen på lige fod med de etablerede ældre mænd. At kopiere andre behøver dog ikke at sigte på egentligt tronran, men handler ofte - i hvert fald i første omgang - om frejdigt at tiltvinge sig ligeværdig kollegialitet ved at signalere loyal konformitet i jargon og temaer: Dertil fordres af lærlingen en vis indledningsvis takt og høviskhed - der ifølge sagens natur som regel også er til stede. Resultatet er gerne en kombination af veltilpasset dygtighed og en vis portion naivt frembrusende myndighed - men nogle udvikler sig kløgtigt i ly af de mangfoldige alliancers ydmyge trojanske hest til uomgængelige nøglepersoner. Når kvindelige ledere og forskere i tilbageblik fortæller, at mandlige chefer ikke blot tit tager æren for deres forslag og ideer, men tillige typisk optræder langt mere autoritativt end kvinder med samme evner, erfaring og viden, har de givetvis ret: For piger dyrker langt sjældnere nævnte psykiske magi. Og også af den grund risikerer kvindelige talenter dybe psykologiske problemer i det virkelige liv. Hvilket selvsagt hverken indebærer, at alle usikre kvinder burde være stjerner - eller at vore sejrssikre 'alfa-kvinder' nu tillige kan bryste sig af underdrejethedens martyrium. Det særlig tidstypiske i de her beskrevne fænomener skyldes, at i vore dage uden gamle tiders faste rollefag og stænder oplever vi det som vor borgerpligt at blande os i alt, ligesom det er vor demokratiske ret at opnå en hvilken som helst identitet ved at få behørig titel og certifikat på autoriserede kurser. Alt, hvad andre mener noget om, må også vi for enhver pris mene noget lige så skarpt om - men det kan ingen djævel jo holde ud at stå model til endsige høre på, så må vi ikke nok bede om det repræsentative demokrati. Også internationalt er mange af tidens mest udbasunerede og efterlignede intellektuelle stjerner selv langt hen serielle menneskeædere og omvandrende søgemaskiner - understøttet og præmieret af medieindustriens kommercielle stjernespekulation. En bestemt type begavelser tager dermed overhånd i kulturlivet - deraf måske bogmarkedets afsætningskrise: For kun det genuine læser vi helt frivilligt, mens ting skrevet af beregning også kun lader sig læse af beregning. Hånden på hjertet: Jeg kan godt kæmpe mig igennem en kronik om kommunalreformen eller administrationen af Det Kongelige Teater - men derfra og til selv at danne mig en psykologisk troværdig opfattelse af nævnte emner er der rigtignok langt. Alle skal vi ikke udtale os om alt, trods en vis nysgerrighed. Vejen ad hvilken, den nødvendige tid, det særlige anlægs charme, erfaringens og lidenskabens 'hvorledes' samt det afgørende eksistentielle tryk er akkurat som på Kierkegaards tid det væsentlige - ikke resultatets udvendige 'hvad'. Men hvis dette er sandt, så skal ej heller det læres på autoriserede kurser om Kierkegaards aktualitet i en globaliseret verden. Men hvis nu bare kurset er helt sublimt? Åh nej, det er netop det farligste: For det forsonende ved blot jævnt gode bøger og kurser er tværtimod, at de forebygger den velsmurte socialiserings og efterplapringens illusoriske genveje. Så hvis De skulle finde seriøse fejl i ovenstående betragtninger, så er det - som gøglerne plejer at sige - netop 'part of the show'. Paradokset er imidlertid, at forsidernes arkaiske kannibaler snart kan rose sig af at være tidens mest genuine personligheder: For hvis kannibalismens inderste væsen nemlig består i identitetsmagi og sjæleran - så kan ingen nægte, at den, der helt gennemført kopierer en verdensberømt kannibal, ikke blot selv må være en vaskeægte kannibal, men sågar overgår forbilledet: For dette var jo blot fiktion.