Eh bien , mon prince ... Sådan begynder verdens nok mest berømte russiske roman, Lev Tolstojs 'Krig og fred'. På fransk. Det er noget rod, blandt andet for oversættere og udenlandske forlag. Det kommer jeg til. Men det franske i en så national bog som 'Krig og fred' er også en grundlæggende pointe. Tolstoj ville vise den afgrundsdybe forskel mellem den fransktalende overklasse, der ikke engang kunne tale russisk, og så de sande russere: bønderne og soldaterne i den krig, der stod for døren i 1805. 'Krig og fred' tager sin begyndelse i juli det år, i de dage hvor England og Rusland indgik forbund mod Frankrigs selvudnævnte og hæmningsløst ekspanderende kejser Napoleon. Fransk var altså ud fra en primitiv nationalistisk tankegang fjendens sprog. Det tvinger senere i romanen den fransktalende overklasse til at anskaffe sig huslærere i russisk. Denne overfladiske patriotisme gør Tolstoj nar ad. Men nationalist i den tids forstand var han. Det ægte, organiske, russiske står uforanderligt højt på Tolstojs værdiskala. Dog: I den forbindelse er det afgørende at huske, at nationalismen i Tolstojs levetid (1828-1910) endnu ikke var et så forbryderisk og kompromitteret begreb som nu. (Nationalisme betegner oprindelig blot ideen om, at nationen er det bedste fællesskab, at de styrende skal have samme kulturelle identitet som de styrede, og at hver nation bør have sit eget afgrænsede og beskyttede territorium). 'Krig og fred' begyndte at udkomme, mens Danmark mistede Sønderjylland ved Dybbøl (i 1864), og Tolstoj døde før Første Verdenskrig (i 1910). Og i romanens tid - 1800-tallets to første årtier - havde russerne endnu ikke erkendt sig selv som et folk i moderne forstand. Den eneste samlende faktor var kirken, og den havde Tolstoj intet tilovers for. Vi kan sidde på den anden side af 'Blut und Boden' og være bagkloge, men vi får mest ud af 'Krig og fred' hvis vi lader være med det. (Ligesom især kvinder bør glemme alt om sædelighedsfejden og kvindefrigørelsen). I 'Krig og fred' - denne pragtfulde, bøvlede bog - er det Tolstojs altoverskyggende tese, at det, der reddede Rusland fra Napoleon (og det var en redning, uanset hvad vi eurochauvinister nu måtte mene), var, at soldaterne fra at blive kommanderet af udenlandske generaler i en krig uden national legitimitet efter Napoleons invasion blev russere, der kæmpede for deres lands overlevelse. (Tvangsudskrevne livegne bønderkarle og kanonføde var de stadig, vil et oplyst nutidsmenneske tænke, men sådan tænkte Tolstoj og soldaterne ikke ...). Og fordi de var under kommando af en vaskeægte russer (Kutuzov), der var lige så knyttet til den russiske jord som de selv, slog de Napoleon ved Borodino og gav stødet til hans undergang. Derfor hedder krigen mod Napoleon Den Store Fædrelandskrig, og derfor må krigen mod Hitler naturligvis for russerne være Anden Store Fædrelandskrig. Som ikkerusser krymper man sig, når man i 'Krig og fred' støder på Tolstojs giftige beskrivelser af især tyskere, der uden at have noget i klemme gjorde karriere i Ruslands overlevelseskamp. Det er der ikke noget at gøre ved. 'Krig og fred' er blandt meget andet et studie i fædrelandskærlighed på godt og ondt. Også på det plan er den højaktuel. Med hensyn til det franske i sin roman var Tolstoj selv meget usikker. Han ville skildre Sankt Petersborgs »verden af intriger, kvinder, franske fraser og tomhed«. Og at det lykkedes, var man enige om for 140 år siden, som man er det nu. Alligevel, da Tolstoj få år efter genså 'Krig og fred' for at gøre tredje udgave af sine samlede værker klar til udgivelse, så følte han ved gensynet »anger og skam ... som en mand, der ser sporene af et orgie, han har deltaget i«. Han begyndte at slette nogle af sine udskejelser - typisk nogle ræsonnementer, som egnede sig bedre til separat udgivelse - og så oversatte han alt det franske til russisk. »Det gjorde mig ondt at ødelægge det franske, men i det store og hele tror jeg, det er bedre uden«. Tolstoj havde bøjet sig for kritik, men han lyder ikke overbevisende - eller overbevist. Og i følgende udgaver var det franske genoprettet. Der verserede fire forskellige versioner af 'Krig og fred' allerede i Tolstojs levetid. I hvor høj grad han selv var ansvarlig for ændringerne i dem, er et studium i sig selv og har været adskillige russiske forskeres livsgerning. Det skal jeg ikke bebyrde Politikens læsere med - vi kan nøjes med at holde os til den udgave, der p.t. er den autoritative i Rusland. Det hele gøres endnu mere speget af de mange afskrivere, Tolstoj var assisteret af på sit gods Jasnaja Poljana, for eksempel biavleren og forvalterens kone. Ofte blev manuskriptet sat til trykning direkte fra håndskrevne ark eller korrekturer, der havde været gennem flere rettelser med Tolstojs egen svært læselige håndskrift, eller en afskriver havde i distraktion, søvnighed eller ubevidste forventninger skrevet noget forkert. Tolstoj opdagede det ikke altid: Han var så fortrolig med teksten, skrev han til en af sine udgivere, at han ikke kunne hjælpe med korrekturlæsningen. Når han opdagede åbenlyse absurditeter - hvis f.eks. en halv sætning mellem to ens ord var faldet ud - gik han ikke tilbage til sin original, men skrev teksten på ny, som han i det øjeblik mente, den skulle være. Af og til er det ikke så genialt som originalen, hvilket naturligvis har plaget senere tiders redaktører. Men der er ikke noget at gøre: Det er mesterens egen rettelse. Den person, der har gennemskrevet 'Krig og fred' flest gange, er uden sammenligning grevens kone, Sofija Andrejevna, der var 20, da arbejdet begyndte, og 27, da det var gjort. Hvis man som oversættelsesrevisor har ondt af sig selv, når man for fjerde gang læser korrektur på en meterhøj stabel 'Krig og fred'-ark (det har man nu ikke - man opdager bare nye guldklumper), behøver man blot tænke på Sofija Andrejevna. Hun fik den første håndfuld af sine tretten børn og styrede en stor husholdning sideløbende med, at hun renskrev mandens værk. Og hun elskede det. Hun ventede med utålmodighed på dagens produktion og sad så om aftenen til armen værkede »omgivet af alle dele af dig, det vil sige med børnene og med det du har skrevet« siger hun til ham i et brev i 1865, ægteskabets fjerde år. Hun brugte hvert ledigt sekund, men betingelserne for at undgå fejl var ikke de bedste: »Så forstyrrer børnene, så bider fluerne skrækkeligt, eller det bliver så spændende, at jeg læser i forvejen og begynder at tænke og selv gøre mig overvejelser om alle personerne og handlingen i din roman«. I det 20. århundrede har russiske redaktører - uanset hvad sovjetisk censur har tilsagt på andre områder - behandlet Tolstojs tekster med religiøs pietet. Det samme kan man ikke sige om oversætterne. Det er næsten chokerende at opdage, med hvilken lemfældighed mine forgængere omgikkes de tekster, de var blevet betroet. Da jeg for nylig ville vise en ikkerussisktalende en af verdenslitteraturens berømteste indledningssætninger, åbnede jeg en dansk udgave af 'Anna Karenina' fra 1910 (Tolstojs dødsår): og sætningen var der ikke! 'Anna Karenin' som romanen hed i denne sandsynligvis fra fransk oversatte udgave, begyndte med originalens anden sætning. Den første lyder ellers: »Alle lykkelige familier ligner hinanden, men enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde«. Hvorfor læserne i 1910 skulle forholdes den konstatering, fatter jeg ikke. Måske var de dengang ikke så tålmodige, som vi i computeralderen bilder os ind? Måske troede nogle oversættere, at de hjalp formidlingen på vej ved at skære en hæl og klippe en tå, glatte ud eller peppe op. (Gør det aldrig!). I den forbindelse er der kun i begrænset omfang grund til at bebrejde de fire oversættere (Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen og C.W. Volkersen), der under redaktion af professor Adolf Stender-Petersen stod for den indtil i dag seneste oversættelse af 'Krig og fred'. De har åbenbart siddet med forskellige udgaver (hvilke opgives ikke), og de har i hvert fald ikke haft hverken den forrige eller den seneste autoritative russiske udgave til rådighed. Disse udkom nemlig først i henholdsvis 1963 og 1978. At forlægget er russisk, er der dog ikke tvivl om, og det er allerede et stort fremskridt fra tidligere oversættelser, der for det første ikke angav, hvilket sprog de var oversat fra, for det andet var oversat fra tysk og/eller fransk og for det tredje var forkortet og 'bearbejdet' i helt uanstændig grad. Heller ikke det kan man beskylde Stender-Petersen for, selv om han skar 51 kapitler: Han var gået til opgaven under den forudsætning, at dette skulle være den fuldstændige 'Krig og fred', men blev tvunget til beskæringer af forlaget Gyldendal, som mente, en fuldstændig udgave ville blive for dyr. Og Stenders beskæringer er - med én himmelråbende undtagelse - ret fornuftige og elegant udført. Stenders strygning af anden del af epilogen - med Tolstojs betragtninger over historiens drivkræfter, krigens mekanismer og magten som historikernes mytiske forklaringsmodel efter Guds død - kan forsvares med, at Tolstoj selv en overgang betragtede den som en del af sit 'orgie' og udskilte den som egnet til selvstændig udgivelse - men dog indlemmede den igen i den senere autoritative udgave. Forvanskningerne i den tidligere oversættelse er en uundgåelig følge af de krævede forkortelser. Og den mest eklatante af dem blev rettet op, takket være forfatteren Tom Kristensen. Han anmeldte 25. april 1956 den nye oversættelse i Politiken, og her klagede han under overskriften 'Platon er væk' over, at den skikkelige bondesoldat Platon Karatájev, som Pierre Bezkhov møder i fransk fangenskab i Moskva, er forsvundet. Tom Kristensen skrev senere i et åbent brev til Stender-Petersen, at han ikke kunne tilgive ham dette, selv om han var klar over, at Gyldendals direktører var medskyldige. Dispositionen er da også uforståelig, for Platón Karatájev er krumtappen i hele Tolstojs syn på det jævne russiske folk i 'Krig og fred' - og dermed i den russiske litterære tradition. At fjerne ham er som at fjerne Jens Vejmand fra den danske. Platón kom med i den næste danske udgave (1966) dog uden de nødvendige konsekvensrettelser. I den nye oversættelse er han genindsat som hovedperson i nogle af romanens mest gribende scener. Trods ujævnhederi niveau lykkedes det mig ikke at finde ud af, hvem af de fire oversættere, der har oversat hvilke dele af 'Krig og fred'. Kun kunne jeg ved begyndelsen af et kapitel som regel straks se, om det ville kræve meget arbejde eller kunne gå næsten glat igennem. 'Krig og fred' består af fire dele (hver på en 'normal' romans længde), så man kunne tro, at hver af de fire oversættere havde taget hver en. Men det tror jeg ikke er tilfældet. Vi fandt aldrig ud af det - ligesom vi ikke fandt det par hundrede sider, der blev skåret ud - dem måtte jeg således nyoversætte. Gyldendal kunne nemlig ikke spore Stender-Petersens manuskript så mange år efter. Det blev afleveret til forlaget under krigen, men på grund af papirmangel og konjunkturændringer ikke udgivet før i 1956. Da kom den endelig, efter at Stender-Petersens først forfærdet havde nægtet at slå ind på »de 'strammede' oversættelsers ynkelige vej«, i en næsten fuldstændig udgave, hvor Stender-Petersen selv havde ført kniven. Og nu forsvarede han sine dispositioner med næb og kløer. Værket blev da også meget fint modtaget. Berlingske Tidendes Emil Frederiksen skrev,»At læse Tolstojs 'Krig og fred' er ikke at læse en bog, men at rejse i et stort, rigt, mærkeligt land«. Og Politikens Tom Kristensen mente, trods skuffelsen med den forsvundne Platón, at »Genoplevelsen af 'Krig og fred' i den nye oversættelse blev langt rigere end jeg havde turdet haabe på«. Til sidstet par praktiske bemærkninger: Stender-Petersen og hans hold havde deres eget, ikke helt logiske system for translitteration af russiske bogstaver til danske. Det er nu ført ajour med det siden vedtagne og fuldstændig logiske. Mine pædagogiske pegefingre indskrænker sig til en navneliste over de vigtigste af bogens personer; trykstreger over navnene, så læserne har en chance for at udtale dem; og så en oversættelse af de franske citater umiddelbart efter originalen. Ud over den symbolsk vigtige indledningsreplik er 'Krig og fred' nemlig spækket med passager på fransk, blandet op med det russiske, nogle gange midt i en sætning. I 1956 kunne man stadig regne med, at det dannede, læsende publikum kunne fransk. Derfor står oversættelserne i den første udgave omme bagi. Allerede ti år efter gik den ikke længere: Nu stod de i parentes direkte i teksten. Det samme har vi valgt at gøre i den nye, reviderede oversættelse. Hvorfor ikke en mellemløsning, vil læseren måske spørge: nemlig fodnoter? (Fordi de i så fald skulle stå med mindre typer, og fordi disse typer ville blive ulæselige i en eventuel billigbogsudgave). Tolstoj kunne ikke forudse, at hans læsere om 140 år ikke ville kunne fransk. Kunne man læse i Rusland, kunne man læse fransk, og det var det publikum, han skrev for. Men på Tolstojs tid var de fleste russere analfabeter - noget, han arbejdede idealistisk for at afhjælpe. At den analfabetiske russiske almues efterkommere nu kan læse ham i skolen, ville nok have glædet Tolstoj. Men alt andet ved vores nutid ville med stor sandsynlighed forfærde ham.