Det er bedre at forebygge end at helbrede. Sådan lyder en gammel talemåde, og intet kunne være mere sandt. Alligevel træffer vi hver eneste dag beslutninger, der både er ufornuftige og usunde set i relation til vores ve og vel. Vi ved jo godt, at cigaretter, alkohol, sodavand, og slik m.v. risikerer at give os kræft eller gøre os overvægtige, så vi dør for tidligt på grund af hjerte-kar-sygdomme. Modsat ved vi også godt, at vejen til et langt liv går gennem frugt og grøntsager, masser af frisk luft og motion. Men hvorfor vælger alt for mange så alligevel at leve usundt og dermed udsætte sig selv for en større risiko for en tidligere død? Det kan vi hver især have vores grunde til. Der er dem, som mener, at dét, som gør livet værd at leve, enten er usundt eller umoralsk. Det kan jeg naturligvis have min mening om, men jeg kunne ikke drømme om at løfte nogen moralsk pegefinger eller blande mig i folks personlige præferencer, ligesom jeg heller ikke som en anden munk vil opfordre og tilskynde andre til at leve i askese og cølibat. Hvordan oplyste frie voksne mennesker indretter sig, må nu engang være deres egen sag og deres personlige ansvar. Det skal staten ikke blande sig i, så længe den personlige frihed ikke går ud over andre mod deres vilje. Det er klart et konfliktområde i forhold til venstrefløjen, SF og Socialdemokratiet, der mener, at staten skal være altomfavnende. De mener borgernes vilje har det bedst i statens lomme. I et misforstået forsvar for kvinder vil Helle Thorning-Schmidt nu forbyde umoralsk adfærd ved at kriminalisere prostitutionsbesøg, og med andre forbud mod f.eks. al indendørs rygning, alkoholreklamer, usunde fødevarer og mængderabatter samt eksorbitant høje afgifter, vil S og SF føre borgerne frem til et langt, sundt og moralsk liv. Her skiller vandene mellem de røde og de borgerlige. Vi vil aldrig kunne lovgive os til et sundt og langt liv. I sidste ende er og bliver det vores eget ansvar, hvad vi har på gaflen og i glasset, ligesom vi selv er herre over, om vi har lyst til motion og frisk luft. Som konservativ tror jeg på det enkelte menneske. Jeg mener, at mennesker i videst muligt omfang skal have mulighed for at træffe deres egne frie valg, når blot de er oplyst om de risici og konsekvenser, som deres valg kan have for dem og deres familie. Jeg ønsker ikke at leve i et forbudssamfund, hvor staten optræder som en barnepige, der bestemmer, hvad vi må spise, og hvornår vi skal lægges i seng. Det er klart en ideologisk forskel mellem borgerlige og de venstreorienterede, hvor sidstnævnte mener, at staten skal indtage en langt mere opdragende rolle over for borgerne. De står derfor ikke tilbage med forslag om forbud og indgreb samt afgiftsstigninger, der er 300 pct. højere end regeringens forslag, for derved at tvinge os til at lægge vores forbrugsvaner om. Ifølge venstrefløjens logik skal staten nemlig helst forbyde al kørsel på lasternes brede motorvej og i stedet sikre, at borgere holder sig på dydens smalle sti. Mens vi på trafikområdet vil kunne undgå de fleste dødsfald, hvis vi forbyder motoriserede køretøjer, vil vi på sundhedsområdet også kunne forlænge danskernes levetid gennem et forbud mod cigaretter, alkohol og andre usunde ting. Jeg er modstander af begge ting. Vi kan ikke – og vi skal ikke for enhver pris lovgive os til et langt liv. Det er nu engang farligt at leve, og til sidst dør vi af det. Det betyder naturligvis ikke, at jeg som sundheds- og forebyggelsesminister blot vil give los. Hvis tobak – som et tankeeksperiment – ikke eksisterede i Danmark, og nogen henvendte sig til mig for at ville markedsføre det, ville de få afslag. Rygning er nemlig ekstremt giftig og farlig. Det tager hvert år livet af ca. 14.000 personer, og med den viden, vi nu har, ville vi aldrig have tilladt det. Som konservativ mener jeg, at staten skal beskytte sine borgere, og jeg vil derfor heller ikke stå tilbage for forbud eller regulering over for nye ting, som beviseligt er stærkt sundhedsskadeligt. Men derfra er der langt til at forbyde tobak i dag, hvor over en million danskere dagligt ryger. Ligesom der i trafikken er færdselsregler og vejskilte, der mindsker risikoen for ulykker, skal der også i sundhedspolitikken være regler og skilte, der sænker risikoen for at gøre skade på ens eget og andres liv. Det gælder ikke mindst af hensyn til vores børn og de svageste i vores samfund. Over for vores børn har vi først og fremmest et forældreansvar for, at de får en sund nærende kost og masser af motion, ligesom vi skal opdrage dem til ikke at ryge og holde dem fra øl og spiritus så længe som muligt. Her kan staten via sine institutioner, som f.eks. daginstitutioner, skoler og SFO’er, i samarbejde med elev- og forældreråd opstille klare regler for, hvad de vil tillade på skolens område og ved klassefester m.v. Jeg bryder mig således ikke om at se 13-14-årige skoleelever drikke sig plakatfulde, sådan som TV 2 for nylig viste i en række indslag. Det er uansvarligt. Mange skoler og skoleklasser har da også opsat værdipolitiske retningslinjer for deres elever, der bl.a. indeholder en formuleret alkoholpolitik med klare regler om forbud mod øl og spiritus på skolen og til klassefester. Men da hverken skolerne eller forældrene kan holde øje med de unge i døgnets 24 timer, har samfundet også en pligt til at opstille regler for, hvad vi fra samfundets side vil tillade. Staten kan af gode grunde aldrig forhindre de unge i at ryge eller drikke alkohol, men den har en opgave i at gøre det svært for de unge at vælge det usunde. Det er en opgave, som regeringen gerne tager på sig, og det er i det lys, man nu skal se den meget effektfulde rygestopkampagne, der kører hen over efteråret, samt regeringens forslag om at hæve aldersgrænsen for køb af stærk alkohol til 18 år, så den derved kommer til at matche grænsen for, hvornår man må købe tobak. Ved at sætte aldersgrænsen på 18 år for køb af tobak og spiritus sender vi fra statens side et stærkt signal til de unge om, at her er noget, som de skal holde sig fra. Noget som er usundt, og noget som de ikke kan overskue de langsigtede konsekvenser af. Vi gør det med andre ord for at beskytte de unge – ikke for at genere dem. Anderledes stiller det sig med voksne ansvarlige mennesker. Som konservativ arbejder jeg for mest mulig frihed. Staten skal ikke blande sig i, om voksne må ryge, spise hvidt brød, fredagsbasser og lørdagsslik, uanset at det fører til overdødelighed, livsstilssygdomme og nedsat livskvalitet. Staten har selvfølgelig en opgave med at oplyse om de negative konsekvenser af en usund livsstil, så borgerne kan blive vejledt i, hvordan de bedst kan passe på deres helbred. Men der er langt fra at oplyse gennem undervisning og kampagner til at forbyde en usund livsstil. Hvis voksne af egen fri vilje og på et oplyst grundlag vælger at leve stærkt og dø unge, må det nu engang være deres egen sag. Det er derimod ikke deres egen sag, hvis deres livsstil betyder tvang og ufrihed for andre, hvilket også er den filosofi, der ligger bag regeringens rygelov, der beskytter ikke-rygere imod passiv rygning. Socialdemokratiet og SF er uenige. De ønsker flere forbud og markant højere skatter for at tvinge os til at leve sundere, som det fremgår af deres skatteudspil. For S og SF skal forbuddene ikke kun rettes mod handlinger, der forvolder skader på uskyldige ofre. Nej, forbuddene skal være generelle og rettet mod helt almindelige danskers frie valg af fed mad, tobak og alkohol. Fordi nogle i vores samfund har valgt at leve usundt, skal vi åbenbart alle holde for. Det er præcis samme tankegang, som ligger bag venstrefløjens krav om velfærdsydelser til alle. Når der skal deles gaver ud i form af velfærdsydelser, skal alle have. Også middelklassen og andre velstillede, der ikke behøver ydelserne. Når pilen så peger den modsatte vej, og der skal løses et problem for et mindretal – ja så skal samfundets straf også ramme alle i form af forbud og højere skatter. På den måde er der symmetri i venstrefløjens galskab, og man kan med rette stille sig det polemiske spørgsmål: Hvad bliver det næste påfund i sundhedstjenestens navn fra den side. Statsligt påbud om daglig motion? Krav om økologisk gulerodsjuice i daginstitutioner, fedmeskat udmålt efter årlige BMI indeks? Det svært at pege på nogen logisk grænse for sådanne forbud og restriktioner, hvis man skal følge venstrefløjens tankegang. S og SF er tilsyneladende ligeglade med, at de presser deres asketiske livssyn ned over befolkningen, fjerner det frie valg og det personlige ansvar, mens de umyndiggør os som borgere. For når et mindretal har problemer med vægten eller ryger for mange cigaretter, må vi naturligvis alle holde for. Ellers er vi ikke solidariske med de svage. At forestille sig, at staten skal nøjes med at målrette sin indsats mod de svageste og de ressourcesvage, er derimod en tanke, som ligger dem fjernt. Det forhold, at langt de fleste mennesker selv kan finde ud af at omlægge deres vaner og selv kan finde ud af at dyrke motion og spise sundt, synes ikke at gøre noget indtryk på venstrefløjen og på andre sundhedsapostle. Kendsgerningerne er imidlertid, at andelen af rygere inden for de sidste 25 år er faldet fra næsten halvdelen af befolkningen til nu omkring 23 pct., og at pilen fortsat peger nedad. Kendsgerningerne er, at stadig flere dyrker motion, fitnesscentrene blomstrer, og den økologiske bølge er skyllet ind over os. Det er de skinbarlige fakta, og man får let en mistanke om, S og SF blot vil fornægte faktum for at få lyd igennem til deres generelle forbuds- og skattepolitik. Jeg må også på det skarpeste afvise venstrefløjens evindelige påstand om, at de ressourcesvage, dem med de laveste indkomster og de dårligste uddannelser, ikke af egen fri vilje er i stand til at lægge deres vaner om.

Selv om man er enlig mor eller ufaglært håndværker, er man udstyret med en fri vilje og har retten til at bestemme over sit eget liv. Mangel på uddannelse og social status er ikke i sig selv grund til at gennemføre meget markante afgiftsstigninger, indføre forbud eller andre former for raffinerede handelshindringer, så man reelt afskæres fra at købe alkohol, cigaretter, slik og fed mad. Bortset fra at forbud og markante afgiftsstigninger vil føre til øget grænsehandel, hvilket i sig selv vil have en social slagside rettet mod de ressourcesvage, vil forbud også ramme den overvejende del af den danske befolkning, som lever ’sundt’. Det værste er dog efter min mening, at man ved forbud vil sende et stærkt nedladende og umyndiggørende signal til de såkaldt ressourcesvage om, at de med deres livsstil viser, at de ikke er i stand til at tage vare på deres liv. Derfor er staten nødt til at vælge og især fravælge for dem. Sådan et signal vil jeg ikke være med til at sende. Det vil jeg overlade til venstrefløjen. Men det betyder naturligvis ikke, at vi fra samfundets side ikke skal have medfølelse og indlevelse for de stærkt overvægtige og andre med alvorlige livsstilssygdomme. De skal hverken mobbes eller udstødes, men derimod have vejledning og hjælp til at komme tilbage på sporet. De har brug for empati og næstekærlighed, men det ligger uden for lovgivningens rammer. Som konservativ tror jeg på stærke frivillige fællesskaber, og jeg vil indgående appellere til, at virksomheder, familie, venner og arbejdskollegaer bidrager med støtte til de personer, som er ude på et skråplan med en usund livsførelse. Denne regering har da også styrket virksomhedernes sociale ansvar gennem skattefrie tilbud om privat behandling til alle ansatte, og vi lægger i vores nye sundhedsplan op til talrige nye initiativer. Vi har reserveret millioner af kroner til de svageste gennem statspuljerne, og med kommunalreformen i 2005 fik kommunerne ansvaret for forebyggelsesindsatsen, så vi nu er så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Langt de fleste kommuner tilbyder nu rygestopkurser og andre initiativer til at sikre sunde borgere. Vi skal videre ad denne vej. Med regeringens nye ambitiøse sundhedsplan hæver vi afgifterne på cigaretter, slik, chokolade og fedt på den kloge måde, så det ikke fører til ny grænsehandel, og vi sikrer os, at kommunerne får endnu større tilskyndelse til at sikre sunde borgere gennem forebyggelse. Ingen regering har nogen sinde før gjort så meget for forebyggelse som denne. Ingen regering har haft forebyggelse så højt oppe på dagsordnen. Men den største forebyggelsesindsats, vi kan yde, ligger nu engang i åbenhed og oplysning og ved at have tillid til den enkeltes egne beslutninger og personlige ansvar.