Hvad betød Kina for menneskerettighedernes tilblivelse? Hvordan forpurrede en indisk kvinde kønsdiskrimination i den første artikel? I Europa elsker vi at tage patent på de gode idéer. Kronikøren er udviklingsforsker ved Independent Bureau for Humanitarian Issues. Der er mange, der mener, det var nazisternes udryddelse af jøderne, der inspirerede til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 10. december 1948. Men det var det ikke kun. For selv om nazisternes brutalt kalkulerede ondskab havde chokeret verdensopinionen og skabt politisk momentum for menneskeretsprojektet, så var der planer om en international rettighedserklæring, før nazisternes uhyrligheder begyndte. I Paris var Det Internationale Forbund for Menneskerettigheder blevet oprettet i 1922, og få år senere begyndte forbundet at agitere for en international erklæring om menneskerettigheder. I 1939 tog den engelske socialist og science fiction-forfatter H.G. Wells opfordringen op og udgav sit personlige udkast til en rettighedserklæring. Den bestod af en præambel, efterfulgt af en række specifikt formulerede rettigheder (ret til beskyttelse af personlig sikkerhed, til social og økonomisk understøttelse og så videre) i lighed med verdenserklæringen. Wells' udkast blev et ganske kendt dokument og oversat til adskillige sprog (inklusive ikkeeuropæiske sprog), efterhånden som Anden Verdenskrig bredte sig. På den politiskescene var USA's præsident Franklin Delano Roosevelt vel nok den kendteste eksponent for internationale menneskerettigheder; men først fra 1940'erne og fremover. Hans kone, Eleanor Roosevelt, var derimod tidligere ude og havde allerede i slutningen af 1930'erne forsøgt at gøre sin indflydelse gældende over for sin mand for at overtale ham til at lovgive imod de ganske omfattende racistisk motiverede lynchninger, der terroriserede den afroamerikanske befolkning i USA. Det blev nu imidlertid det, der foregik på verdensscenen og ikke på hjemmefronten, der overbeviste Roosevelt om berettigelsen af internationale menneskerettigheder. I løbet af 1941, efter at tyskerne havde iværksat 'Endlösung' med etablering af den første koncentrationslejr, Auschwitz, erkendte han, at der var brug for politisk lederskab på verdensplan til at sikre menneskeheden sine rettigheder. Med Roosevelts overbevisning og hans oratoriske begavelse som drivkraft blev målet om at sikre de grundlæggende menneskerettigheder og fundamentale friheder gjort til et ledemotiv under Anden Verdenskrig; ikke kun for USA, men for en stor del af den krigsramte del af verden. Som konsekvens af Roosevelts holdning indskrives menneskerettigheder i de otte punkter i Atlanterhavs-erklæringen, som Roosevelt og Churchill udfærdiger i august 1941 om målene for Anden Verdenskrig og den efterfølgende fredsordning, om bord på et slagskib på Atlanterhavet. Nogenlunde samtidig beder Roosevelt sine embedsmænd om at undersøge mulighederne for et internationalt rettighedsmanifest, og som en del af denne proces træffer den amerikanske regering beslutning om en deklaration, en hensigtserklæring, snarere end et juridisk bindende dokument. Selvom der var høge i den amerikanske regering - f.eks. udenrigsminister Cordell Hull - som mente, man gjorde bedst i at glemme al den snak om menneskerettigheder, når krigen var forbi, så var ideen om menneskerettigheder for mange, ikke kun i de allieredes regeringskredse, men vidt omkring, grundsubstansen i en vision om en ny verdensorden om lighed, frihed, retfærdighed og en værdig eksistens. Så planen om en menneskerettighedserklæring viste sig levedygtig. Og tre måneder efter det tidspunkt, hvor Auschwitz, selve indbegrebet af grov menneskeretskrænkelse, blev befriet, besluttede det FN, der samtidig blev oprettet i San Francisco i april 1945, at fremsætte en verdenserklæring om menneskerettigheder. Forinden var derforegået en interessant forhandlingsproces. Planerne om en ny verdensorganisation til afløsning af Folkeforbundet blev diskuteret allerede i 1943 på et møde mellem udenrigsministrene for USA, Storbritannien, Kina og USSR i Moskva. Udformningen i enkeltheder blev foretaget af embedsmænd året efter ved to konferencer i Dumbarton Oaks uden for Washington. Den første med deltagelse af USA, Storbritannien og Sovjetunionen, den anden med USA, Storbritannien og Kina. Af deltagerne var USA og Kina de mest forhippede på at omtale menneskerettigheder i FN-pagten, om end USA begyndte at få kolde fødder allerede før Roosevelts død i april 1945, da det blev kendt i bredere politiske kredse, at menneskerettigheder også ville skulle indfries indenrigspolitisk over for den afroamerikanske befolkning. Storbritannien og Sovjetunionen var ikke synderligt stemt for at omtale menneskerettigheder i FN-pagten. Storbritannien, fordi de mente, det kunne give anledning til oprør blandt de koloniserede landes befolkninger; ikke mindst i Indien, hvor en Gandhi ansås for ikke at ville være sen til at rette menneskeretsskytset mod Storbritannien og true det engelske imperium. Og Sovjetunionen, fordi regimet vidste, en sådan international doktrin ikke kunne forenes med Stalins tvangskollektiviseringer, politiske forfølgelser og tvungne arbejdslejre. Så da Kina kom med i forhandlingerne i Dumbarton Oaks, var USA, Storbritannien og Sovjetunionen allerede blevet enige om at tilsløre talen om menneskerettigheder i FN-pagten. Og faktisk blev det Kina, der reddede ideen om menneskerettighederne i land i disse forhandlinger ved at insistere på, at de omtaltes i pagten, og ved at erklære sig villig til at afgive lige så meget suverænitet, det måtte kræve. Ironisk nok, kunne man fristes til at sige, set ud fra nutidens indsigt i Kinas gentagne grove brud på menneskerettighederne fra kulturrevolutionen i 1967 og fremover. Den bagvedliggende tanke for Kina ser ud til at have været et håb om herved at kunne fremme verdensfreden og bekæmpe den internationale racisme, som især kinesere på dette tidspunkt led under. Forhandlingsskitsen fra Dumbarton Oaks, der mundede ud i blot én reference til menneskerettigheder, blev fremsendt til konferencen om FN's pagt i San Francisco i april 1945, men var heldigvis blevet distribueret til andre deltagende stater forinden og havde givet dem anledning til at tage stilling. I Mexico havde latinamerikanske stater holdt koordineringsmøde før konferencen i San Francisco, og det var ved disses hjælp samt New Zealands, Australiens og Frankrigs, at udkastet til pagten blev ændret, så den fik i alt syv referencer til menneskerettigheder. Samtidig medbragte Panamas delegation et udkast til verdenserklæringen udarbejdet af den chilenske jurist Alvaro Alvarez fra det amerikanske lovinstitut i Philadelphia, som Panama indleverede til FN i 1946.Samme år blev den første FN-direktør for menneskerettigheder, John Humphrey, anmodet om at udarbejde en arbejdsskitse, som medlemsstaterne kunne forholde sig til. Det brugte han så Alvarez' udkast til, som han bearbejdede ud fra medlemsstaternes nationale grundlove samt kommentarer og forslag, indhentet fra eksperter og frivillige organisationer, og han gav dermed skitsen international forankring i såvel grundlovssikrede som endnu ikke grundlovssikrede rettigheder verden over. I perioden 1946-1948 blev skitsen debatteret og ændret i FN's Kommission for Menneskerettigheder under ledelse af Eleanor Roosevelt, så den kom til at fremstå i sin nuværende form som en deklaration med en præambel, der opregner dens præmisser, samt tredive operative artikler. Alt i alt debatteredes og ændredes skitsen i to et halvt år i FN før afstemningen i generalforsamlingen 10. december 1948, hvor 48 medlemsstater stemte for, ingen imod, mens 8 undlod at stemme. I sandhed en lang og sej demokratisk proces, som vel nok er en vision om en ny verdensorden værdig. Det er blevethævdet i mange lejre, at menneskerettigheder er et vestligt projekt. Historien bag verdenserklæringen viser, at dette langtfra er tilfældet, selv om det idehistoriske grundlag er af vestlig, ikke mindst europæisk, oprindelse. I verdenserklæringens første artikel, for eksempel, hvor menneskesynet fremsættes, lyder første sætning: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. Et enkelt universelt udsagn uden nogen form for indbygget diskrimination. Den oprindelige formulering derimod var kønsdiskriminerende mod kvinder. Her taltes ikke om 'alle mennesker', men om 'alle mænd' i lighed med tidligere tiders rettighedserklæringer, som verdenserklæringen havde sit udspring i. Ændringen skyldtes ikke mindst, at Indiens delegation havde en kvindelig forhandler, som insisterede på et sprogbrug, der ikke kunne fortolkes som møntet på ét bestemt køn. Et synspunkt, der blev bakket op af Den Dominikanske Republik, med henvisning til at medlemsstater, som i forvejen havde for vane at undlade at give fulde rettigheder til kvinder, stemmeret for eksempel, kunne udnytte en sproglig formulering, som tilgodeså mænd på bekostning af kvinder. At netop disse indvendinger kom fra udviklingslande er tankevækkende, må man sige, i betragtning af den massive indsats der 20-30 år senere blev sat ind fra vestlige donorlandes side om at bistå ulandenes kvinder i at opnå lige vilkår med mænd. Der var sandelig nogen i den tredje verden, som var stået langt tidligere op og havde givet ligestilling mellem kønnene globalt en håndsrækning, der flyttede noget. Et andet eksempeler artikel 2, som tildeler rettigheder til alle på lige fod, uanset hvem man er, og hvor man hører til geografisk. Artiklens første sætning, som forbyder diskrimination på baggrund af personlig identitet, gik fint igennem på forhandlingens vej. Den anden sætning derimod, som undsiger forskelsbehandling på grundlag af territorial status, voldte store problemer og var en torn i øjet på de medlemslande, der stadig var kolonimagter. Det var først, da forhandleren for Egypten greb ind i debatten med den formulering, vi har i dag, at der kom skred i tingene. Hans sprogbrug afskaffede entydigt forskelsbehandling af befolkningerne i kolonierne samt i områder under formynderskab, og han stod så fast på sin formulering, at den endte med at blive vedtaget som den endelige ordlyd. Så det kan hævdes, at artiklen ikke kun illustrerer den tredje verdens mest rammende bidrag til verdenserklæringen. Set med eftertidens øjne blev den også startsignalet til at accelerere afkoloniseringsprocessen, der var indledt med Indiens uafhængighed i 1947. Selve det, at der blev refereret til lande under kontrol af kolonimagter i verdenserklæringen, var noget af en anstødssten for Storbritannien, for i 1948 var store områder netop kontrolleret af kolonimagten Storbritannien. Set ud fra samtidens målestok var formuleringen af artikel 2 da også et vink med en vognstang til kolonimagter om at ændre menneskesyn og kurs over for de oversøiske områder. Storbritannien forsøgte sågar at hindre artiklens anden sætning i at komme med i verdenserklæringen ved at tage den til afstemning, men tabte til et flertal, der var af en anden mening, i en forsamling, hvor hvert lands stemme tæller lige meget. Ud over atikkevestlige medlemsstater deltog aktivt i formuleringen af verdenserklæringen og fik præget den i retning af en mere gennemgribende lighedstænkning, gav erklæringen an-ledning til, at småstater fik sat deres fingeraftryk på menneskerettig-hedslovgivningen. I de efterfølgende år, 1949-1952, var mange af småstaterne i førerfeltet i forsøget på at udmønte verdenserklæringen i de to konventioner om henholdsvis de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og de civile og politiske rettigheder, der kom til at gøre menneskeretsprojektet til international lov i 1966. Og det var småstaterne anført af Afghanistan og Saudi-Arabien, der pressede på for at få retten til selvbestemmelse (retten til at være uafhængig) indført i konventionerne. Resultatet blev, at netop denne ret blev indføjet som første artikel i de to konventioner og dermed blev givet den mest prominente plads i den internationale lov om menneskerettigheder. Når småstaterne blev så afgørende i de senere faser af menneskeretsprojektet, hænger det sammen med, at de fandt en niche dér, hvor de kunne markere deres mærkesager i det internationale samfund på lige fod med store indflydelsesrige stater. Ved at bære projektet videre frem kunne småstater påvirke hele det internationale samfund i en grad, det ellers ville have været umuligt for dem. Diskussionerne i FN om universelle rettigheder og forpligtelser blev således ikke kun en proces, der ville etablere en ny verdensorden i form af en lovgyldig adfærdskodeks for alle regeringer, men også en proces, hvorved de ivrige og aktive stater kunne sætte et betydeligt fingeraftryk uanset deres politiske indflydelse i andre sammenhænge. Og det blev ikke mindst en proces, hvor de nyligt uafhængige stater kunne slås for det, de selv havde været frataget så smerteligt: retten til uafhængighed af kolonimagten. I den periode det tog at formulere menneskerettighederne og gøre dem til international lov, 1946-1966, varierede staternes engagement i projektet. Nogle af de oprindelige menneskeretsforsvarere forsvandt fra scenen, andre dukkede op. Ligesom der også var tidspunkter, hvor hele projektet kunne være løbet ud i sandet, hvis ikke en kraft af konstant vekslende småstater havde taget over og båret det fremad. Da arbejdet på verdenserklæringen begyndte i 1946, var der godt halvtreds medlemsstater af FN. Da de to internationale menneskerettighedskonventioner færdiggjordes i 1966, var medlemsskaren steget til over hundrede. Uden småstaternes engagement i debatten i FN - mange af dem nyligt uafhængige stater - kunne menneskerettighedsprojektet være endt som en hensigtserklæring om god opførsel og forblevet ønsketænkning for daværende og efterfølgende generationer. Og skal der gættes på, hvor den mest vedholdende støtte til menneskeretsprojektet kom fra, må det blive den gruppe af småstater, som forsynede projektet med ekspertise og vedholdende politisk og diplomatisk gennemslagskraft: Holland, New Zealand, Chile, Libanon og Saudi-Arabien. Så at menneskerettighederne, som vi kender dem og lever med dem i dag, skulle være et vestligt politisk projekt, er der ikke meget hold i. De er i høj grad et forhandlet projekt med input fra alle de godt hundrede medlemsstater på tværs af kontinenter, kulturer og religioner, som FN udgjordes af, da konventionerne blev vedtaget. Et projekt alt for omfattende til at blive tilskrevet én bestemt kulturkreds.