0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske illusioner i Kina

Regeringens idé om et universitetscenter i Kina er endt med at blive et totalt knæfald for det kinesiske regime.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
NG HAN GUAN/AP
Foto: NG HAN GUAN/AP

Arkivfoto fra Anders Fogh Rasmussens besøg i Kina 2008.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Videnskabens minister, Helge Sander, var i Kina i 2007, oplevede vi efterfølgende en borgerlig dansk minister tale et erklæret kommunistisk regime efter munden og udtrykke støtte til regimets projekt om at gøre Kina til et innovationssamfund.

»Vi er i disse år vidne til den moderne manifestation af et årtusindgammelt kulturrige med uovertrufne menneskelige ressourcer, stor handlekraft og et særdeles højt ambitionsniveau«, står der i ministeriets strategi, og »Det globale tyngdepunkt for viden rykker på sig – og det har retning mod Kina«.

Resultatet blev, at vi nu skal bruge flere hundrede millioner kroner til at bygge og drive et dansk universitetscenter i Kina. Det sker, samtidig med at de danske universiteter føler sig under økonomisk pres og mange danske forskeres undervisningsbyrde efterhånden gør forskning til en illusion.

Det er selvfølgelig i overensstemmelse med globaliseringen, at vi rækker ud, og at dansk forskning bidrager til at promovere videnssamfundet globalt og danske interesser specifikt.

Problemet er bare, at der i den foreliggende plan ikke er skyggen af videnssamfundet, endsige spor af den danske model, hvor samfundsvidenskab og humaniora spiller sammen med de tekniske og naturvidenskabelige fag.

Fra den danske delegations side siger man, at »vi bliver nødt til at acceptere, at der er noget, der er mere interessant for kineserne end andet«. Derfor skal det danske center have fokus på biomedicin og bioteknologi, der er satsningsområder for den kinesiske stat, og med andre elementer af kinesisk interesse såsom nano-, miljø- og informationsteknologi.

Nogle mindre områder såsom arkitektur og læring har nærmest symbolsk karakter. Det er endt med at blive et totalt knæfald for den kinesiske stat, der har kunnet diktere, hvilke områder der skal forskes i – eller rettere, knæfald for statslige kinesiske og kortsigtede kommercielle danske interesser i forening, indpakket i floskler om Kina som et internationalt videnscenter.

Nej, hr. Sander, Kina er alt andet end et videnssamfund og ønsker heller ikke at blive det. Kinas nationalkongres i 2006 gjorde det til et erklæret mål at gøre Kina til et ’innovationsorienteret’ samfund – men dermed menes noget ganske andet.

I forhold til gængse forståelser af videnssamfundet, udtrykt eksempelvis af Unesco, udgør den lige og universelle adgang til viden en af hjørnestenene, ligesom almen uddannelse og kritisk tænkning er basale forudsætninger for at gøre brug af de nye informationsteknologier. Videnssamfundet bygger således på basale rettigheder til uddannelse, information, frie medier, deltagelse i samfundets politiske og kulturelle liv, akademisk frihed og forskningsfrihed.

Ydermere er beskyttelse af alle former for diversitet en betingelse for at give næring til kreativiteten i videnssamfundet. Og allermest basalt er ytringsfriheden ifølge Unesco selve prøvestenen for videnssamfundet.

Det ligner ikke lige en beskrivelse af Kina, vel? Det kinesiske projekt er ganske enkelt et teknokratisk samfund med klar adskillelse af innovation på det teknologiske område, kraftigt understøttet af staten – og kulturel, social eller politisk innovation, der ofte kriminaliseres.

Det er måske derfor, regimet selv beskriver målet med termen – et ’innovationsorienteret samfund’. Det er en rendyrket tekno-videnskabelig model under repressiv politisk styring, der ensidigt sigter på økonomisk vækst – og hvor moderne informationsteknologi som ingen andre steder i verden anvendes til overvågning, filtrering af information og kontrol af alle former for kommunikation. Kina bevæger sig snarere mod tekno-fascisme end mod et videnssamfund.

Det er en politisk manipulation at kalde det danske center for et universitet. I Kina kan universitetslærere ikke diskutere politik eller samfundsforhold med deres studerende, og lange perioder af Kinas historie er forbudt land. Professorer bliver bortvist for at undervise i demokrati og menneskerettigheder eller for at nævne massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Skal de danske forskere også have mundkurv på? Og hvis en dansk forsker interesserer sig for falun gong eller hænger et billede af Dalai Lama op på sit kontor, skal han så bortvises?

Baggrunden for Kinas ønske om større innovation er ganske enkel. Landets fænomenale vækst har været baseret på masseeksport af billige industrivarer med lav værditilvækst. Denne produktion har primært været lavteknologisk og baseret på et kæmpe råvare- og energiforbrug og det i en tid, hvor råvarepriser har været stigende.

Forureningen har samtidig vokset sig til en af de største udfordringer i det kinesiske samfund. Desuden har Kina været under stigende pres pga. sit handelsoverskud med den industrialiserede verden og modvilje over for at liberalisere sit eget marked.

Det kinesiske regime forsøger at afhjælpe dette ved at lægge stadig større pres på udenlandske virksomheder, ikke bare for at flytte produktion til Kina, men også for at overføre forskning og teknologi. Det store spørgsmål for os er derfor, om vi skal hjælpe det nuværende regime til at nå sine mål.

Om vi blot skal acceptere, at store danske virksomheder enten presses eller lokkes af præferencer til at flytte forskning og udvikling til Kina! Er det næste skridt ikke, at de underkaster sig den kinesiske stats magtinteresser på verdensplan og måske ender med at flytte hovedkontorer?

Under det nuværende regime er der kun udsigt til, at al den viden og teknologi, vi eksporterer til Kina, i sidste ende vil blive brugt mod os selv. Specielt inden for bioteknologi, hvor danske virksomheder nu er i krise, mens den kinesiske stat satser storstilet på at udbygge sine eksportmuligheder (og i øvrigt bruger midler, som den vestlige verden ikke kan eller vil konkurrere med), virker det malplaceret at yde forskningsmæssig bistand til den kinesiske stat.

Det kinesiske regime kæmper med en meget lav innovationsgrad på trods af den teknologiske fokusering og uddannelse af millioner af teknikere årligt. Det er et udbredt fænomen, at kinesiske universitetsansatte udfører projekter og opgaver for statslige og lokale instanser, hvorved de let fordobler deres løn.

Tilskyndelsen til grundforskning er lav, og interessen for viden ’i sig selv’ er svag. Desuden er plagiering udbredt i forskningsverdenen.

Den vidensbaserede del af den kinesiske økonomi er stadig forsvindende lille målt i andelen af BNP. Desuden er den centreret i hightech-enklaver omkring de største byer, ofte knyttet til udenlandske interesser og med ringe grad af diffusion til det omgivende samfund.

Kina er stadig plagiaternes land, hvor hurtige penge er den dominerende motivation og innovation ikke i sig selv er et mål – bortset fra den store kreativitet, der lægges for dagen i kopiering, parall