Da Videnskabens minister, Helge Sander, var i Kina i 2007, oplevede vi efterfølgende en borgerlig dansk minister tale et erklæret kommunistisk regime efter munden og udtrykke støtte til regimets projekt om at gøre Kina til et innovationssamfund. »Vi er i disse år vidne til den moderne manifestation af et årtusindgammelt kulturrige med uovertrufne menneskelige ressourcer, stor handlekraft og et særdeles højt ambitionsniveau«, står der i ministeriets strategi, og »Det globale tyngdepunkt for viden rykker på sig – og det har retning mod Kina«. Resultatet blev, at vi nu skal bruge flere hundrede millioner kroner til at bygge og drive et dansk universitetscenter i Kina. Det sker, samtidig med at de danske universiteter føler sig under økonomisk pres og mange danske forskeres undervisningsbyrde efterhånden gør forskning til en illusion. Det er selvfølgelig i overensstemmelse med globaliseringen, at vi rækker ud, og at dansk forskning bidrager til at promovere videnssamfundet globalt og danske interesser specifikt. Problemet er bare, at der i den foreliggende plan ikke er skyggen af videnssamfundet, endsige spor af den danske model, hvor samfundsvidenskab og humaniora spiller sammen med de tekniske og naturvidenskabelige fag. Fra den danske delegations side siger man, at »vi bliver nødt til at acceptere, at der er noget, der er mere interessant for kineserne end andet«. Derfor skal det danske center have fokus på biomedicin og bioteknologi, der er satsningsområder for den kinesiske stat, og med andre elementer af kinesisk interesse såsom nano-, miljø- og informationsteknologi. Nogle mindre områder såsom arkitektur og læring har nærmest symbolsk karakter. Det er endt med at blive et totalt knæfald for den kinesiske stat, der har kunnet diktere, hvilke områder der skal forskes i – eller rettere, knæfald for statslige kinesiske og kortsigtede kommercielle danske interesser i forening, indpakket i floskler om Kina som et internationalt videnscenter. Nej, hr. Sander, Kina er alt andet end et videnssamfund og ønsker heller ikke at blive det. Kinas nationalkongres i 2006 gjorde det til et erklæret mål at gøre Kina til et ’innovationsorienteret’ samfund – men dermed menes noget ganske andet. I forhold til gængse forståelser af videnssamfundet, udtrykt eksempelvis af Unesco, udgør den lige og universelle adgang til viden en af hjørnestenene, ligesom almen uddannelse og kritisk tænkning er basale forudsætninger for at gøre brug af de nye informationsteknologier. Videnssamfundet bygger således på basale rettigheder til uddannelse, information, frie medier, deltagelse i samfundets politiske og kulturelle liv, akademisk frihed og forskningsfrihed. Ydermere er beskyttelse af alle former for diversitet en betingelse for at give næring til kreativiteten i videnssamfundet. Og allermest basalt er ytringsfriheden ifølge Unesco selve prøvestenen for videnssamfundet. Det ligner ikke lige en beskrivelse af Kina, vel? Det kinesiske projekt er ganske enkelt et teknokratisk samfund med klar adskillelse af innovation på det teknologiske område, kraftigt understøttet af staten – og kulturel, social eller politisk innovation, der ofte kriminaliseres. Det er måske derfor, regimet selv beskriver målet med termen – et ’innovationsorienteret samfund’. Det er en rendyrket tekno-videnskabelig model under repressiv politisk styring, der ensidigt sigter på økonomisk vækst – og hvor moderne informationsteknologi som ingen andre steder i verden anvendes til overvågning, filtrering af information og kontrol af alle former for kommunikation. Kina bevæger sig snarere mod tekno-fascisme end mod et videnssamfund. Det er en politisk manipulation at kalde det danske center for et universitet. I Kina kan universitetslærere ikke diskutere politik eller samfundsforhold med deres studerende, og lange perioder af Kinas historie er forbudt land. Professorer bliver bortvist for at undervise i demokrati og menneskerettigheder eller for at nævne massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Skal de danske forskere også have mundkurv på? Og hvis en dansk forsker interesserer sig for falun gong eller hænger et billede af Dalai Lama op på sit kontor, skal han så bortvises? Baggrunden for Kinas ønske om større innovation er ganske enkel. Landets fænomenale vækst har været baseret på masseeksport af billige industrivarer med lav værditilvækst. Denne produktion har primært været lavteknologisk og baseret på et kæmpe råvare- og energiforbrug og det i en tid, hvor råvarepriser har været stigende. Forureningen har samtidig vokset sig til en af de største udfordringer i det kinesiske samfund. Desuden har Kina været under stigende pres pga. sit handelsoverskud med den industrialiserede verden og modvilje over for at liberalisere sit eget marked. Det kinesiske regime forsøger at afhjælpe dette ved at lægge stadig større pres på udenlandske virksomheder, ikke bare for at flytte produktion til Kina, men også for at overføre forskning og teknologi. Det store spørgsmål for os er derfor, om vi skal hjælpe det nuværende regime til at nå sine mål. Om vi blot skal acceptere, at store danske virksomheder enten presses eller lokkes af præferencer til at flytte forskning og udvikling til Kina! Er det næste skridt ikke, at de underkaster sig den kinesiske stats magtinteresser på verdensplan og måske ender med at flytte hovedkontorer? Under det nuværende regime er der kun udsigt til, at al den viden og teknologi, vi eksporterer til Kina, i sidste ende vil blive brugt mod os selv. Specielt inden for bioteknologi, hvor danske virksomheder nu er i krise, mens den kinesiske stat satser storstilet på at udbygge sine eksportmuligheder (og i øvrigt bruger midler, som den vestlige verden ikke kan eller vil konkurrere med), virker det malplaceret at yde forskningsmæssig bistand til den kinesiske stat. Det kinesiske regime kæmper med en meget lav innovationsgrad på trods af den teknologiske fokusering og uddannelse af millioner af teknikere årligt. Det er et udbredt fænomen, at kinesiske universitetsansatte udfører projekter og opgaver for statslige og lokale instanser, hvorved de let fordobler deres løn. Tilskyndelsen til grundforskning er lav, og interessen for viden ’i sig selv’ er svag. Desuden er plagiering udbredt i forskningsverdenen. Den vidensbaserede del af den kinesiske økonomi er stadig forsvindende lille målt i andelen af BNP. Desuden er den centreret i hightech-enklaver omkring de største byer, ofte knyttet til udenlandske interesser og med ringe grad af diffusion til det omgivende samfund. Kina er stadig plagiaternes land, hvor hurtige penge er den dominerende motivation og innovation ikke i sig selv er et mål – bortset fra den store kreativitet, der lægges for dagen i kopiering, parallelproduktion, tyveri af koncepter osv. På trods af store fremskridt på uddannelsesområdet er der generelt meget ringe tilskyndelse til selvstændighed og kreativitet. Det helt store problem for innovationen i Kina er den manglende frihed – det være sig ytringsfrihed såvel som debat- og forskningsfrihed. Kina har derfor hidtil været afhængigt af, at innovationen kommer udefra, dvs. gennem udenlandske kommercielle forskningsinteresser og samarbejder med udenlandske universiteter. Eksempelvis spiller kinesere bosat i USA og andre vestlige lande en meget stor rolle i denne overførsel. De stærkeste innovationssamfund er dem, hvor kultur og åndsliv nærer den tekniske og videnskabelige stræben, hvor der er gensidig inspiration mellem naturvidenskab og humanvidenskab, og hvor den frie tanke i filosofi og samfundsdebat bidrager til at frisætte individet fra dogmer og undertrykkelse. Alle de mulige associationskæder, der bringer innovation, udgør samtidig en trussel mod det kinesiske regime. Regimet forkynder videnskabsbaseret udvikling og rationalitet over for befolkningen, samtidig med at det selv kun anvender magtens logik og undviger den mest rationelle form for ledelse – den, der hviler på befolkningens demokratiske valg. Kineserne lever i en boble af statskontrolleret tomhed, hvor alle inputs er filtrerede. Kulturlivet udfolder sig minimalt, og film, musik, teater, kunst, religion osv. spiller ingen rolle andre steder end dér, hvor udlændinge og dele af eliten færdes. Man føler et uendeligt tomrum – et samfund, hvor man skal være kineser for at kunne overleve: ud over at være maskiner for statens udviklingsprojekt kan man kan kun ’æde, skide, sove og forbruge’, eller som journalisten Naomi Klein beskriver det: Kineserne lever i en »consumer cocoon«. Og hvorfor skal vi understøtte et regime, som de fleste kinesere gerne vil af med! At regimet ikke har et flertal bag sig, er selvfølgelig en påstand – men den er svær at modbevise! Det er naivt at ’hjælpe’ det kinesiske regime til at blive en global vidensmagnet og så efterfølgende håbe på, at regimet godvilligt afgiver magten til demokratiske kræfter. Meddelelsen om bygningen af det danske universitet fik jeg under et forskningsophold i det sydlige Kina efter at have brugt 20 minutter på at koble mig på mit danske universitets hjemmeside. Nogle dage måtte jeg opgive kontakten, sandsynligvis fordi censuren ikke var på plads og forbindelsen derfor blev afbrudt. Censuren af internettet er massiv, og basale internetredskaber som Google, Wikipedia og en del udenlandske nyhedsmedier er slet ikke tilgængelige. Alle former for kommunikation, inklusive mail, mobiltelefoni og Skype bliver overvåget. Kun de hjemmesider, der har underkastet sig den kinesiske censur, arbejder optimalt. Er det et videnssamfund, hr. Sander? Og dagen før blev jeg tilbageholdt i en kinesisk landsby i to timer af uniformeret politi, der ikke mente, at jeg havde ret til at opholde mig der, på trods af at landsbyen ligger i et åbent område. Min assistent og jeg var budt indenfor hos en venlig bondefamilie i forbindelse med min forskning om udviklingen i kinesiske landdistrikter. Men ledelsen i landsbyen så sandsynligvis sine interesser truet pga. omfattende korruption. Vi, der arbejder med samfundsvidenskab, oplever i stigende grad, at kinesiske myndigheder stiller hindringer i vejen for os eller direkte smider os ud af lokalområder, for at vi ikke skal få oplysninger, der stiller regimet i et dårligt lys. Igen, er det et videnssamfund? I stedet for at stimulere vidensstrømmen i samfundet, således som i videnssamfundet, kæmper de kinesiske myndigheder indædt for at begrænse og ensrette strømmen af information i overensstemmelse med statens projekt. Wen Jiabao, den kinesiske regeringsleder, har udtrykt det som: »Mediernes rolle er at styre den offentlige opinion«, underforstået at værne partiet mod oprør og sikre dets fortsatte dominans. Staten ejer alle tv-kanaler og fastholder den politiske kontrol, mens finansieringen er næsten 100 procent privat gennem reklamer – således at alle kanaler fungerer som både propaganda- og pengemaskine for de lokale myndigheder, der driver dem. Tonen i det kinesiske fjernsyn er hysterisk nationalistisk, og ved store begivenheder som OL eller den seneste Long March-rumvandring samler den sig i et skingert crescendo om Kinas kommende storhed og internationale dominans. Den verserende melaminskandale i den kinesiske mælkeproduktion understreger vidensmanglen i det kinesiske samfund. Både mejerierne selv og de udenlandske investorer vidste udmærket besked, længe før det blev offentligt kendt, men de blev bedt om at holde kæft, indtil OL var overstået. Samtidig overvåger den statslige censur al omtale af skandalen, mens partiets magtapparat forhindrer retssager. Ligeledes ses medierne at fabrikere informationer for at opildne stemningen mod personer og grupper, der ses som statens fjender, således som de seneste års hadekampagner mod tibetanere og uighurere, med registrering af opholdssteder og udrensning fra byerne. Mest tydeligt kom det frem i sagen om ’bombeattentatet’ i Xinjiang lige før OL, der snarere viste sig at være et internt kinesisk opgør. Efterfølgende blev to japanske journalister banket for at forfølge sagen. De kinesiske mediers vildledning af offentligheden har effekt på de unge. Kinesiske studerende kommer til Danmark – måske med gode tekniske færdigheder – men med mindre kritisk sans og mindre samfundsforståelse end danske skolebørn i femte klasse. De efterplaprer gerne kinesisk propaganda om, at tibetanerne er dovne og uciviliserede, og at deres eneste håb er kinesificering. De holder fast i, at Taiwan er en uadskillelig del af Kina, og proklamerer, at »vi er parate til at gå i krig for Taiwan«. Deres holdninger er i en europæisk sammenligning ultranationalistiske og ganske uforenelige med videnssamfundets åbne debat. Hvis der var noget, vi meningsfuldt kunne hjælpe kineserne med, var det netop frie medier og åben pluralistisk debat. Det er censuren, fortielserne og løgnagtigheden i de kinesiske medier, der forhindrer videnssamfundet – løgnen, der bliver gentaget i ministeriets strategi: at Kina er et årtusinder gammelt kultursamfund på vej frem. Kina er derimod ledet af et regime, der destruerer ’kultursamfund’, både i Kina selv og i Tibet, Xinjiang og Indre Mongoliet, for i stedet at skabe et teknokratisk overvågningssamfund, styret af den mest primitive form for ideologi – nationalismen – og fordummende uddannelses- og mediesystemer. Lige så forstemmende er det, at danske universiteter, i deres kamp for nye godbidder, fuldstændig har mistet sansen for demokrati og menneskerettigheder, endsige debat om samarbejde med diktatoriske regimer. Desuden kan man frygte, at samarbejdet med Kina tilskynder til udflytning af forskning, som enten er forbudt, uetisk eller for ansvarstung i en dansk sammenhæng. Ligesom ministeriet dækker universiteterne sig ind under løgnen om Kina som et videnssamfund. At vi kan ’presse på’ for gradvis at opnå større plads for samfunds- og humanvidenskaberne på det danske center i Beijing ligner til forveksling argumentationen op til OL, hvor mange mente, at engagement og tilstedeværelse var det bedste middel til at fremme demokratiet – i stedet bidrager vi kun til at legitimere et korrupt og diktatorisk regime. Statsministerens nytårstale understregede igen, at vi skal gøre os uafhængige af diktaturstater i Mellemøsten og stoppe for pengestrømmen ved at frigøre os fra olie. Er diktaturstater mere velkomne, når de ligger i Østasien og sørger for at tilgodese de rigtige erhvervsinteresser?