0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En etisk død

Du må ikke slå ihjel, lyder et velkendt bud. Men hvis vi indfører retten til aktiv dødshjælp, svækker vi så ikke vores kulturs ældgamle lov med uhyrlige konsekvenser til følge?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Du må ikke slå ihjel, lyder et velkendt bud. Men hvis vi indfører retten til aktiv dødshjælp, svækker vi så ikke vores kulturs ældgamle lov med uhyrlige konsekvenser til følge? Kronikøren er cand.theol og ph.d.-studerende.

Vi skal dø. Når det en gang imellem går op for os, hvor dyb en sandhed dette udsagn er, er det som en økse i kraniet. Som når man vågner svedig om natten, og køleskabets brummen lyder som en galning med torturinstrumenter, der har forvandlet børneværelset til et slagtehus.

Som når man gribes af grundløs angst og går i stå midt i hverdagen med en uhyggelig trang til at være nær et elsket menneske. Som det lydløse skrig af rædsel, Edvard Munch malede i så mange udgaver. Som følelsen af, at kun en tilbagevenden til fosterets vægtløse tilstand kan redde en fra dette livs indbyggede grusomhed. Det er ikke underligt, at døden som tema er svært at forholde sig til.

Meget tyder imidlertid på, at vi i fællesskab er nødt til at gøre det.

Diskussionen om aktiv dødshjælp bølger som sjældent før. I Holland har de netop stadfæstet retten til aktiv dødshjælp efter i en årrække at have haft det uden dog at have tilladt det i juridisk forstand. I Belgien har man netop lovgivet på området og åbnet for aktiv dødshjælp, og i Danmark er en lang række fortalere for aktiv dødshjælp, særligt næstformanden i foreningen En værdig død, overlæge Tom Alsner, blevet mere og mere synlige gennem de sidste år.

Det seneste signal om, at diskussionen er påkrævet, er den meningsmåling, som Jyllands-Posten offentliggjorde 21. maj. Ifølge denne undersøgelse går mere end to tredjedele af befolkningen ind for, at der indføres aktiv dødshjælp i Danmark. På denne baggrund vil jeg skitsere, hvorfor jeg mener, at det vil være en ualmindelig dårlig ide at indføre aktiv dødshjælp ved lov i Danmark. Først vil jeg dog tillade mig en kort gennemgang af, hvad begrebet dødshjælp i den danske debat egentlig dækker over.

Der gives særligt to mareridtsudgaver af forestillingen om, hvordan ens egen død vil forløbe. Den ene er, at man, på trods af at kroppen er klar til at dø, vil blive holdt kunstigt i live ved hjælp af den medicinske videnskabs maskiner og kemikalier mod sin vilje. Den anden er, at dødsprocessen vil blive ledsaget af så stærke smerter, at man vil blive vanvittig af fysisk lidelse, inden udfrielsen finder sted.

Begge disse situationer er der dog taget højde for i den danske lovgivning.

For det første har man en lovgivningssikret ret til at modsætte sig livsforlængende behandling, hvis denne ikke har nogen udsigt til at kunne forbedre ens tilstand.

Mareridtet henter sit indhold fra diverse 'autentiske' amerikanske tv-film og en lægevidenskab, der indtil engang i 1980'erne måske ikke helt forstod grænserne for sin magt. Frygten for at ende som en cyborg (cybernetic organism), der kun lever, fordi maskinerne pumper blodet rundt og trækker vejret for en, er altså stærkt overdreven.

For det andet har man i Danmark, som i det fleste vestlige lande, en forståelse for, at den sidste tid ikke skal tilbringes i ulidelige smerter. Det er derfor tilladt at smertelindre patienter (som oftest med morfin), selvom man kan forudse, at de mængder af smertestillende midler, der skal tilføres patienten, vil fremskynde døden.

Det afgørende er, at man giver stoffet for at lindre smerten; døden er en »kendt, men utilsigtet bivirkning«, som det hedder. Denne form for smertebehandling er kendt under navnet 'dobbelteffekten'. Resultatet af behandlingen er døden, men motivationen for at give den har hele tiden været at lindre smerter.

Det, der er til diskussion, når problemet er dødshjælp, er altså ikke, om det skal tillades at hjælpe mennesker til at dø, men om en særlig form for dødshjælp skal tillades. Det drejer sig om, hvorvidt en syg person, hvis død ikke er umiddelbart forestående, der ikke er afhængig af maskiner for at overleve, og som ikke fysisk har svære lidelser, skal have krav på at blive dræbt eller evt. krav på hjælp til at dræbe sig selv. Det vigtigste argument for at tillade dette er, at det må være op til den enkelte, hvordan dødsprocessen skal foregå, ligesom det er op til den enkelte, hvordan livet har formet sig.

Det er altså med henvisning til den enkeltes selvbestemmelsesret, at man ønsker at indføre aktiv dødshjælp. I hvert fald hvis man tager de filosofiske briller på. I det konkrete tilfælde er det som oftest den konkrete lidelse, man møder hos medmennesket og dets ønske om at dø, der får en til at arbejde for, at der indføres aktiv dødshjælp. Sådan forstår jeg i hvert fald f.eks. Tom Alsners argumentation. Og det er et vægtigt argument.

Samtidig må jeg dog fastholde, at et problem som dette ikke kan diskuteres ud fra enkeltsager. De beslutninger, som skal træffes, kommer til at berøre os alle, og det giver ingen mening at ville diskutere dem ud fra en 'case', hvor hjerteskærende og rørende den end måtte være. Når vi diskuterer medicinsk-etiske problemstillinger, er det nødvendigt at hæve sig op på et mere principielt niveau, alene af den grund at vi i et demokratisk samfund, selv et, der er så individualistisk som vores, undertiden kan blive nødt til at prioritere flertallets interesser frem for den enkeltes.

At man, i samme åndedrag som man forlader den konkrete situation, bevæger sig bort fra det genuint etiske og risikerer at nedskrive etikken til golde diskussioner om diverse filoso- fiske principper og ganske glemmer, at principperne skal tjene mennesket og ikke omvendt, står mig kun alt for klart. Ikke desto mindre må det fastholdes, at den etiske overvejelse ud fra den konkrete situation kan ende med at lægge op til én løsning, imens de mere overordnede overvejelser lægger op til en anden.

At vi som mennesker lever under vilkår, der gør, at vi kan komme i etisk strid med os selv, er et uomgængeligt faktum, der ikke opløses ved at insistere på at blive i enkeltsagen. Tværtimod risikerer man, i troen på sin egen etiske grundindstillings primat, at prisgive en lang række mennesker, der blot var så uheldige ikke at være til stede som andet end ide i den konkrete situation.

Nytteetiske spekulationer og kalkuler er på ingen måde grundlæggende for etikken, men når vi bevæger os fra en etik, der omhandler det konkrete møde mellem to mennesker, til en lovgivning om etiske spørgsmål, er de nødvendige. Dette skal jeg være den første til at beklage, men at stikke hovedet i busken og blive situationsetiker af den grund er for mig at se ingen løsning på problemet.

I den kulturkreds, som vi lever i, forefindes et drabsforbud.

Idehistorisk set kan det spores tilbage til buddet i Moseloven om, at du ikke må slå ihjel. Hvad buddets historiske betydning end har været, er det i dag ensbetydende med, at man aldrig, under nogen omstændigheder, lige meget hvad - og her gælder ingen undskyldninger - må tage et uskyldigt liv. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp kan reduceres til spørgsmålet om, hvorvidt man alligevel gerne må, når den uskyldige selv beder om det.

Forudsat at der kan opnås enighed om, at et samfunds civilisatoriske niveau i en eller anden udstrækning kan kendes på, i hvor høj grad drabsforbuddet håndhæves, og at det er ønskeligt med en så stærk håndhævelse som muligt, bliver spørgsmålet om, hvorvidt aktiv dødshjælp er en svækkelse eller en så radikalt anderledes handling end drab på ufrivillige, at det ikke har nogen indflydelse på drabsforbuddets styrke.

Jeg kan ikke se andet, end at drab på begæring, ligegyldigt under hvilke forudsætninger begæringen fremsættes, hvis det indfældes i dansk ret, vil betyde en svækkelse af drabsforbuddet. En svækkelse, der ikke alene åbner op for aktiv dødshjælp til døende patienter, men, meget snart, med udgangspunkt i argumentet om den enkeltes selvbestemmelsesret, vil føre til, at også andre vil kræve at have ret til at blive taget af dage. Med udgangspunkt i den førnævnte meningsmåling skal det blot påpeges, at en betragtelig del af danskerne mente, at retten til aktiv dødshjælp også skulle gælde psykisk syge, livstrætte ældre og handicappede.

Hvorvidt de, der har svaret på disse spørgsmål, selv har tilhørt de nævnte kategorier, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg har svært ved at se, hvilke argumenter der er, imod at disse grupper får ret til aktiv dødshjælp, hvis man først har åbnet op for muligheden for fysisk syge mennesker. Tillader man først, at nogle kan blive aflivet (ja, undskyld udtrykket, men det er sådan set, hvad der sker), hvem skal så gøre sig til herre over, hvem der må og ikke må drage nytte af dette tilbud i sundhedsvæsenet?

En anden grund til at modsætte sig aktiv dødshjælp er, at blot det at muligheden forefindes kan risikere at presse nogle mennesker til at vælge den, selvom de egentlig ikke ønsker det. De kan være under pres fra en familie, der er ved at gå i stykker på grund af sygdommen, eller føle et vist pres fra det samfund, der konstant diskuterer, hvordan ressourcerne til sundhedsvæsenet kan strækkes længst muligt. Her behøves ingen opfordringer til at vælge døden frem for livet. Ved man, at muligheden er der, og har man blot en tøddel af samvittighed, bliver det svært ikke at spørge sig selv, om man ikke burde vælge døden frem for livet, så de kræftsyge børn på den anden side af gangen kunne få en bedre behandling.

Er dette et skræmmebillede, et ufint retorisk greb, der skal sikre, at tilhængerne af aktiv dødshjælp fremstår med andre motiver, end de giver udtryk for? Nej, men det kan meget vel blive konsekvensen, selvom de, der går ind for aktiv dødshjælp, på ingen måde ønsker det. Indførelsen af aktiv dødshjælp kan meget vel blive opfattet som en trussel af svage grupper, og det vigtige er ikke her, om de har ret i at føle sådan, men at de føler det sådan. At sådanne følelser kan opstå, viser interviewundersøgelser blandt ældre og handicappede i Holland (Lars Reuter: 'Dødshjælp', Akademisk Forlag 1996).

Der gives i Danmark forskellige muligheder, så den sidste tid ikke skal tilbringes som en grøntsag tilkoblet en maskinkrop eller i et smertehelvede. Endvidere arbejdes der i disse år meget for at få udbygget hospice-tanken, hvor døende kan få den fysiske og psykiske omsorg, de har brug for. Et begreb som palliativ pleje , hvor det netop er ønsket om at hjælpe den døende til at dø en så værdig død som muligt, er også i stærk vækst blandt sundhedspersonale, psykologer og teologer. Så der gives alternativer til indførelsen af aktiv dødshjælp.

Der gives tilbud, hvor den døende og hans eller hendes familie kan blive hjulpet på vej. Der er al mulig grund til at gå videre ad den vej og udbygge disse muligheder, så alle kan få gavn af dem, i stedet for at indføre en ret til aktiv dødshjælp på begæring. Den svækkelse af drabsforbuddet, som det vil medføre, vil være til større lidelse for flere end fastholdelse af den nuværende lovgivning.

Men der gives desværre også situationer, sygdomsforløb, hvor disse tilbud ikke er nok. Hvor den smertestillende medicin ikke virker, og hvor selv den argeste modstander af aktiv dødshjælp kommer til kort.

Situationer, hvor den konkrete lidelse for øjnene af én er så stor, at enhver tale om drabsforbud, glidebane og følelsesmæssig belastning af andre syge ikke alene vil være upassende, men en hån mod den døende og familien. Det er de eksempler, som tilhængerne ynder at trække frem, og det kan jeg godt forstå. For der kan man som modstander så stå på sin teoretiske piedestal og være ubarmhjertig og kræve, at det lidende menneske skal lide videre for andres skyld.

Ser man bort fra, at megen psykisk lidelse i forbindelse med sygdom skyldes frygten for omverdenens reaktion, både i form af sorg, afsky og fornægtelse af frygt for egen død, er det et uomgængeligt faktum, at enhver af os kan havne i en situation, hvor vores reflekterede holdning kommer til kort over for medmenneskets krav om barmhjertighed i form af hjælp til at afslutte et liv, der er så forkrøblet af den tilstundende død, at livet ikke længere er til at bære.

En situation, hvor selv vores inderligste ønske om at bære med på lidelsen og på den måde hjælpe den døende gennem de sidste dage, ikke er nok til at bringe lindring. En situation, hvor man som modstander af aktiv dødshjælp finder, at det eneste rigtige er at udføre aktiv dødshjælp - en situation, hvor man er i etisk strid med sig selv.

Det er en etisk konflikt, der ikke gives nogen løsning på. Hverken en ophævelse af forbuddet eller en fastholdelse løser den dybtgående konflikt mellem en tvetydig tilværelse og ønsket om en entydig etik, der i sidste ende kan sikre, at man altid kan gøre det gode. Hvordan man vælger at handle i den situation, kan ingen afgøre for en. Vil man fastholde sine principper til gavn for flertallet og dermed forøge den enkeltes lidelser i godhedens navn, eller vil man ophæve drabsforbuddet og dermed udfri den enkelte, men påfører flertallet lidelser i godhedens navn?

Mener man, at etik er en vejledning i at gøre det gode, må man her vælge side og stå inde for sit valg, hvad enten det er det ene eller det andet. Mener man, at etik er menneskets spage og ufuldstændige forsøg på at navigere gennem en tvetydig tilværelse uden at påføre andre mere skade end højst nødvendigt, kan valget være et både-og.

Både fastholde, at aktiv dødshjælp ikke bør indføres som en ret, et legitimt krav, der kan stilles til samfundet ud fra hensynet til flertallet, og fastholde, at i den enkelte situation kan man blive afkrævet en handling, som lovgivningen ikke giver rygdækning for, men som på den anden side er den eneste adækvate i situationen. Med andre ord yde aktiv dødshjælp, endskønt man er modstander af at gøre det lovligt.

Døden slipper vi ikke uden om. Det er i sidste ende det, der gør vores liv så komplicerede, nuancerede, kaotiske, vidunderlige, frygtelige og skræmmende. At tro på, at vi kan lovgive os ud af de dilemmaer, den stiller os i, eller at vi kan fjerne de konflikter, den rejser, gennem rationelle overvejelser, er en illusion. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp eller ej sætter disse forhold på spidsen.

Måske tager min 'løsning' på problemet sig skizofren ud i dine øjne. Til det kan jeg kun sige, at en skizofren tilværelse undertiden kræver skizofrene handlinger.