Dødsangst, dødspanik, kan næsten ethvert dyr opleve, svært at skille fra smerte. Mennesket er vist ene om at måtte finde sig i at leve videre med en viden om at skulle dø, før eller siden, gå til sine fædre, gå alt kødets gang, gå herfra, dø som en hund eller endda som en sild, ’ende som en grøntsag’, ikke just dø af grin, men gå bort af andre grunde, ind i den evige søvn, evige hvile, syndens sold, opgive ånden mæt af dage, uden andre vidner end sig selv? Man dør kun én gang, men så så længe. (Husk, du er kun et menneske, se bag dig, nemlig på mig – sagde vognstyrerslaven til generalen i triumftoget gennem Rom).
Forestillinger om liv efter døden, om sjælevandring, paradis, helvede, skærsilden, det græske dødsrige eller de evige jagtmarker – er begribelige undvigemanøvrer. Lever vi længere, end det kan være meningen – hvis mening? Dødedansen – som den kan ses på kalkmaleriet i Jungshoved Kirke i Sydsjælland, hvor den meget sorte død har en ung pige i hver hånd – er barsk realisme. Men de danser dog – på gravens rand. Andre kalkmalerier har et mere humoristisk syn på døden (skærsilden som et stort gab!). Alligevel har kirken bygget en stor del af sin magt på denne dødsangst, jf. de syv dødssynder. Alene ordet! Hvad har vel synd og død med hinanden at gøre – ud over at man kan dø i synden. Saligt!
