0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sansning og symbol

Dagens Kronik blev bragt første gang 29. november 1978. Filosoffen fremhæver her - med udgangspunkt i Tage Skou-Hansens forfatterskab - kunstens helt unikke evne til at formidle indsigt i det menneskelige sind.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fortællingen i Tage Skou-Hansens romaner er sanset. Landskabet skildres ikke topografisk i dets ubevægelighed, omgivelserne beskrives ikke i deres fasttømrede tilstand.

Det er rummet, bevæget af blæst, sol og skyer, der, ikke iagttages men sanses, ikke beskrives men fremkaldes, hver gang med få og nye træk. ¨

Især i romanerne fra besættelsestiden foregår alt, begivenheder og samtaler, i et rum der hele tiden er der og lever af det vekslende vejrlig og af døgnets og årstidernes skiftende lys.

I det rum færdes personer af den forskelligste natur og skæbne. I romanen 'Dagstjernen' går den unge mand, efter at være ankommet til den by, hvor han har fået ordre til at likvidere en stikker, ind i en havnebeværtning, hvor der, foruden servitricen, kun er en ældre mand til stede, der giver sig i snak med ham. Læseren bliver vidne til en samtale, der er sjælden, men som forekommer.

På enhver måde tilhører den øjeblikket. Den har intet emne, intet tema, som ellers altid rækker ud over øjeblikket. Samtalen består i at tilskrive den anden de tankefølelser og bevæggrunde, der på stedet er i hans mine, blik, holdning, gestus, ord og tavshed. For ordenes vedkommende tages de ikke for hvad de siger, men for hvad de skjuler.

Med similifortrolighed rives den andens motiver fra ham for at tage grunden væk under fødderne på ham og se ham sprælle i den fri luft. Det er den yderste form for destruktiv tale. For den der tager udspillet er det om at bevare styret - og til det hører slagfærdighed, frækhed, forslagenhed og skabagtighed. Alle de færdigheder mestrer den ældre mand, og den unge mand er et let bytte, han bliver genert, fortumlet og rasende på sig selv, fordi han hele tiden kommer til kort. Det er ulige spil. Den urørlighedszone, som den unge mand har at forsvare, bryder den ældre ind i, og kan det fordi han intet har at forsvare.

Den ældre mand forstiller sig ikke, fører ikke den unge mand bag lyset, tværtimod, han lægger alle kort på bordet, beholder ingen i ærmet. Men med oprigtighed har det intet at gøre, af den grund at han intet har at risikere, intet at sætte på spil. Han har opgivet sig selv. Han har ikke noget at være oprigtig med. Medens læseren overværer samtalen går det op for ham, at for at kunne være sand må et menneske have noget at redde igennem sandheden. Er der intet der er kostbart - andre menneskers sympati, selvrespekt - en tilværelsesmagt - bliver selve det intet at lægge skjul på til en latterliggørelse af sandhed. At afsløre alt bliver til en hån af oprigtighed. Selvopgivelse forvandler det at tale rent ud af posen fra åbenhed til blottelse.

Episoden viser, at kun med livsfilosofi er forfatteren i stand til at fortælle om mennesker og begivenheder. Engang var det anderledes. For hundrede år siden kunne karakterer gøre det ud for mennesker både i og udenfor drama og roman, også hos betydelige forfattere. Det kom af, at man politisk og kulturelt ikke var i tvivl om hvad der var galt fat og hvad der var at gøre ved det. Man kendte vejen frem. Samfunds- og kulturkritikken bed på moralske løsninger. Forfatteren prøvede og målte sine personer på den sag han ville fremme, og det blev de henholdsvis karakterfulde og karakterløse af.

Engang hed det: Afskaf latinen og Lille Marius vil leve - men den slags moralske løsninger på samfundsproblemerne har vi ikke mere, må vi tilstå. Miseren er, at vi har fået indrettet os et samfund, som vi ikke har intelligens til.

Har vi moral til det? Nej, men det er ikke noget nyt, det har vi aldrig haft, og det vil vi aldrig få, og det kan vi nok leve med. Jamen når vi har intelligens til at erobre verdensrummet, skulle den så ikke række til samfundet? Det er ikke sagt, for vore videnskaber og vor teknologi fungerer, kun for een sektor ad gangen og lader helheden i stikken. Skal vor intelligens få os til at gå på Månen, skal den reduceres til det formål.

Men forværringen af situationen har uddybet menneskekundskaben. Vi ser det i Tage Skou-Hansens fortællinger. Det er ikke personernes karakter og karakterløshed det er ham om at gøre at få frem, men deres natur og væsen.

Det hænger sammen med en anden følge af forværringen af situationen. Spørgsmålet om livsgrundlaget er brudt igennem, skærpet af den industrielle kultur. Romanen 'Hjemkomst' handler om hvor heldigt og uheldigt mennesker kommer fra en tilværelse uden livsgrundlag. Når alt drejer sig om karriere, prestige og magt bliver der ikke andet tilbage end at lade personerne ses, den ene i den andens opfattelse, og det kommer ingen af dem godt fra.

Debutromanen 'De nøgne træer' handlede om sabotagen under besættelsen, skuespillet 'Nedtælling' handler om terrorismen, og i romanen 'Den hårde frugt' er sabotagen fra krigens tid konfronteret med terrorismen af i dag, idet en række af personerne fra 'De nøgne træer' går igen i 'Den hårde frugt'. En forskel er slående. Sine politiske motiver skænkede sabotøren ikke mange tanker. I romanerne spiller de ingen rolle. Den eneste der er optaget af dem er lægen, men når han tager fat på dem bider hans kone ham af, og de andre er lettede over ikke at skulle høre på det. Stik modsat terroristerne.

Uafbrudt diskuterer de deres politiske motiver, ikke et øjeblik kan de lægge dem fra sig. Under planlægningen og på vej til gerningsstedet må de have deres politiske bagage med sig, den er lige så vigtigt at have på sig som sprængstoffet. En dødsens alvor, en motivransagelsens alvor har sænket sig over dem. Sabotagegruppen kunne indimellem holde et kæmpegilde, det er utænkeligt for terroristgruppen. Politisk sædelighed ruger over vandene.

Nu er der det mærkelige, at Eva, den unge pige i romanen der er leder af den arresterede terroristgruppe, og en af personerne i skuespillet, Otto, har opgivet enhver tanke om med deres terror at ændre samfundet. Men når ethvert politisk resultat på forhånd er afskrevet, hvorfor går de så til aktion? Det fremgår af samtalerne mellem Eva og hendes beskikkede forsvarer. Alt hvad et menneske gør, gør det for gevinstens skyld. Er der ikke svindel er der i hvert fald fiduser i ethvert menneskes handlinger. Det gennemskuer Eva, og det fylder hende med foragt. Samtidig indser hun, at anderledes kan det ikke være i det samfund vi lever i, sådan som det er indrettet. Altså må hun gå til aktion. Affandt hun sig med de handlingsvilkår, som samfundet byder på, ville hun komme til at lide af selvforagt. Men hun er også for klarsynet til at tro på, at der af terroren skulle kunne opstå et nyt og bedre samfund. Det er udelukket. Men når det ikke er samfundsændring, endsige utopi det gælder om for hende, hvad er det så? Svaret er: Det er den rene handling.

Terror er det eneste der er tilovers af ubesmittet mulighed i denne gennemkorrumperede verden. Kun på den rene handlings vilkår vil hun have med folk at gøre. Hendes delagtighed i dens fuldkommenhed gør hendes uforsonlighed forskelsløs. Alle er lakajer, alle er systemets lejesvende. Den beskikkede forsvarer ikke undtaget. Hendes samtaler med ham er derfor hele tiden på vippen. Når som helst kan hun rejse sig, afbryde samtalen og gå tilbage til sin celle. Til forsvarer kan terroristen kun have en medsammensvoren, ingen anden. En forsvarer, han være nok så loyal og sympatisk indstillet over for sin klient, duer ikke, hvis han ikke i hjertet er terrorist. Hvad der er sket siden romanen blev skrevet bekræfter den også på dette punkt.

Det betyder ikke, at romanen og skuespillet er et forsvar for samfundet over for terrorismen. De er en advarsel til samfundet: Lægger I ikke kursen om, men lader I stå til, ender det med at I bliver nødt til at dræbe dem der står jer nærmest.

Tage Skou-Hansens forfatterskab er samfundskritisk, men det er også meget andet. Jo mere politiske romanerne er, desto mere træder det frem, at fortællingens kompleksitet er en af de ting der udgør forskellen mellem fiktion og traktat. Allertydeligst er det i besættelsestidsromanerne. Nok var det dengang på sæt og vis lettere at handle end nogen sinde, alt var sort og hvidt, men enkel blev tilværelsen ikke af at handlingerne var enkle. Alt hvad personerne i romanerne er plaget og frydet af, har forpasset og forventer, tager de med sig. Til op over halsen stikker de i uoverkommeligheder, der kommer andetsteds fra end fra krigen. I 'Dagstjernen' bestemmer det ligefrem kompositionen.

Jeg vender tilbage til det jeg talte om til at begynde med, det sansede rum. Enkelte steder, ikke mange, men afgørende steder i forfatterskabet er der en dobbeltoplevelse af fuldstændig enhed. Det der sker i et møde eller i et samvær går i eet med det der sker i sansningen af omgivelserne. Uanset det skæbnesvangre der forestår eller ligger bag, indfinder der sig en indsigt, omfattende og befriende, er den også smertelig måske. Den går i eet med, at omgivelserne i sansningen får dybde og åbenhed. Det er en oplevelse af, at der er ukendte tilværelsesmagter til stede i det som et menneske udsættes for og i det som det sanser.

Overtolker jeg forfatteren, der er tilbageholdende, betænkt på ikke at sige mere end han kan stå ved? Jeg lader spørgsmålet stå åbent. Men vi står ved en skillev