0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den tredje mand

Forfatteren og journalisten Leif Davidsen har været i Wien og mødt Graham Greene, Orson Welles, 'Den Tredje Mand'.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfatteren og journalisten Leif Davidsen har været i Wien og mødt Graham Greene, Orson Welles, 'Den Tredje Mand'.

Wien i december.

Wien er snusketvåd af en stille regn, men dysterheden mildnes af julelys fra adskillige 'Weihnachtsmarkt' og skæret fra de fyldte caféer, hvor tjenere i sorte jakkesæt med hvid skjorte og butterfly serverer så god en kaffe, at man kommer til at tænke på 'Twin Peaks' og agent Coopers berømte ord:

»This is a damn good cup of coffee«.

Jeg er i Wien for at holde et par foredrag og samtidig researche lidt locations til den roman, jeg er i gang med, men min kone og jeg får en uventet gave af byen, som under den kolde krig var centrum for spionernes kamp på den usynlige front.

Det er en udstilling på byens historiske museum, der fortæller om tilblivel- sen af en af verdens store film og forfatteren bag den.

Graham Greenes 'Den tredje mand' med Orson Welles i hovedrollen og Anton Karas' inciterende melodi på citar, som ingen, der har hørt den, glemmer igen. Filmen blev optaget i den ødelagte by i 1948.

Det er svært at tro, når man spadserer rundt i Østrigs smukke hovedstad, at den i 1948 lå i ruiner efter Anden Verdenskrig, hvor Østrig var en velvillig del af det nazistiske rige.

90.000 huse blev helt eller delvist ødelagt, 250.000 kvinder, som havde mistet deres mænd under krigen, rodede sammen med tusinder af forældreløse børn i ruinerne efter mad. De fleste borgere måtte klare sig med mindre end minimumsrationen på 2.000 kalorier om dagen.

Wien var besat af de fire sejrsmagter USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen, der patruljerede i byen med en repræsentant for hver magt i bilerne.

På den måde adskilte Wien sig fra Berlin, men som i Berlin florerede sortsbørshandel og anden kriminalitet.

Wien var en kulisse, som Graham Greene kunne bruge. Wien var et ægte 'Greeneland', et mørkets sted, hvor synden og opofrelsen gik hånd i hånd.

Det var en spionrede, hvor amerikanerne holdt til på Hotel Bristol, briterne på Sacher og russerne på Imperial - alle en spytklat fra den sønderskudte Opera, der i dag længe har stået i fordums pragt ligesom de nævnte hoteller.

Graham Greene skrev manuskriptet, Carol Reed instruerede og Alexander Korda var producent. Det var et begavet trekløver, der skabte mesterværket, som vi kender det i dag, mens amerikanerne fik en udvandet, ligegyldig version, fordi den amerikanske medproducent Selznick, hverken kunne lide det han kaldte »bøssehistorien« - filmens krumtap er venskabet mellem Harry Lime og Holly Martins - eller titlen.

I stedet foreslog han 'En nat i Wien'. Fred være med Hollywood. For Greene og Reed fik deres vilje i Europa, og det er den version, der står i dag.

Historien handler om sortbørshandel med det nye vidundermiddel penicillin, der var uhyre svært at skaffe i efterkrigstidens Europa.

En mand, der hedder Harry Lime (Orson Welles) skulle egentlig være død, men er det tilsyneladende ikke.

En af Greenes typiske naive amerikanere, som vi også kender karakteren fra Vietnam-romanen 'Den stilfærdige amerikaner', Holly Martins (Joseph Cotton) er Limes ungdomsven og kommer til Wien for at opsøge ham.

En britisk officer Calloway (Trevor Howard) hjælper ham. Hans formål er at få Harry Lime bag tremmer. Harry sælger fortyndet, livsfarlig penicillin.

Limes veninde Anna (Alida Valli) er den smukke, mystiske kvinde mellem de to ungdomsvenner.

Tilsyneladende en banal handlingstråd, men som med alle gode thrillere siger handlingstråden ikke meget om kvaliteten og flertydigheden i historien. Gode thrillere er sublime skildrere af menneskets sjælelige afkroge og samti- dens afgørende spørgsmål.

»Life is a thriller«, som Greene selv har udtrykt det. 'Den tredje mand' er ikke en spionfilm, men den præges af spionernes spejlverden, og dens temaer er de evigtgyldige om forræderi, kærlighed og loyalitet.

Som den flotte udstilling i sort-hvide billeder og med sine oplysende tekster på engelsk og tysk fortæller, så trak Greene på sine venskaber, da han skrev manuskriptet.

Det var spionen og landsforræderen Kim Philby, der var Greenes chef i det britiske efterretningsvæsen. Og det var kontakter i Wiens jour- nalistiske miljø, der fortalte Greene om underverdenens liv.

Både han og Reed lavede nu også deres egen research på byens mere dubiøse barer og natklubber og på hotellerne, hvor besættelsesmagternes spioner holdt til.

Som Graham Greene skriver: »I needed to rub shoulders with the lost souls of this world«.

Selvfølgelig gjorde han det. De fortabte sjæle var råstoffet i hans litterære produktion. Wien havde nok af dem. Wien havde nok Sacher-torte, men også rigeligt med spioner og løgne.

Både Reed, Greene og Orson Welles blev kendte figurer i Wiens dekadente natteliv i optageperioden. Det er sjovt at se de yngre ansigter med glas i hånden på de gamle billeder fra diverse barer.

Optagelserne foregik ofte under ret så kaotiske og vanskelige forhold i den udbombede by, men ifølge udstillingen med en fin, fandenivoldsk stemning på holdet.

Filmen 'Den tredje mand' var da også en af de få af hans egne film, som Welles orkede at gense lige til sin død.

Greene lavede sin research i vinteren 1947-48, hvor besættelsesmyndighederne netop havde optrevlet en større smuglerbande, der forsynede det sorte marked med penicillin.

Han fik en del materiale af en britisk korrespondent Peter Smolka, også ven med Philby, og takkede ved at lade en af filmens dubiøse barer hedde Smolka efter journalisten.

Optagelserne i november 1948 varede seks uger og foregik on location, hvilket var svært dengang, da filmene var langt mindre lysfølsomme end i dag. Men Reed ville have det autentiske Wien og ikke et studieprodukt. Man importerede speciallamper fra England og kæmpede dagligt med Wiens periodiske strømafbrydelser.

Filmen 'Den tredje mand' huskes da også for sine nervepirrende scener i Wiens store system af underjordiske kloakker og kanaler, som løber ud i Donau. Greene havde hørt om dem gennem Philby, der brugte dem i trediverne til at smugle sårede venstreorienterede ud for næsen af de fascistiske politisoldater.

Orson Welles var panisk ræd for rotter, så Reed måtte ofte bruge en stand-in til de uforglemmelige underjordiske scener, og den berømte slutjagt er optaget i et studie i London.

November er en regnfuld måned, så faren for oversvømmelser var også akut. Wiens underjordiske helvede bliver et symbol på filmens konflikt om forræderi og loyalitet.

Den store forfølgelsesscene varer kun 7 minutter ud af filmens 105, men den huskes, når lyset tændes i biografen eller slutkrediteringen løber over tv-skærmen.

Det forgangne Wien er filmens dominerende og stærke kulisse, men filmen er også Greenes manipulerede billede af byen.

For fiktion skal ikke være fakta. Hvis der var elementer i gadebilledet, der med en enkelt ændring kunne være med til at skabe den stemning, som Greene og Reed ønskede, så ændrede de to herrer på virkeligheden, så den blev mere sand for den fortælling, som de ønskede at skabe.

Greene og Reed var uenige om slutningen. Det er der ikke noget usædvanligt i. Forfattere og instruktører er ofte uenige om slutningen, skulle jeg hilse og sige.

Men det overrasker mig, at udstillingen kan fortælle, at det var Greene, der ville have en 'lykkelig' slutning.

Greene ville godt have, at publikum fik en fornemmelse af, at Holly Martins og Anna havde en fremtid sammen, men Reed var imod og fik sin vilje. Alligevel blev slutningen ikke helt, som Reed havde planlagt den.

I drejebogen står der, at Anna skal stoppe på Wiens mammutkirkegård Zentralfriedhof, hvor slutscenen er lagt.

Martins venter. Han vil sige undskyld, fordi han har forrådt deres fælles ven Harry. Men skuespillerinden Alida Valli besluttede på stedet, da scenen blev optaget, bare at gå forbi ham uden at se på ham.

Der var og er en lang allé på Zentralfriedhof. Anna kommer gående, der er ingen musik, der er ingen bevægelse i kameraindstillingen, men blot en kvinde, der spadserer og langsomt vokser i billedet.

Hun går forbi og ser sig ikke tilbage. Martins står forvirret tilbage, tager et sug på cigaretten og smider den. Endcredits. Musik. En perfekt, åben og alligevel desillusioneret slutning.

Filmen blev en kunstnerisk og folkelig succes, men kommunisterne viste som sædvanlig, at kunst forstod de sig heller aldrig på, inden de gik i graven med jerntæppet.

De østrigske kommunister og sovjetiske medier kaldte filmen for et beskidt og bagtalende angreb på Wien og wienerne, fortæller udstillingen, der takker for en af litteraturens og filmens store værker i det 20. århundrede.

Filmen går i en af Wiens biografer på originalsproget, og det er muligt at deltage i fodture oppe og nede i Wien »på sporet af 'Den tredje mand'«.

Jeg tænker, at det ville være en god idé for Filminstituttet at få både udstilling og film til Danmark, for det er ikke alene filmhistorie, men også europæisk historie. Og dermed rammer den lige ned i hele diskussionen om Europas fremtid.

Udenfor snuskregner det stadig. I sidegaderne kan man godt føle en reminiscens af den stemning, som filmen spejlede for 54 år siden, men ved Ringgaderne og andre centrale strøg er der ingen lurvethed eller fattig desperation at opleve i dagens Wien.

Og så alligevel.

På strøget Graben er der mange tiggere fra det forliste kommunistiske Østeuropa, og massageklinikkerne er ifølge den østrigske presse befolket af unge, desperate kvinder fra 'den anden side'.

Lime handlede med penicillin. De moderne udgaver af Harry Lime handler med kvinder og narko i nutidens, mondæne Wien.
Lyset spejler sig forførende i pytterne, og regndråber danser i de mange billygters skær.

Sporvognene skramler, og folk haster i aftenmørket hjemad forbi forbrugersamfundets lokkende vinduer. Der er langt fra Wien i 1948 til Wien i 2002.

Men dagens Wien er også langt fra Wien for bare 12 år siden. Jerntæppet er væk, Ungarn og Slovakiet er venner. Bratislava er ikke længere fjendeland, men en nær naboby, hvor de musikglade wienere nu tager over for at gå i operaen, fordi Staatsoper er svær at få billetter til, selv om de er dyre.

Før Berlinmurens fald var Wien stedet, hvor journalister og spioner betragtede livet på den anden side og handlede med informationer som Lime med penicillin.

Wien var en af den kolde krigs centrale kamppladser som Berlin. Europa har forandret sig kolossalt - til det bedre.

Men i den veltilfredse og velhavende by kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på en af 'Den tredje mand's berømte replikker, inden vi alle sammen føler, at den hellige grav er velforvaret i et fælles Europa, der nok lever i fred og fordragelighed, men sætter penge i centrum for al diskussion om udvidelser nu og i fremtiden.

Greene lagde en scene på Wiens store pariserhjul, der mirakuløst ikke var blevet ødelagt under krigen. Dengang som nu et af byens karakteristiske vartegn. Det er Harry Lime og Holly Martins, der mødes i pariserhjulet.

Lime kan uden problemer smide Holly ud til den sikre død, da kabinen langsomt stiger til himmels. Som hans hævn for vennens forræderi.

I stedet lægger Greene følgende replik i munden på Orson Welles, da de skilles for sidste gang:

»I Italien under borgiaerne havde de krig, terror og blodsudgydelser, men de skabte Michelangelo, Leonardo da Vinci og renæssancen. I Schweiz havde de broderlig kærlighed, 500 år med demokrati og fred. Og hvad skabte de? Kukuret! So long, Holly«.

'Der dritte Mann - Auf den Spuren eines Filmklassikers'. Historisches Museum der Stadt Wien frem til 2.2. 2003. Desuden er udgivet en bog med samme titel på forlaget Czerning Verlag skrevet af Brigitte Timmermann og Frederik Baker. Den koster 49 euro.