I morgen er der post til videnskabsminister Helge Sander.

Han modtager de oplæg til fusioner, som han i juni bad en række universiteter og sektorforskningsinstitutter om. Han er dermed kommet et skridt videre realiseringen af sit nye danmarkskort, som i løbet af få år vil ændre den danske universitets- og forskningssektor totalt. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter unægtelig, at målet er fornuftigt, og at beslutningen bliver truffet på et oplyst og gennemdiskuteret grundlag. Jeg holder mig i denne Kronik til det sidste, og der er nok at tage fat i. Det er nemlig en særegen, ja, betændt forberedelsesprocedure, som Sander har benyttet for så stort et projekt. Der foreligger således intet dokument fra ministeren og hans embedsmænd, som i præcise ord og tal beskriver reformens sigte, baggrund, forudsætninger og forventede konsekvenser. Politikken er i stedet blevet til, ved at ministeren med mellemrum giver sig til kende gennem kortfattede pressemeddelelser. Mellem dem falder nogle få runder af møder, hvor Helge Sander og i særdeleshed nogle håndplukkede få af hans embedsmænd drøfter fremdriften i det store projekt med formænd, rektorer og direktører for i hvert fald de største af de berørte institutioner. Hvad der sker på møderne, er ikke aldeles klart, for i modsætning til typiske forhandlinger i ministerielt regi bliver der ikke til møderne udarbejdet notater, som kan danne grundlag for en oplyst udveksling af information og synspunkter mellem parterne. Efter referaterne at dømme sker der alene det, at ministerens embedsmænd i meget brede vendinger ytrer sig om reformens store perspektiver, hvorpå de i lige så brede vendinger understreger, at det er regeringen, der sætter fristerne og i sidste ende træffer beslutningerne. Det er, må man sige, en ganske brovtende fremgangsmåde, som kun går for en flertalsregering – og for en mindretalsregering, der mener at have en sag, som ingen gider udfordre. Selv en sådan politik kræver en legitimering. Den måde, som Helge Sander forsøger at opnå den på, er interessant. Sanders foretrukne kommunikationsform er pressemeddelelsen. Hans kanaler er Ritzau og pressemøder. Det er ikke en informationsstrategi, der fremmer forståelsen, for ordene er overordentlig få og upræcise. Den uforpligtende form har sat ministeren i stand til at tilpasse sin politik løbende, for der er aldrig nogen, der helt har vidst, hvad hans præcise intention er. Det startede med, at ministeren efterlyste forpligtende samarbejder og derpå begyndte at tale om dannelse af universitets- og forskningskonsortier. Men via et Ritzautelegram meldte Helge Sander i januar 2006, at det nu gjaldt fusioner mellem universiteterne indbyrdes og mellem dem og en række store sektorforskningsinstitutioner. Legitimeringen sker på to måder. Den ene består i påberåbelse af den internationale sagkundskab. Det er i denne sammenhæng OECD, som i 2004 offentliggjorde en evaluering af de danske universiteter og deres indsats på undervisningssiden. Det panel, som udarbejdede den, bestod af tidligere embedsmænd og politikere, der mellem 13. og 23. maj 2003 besøgte ministeriet, andre ministerier, otte universiteter, Folketingets Forskningsudvalg samt en håndfuld interesseorganisationer. Der var altså grænser for, hvor solidt og omfattende et grundlag de havde for deres rapport, men sådan arbejder OECD. Man får let det indtryk, at Helge Sander følger OECD’s anbefalinger med sin fusionspolitik. Men det er ikke korrekt. OECD beskæftigede sig kun med den side af problemstillingen, som vedrører sektorforskningen, og over 12 linjer udtrykker panelet sin støtte til »regeringens plan om at reducere antallet af sektorforskningsinstitutioner og overføre nogle af deres bevillinger til universiteterne« (afsnit 82). Så er den potte ude. Den samme selektive læsning af rapporten har gjort, at Sander og resten af regeringen på intet tidspunkt offentligt har keret sig om panelets bekymring for statens topstyring af universiteterne og dets anbefaling af institutionelle reformer, som (med et gammelt Venstreslogan) sikrer frihed under ansvar for universiteternes forskning og undervisning. Den anden kilde til legitimering, som Helge Sander påberåber sig, er universiteterne selv. Det sker ved henvisninger til, at han og regeringen blot følger deres råd, og at hans politik bliver til i en åben dialog med dem. De konkrete løsninger, som regeringen derfor vil tage stilling til i den allernærmeste fremtid, er derfor alene en opfølgning på forslag, som er formuleret af universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes egne ledelser. Det er rent spin. Det gælder f.eks., når Helge Sander påberåber sig Danmarks Forskningspolitiske Råd. Rådet har i et notat beskæftiget sig med problemstillingen. Det understreger: »Rådet er ikke bekendt med nogen form for veldokumenteret, internationalt anerkendt skabelon for en optimal struktur af et universitetssystem med hensyn til bl.a., hvor mange universiteter der bør være i forhold til en given befolkningsstørrelse, eller hvor stort et universitet ideelt bør være, men der fremføres ofte argumenter for, at en koncentration af ressourcerne på færre universiteter ville gavne institutionernes kvalitet og effektivitet«. Det er ærlig snak som optakt til rådets anbefaling af, at man alligevel slår ind på en strategi, der skal give større enheder og »kritisk masse«, som det hedder. Der er altså i høj grad tale om en politik baseret på tro snarere end rationalitet. Den samme tvivlsomme logik ligger bag påberåbelsen af Globaliseringsrådet. Det var sammensat af en række ministre og andre notabiliteter, først og fremmest virksomhedsledere. Men hvis man skal undgå misforståelser, er den mest præcise betegnelse en studiekreds. For Globaliseringsrådet har ikke udgivet nogen rapport eller betænkning. Det er regeringen, der er ophav til den publikation, som afsluttede møderækken i rådet. Et af medlemmerne, professor Nina Smith, har da også offentligt gjort opmærksom på, at ingen minister skal tage hende til indtægt for de store ord, som også kendetegner denne rapport. Erhvervslivets spidser er derimod åbenbart mindre kræsne, når der bliver serveret store ord og fedt flæsk for dem. Den procedure, som bliver fulgt i samspillet mellem på den ene side minister og ministerium, på den anden side universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne, er som nævnt i indledningen lige så anløben. Den er beskrevet ret præcist af en universitetsdekan: »... ministeren har klart tilkendegivet, at regeringen ønsker en fusion, og at det skal ske hurtigst muligt. Institutionerne har taget dette til efterretning, og enkelte institutioner har bidraget til ministerens idégrundlag i en indledende fase. Ministeren har så efterlyst institutionernes udspil til fusionsmuligheder, hvilket institutionerne som loyalt embedsværk har spillet ud med inden for de centralt fastsatte tidsfrister ... I virkeligheden er der tale om, at forskningsverdenen har fået et tilbud, der ikke kan afslås«. Det er en nøjagtig beskrivelse af proceduren, som i morgen går ind i en ny fase. Jeg har allerede berettet lidt om disse møder, som ikke har karakter af hverken forhandling eller udredning. Ministeriets embedsmænd optræder på møderne i stedet som magtens mænd, der, så vidt jeg har kunnet følge med, bliver ved med at gentage det samme mantra med mere uddannelse og nye uddannelseskombinationer, større international gennemslagskraft, tættere samarbejde med erhvervslivet og offentlige myndigheder, international konkurrencedygtighed og tiltrækning af en større andel af EU-midler. Det er ikke mere oplysende, end når det formuleres af Sander selv med ord som »universiteter i verdensklasse«, »kritisk masse« og »muskelkraft«. Til gengæld er der ikke på de få møder, som har været holdt, gjort noget ud af en af de store udfordringer, som knytter sig til fusionerne. Det er omkostningsspørgsmålet. Det opstår, fordi man inden for en meget kort periode vil sammenlægge institutioner, som er store, løser vidt forskellige opgaver, med særskilte ledelser og administration, og som er placeret geografisk langt fra hinanden. Dertil skal man lægge, at de naturligvis har helt forskellige kulturer. Det er ved fusioner velkendte problemer både i den private og den offentlige sektor. Af samme grund har Finansministeriet lavet en rapport om erfaringer og anbefalinger vedrørende fusioner i staten. Rapporten beskæftiger sig lige præcis med de problemer, som er nævnt ovenfor. Og for økonomiens vedkommende konkluderer man: »Alt i alt viser analysen, at hvis der ikke opstilles meget konkrete mål for de ønskede økonomiske gevinster ved fusionen, bliver disse mål ikke forfulgt eller realiseret. Det indebærer, at fusioner i det offentlige ikke altid henter hele den økonomiske gevinst, der er mulig. Samtidig ses det relativt sjældent, at der opereres med en struktureret analyse og planlægning af de økonomiske gevinster og omkostninger, der er forbundet med fusionen« (s. 67). Det er klare ord, men ikke en erfaring, som har gjort indtryk i Videnskabsministeriet. Der antager man, at fusionerne kommer til at koste i form af øgede ledelses- og administrationsomkostninger, men ministeriet understreger i samme åndedrag, at de skal være udgiftsneutrale for staten. Man anser det ikke for noget problem, da universiteterne som selvejende institutioner blot kan bruge af egenkapitalen eller af de ekstrabevillinger, som regeringen har stillet i udsigt for at bringe forskningsindsatsen op i de kommende år. Det er beskeden, der bliver givet, når nogen forsøger at bringe problemet op på bordet. I budskabet ligger, at man for at nå fusionerne accepterer en sænkning af omkostningseffektiviteten og sender regningen til universiteter og institutter. Ikke desto mindre er det et af de helt alvorlige problemer, som opstår, fordi universiteterne og nogle af de store sektorforskningsinstitutter har helt forskellige opgaver, der hidtil er blevet løst i helt forskellige verdener. Tager Sander også ansvaret, når Rigsrevisionen om få år påpeger, at det blev den faktiske konsekvens? Man kunne tro, at så stor en reform kræver lovgivning og dermed Folketingets medvirken. Sådan bliver det måske også. Da regeringen har travlt, er det imidlertid ikke udgangspunktet, for det kunne føre til, at en endelig beslutning ikke kan træffes i 2006. Derfor har man i Videnskabsministeriet den tanke at bruge universitetslovens par. 31. Den siger, at »ministeren kan i forbindelse med et samarbejde mellem universiteter eller mellem universiteter og andre uddannelses- eller forskningsinstitutioner godkende undtagelser fra lovens bestemmelse og fastsætte særlige regler herfor efter indstilling fra de berørte institutioner«. Det er en bekvem regel, og Helge Sanders strategi er som skræddersyet til den. Der kan dog fortsat være behov for en ændring af lovens regler om ledelses- og styrelsesforhold, men som der står i et notat fra Videnskabsministeriet, må »bestyrelsesformændene ...m en forberedelse på denne eventualitet .. forberede vedtægtsændringer, så de forudsatte lovændringer kan afspejles i vedtægterne«. Jeg har i de foregående afsnit beskrevet den procedure, der indtil nu er blevet brugt. Min beskrivelse er blevet til på grundlag af de kilder, som jeg har adgang til. Der er selvfølgelig – og forhåbentlig – andet, men jeg er sikker på, at den grundlæggende beskrivelse er korrekt og dækkende. Det er en beslutningsforberedelse, som ikke er ansvarlig, ej heller anstændig. Den er så overfladisk og manipulerende, at den hører hjemme i systemer, som Danmark ikke bør kunne sammenlignes med. Den er samtidig kendetegnende for en regering, som er så sikker på sin egen magt og sine egne ideer, at den primært ser embedsværk som et redskab for politisk spin. I det konkrete sagsforløb betyder det, at der i ministeriet ikke er foretaget noget, der ligner en normal sagsbehandling med indsamling og analyse af faktuelle oplysninger. Der er heller ikke gjort noget forsøg på at kortlægge de problemer og udfordringer, som kan ligge og sandsynligvis ligger forude. Det er foruroligende, for det kan kun betyde to ting: at regeringen vil noget andet, end den siger, eller at den gennemfører sin strategi som en demonstration af egen handlekraft og uden egentlig interesse for konsekvenserne. Begge dele er helt galt. Den store ubekendte er i denne sammenhæng ikke en fusion af universiteter, for det handler grundlæggende om mere af det samme. Det kan være, at det er god idé, det kan også være, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel, hvad der ikke er usandsynligt. Så er det bare endnu et symbolsk politisk slag i luften, og sådan et skal Helge Sander og hans kolleger i regeringen også have lov til at slå. Det hører nu engang med til deres politiske metier. Det er integrationen af sektorforskningsinstitutionerne, der er problematisk. Den rummer så mange spørgsmål, at det ikke er et emne for forhandlinger mellem dårligt forberedte embedsmænd og bestyrelsesformænd, rektorer og forskningsdirektører, som er placeret med ryggen mod muren. Det kan oven i købet være, at det er en god idé. Men det er ikke sikkert, at det er det for alle, og det er heller ikke sikkert, at modellen skal være den samme for alle, der måtte komme til at fusionere. Det kræver tid at undersøge det. Når den er så problematisk, er det, fordi universiteterne og sektorforskningsinstitutterne løser grundlæggende forskellige opgaver, og herunder især at nogle sektorforskningsinstitutter er inddraget i politisk rådgivning. En løsning er, at man bad et bredt sammensat udvalg se på det. En anden og allerhelst efterfølgende procedure er, at man gennemgår problemer og mulige løsninger institut for institut, for de løser altså langtfra de samme opgaver. En sådan løsning er i Sanders og regeringens optik en ren forhalingsstrategi. Det er ikke tilfældet. Der er alene tale om at tilrettelægge en udredning, der oplyser Sander og hans kolleger i regeringen om, hvad sagen handler om. Der er intet i de forarbejder, som jeg har citeret i denne Kronik, der tyder på, at de eller deres embedsmænd har sat sig ind i det. Kommissoriet for en sådan udredning er meget enkelt. Det består i tre opgaver, som er centrale for universiteterne, som skal overtage sektorforskningen; for de ministerier og myndigheder, der får løst opgaver hos den; og for de institutter, som skal integreres med universiteterne: Hvad skal grænsefladen være mellem universiteterne og de rekvirerende ministerier og myndigheder? Hvordan sikrer man fortsat undervisnings- og forskningsfrihed for de videnskabelige medarbejdere på universiteter, der fremover skal løse rekvirerede opgaver for ministerier og myndigheder? Og hvordan fastlægger man rimeligt stabile økonomiske rammer for universiteterne, der fortsat sikrer en fri grundforskning af høj og gerne højere kvalitet? Det sidste er trods alt fundamentet for universiteter, der skal leve op til Helge Sanders slagordsagtige krav og mål.