0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sanders betændte metode

Videnskabsministeren står fast på sit ønske om en fusion af universiteter og sektorforskningen. Men hans procedure er anløben. Og han foretrækker at kommunikere gennem pressemeddelelser. Er det for meget at bede om en udredning af planerne?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I morgen er der post til videnskabsminister Helge Sander.

Han modtager de oplæg til fusioner, som han i juni bad en række universiteter og sektorforskningsinstitutter om. Han er dermed kommet et skridt videre realiseringen af sit nye danmarkskort, som i løbet af få år vil ændre den danske universitets- og forskningssektor totalt. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter unægtelig, at målet er fornuftigt, og at beslutningen bliver truffet på et oplyst og gennemdiskuteret grundlag. Jeg holder mig i denne Kronik til det sidste, og der er nok at tage fat i. Det er nemlig en særegen, ja, betændt forberedelsesprocedure, som Sander har benyttet for så stort et projekt.

Der foreligger således intet dokument fra ministeren og hans embedsmænd, som i præcise ord og tal beskriver reformens sigte, baggrund, forudsætninger og forventede konsekvenser. Politikken er i stedet blevet til, ved at ministeren med mellemrum giver sig til kende gennem kortfattede pressemeddelelser. Mellem dem falder nogle få runder af møder, hvor Helge Sander og i særdeleshed nogle håndplukkede få af hans embedsmænd drøfter fremdriften i det store projekt med formænd, rektorer og direktører for i hvert fald de største af de berørte institutioner. Hvad der sker på møderne, er ikke aldeles klart, for i modsætning til typiske forhandlinger i ministerielt regi bliver der ikke til møderne udarbejdet notater, som kan danne grundlag for en oplyst udveksling af information og synspunkter mellem parterne.

Efter referaterne at dømme sker der alene det, at ministerens embedsmænd i meget brede vendinger ytrer sig om reformens store perspektiver, hvorpå de i lige så brede vendinger understreger, at det er regeringen, der sætter fristerne og i sidste ende træffer beslutningerne. Det er, må man sige, en ganske brovtende fremgangsmåde, som kun går for en flertalsregering – og for en mindretalsregering, der mener at have en sag, som ingen gider udfordre.

Selv en sådan politik kræver en legitimering. Den måde, som Helge Sander forsøger at opnå den på, er interessant.

Sanders foretrukne kommunikationsform er pressemeddelelsen. Hans kanaler er Ritzau og pressemøder. Det er ikke en informationsstrategi, der fremmer forståelsen, for ordene er overordentlig få og upræcise. Den uforpligtende form har sat ministeren i stand til at tilpasse sin politik løbende, for der er aldrig nogen, der helt har vidst, hvad hans præcise intention er. Det startede med, at ministeren efterlyste forpligtende samarbejder og derpå begyndte at tale om dannelse af universitets- og forskningskonsortier. Men via et Ritzautelegram meldte Helge Sander i januar 2006, at det nu gjaldt fusioner mellem universiteterne indbyrdes og mellem dem og en række store sektorforskningsinstitutioner.

Legitimeringen sker på to måder. Den ene består i påberåbelse af den internationale sagkundskab. Det er i denne sammenhæng OECD, som i 2004 offentliggjorde en evaluering af de danske universiteter og deres indsats på undervisningssiden.

Det panel, som udarbejdede den, bestod af tidligere embedsmænd og politikere, der mellem 13. og 23. maj 2003 besøgte ministeriet, andre ministerier, otte universiteter, Folketingets Forskningsudvalg samt en håndfuld interesseorganisationer. Der var altså grænser for, hvor solidt og omfattende et grundlag de havde for deres rapport, men sådan arbejder OECD.

Man får let det indtryk, at Helge Sander følger OECD’s anbefalinger med sin fusionspolitik. Men det er ikke korrekt. OECD beskæftigede sig kun med den side af problemstillingen, som vedrører sektorforskningen, og over 12 linjer udtrykker panelet sin støtte til »regeringens plan om at reducere antallet af sektorforskningsinstitutioner og overføre nogle af deres bevillinger til universiteterne« (afsnit 82). Så er den potte ude. Den samme selektive læsning af rapporten har gjort, at Sander og resten af regeringen på intet tidspunkt offentligt har keret sig om panelets bekymring for statens topstyring af universiteterne og dets anbefaling af institutionelle reformer, som (med et gammelt Venstreslogan) sikrer frihed under ansvar for universiteternes forskning og undervisning.

Den anden kilde til legitimering, som Helge Sander påberåber sig, er universiteterne selv. Det sker ved henvisninger til, at han og regeringen blot følger deres råd, og at hans politik bliver til i en åben dialog med dem. De konkrete løsninger, som regeringen derfor vil tage stilling til i den allernærmeste fremtid, er derfor alene en opfølgning på forslag, som er formuleret af universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes egne ledelser. Det er rent spin.

Det gælder f.eks., når Helge Sander påberåber sig Danmarks Forskningspolitiske Råd. Rådet har i et notat beskæftiget sig med problemstillingen. Det understreger: »Rådet er ikke bekendt med nogen form for veldokumenteret, internationalt anerkendt skabelon for en optimal struktur af et universitetssystem med hensyn til bl.a., hvor mange universiteter der bør være i forhold til en given befolkningsstørrelse, eller hvor stort et universitet ideelt bør være, men der fremføres ofte argumenter for, at en koncentration af ressourcerne på færre universiteter ville gavne institutionernes kvalitet og effektivitet«. Det er ærlig snak som optakt til rådets anbefaling af, at man alligevel slår ind på en strategi, der skal give større enheder og »kritisk masse«, som det hedder. Der er altså i høj grad tale om en politik baseret på tro snarere end rationalitet.

Den samme tvivlsomme logik ligger bag påberåbelsen af Globaliseringsrådet. Det var sammensat af en række ministre og andre notabiliteter, først og fremmest virksomhedsledere. Men hvis man skal undgå misforståelser, er den mest præcise betegnelse en studiekreds. For Globaliseringsrådet har ikke udgivet nogen rapport eller betænkning. Det er regeringen, der er ophav til den publikation, som afsluttede møderækken i rådet. Et af medlemmerne, professor Nina Smith, har da også offentligt gjort opmærksom på, at ingen minister skal tage hende til indtægt for de store ord, som også kendetegner denne rapport. Erhvervslivets spidser er derimod åbenbart mindre kræsne, når der bliver serveret store ord og fedt flæsk for dem.

Den procedure, som bliver fulgt i samspillet mellem på den ene side minister og ministerium, på den anden side universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne, er som nævnt i indledningen lige så anløben. Den er beskrevet ret præcist af en universitetsdekan: »... ministeren har klart tilkendegivet, at regeringen ønsker en fusion, og at det skal ske hurtigst muligt. Institutionerne har taget dette til efterretning, og enkelte institutioner har bidraget til ministerens idégrundlag i en indledende fase. Ministeren har så efterlyst institutionernes udspil til fusionsmuligheder, hvilket institutionerne som loyalt embedsværk har spillet ud med inden for de centralt fastsatte tidsfrister ... I virkeligheden er der tale om, at forskningsverdenen har fået et tilbud, der ikke kan afslås«.

Det er en nøjagtig beskrivelse af proceduren, som i morgen går ind i en ny fase. Jeg har allerede berettet lidt om disse møder, som ikke har karakter af hverken forhandling eller udredning. Ministeriets embedsmænd optræder på møderne i stedet som magtens mænd, der, så vidt jeg har kunnet følge med, bliver ved med at gentage det samme mantra med mere uddannelse og nye uddannelseskombinationer, større international gennemslagskraft, tættere samarbejde med erhvervslivet og offentlige myndigheder, international konkurrencedygtighed og tiltrækning af en større andel af EU-midler. Det er ikke mere oplysende, end når det formuleres af Sander selv med ord som »universiteter i verdensklasse«, »kritisk masse« og »muskelkraft«.

Til gengæld er der ikke på de få møder, som har været holdt, gjort noget ud af en af de store udfordringer, som knytter sig til fusionerne. Det er omkostningsspørgsmålet. Det opstår, fordi man inden for en meget kort periode vil sammenlægge institutioner, som er store, løser vidt forskellige opgaver, med særskilte ledelser og administration, og som er placeret geografisk langt fra hinanden. Dertil skal man lægge, at de naturligvis har helt forskellige kulturer. Det er ved fusioner velkendte problemer både i den private og den offentlige sektor. Af samme grund har Finansministeriet lavet en rapport om erfaringer og anbefalinger vedrørende fusi