Mens vi i år har døjet med det lunefulde danske sommervejr, tyder alt på, at danskerne om 100 år vil opleve et varmere og mere behageligt klima. Menneskers afbrænding af olie, kul og gas øger mængden af CO -2 i atmosfæren. Det får temperaturen til at stige. Væk med forkølelser og vintertræthed. Væk med store varmeregninger. Det er blandt de positive sider af den globale opvarmning. Og i lande, som i dag oplever hårde frostperioder, vil færre i fremtiden dø af kulde. Til gengæld vil global opvarmning også medføre flere hedebølger og skovbrande og mindre udbytte i landbruget i fattige lande. Der er altså både fordele og ulemper ved global opvarmning. Hvor store bliver de samlede effekter; det vil sige, hvad er fordele og ulemper værd i kroner og øre? Det er det helt centrale spørgsmål i klimadebatten. Besvarelsen af dette spørgsmål er afgørende for, hvordan vi bør sætte ind over for klimaændringerne. Det er uhyre vanskeligt både at indkredse effekterne og at sætte en pris på dem. Forskerne kommer dog hele tiden et skridt videre, og den nyeste forskning når frem til meget markante resultater. Hidtil har man regnet med, at skaderne ved at udlede et ton CO-2 lå på omkring 200-300 kroner. I princippet burde der altså være en afgift på udledt CO -2 på 200-300 kroner per ton. Det er jo ikke rimeligt, at man bare kan svine uden at betale omkostningerne. I praksis er de danske CO-2-afgifter dog udformet ud fra andre hensyn, bl.a. erhvervslivets konkurrenceevne. Men vi bruger stadig de 200-300 kroner som en målestok for, hvilke projekter der bør sættes i værk som et led i klimapolitikken. Nu er der så kommet nye tal fra EU's klimaøkonomer, som viser, at et ton udledt CO -2 'kun' medfører skader for omkring 15 kroner. Disse nye tal ligger meget langt fra tidligere beregninger. Helt præcist beregnede et stort EU-projekt i 1990'erne skaden ved at slippe et ekstra ton CO -2 ud i atmosfæren til mellem 152 og 388 kroner. Det førte i Danmark til, at man i de analyser, der ligger til grund for dansk klimapolitik, brugte et estimat på 270 kroner per ton CO-2, svarende til gennemsnittet for intervallet i EU-projektet. Der er langt fra 270 kroner til 15 kroner. De nye beregninger tyder på, at dansk klimapolitik bygger på et forkert grundlag. Hvordan har de hidtidige beregninger kunnet skyde så meget ved siden af? Internationale klimaøkonomer er enige om, at de tidligere modeller systematisk har overvurderet skadesomkostningerne. For det første fordi alene negative effekter ved global opvarmning var inkluderet, mens de positive effekter var udeladt. Det er der rådet bod på i de nyeste modeller. For det andet så man i de første studier bort fra mulighederne for at tilpasse sig til klimaforandringer. F.eks. vil landmænd ændre deres afgrøder, når klimaet ændres. Det tog beregningerne ikke højde for. Den globale opvarmning gjorde verden 0,6 grader varmere i det sidste århundrede. Den forventede temperaturstigning i dette århundrede er mellem 1,4 og 5,8 grader. Det er en væsentlig ændring, som vi bør forholde os til. Men for at kunne forholde os bedst muligt til problemet har vi behov for mere viden om effekter og løsninger. Opvarmningen påvirker vores naturlige systemer som gletsjere, koralrev og tropiske skove. Opvarmningen vil også påvirke menneskelige systemer som landbrug, fiskeri, energiforsyning og vandressourcer. Som nævnt vil effekten af global opvarmning i nogle tilfælde være positiv, mens påvirkningen i andre tilfælde er negativ. Fordele ved global opvarmning inkluderer en stigning i udbytter af afgrøder i nogle regioner på de mellemste breddegrader. En stigning i den globale tømmerforsyning. En øget tilgængelighed af vand for befolkninger i nogle vandfattige regioner, f.eks. i dele af Sydøstasien. Færre vil dø af kulde på de mellemste og de høje breddegrader. Og behovet for energi til opvarmning falder på grund af højere vintertemperaturer. De negative effekter omfatter påvirkninger af landbruget i de fleste tropiske og subtropiske regioner samt, med nogen variation, i de fleste regioner på de mellemste breddegrader. Der vil blive problemer med vandforsyningen mange steder, specielt i subtroperne, og flere mennesker vil blive udsat for sygdomme som malaria og kolera. Risikoen for oversvømmelser øges både på grund af kraftig nedbør, og fordi havet stiger som følge af højere temperaturer. Endelig vil den globale opvarmning medføre en øget efterspørgsel efter energi til aircondition. Effekterne af global opvarmning falder altså i mange forskellige kategorier; fra påvirkninger af biodiversitet over stigning i havniveau til ændret energiefterspørgsel. Økonomer har sammen med naturvidenskaben arbejdet på at sætte tal på effekterne. Hensigten er at sammenligne skadernes omfang med udgifterne til at reducere den globale opvarmning. Som nævnt angav et stort EU-projekt i 1990'erne skaden ved at slippe et ekstra ton CO -2 ud i atmosfæren til mellem 152 og 388 kroner. Siden det omfattende EU-projekt er der kommet nye økonomiske estimater. Richard Tol, en af forskerne fra EU-projektet, har arbejdet videre med den model, der udgjorde et af kerneområderne i det europæiske projekt. Derudover har Tol indsamlet et omfattende materiale af opgørelser af skadesomkostninger ved udledning af CO-2. Tol konkluderer, at estimater for skader på 100 kroner per ton CO -2 eller mere ikke kan forsvares med vores nuværende viden. Han konkluderer også, at 15 kroner per ton CO -2 er det mest pålidelige tal. Den nye forskning giver anledning til to interessante pointer. For det første kan vi konstatere, at man begyndte med at modellere de negative effekter. Først senere er de positive effekter inkluderet. Den ensidige fokus på de negative effekter har naturligvis betydet, at skaderne ved den globale opvarmning blev overvurderet. For det andet bør man overveje, hvilken betydning de nye estimater kan få for Danmarks klimastrategi. Danmark har tiltrådt Kyotoprotokollen, og vi er således forpligtet til at reducere vores bidrag til den globale opvarmning med 21 procent i forhold til niveauet i 1990. Den danske klimastrategi lægger op til at foretage en del af disse reduktioner via blandt andet projekter i Østeuropa. Projekter i Danmark kan også bidrage til at opfylde vores klimamålsætning. Forudsætningen for, at regeringen igangsætter danske projekter, er, at omkostningerne ikke overstiger 120 kroner per ton CO-2 . Vi er derfor villige til at gennemføre projekter i Danmark, der ikke overskrider dette pejlemærke for omkostningerne. De nye tal for skadesomkostningerne indikerer, at vi betaler en alt for høj pris for at bekæmpe den globale opvarmning. En gevinst på 15 kroner ved at reducere med et ton CO -2 står ikke mål med omkostninger på op mod 120 kroner per ton CO -2 . Den seneste forskning bør derfor føre til en genovervejelse af den danske klimapolitik. Der er naturligvis stor usikkerhed om de nøjagtige tal. Der er både en videnskabelig usikkerhed og usikkerhed om den økonomiske værdisætning. Den videnskabelige usikkerhed opstår, når årsagssammenhængen mellem global opvarmning og sundhed, landbrug, vandressourcer, biodiversitet og så videre skal afdækkes. Der er enighed om, at klimaforandringer vil have indvirkning på disse områder, men det er vanskeligt præcist at identificere og kvantificere effekterne. Selv om de nuværende bud på skaderne ved klimaforandringer er bedre end estimaterne fra 1990'erne, er der endnu økonomiske metoder, der skal forbedres, og naturvidenskabelige forhold, der skal afdækkes. Det er således ikke samtlige effekter ved global opvarmning, der er blevet modelleret og oversat til kroner og øre. Det er vanskeligt at sætte kroner og øre på f.eks. biodiversitet. Det er stadig et omdiskuteret emne, hvordan vi i økonomisk forstand på bedste vis sætter værdier på f.eks. tab af dyrearter. Derudover kræver de økonomiske beregninger, at man tager stilling til, hvordan effekter i fremtiden skal vægtes i forhold til nutidige effekter, og hvordan påvirkninger i fattige lande skal vægtes i forhold til påvirkninger i rige lande. Disse spørgsmål er i sidste ende etiske. De økonomiske estimater er også ufuldstændige, i den forstand at, måske usandsynlige, effekter ikke er opgjort i kroner og øre. Det er effekter som en ændring i Golfstrømmen eller nedsmeltning af Sydpolen. Den globale opvarmning kan også medføre socialt betingede konflikter, der ikke kun er afhængige af de fysiske klimaforandringer, men også af samfundets reaktion. Eksempler på socialt betingede konflikter kunne være hungersnød, massiv migration eller krig. Denne type påvirkninger er der heller ikke sat kroner og øre på. På den anden side er der også positive effekter ved klimaforandringer, der ikke er opgjort i kroner og øre. Samlet set er billedet af de nuværende økonomiske beregninger af skaderne ved klimaændringer, at der er sket en væsentlig opdatering, siden de første tal blev præsenteret. De gamle beregninger overdrev systematisk skaderne ved global opvarmning. På den anden side er tallene stadig meget usikre og ufuldstændige. Det er langtfra alle, negative såvel som positive, effekter ved klimaforandringer, der er medtaget. Klimaøkonomer anslår, at vi inden for de næste fem år får udvidet beregningerne til at medtage flere væsentlige effekter, og at man først om ti år vil have en dækkende beregning af de samlede forventede skader ved global opvarmning. Klimapolitik er et område, hvor der er væsentlige huller i vores viden. Er konklusionen så, at vi skal vente med at sætte ind over for den globale opvarmning, til vi er blevet klogere? Eller skal vi af forsigtighedsgrunde sætte væsentlige reduktioner i værk allerede nu? Spørgsmålet bør besvares i sammenhæng med verdens fattigdomsproblemer. Opgørelse af de samlede skader er én ting. Noget andet er spørgsmålet om, hvem skaderne rammer. Dette spørgsmål er lettere at besvare. De rige lande sviner med CO -2 -udledninger, de fattige lande kommer til at betale prisen. De negative konsekvenser ved global opvarmning er koncentreret i de fattige lande, mens de positive konsekvenser primært indtræder i de rige lande. Skadevirkningerne afhænger af temperaturstigninger, men også af landenes muligheder for at tilpasse sig det ændrede klima. Velstand, teknologi og uddannelse er afgørende for landenes muligheder for at foretage tilpasninger til klimaændringer. Udviklingslandene er mere sårbare over for global opvarmning. Deres større afhængighed af f.eks. landbrug gør dem mere udsatte for vejr- og klimaændringer, samtidig med at deres lavere indkomst begrænser deres mulighed for at beskytte sig. Hvis sårbarhed over for klimaændringer er et resultat af underudvikling, er det så ikke mere effektivt at yde udviklingshjælp end at foretage emissionsreduktioner? Richard Tol opstiller en række scenarier, hvor en indsats mod den globale opvarmning erstattes af direkte bistandshjælp til Afrika, Latinamerika, Syd- og Sydøstasien samt Centralasien. Konklusionen er, at alle fire regioner vil være bedst stillet ved at modtage udviklingsstøtte, end ved at udledningen af drivhusgasser reduceres. Det gælder især for Afrika og Latinamerika. Og specielt hvis støtten rettes mod sygdomme og mangel på vandressourcer. En indsats mod global opvarmning begrundes ofte med hensynet til de fattige lande. Meget tyder på, at en indsats for at løse fattigdomsproblemet direkte vil gøre mere gavn. Men har vi ikke et ansvar over for de fremtidige generationer? Skal forureneren, det vil sige de nulevende generationer, ikke betale? Har vi ikke en forpligtelse til at overlade en ren jord til fremtidens mennesker? En af de centrale etiske diskussioner om global opvarmning handler netop om bæredygtighed; at de rige lande ved vores levevis i dag påfører de fattige lande skader i fremtiden. Den internationale økonom David Pearce argumenterer i den forbindelse for, at reduktioner af CO-2 , der gennemføres nu, vil være til fordel for samfund, der vil være rigere end de fattigste lande i dag. Da verdens ressourcer er begrænsede, betyder det, at ressourcer, der ofres på global opvarmning, alternativt kunne være blevet brugt på at hjælpe fattige lande. Kan vi tillade os at svigte nutidens fattige for at hjælpe deres rigere efterkommere? Er det etisk forsvarligt at hjælpe fremtidige rige generationer på bekostning af nutidige fattige generationer? Dette spørgsmål blev også diskuteret på Copenhagen Consensus-mødet i maj. Her konkluderede teamet af internationale topøkonomer, at de fattige lande har mere brug for at løse de omfattende problemer med hiv/aids, malaria og sult, som truer med at få samfund til at bryde sammen her og nu, end for en indsats over for global opvarmning. Global opvarmning er et væsentligt problem, men vi har ikke i dag tilstrækkelig gode løsninger til at mindske problemet. Det var budskabet fra topøkonomerne, som til gengæld fremhævede, at sygdomme og underernæring kan afhjælpes med relativt enkle og effektive midler. Det samme var anbefalingen fra de fattige lande selv på Copenhagen Consensus Youth Forum. Her anbefalede unge fra hele verden en indsats over for sult og sygdomme, mens klimaproblemer kom langt nede på listen over verdens mest presserende problemer. Diskussionen om udviklingshjælp og reduktioner af drivhusgasser er en interessant diskussion om, hvor vi får mest for pengene. Diskussionen om de økonomiske beregninger af skadesomkostninger er også en nødvendig diskussion. Vi skal selvfølgelig sikre, at omkostningerne ved vores klimapolitik modsvares af gevinster, der som minimum er lige så store. Den nyeste viden på området tyder på, at dette ikke er tilfældet i dag.