Som den materielle velstand stiger, vil vi tilsyneladende gerne have at vide, om vi så også bliver lykkeligere.

I det mindste er mange sociologer, psykologer og biologer for tiden hyret til at måle lykken i internationale undersøgelser. Og her står Danmark stærkt. Vi ser ud til at være nogle af de lykkeligste folk i verden. Men forskerne har deres hyr med lykkebegrebet – for hvordan måler man så uhåndterlige ting som tryghed og kærlighed? Hvordan skal de operationaliseres, som det hedder med et fint ord? Det menneskesyn, der siden antikken har antaget, at vi stræber efter lykke, bruger derfor også ’lyst’ i stedet for lykke. Lyst – som vi normalt bruger ordet – henviser til nogle forbigående frydefylde oplevelser, som bunder i eller er ledsaget af et kropsligt forløb: Vi elskede helt vildt! Jeg smak ham en ordentlig en på skrinet! Jeg sprang virkelig ud i den elastik! Og sådanne oplevelser kan faktisk måles og gøres til genstand for præcise interview. Inden et tv-afsnit i USA går i luften, har det været udsat for et forsøgspublikum, hvor man har registreret latter og gråd og ofte har haft påsatte elektroder på forsøgspersonerne til optagelse af muskelspændinger og erektion. I mediekredse siger man, at det, der sælger, er sex, aggression og sport. Og faktisk er det netop vore drifter (sex, sult) og vore affekter (aggression, angst) – begge ofte indbygget i sport og underholdning – der gør visse gøremål attraktive, fordi de bygger på en bestemt proces i kroppen, en slags fælles mønt, der opleves som lystfyldt. Det lystgivende kropslige forløb forbinder voksne især med sex. Men sådan er det ikke hos børn. I første og andet leveår rokker mange børn sig til orgasme. Børnene selv forbinder det naturligvis ikke med sex. Men tidligere tiders læger og forældre blev bestyrtede. Fænomenet forsvandt dog heldigvis igen, når barnets hormonniveau faldt. Men det blev indgående beskrevet og målt (også de orgastiske sammentrækninger) af folk som Kinsey og Spitz – og Masters og Johnson, der omkring 1970 beskrev alle detaljer i det seksuelle reaktionsforløb – og optegnede det i kurveform: ophidselse, plateau, orgasme og afspænding. Et sådant forløb optræder imidlertid også hos større børn i angst- og aggressivitetssituationer. Kinsey påviste det hos de fleste børn i pubertetens første fase (7-12 år), hvor hormonniveauet også er i stigning. Orgasmen optrådte på toppen af en angst- eller aggressionssituation: komme ind i et tomt hus, eller ned i en mørk kælder. Men også: at rammes i stikbold, eller ramme loftet, når man klatrer i tove. Og disse orgasmer opstod vel at mærke ikke under den masturbation (berøring af kønsorganer), som de fleste af børnene også udførte. De er altså umiddelbart set ikke seksuelle – og er i øvrigt beskrevet af mange før Kinsey: Burke, Kierkegaard og Freud. Men forløbene er også beskrevet hos voksne. Under bjergbestigning eller anden ekstremsport eller biljagt – med orgastisk kulmination, lige idet man indhentes af politiet. Og Ekstra Bladets navnkundige dr. Münster bragte (4.12.1974) følgende udtalelse i sin brevkasse: »Jeg er en pige, der en halv snes gange har været udsat for at få en meget dyb og i høj grad uønsket orgasme i situationer, der har været stærkt nervebelastende f.eks. ved eksaminer og lignende«. Alt dette ved underholdningsindustrien naturligvis. På film er sexscener og angst-aggressions-scener opbygget over samme skabelon. I ’Dødens gab’, hvor en stor haj med mellemrum tager en badegæst, starter alle drabsscenerne således i social tryghed. Men så begynder stormen, og havet ruller. Det kører både på lyd- og billedsiden op til et højspændt plateau, og så pludselig stejlt op til, at hajens kæber sakser. Bølgerne farves røde, og det ender i vue over det blikstille hav. Men megen stor kunst bygger på det samme. Det ses i poesiens rytmeforløb, i maleriets linjespændinger og i kontrapunktisk musik. I Tivoli skal nogle altid op i rutsjebanen (angstlyst), mens andre søger skydeteltet eller det muntre køkken (aggressionslyst). Psykologer har ligefrem brugt det til at skelne mellem to personlighedstyper. Hvis det går thrillpersonen dårligt, trækker hun sig og kompenserer med eventyrlige angstlystfantasier. Den anden tør ikke miste, holder på alt og alle, men er altid aggressiv på de andres formodede svigt. Dispositionerne stammer ifølge psykologerne fra fortiden, barndommen. Men man kunne lige så godt med Kierkegaard påstå, at angstlysten stammer fra fremtiden, det ukendte i den biologiske og den eksistentielle udvikling. Ingen steder er angst- og aggressionslysten imidlertid så åbenbar som i vore seksuelle fantasier, hvor angsten især hos kvinder initierer den seksuelle ophidselse, og aggressionen især hos mænd forstærker en eksisterende ophidselse. Forholdet er undersøgt meget grundigt. Kvinder har fantasier om at gøre noget forbudt, at overgive sig på grund af magt, at blive bundet eller at elske på et bizart sted – hvor man kan blive opdaget. Mænd fantaserer om at have magt over kvinderne, om flere kvinder samtidigt, om jomfruer eller kvinder med særlige lyster. Men der er mange meget mere saftige eksempler. Og her har man hævdet, at det jo blot er fantasier – ikke noget man kunne tænke sig at udføre. Men ønskedrømme, som man ikke ønsker skal gå i opfyldelse, er jo lidt af en selvmodsigelse. Derimod kan det være, at man ikke vil/tør realisere fantasierne. Men det er jo noget andet. Kvinder er altså mere masochistiske (kobler angst og sex) og mænd mere sadistiske (kobler aggression og sex). Nogle mener, at dette er opdragelsesmæssigt betinget. Antropologer har beskrevet samfund, hvor mændene kom vaklende ud af hytterne om morgenen, stærkt forrevne. Andre holder sig til den med manden og køllen. Men sammenhængen mellem sex og angst/aggression er biologisk bestemt og nedlagt i hjernens struktur. En kun blid sex til new age-musik eksisterer kun i dårlige amerikanske sexguidebøger. Sex er noget af et slagsmål. Det drejer sig om at ta’ og blive taget, om aggression og angst, dominans og underkastelse. Midaldrende middelklasseægtepar har det faktisk svært for tiden. De vil ikke rigtig acceptere seksualitetens voldsomhed, når nu medierne strømmer over med porno, voldtægt og kvindehandel, og søger derfor at gøre seksualiteten til et forhandlingsanliggende mellem frie og lige subjekter. Men så dør den! Lysten ved indtagelse af mad og drikke er vel indlysende. Og den skulle være startet meget tidligt. Ifølge Freud sutter barnet spændingsophobende op til et punkt, hvor der sker en motorisk reaktion i en slags orgasme. Og Darwin iagttog noget lignende hos sønnen William. Senere træder sex og sult jo fra hinanden. Men forholdet reflekteres i daglige talemåder som at være seksuelt mættet og at måtte trøstespise på grund af ulykkelig kærlighed. Sult ser ud til at være dominerende i forhold til sex og angst/aggression. Mange stærkt overvægtige er seksuelt hæmmede. Deres driftsobjekt er simpelthen blevet mad. Menstruationen sætter ofte ud, niveauet af kønshormoner falder, og de får undertiden ligesom bulimipatienter kompulsive spiseanfald, hvor de som en frustrationsreaktion driftsmæssigt kaster en masse mad i sig – ofte op til en form for orgastisk kulmination. En lignende forskydning i driftslivet ses under afmagring. Anoreksipatienter er også seksuelt hæmmede. De spiser ikke meget selv, men er totalt optaget af at lave mad, læse kogebøger (der er ren porno for dem) og føde på andre. Spisning bliver undertrykt, men seksualiseret. Og når de endelig spiser, bliver de bange for at blive gravide. Fokuseringen på mad undertrykker som hos de overvægtige kønshormonproduktionen. Men det samme sker i angst- og aggressionssituationer – f.eks. under militære operationer. Selvopretholdelse (sult og kamp/flugt) er altså dominerende over artsopretholdelsen (sex). Og det er jo biologisk set ganske fornuftigt. Det er også om end ikke fornuftigt, så dog meningsfyldt at gøre mad til sit driftsobjekt, hvis man ikke kan klare de almindelige pubertetsproblemer. Kroppen deseksualiseres, den kropslige modning skrues tilbage. Og så er man fri for de problemer! Man kan generelt sige, at vort drifts- og affektliv understøttes af en uniform biologisk forankret lystgevinst. Spisning og kamp/flugt understøtter selvopretholdelse. Seksualiteten (og amningen, der også er lystfuld) understøtter artsopretholdelse. Men det særegne ved menneskets drifts-affekt-liv er, at lystgevinsten selvstændiggøres. De fleste har ikke sex af artsopretholdelsesgrunde, mange spiser mere, end godt er for deres selvopretholdelse, og kamp og flugt bruges ikke altid til at slippe ud af trusselssituationer. Vort drifts- og affektliv er diffust udbredt over hele livet. Sex er ikke henlagt til bestemte brunstperioder. Der er ingen stopklods for spisning, og aggression er ikke knyttet til bestemte situationer – som f.eks. forsvar for hunner. Det er blevet til en latent aggression og en fritflydende ængstelighed. Mennesket er udsat for en drifts-affekt-oversvømmelse, hvilket har fået mange (konservative) tænkere til at pege på nødvendigheden af stærke samfundsmæssige institutioner som ægteskab og kirke. Og mange af menneskets problemer og sygdomme har naturligvis deres rod i dette miskmask af drifter og affekter, der fusioneres, forskydes osv. Men hvorfor er mennesket et sådant tilbøjelighedsplaget væsen? Jeg mener, at det kort fortalt er, fordi mennesket aldrig er blevet voksent. Vi er vedblevet med at være barnlige, lystfulde og legende. Som den hollandske anatom Bolk fyndigt sagde, så er vi et forvokset omvandrende abefoster, der er blevet kønsmodent. Det har været vor styrke (når man betænker kreativiteten), men som vist også vor svaghed. Hvor lyst er et velafgrænset fænomen – både subjektivt-oplevelsesmæssigt og objektivt-biologisk – er det modstående begreb, ulyst, det ikke! Der er lystcentre i hjernen, hvor stimulation fremkalder et fuldt seksuelt reaktionsforløb (inkl. orgasme). Men der er ikke ulystcentre. Men da vi har det med at tænke dikotomt: godt/ondt, fornuft/følelse, har man brugt megen tid på at konstruere et ulystbegreb – først i relation til angst, men det går jo som vist ikke. Og med hensyn til smerte stødte man bl.a. ind i masochismeproblemet. Man har også søgt at knytte ulyst til den ækelhedsreaktion, som alle mennesker viser over for fordærvede fødevarer. Men det ville være et noget snævert begreb. Men bredt som ’ikkelyst’ kan begrebet ’nød’ måske bruges som erstatning for ulyst. Spinoza udviklede i 1600-tallet en omfattende følelsespsykologi. Vor essens er driften, der gennem aktiv handling er rettet mod vor ’bevarelse’ (selv- og artsopretholdelse) – og som bringer os glæde og lyst, i og med at vi udfolder vore artskarakteristika. Som passive er vi derimod stedt i nød – som en tilstand, hvor man ikke (med et moderne udtryk) har kræfter til aktivt at tage vare på sig og sine. Arbejdsforholdet er truet, og det samme er omsorgen for eventuelle børn. Sociale oplevelser må fravælges, og kæresten tenderer mod at forsvinde. Vedkommende lider i passivitet og isolation, hvor den aktive varetagelse af disse ting ville være lystgivende. Hvis vi så vender tilbage til lykken, kan man så sige, at den, der lever i en vrimmel af lystoplevelser, er lykkelig? En gourmet med masser af heftig sex, store (kunstneriske) oplevelser, eventyrlige rejser og ekstrem sport – ham ville vi med Kierkegaard betegne som æstetiker. Og sådanne skulle hen ad vejen udvikle kedsomhed og fortvivlelse. Men hvis vores gourmet også var kunsthåndværker og filantrop, der realiserede ikke blot den drifts-affekt-mæssige del af den menneskelige natur, men også vore særegne kapaciteter: kreativitet, altruisme, kærlighed. Har vi så at gøre med et lykkeligt menneske? For at besvare dette sidste spørgsmål må vi lige omkring hjerneforskningen. Styrkelse af de systemer i hjernen, som sammenbindes af stoffet dopamin, ser faktisk ud til at forøge både vor emotionelle og vor kognitive udfoldelse og fremkalde en tilstand af tilfredshed og sikkerhed. Og det er måske lykken? Hvis det skulle vise sig at holde stik, har vi imidlertid ikke fundet en almen lykkekur. Et skud dopamin kan nemlig ikke fjerne eksisterende følelsesmæssige konflikter. Det, der er blevet kaldt lykkepiller, og som forøger stoffet serotonin, virker faktisk lige modsat dopamin. Stoffet er passiviserende, ikke aktiverende i Spinozas forstand. Det dæmper ikke blot depression, men hele det drifts- affekt-mæssige område – såsom angst og seksualitet. Man skal altså ikke bede lægen om lykkepiller for at opnå mere lyst og lykke, men for at lægge låg på ens virvar af drifts-affekt-mæssige konflikter. Men det bliver man måske også mere lykkelig eller mindre deprimeret af. Et stof som fluoxetin ordineres bredt mod depression, bulimi, tvangsmæssig-kompulsiv adfærd og panik. Men det hæmmer også seksualitet, epilepsi og migræne. Stoffet forøger tilstedeværelsen af serotonin i nerveforbindelserne. Men serotonin dannes af et stof, der hedder tryptophan, og hvis cellernes lagre af dette stof udtømmes, opstår pludselig den stik modsatte virkning: migræneanfald, spontane orgasmer og lignende. Lykkepiller skaber ikke lykke og slet ikke lyst – men mildner nøden.