0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Set gennem børns briller

90.000 danske børn lever under EU's fattigdomsgrænse. Hvordan ser de på fattigdommen, sundheden, det gode liv og på sig selv? For en gangs skyld er de selv blevet spurgt.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forestil dig Bornholm.

Der bor cirka 43.000 mennesker. Hvis Bornholm udelukkende var befolket af børn, så ville man på øen have samlet alle børn i Danmark, der lever i en familie præget af materiel fattigdom, ifølge Unicefs grænse for fattigdom. Hvis EU's fattigdomsgrænse var gældende, ville det svare til, at hele Frederiksberg med sine 90.000 indbyggere udelukkende var befolket af børn fra familier, der lever med en meget skrabet økonomi.

Børnerådet og Trygfonden har netop sammen udgivet et hæfte, hvor børn fra familier præget af materiel nød for en gangs skyld får overladt ordet. Grundlaget er en undersøgelse foretaget af studerende ved Institut for Folkesundhed. Børnene, etnisk danske børn, er blevet interviewet om, hvordan det står til med sundheden og med livet i det hele taget. Undersøgelser på sundheds- og fattigdomsområdet plejer at handle om de voksne og beskrivelser af deres liv - ofte i form af tabeller med fordelinger og procenter, men denne undersøgelse har fokus på børnenes perspektiv.

Hvordan er det at være barn i en familie med meget få penge? Hvad er børnenes opfattelse af sundhed? Holder ideen om, at kærlighed, varme og en ukuelig vilje til at se det positive i livet kan kompensere for meget, hvis pengene er små? Er der ikke masser af tilbud og gratis glæder, man kan deltage i, og er det dybest set ikke et prioriteringsspørgsmål at spise ordentligt, motionere mindst en time om dagen og huske madpakken?

Ikke overraskende viser interviewene med børnene, at den materielle fattigdom kun er ét problem ud af mange, som børnene kæmper med i dagligdagen. Fattigdom er både et symptom og et problem, men ikke den fuldt dækkende historie om, hvordan livet leves i familien set fra barnets synspunkt.

Børnene er stille eksistenser, som ikke altid viser så meget af sig selv, at omgivelserne får øje på, at de har behov for ekstra kontakt og voksenstøtte. At de rent faktisk er ensomme, har alt for stort ansvar for sig selv og deres søskende, bliver mobbet, lider stribevis af afsavn i dagligdagen, marginaliseres, og at de slet ikke kan følge med i de andre børns materielle verden. Den er nemlig fyldt med ferierejser, mp3-afspillere, dyrt mærketøj, et stort forbrug og frit valg på alle hylder.

»Lige nu er jeg misundelig på, at de har en cykel. For min er blevet stjålet. Det er rigtig irriterende faktisk, fordi ovre i skolen, så skal vi på cykelkursus med politiet og sådan noget, og så kan jeg jo ikke komme med, når jeg ikke har nogen cykel«, siger Louise, 12 år. Louise bor med sin mor. Faren er død efter et hjerteanfald. Hun har to yngre søskende. Louise elsker at være sammen med sine veninder og har flere kreative interesser. Blandt andet går hun til dans. Moren er stadig i sorg, så Louise hjælper ofte til derhjemme og må i mange henseender klare sig selv.

Vi møder børnenes beskrivelse af den afdøde far eller hører om deres enlige mor, der er ædru alkoholiker og på kanten af et nervøst sammenbrud. Børnenes fortællinger om, hvordan de må tage over derhjemme, alle de små dagligdags, men betydningsfulde ting, der ikke fungerer godt nok, blandt andet fordi pengene ikke er der. Børnenes marginaliserede position i kammeraternes kreds og manglen på solid kontakt med stabile voksne er både slående og nedslående.

Derfor kaldte de mig zombie, og det kunne jeg ikke så godt lide«. Tom, 12 år. Tom bor med sin mor og har tre søskende. En er på efterskole, og en er på kostskole. Han elsker at læse. I skolen er en plageånd efter ham, men han forsøger at holde lav profil og klare det selv. Han har et par gode yngre venner, som han holder sammen med.

Ensomhed og ofte mobning bliver børnenes stabile følgesvend. De afsavn, børnene lider, deres sorger og glæder får ansigt gennem børnenes udtalelser og korte faktuelle beskrivelser af den enkeltes livssituation. Vi ved fra andre undersøgelser, at børn, der føler sig ensomme, ofte har en dårlig oplevelse af deres skoleliv. F.eks. siger knap halvdelen af de drenge i 9. klasse, der føler sig ensomme, at de også har en dårlig oplevelse eller knap så god oplevelse af deres skole (Børnerådets børnepanel, der går i 9. klasse, har netop svaret på, hvordan de har oplevet deres skoleliv).

Der er også lyspunkter, f.eks. at børn, som går i specialskole, har stabile voksne omkring sig, som støtter og hjælper. Problemet er, at når denne gode foranstaltning ophører, så er barnet virkelig smidt ud på det dybe vand.

Børnene kender godt sundhedsbudskaberne, men de kommer langt nede på listen i deres bevidsthed. De bliver forståeligt nok overhalet af, hvordan en helt almindelig dagligdag kan klares med meget lidt voksenstøtte og mange krav til, hvad man selv skal klare.

»Hvis jeg nu for eksempel vil være - vil ha' en sund dag, så spiser jeg frugt, og så tager jeg måske en is - altså en flødeis for eksempel, og så ruller jeg mig en lang tur (på rulleskøjter, red.)«. Henriette, 13 år. Henriette bor med sin mor. Faren ser hun sjældent og føler sig ikke velkommen i hans nye familie. Hun mistrives i skolen og har med sin mor besluttet at tage en uge ad gangen og holde pause, til kommunen finder en løsning. Henriette har kun få venner, som hun har mødt på en efterskole. De bor alle langt væk. Til daglig leger hun med børn yngre end sig selv eller spiller computerspil til langt ud på natten.

At være usund forbinder børnene med dårlige vaner og deres egen dårlige samvittighed. De ved godt, at de spiller lidt for meget computer og spiser for meget slik. Enkelte spiller jævnligt fodbold i gården eller på et hold, men det er de færreste, der dyrker motion regelmæssigt gennem et organiseret fritidstilbud.

Omkring 90.000 børn i Danmark er så fattige, at idræt er et problem (jævnfør DGI januar 2005), og halvdelen må helt fravælge den. De bliver dermed skubbet ud af det sociale liv, børn normalt har. De må sige nej til fællesskab, idræt, stævner, skoler og lejre. Mange foreninger kender problemet og forsøger at finde løsninger. En ny pulje kan måske bane vejen for nye metoder.

»Jeg fejler ikke særlig meget særlig tit. Altså, jeg har været sådan lidt forkølet og snottet og sådan noget. Men det var kun én dag«. Gustav, 12 år.

Børnene opfatter ikke sig selv som mere syge end andre børn. De skelner klart mellem at være syg og rask. Det er normalt at være rask, og når man er syg, er det slemt. Så er der noget i kroppen, der ikke fungerer normalt, og meget af det må man selv klare, så det er virkelig ikke rart. Flere har haft kroniske sygdomme, som astma, men primært fokuserer børnene på forkølelse, influenza eller ondt i maven, når de tænker tilbage på deres egne sygedage. Enkelte kæder deres sygdomshistorier sammen med trivsel og velvære eller mangel på samme i skolen eller derhjemme.

(At være rask?) »Man er sådan glad indeni, at man ikke er sur og ked af det. Man er mere udadvendt, og man har det godt med sig selv. Har et o.k. selvværd, og der er ikke noget i vejen, man er ikke syg og dårlig«. Maria, 13 år. Maria bor med sin mor og to yngre søskende, hvor lillebroren Mark også deltager i undersøgelsen. Faren ser hun sjældent. Det tager seks timer med tog at besøge ham. Maria kæmper med sit udseende og sin vægt. Hun er blevet mobbet og har skiftet skole. Hun har ingen nære venner, men går i klub og til fodbold. Hun afprøver grænser og går nogle gange lidt for langt, så moren laver sanktioner med husarrest og restriktion på mobiltelefonen. Moren er ædru alkoholiker.

»Jeg bliver tit kaldt for gangster, fordi jeg går sammen med hende pigen der. Så bliver jeg også kaldt: Ejjj, Gangster-Louise«. Louise, 12 år.

Børnene færdes i et hårdt børnemiljø, uanset hvor i landet de bor. De konfronteres med et hårdt sprog, hærværk, mobning, og nogle føler sig truet på livet. Nogle gange er børnene ofre eller vidner, og andre gange er de selv udøvere. Det strækker sig fra en 'smadre rude-bande', som Gustav har været medlem af, til decideret hærværk på biler, som Casper tidligt begyndte på.

Casper er 12 år og har tre ældre søskende, som er flyttet hjemmefra for længst. Han bor derfor alene med sin mor. Faren må han ikke se for sin mor. Han går på specialskole, men er ikke glad for at være der. Casper har tidligere lavet ballade og hærværk, men gider det ikke mere. Han er mest hjemme og hører musik, ser fjernsyn eller spiller computer. Ellers driver han rundt med kammerater i nabolaget til langt ud på aftenen.

Louise fascineres af en veninde, der er 'gangster', og vil gerne være med i kredsen, mens andre, som Tom, tager afstand fra ballademagere og holder sig udenfor. Maria er gennem længere tid blevet truet - med og uden kniv - til at gøre ting, hun ikke har haft lyst til, og føler sig magtesløs over for udøveren. Vold og ballade bliver en mulighed i børnenes verden - i tanker og i handling. De har tidligt måttet slå fra sig og er klar til at gøre det igen, hvis det bliver nødvendigt.

»Det ved de godt, at det skal de ikke gøre mod mig, fordi så bliver de selv truet«. Henriette, 13 år.

Børnerådet vil anbefale, at fattigdom blandt børn i Danmark anerkendes som et reelt problem, der ikke løser sig selv, men kræver en målrettet indsats og særlige programmer. En af Børnerådets henstillinger er, at det danske samfund må sikre velfærd for alle børn. Et rigt samfund som det danske bør ikke acceptere, at en stor gruppe børn lever i en situation præget af afsavn og uden tro på fremtiden.

Der er behov for en sammenhængende og anstændig politik over for familier, der lever i materiel armod. En politik, der tager højde for, at mange familier, der lever i materiel fattigdom, ofte også har store sociale problemer at slås med. Mangel på ressourcer handler ikke kun om økonomisk nedtur, men også om mangel på psykisk overskud, mangel på menneskelig kontakt og en permanent oplevelse af at være sat udenfor.

Selv om kærlighed og varme og en vilje til at se det positive i livet kan kompensere for meget, må det aldrig være samfundets svar på fattige familiers situation. Når man som barn ikke har råd til at holde fødselsdag med kammeraterne, aldrig kommer på ferie og kun deltager sparsomt i fritidsaktiviteter, sætter det varige spor i barnets sind og vanskeliggør det gode, som skoler og institutioner kan gøre. Børn har ret til udvikling og gode rammer, og samfundet har pligt til at støtte alle børn. Det handler bl.a. om:

at børn har brug for stabile voksne, som er på deres side og følger dem gennem barndommen. Hvis børnenes forældre i perioder ikke kan sikre denne stabilitet, må samfundet sikre, at andre voksne træder til.

at børn har brug for, at der tages hånd om de belastninger, familien er udsat for (psykisk sygdom, død, alkoholisme og arbejdsløshed). Børn må aldrig opleve, at familiens overlevelse bliver deres ansvar.

at sanktioner, der indføres for at motivere forældrene, ofte rammer dobbelt hårdt. De rammer forældrene, men de rammer også barnet, som er uden lod og del både i problem og i løsning. Det må sikres, at børnene ikke straffes for forældrenes undladelser eller manglende overskud og evner.

at folkeskolen for alvor skal udvikle rummelighed og bidrage til, at børn i familier, der lever i materiel fattigdom, ikke yderligere marginaliseres. En dagligdag, som respekterer børnenes særlige indlæringssituation, tilbud om lektiehjælp, mentorordninger, gratis lejrskoler og madordninger, som ikke uddyber de sociale skel.

at sundhedsordningerne og vilkårene for sundhed er noget, alle børn har del i. Det kan f.eks. være gennem støtte til børns fritidsaktiviteter med bevægelse og en sikring af, at sundhedsplejerskerne har mere nærkontakt med de børn, der lever i fattigdom.

I FN's Børnekonventions artikel om levestandard (artikel 27) står der:

»Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. Forældre eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for efter evne og økonomisk formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for barnets udvikling. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden for deres evner og økonomiske muligheder træffe passende forholdsregler for at bistå forældre og andre med ansvar for barnet med at gennemføre denne ret og skal i tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udarbejde støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig«.

Danmark er forpligtet til at følge Børnekonventionen, og i Børnerådet mener vi, at det burde være muligt for Danmark, som et af verdens rigeste lande, at gøre det bedre. De stigninger i levestandard, som store dele af befolkningen har fået gennem mange år, skaber et endnu større svælg mellem fattig og rig. Og børnene i de materielt fattigste familier står som de største tabere i dette spil. Nogle af børnene er allerede i udkanten af et kriminelt miljø. Man aner konturerne af, at børnene bliver næste generations udsatte voksne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede