På besøg i Sandholmlejren

– Velkommen til mit fængsel, sagde han og smilede.

Karl Johan og jeg havde taget S-toget til Allerød og bus 831 til Sandholmlejren. Det var en af de første varme solskinsdage, og foråret havde noget friskt og lovende over sig.

Vi stod af bussen ved hovedindgangen. Lejrens gule bygninger er indhegnede. Et skilt med et overstreget kamera tydeliggjorde, at vi befandt os på fremmed terræn.

I telefonen havde ’vores’ flygtning i lejren spurgt, om vi havde tilladelse til at optage i lejren. Det overlod jeg til Karl Johan, som i forvejen havde kontaktet lejren om tilladelse til at komme ind. Han afleverede sit pressekort i lugen, og jeg afleverede et visitkort. Kvinden i lugen fandt en blanket frem, som hun udfyldte. Det tog lidt tid.

Vi havde kort forinden ringet til vores flygtning, der ville hente os ved hovedindgangen.

Indgangen er så sindigt konstrueret, at det allerede dér føltes som at blive ledt ind i et bur.

Mine øjne løber hen over de golde omgivende marker, imens vi venter. Marken støder op til vejen uden for lejren. Hen over marken er der sat skydeskiver op. Et skilt viser at det er militært øvelsesterræn. Et par store rustne krydsede metalsveller er sat op ved nedgangen til marken. Det ligner vejspærringsmateriel fra et land i krig.

Ved et tryk på en knap slipper vores flygtning ud til os i porten.

Kvinden spørger:

- Do you speak English?

Han smiler og svarer:

– Jeg taler dansk. Jeg har glemt mit kort på værelset, men kan jeg ikke bare skrive mit lejrnummer?

Han skriver nummeret, så vi kan komme ind.

Jeg mødte ham hos Dansk PEN, hvor han selv havde henvendt sig. Vi drak kaffe sammen på Christianshavn. Han var umådelig let at kommunikere med. Dels talte han et smukt dansk – med de helt rigtige stød på de danske d’er, og selv den danske humor responderede han på.

Dels udstrålede han en stor varme og virkede glad og optimistisk, selv om han havde al mulig grund til det modsatte. Han har opholdt sig i over ni år i asylcentre i Danmark men hans opholdssituation er endnu uafklaret. Eller det vil sige, han havde fået afslag på sin asylansøgning, men hans hjemsendelse blev udsat, indtil der kan laves en udvekslingsaftale med hans hjemland, Irak. Samtidig er der en mulighed for, at hans sag bliver genoptaget.

Han er kurder, kristen og digter, og sammen havde vi lavet et arrangement i Dansk Forfatterforening. Vi havde fået oversat et par af hans arabiske digte til dansk. Arrangementet var meget vellykket, og samtalen blev optaget til Den anden Radio, en ny selvstændig netbaseret radiokanal med kultur- og samfundsdebatterende stof. En skuespiller læste hans digte højt, men teknisk viste optagelsen sig ikke at være god nok. Derfor tog Karl Johan og jeg op til ham i Sandholmlejren.

Vi går og småsnakker på vejen hen til den baraklignende bebyggelse i to etager.

Rundt uden for huset går der et par mørklødede mænd ved siden af. Et par stykker står og ryger, mens de lader en smøg gå fra hånd til hånd.

Han banker på døren og bliver stående lidt, indtil en stemme svarer. Han åbner, og vi går med ind.

Vi står i en snæver gang, der også fungerer som køkken. Selv om det roder, er der alligevel orden. Orden på en afslappet måde.

Jeg maser lidt for at få plads til min jakke på en knagerække i gangen. Det er her, de skal have al deres tøj. Værelseskammeraten er også ung og smilende. Han sidder og ser tv. Han skruer lyden ned.

Vi drikker arabisk te af små teglas. De er varme at holde på.

Der er lige akkurat plads til tre senge på værelset og et smalt sofabord i midten.

– Hvordan kan I bo tre voksne mænd her?

De kigger på hinanden og smiler.

–Tre? Normalt bor vi fire her. Det er kun nu, vi er tre.

Karl Johan har en ny mikrofon med. Han bakser lidt med teknikken, men optagelsen bliver god. Vi kigger på hinanden og tænker måske det samme. Jeg foreslår at vi går udenfor. Jeg kan næsten ikke holde ud at være derinde. Jeg vil ud. Jeg vil have luft og lys. Sol.

Bagefter spadserer vi sammen med vores flygtning rundt i lejren. Der er en sandkasse, men ingen børn leger i den. Den ligger der som et postulat om, at lejrens børn kan lege og more sig.

Vi bliver stående og kigger ud igennem hegnet. Derude er Danmark. Det er der vi bor, Karl Johan og jeg. Faktisk er Karl Johan slet ikke rigtig dansker. Han stammer fra Færøerne, men har boet her siden han var 14 år. Mit efternavn er norsk og stammer fra en lille by i det sydlige Norge. En af mine forfædre var sømand og sejlede frem og tilbage mellem Norge og Danmark, hvor han blev forelsket i en dansk pige, og så stiftede de familie og blev boende.

Det er bare en ond drøm, det her hegn. Allerhøjst en midlertidig lappeløsning.

Men hegnet er den virkelighed, der omgiver os her. Hvordan er det kommet dertil?

Det er begyndt at skride. Det er sket ganske langsomt og umærkeligt. Ja, både og. For det gør jo ondt derinde i et følsomt punkt. I Sandholmlejren sidder i dag ca. 600 mennesker. De er blevet gidsler i et politisk spil. Deres anbringelse bruges som signal til andre om, at de skal holde sig væk.

Hvor er den kommet fra denne ligegyldighed over for andre mennesker?

Det begyndte at skride allerede under Nyrup. Det skred er hastigt forøget under Fogh.

Vi er for længst blevet en del af globaliseringen. Verden er kommet hjem i vores stuer. Omverdenen er ikke længere noget, som vi kan holde væk fra os. Den er her allerede med alle sine muligheder og al sin fortabelse. For nogen er der frit valg på alle hylder, men for mange er det nærmest modsat.

Vi forsøger efter bedste evne at danse med på tidens rytmer. Vi skal være omstillingsparate og fleksible, fordi verden omkring os drejer hurtigere og hurtigere. Tempoet alene er fascinerende. Hu hej, hvor det går. Det regner ned over os med vitaminfattig forbrugskultur. DR og TV 2 løber forrest for at følge med tiden. De sender kultur camoufleret som snak og kvikke indslag.

Ligegyldigheden har sneget sig ind på os. Den dræber inderligheden. Vi har den som en bacille i blodet. Vi ved ikke, hvornår vi bliver syge af den.

Nogle taler om, at vi har en kristen kultur. Jeg ved ikke, hvad de snakker om. Det rammer mig ikke som andet end ord. Den eneste form for kristendom, jeg kender til, handler om medmenneskelighed og næstekærlighed, og det ser jeg ikke praktiseret.

Den eneste måde, vores flygtning i lejren har overlevet på de mange år i usikkerhed, er ved at holde fast i sin digtning. Ved at bruge den som et værn mod vores uforstand.

Han rejste oprindeligt hertil, fordi han skrev på arabisk og ikke på kurdisk. For, som han sagde, så var det en stor og lysende litterær tradition, han skrev sig ind i. Det, han skrev, handlede om kvinder og hans fascination af kvinder og deres kroppe.

Dels er han kristen, og dels er arabisk Koranens sprog. Han blev truet og var ræd for sit liv, så han flygtede, men han er stadig bange. Ikke for at han skal bliver slået ihjel her, men hvis han bliver afhentet af en betjent og sendt tilbage, vil det være, som om han alligevel bliver dræbt.

For ham er det vigtigt at have drømme og visioner for at overleve. For han har ikke andet. Det er det, der holder ham oppe. På 9. år er han dømt ude. Hele hans voksenliv har han opholdt sig i Danmark. Han har ventet og ventet. Han siger, at han har lært at være tålmodig. Hvad har han ventet på? På at få lov til at være her.

Han er også begyndt at digte på dansk. Kun via sin digtning kan han føle sig fri. Han drømmer, at han svæver. I digtene kan han nå den verden, der er uden om lejren. Selv om foråret nu er alle vegne, så når det ikke ind i lejren, men han lægger mærke til det, når han er udenfor og glæder sig over det.

Der er noget med det hegn. Det fungerer som en bom mellem indenfor og udenfor. Lejren er ikke Danmark. Det er en slags ingenmandszone, hvor alle de internerede går rundt og venter. Der er ingenting, de kan foretage sig. De er overladt til sig selv og hinanden.

Hvad med os andre: Hvor er vores drømme og visioner henne?

Vi er mest optaget af os selv, og er blevet krumryggede af at sidde foran computerne. Vi kommunikerer på livet løs, som om stilheden er vores fjende. Der er noget, der halter. Drømmene og visionerne har vi glemt. Måske troede vi, at de fulgte med af sig selv.

Vi har vores på det tørre, men er vi til gengæld blevet trætte og slappe?

Det her skal vi klare sammen. Der er meget mere, der binder sammen, end der skiller. Samfundet er os. Det er ikke bare de andre. Der kommer ikke nogen og løser problemerne for os. Vi må tro på verden. På at vi kan og vil noget med verden, med os selv og hinanden. Vi skal turde være en del af det her samfund. Et samfund, hvor der ikke længere er en opdeling mellem ’dem og os’. Vores relative velstand og vores placering i et rigt samfund forpligter.

Da vi skal gå, for vi skal videre, livet venter på os to besøgende ude på den anden side af hegnet, siger vi farvel til vores flygtnings kammerat, og ønsker for ham det bedste, vi kan: at hans sag bliver taget op igen. Han takker, smiler og siger stille:

– Det ser ikke godt ud.

– Hvorfor?

– Jeg er jo muslim.

Det er slemt at være kristen flygtning, men at være muslimsk flygtning er det værste. Det er hans trosretning, den er gal med. Hvor er det sølle. Hvor længe vil vi være det bekendt? Det udhuler vores egen menneskelighed, når vi først begynder at gradbøje andre mennesker. Det er en skræmmende kulde, der ligger bag.

Vores flygtning følger os ud til bussen. Mens jeg finder mit 10-turs klippekort til 390 kroner frem, spørger jeg, hvor mange penge de får.

- Jeg får 624 kroner hver 14. dag til mad og lommepenge.

– 624 kroner. … ?

– Ja, det er godt, jeg ikke ryger.

På vejen tilbage i bussen fulgte fornemmelsen med. Den havde plantet sig tungt imellem os. Hans fængsel var rejst med os. Værdien af min egen frihed var både blevet større og mindre. Det tunge bredte sig inde i mig. Jeg følte mig knuget på udturen, og følelsen var ikke blevet mindre siden. Men der var også en ny følelse. Jeg skammede mig.

Jeg har fået lov til at bringe det første digt, vores flygtning i lejren har skrevet på dansk.

»Bare gør det ... og kys mig
Kys mig
Før tiden ender
Kys mig
For at slutte krigen

Kys mig
For at jeg kan være en flamme mod skyen
Og danse blødt på jorden.
Kys mig
Fordi vi skal lære andre at kysse og tilgive
Kys mig og gør mig glad
Kom med dine røde læber
og smil …smil … smil
fordi når du smiler bliver verden så stille

Kys mig
Fordi der er nogle, der hader kyssene«