Tirsdag 20. april blev resultatet af urafstemningen blandt LO’s privatansatte medlemmer om forligsmandens mæglingsforslag offentliggjort. Det blev vedtaget med klart flertal og fulgt af en lang række forskeres og lederskribenters kommentarer.
Alle roste de afgørelsen som udtryk for ansvarlighed blandt LO’s medlemmer og som bevis for den danske forhandlingsmodels styrke. Samme scene udspandt sig, da der blev lavet forlig på industriens og transportens område, og siden da forligsmandens mæglingsforslag blev offentliggjort 26. marts. For forskerne og kommentatorerne synes alene det forhold, at parterne er blevet enige – oven i købet uden konflikt – at være udtryk for modellens styrke og mulighed for at overleve. Det er i bedste fald naivt og udtryk for manglende kendskab til de vigtigste udviklingstræk ved det danske arbejdsmarked anno 2010! I værste fald dækker det over forsøgene på at svække den danske aftalemodel. Sandheden er, at en række træk ved erhvervsudviklingen og arbejdsgivernes og regeringens politik – hver for sig og sammen – undergraver det kollektive overenskomstsystem. Hvis man vil undersøge, om den særlige danske overenskomstmodel er robust og i stand til at overleve på sigt, så må man analysere og forholde sig til, hvordan en række nye udfordringer bliver håndteret af overenskomstsystemet og de parter, der bærer overenskomstsystemet – først og fremmest forbundene og arbejdsgiverforeningerne.
