Man kører over for grønt og bliver standset af et par betjente, som hævder, at man er kørt over for rødt. Det er en alvorlig forseelse og kan koste dyrt. »De skal med på stationen, og det tager tid, er dyrt og besværligt«, lyder det fra dem. Men de er venlige og hjælpsomme og tilbyder at løse sagen hurtigere og billigere på stedet. Desværre har de ikke nogen kvitteringsblok for det beløb, man skal betale, men det gør vel ikke noget, vel? Hvis man insisterer på en kvittering, bliver de grovere i mælet. Så er det bedre at betale på stedet, konkluderer de fleste. Hvor mange bilister fra Mexico og Venezuela til Kenya og Indonesien har ikke oplevet denne type situationer? En af de almindeligste og mest primitive former for korruption - og en af de mest synlige. Ikke så mærkeligt, at færdselsbetjente i Mexico kaldes for mordelones, 'bidere', folk, som bider, modtager mordida, en bid, en luns, det vil sige bestikkelse. De færreste steder er der dog tale om, at betjentene handler helt på egen hånd. De er som regel en del af et større, ofte velorganiseret system, hvor de regelmæssigt skal aflevere et fast beløb til deres nærmeste overordnede, der igen skal aflevere et fast beløb til deres overordnede, og så videre opad i systemet. Beløbets størrelse afhænger af betjentenes opgaver og af, hvor givtig en opgave, et distrikt eller et gadekryds forventes at blive. Jo mere indbringende, des mere skal der sendes opad i systemet. Denne form for korruption kan alle blive enige om at fordømme. Den er åbenlys, grov og ydmygende. I Danmark findes den ikke. I det hele taget er vi danskere tilbøjelige til at mene, at korruption stort set ikke findes i Danmark. Vi kan blandt andet bryste os af, at Danmark er placeret som nr. 4 på den internationale antikorruptionsorganisation Transparency Internationals årlige korruptionsindeks CPI (Corruption Perception Index), det vil sige som et af verdens mindst korrupte lande ifølge de opinionsanalyser, der ligger til grund for indekset. Så vi kan sove roligt ... Korruption er imidlertid meget mere end den bestikkelse, mange kommer ud for at måtte betale under besøg i fjerne lande. Den mest alment accepterede definition af korruption er den, som mange forskere, regeringer og internationale institutioner er blevet enige om: »misbrug af betroet magt til privat vinding«. Den omfatter, foruden bestikkelse, blandt andet også underslæb, svindel, afpresning og vennetjenester (nepotisme), foruden insiderhandel, spekulation med offentlige midler, underhåndsaftaler, returkommission, klientelisme. Fænomener, som intet samfund kan sige sig frit for. Ofte hænger de forskellige former for korruption sammen. Når de mexicanske gadebetjente kan købe sig til givtige gadekryds og skal betale en 'afgift' opad i systemet, hænger det sammen med, at systemet er bygget på denne form for relationer, der blandt andet inkluderer nepotisme og afpresning. Man kan inddele korruption efter, hvor udbredt og systematisk den er: Den individuelle korruption er den, som enkelte politikere eller embedsmænd udøver, uden at den er en del af det politiske eller administrative system. Den institutionelle korruption er den, der gennemsyrer hele institutioner eller den offentlige administration. Et eksempel kan være politiet. Den systemiske korruption er den, der gennemsyrer hele samfundet. Det er den alvorligste og vanskeligste at komme til livs, fordi den er en organisk del af samfundet på alle politiske og sociokulturelle niveauer. Den systemiske korruption er mest udbredt i samfund, hvor det politiske liv er præget af ét dominerende parti og en svag eller ikke-eksisterende opposition, hvor den økonomiske vækst er meget ulige fordelt, civilsamfundet svagt, og der ikke findes institutionelle mekanismer til at bekæmpe korruption. Den systemiske korruption har rødder i og er båret oppe af en korruptionskultur, som præger selv de mest dagligdags handlinger, folks adfærd, sproget. Man bøjer nakken, resignerer, spiller med for ikke at få problemer, taler i metaforer. Korruption og undertrykkelse følges som regel ad. Selv i Danmark findes korruptionen, hvad flere afsløringer de senere år klart har understreget: den nylige afsløring af, at op mod 10 procent af danske håndværkere har prøvet at bestikke embedsmænd for at vinde offentlige opgaver. Afsløringen af, at bygherrer har presset håndværkere til ekstra ydelser til enkeltpersoner helt uden om byggeopgaven. Embedsmænd i Udlændingestyrelsen, som har modtaget bestikkelse for at give 70 opholdstilladelser til kinesere med falske papirer. Danske firmaer, som har bestukket irakiske embedsmænd under FN's olie for mad-program for at få aftaler hjem med Saddam Husseins styre. Danske firmaer, som har dannet karteller. Sagerne, der verserer mod Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte, blandt andet for at have brugt kommunale midler til private middage og dyre rødvine og for at have presset leverandører til Farum Kommune til at levere sponsorpenge til Farum Boldklub, hvis de ville have kommunen som kunde. Hvorvidt der er tale om korruption, vil retten afgøre. Går vi tilbage i danmarkshistorien, vil vi opdage, at korruption heller ikke var noget ukendt fænomen for vore forfædre. En af danmarkshistoriens største korruptionsskandaler var Alberti-sagen, der rystede danskernes selvopfattelse af sig selv som et bundhæderligt folk. I 1908 meldte den netop afgåede justitsminister Peter Adler Alberti sig til politiet og tilstod at have begået underslæb over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for 18 millioner kroner (cirka 425 millioner nutidskroner). Alberti blev idømt otte års tugthus. Efter Anden Verdenskrig afslørede to journalister ved det daværende dagblad Socialdemokraten et netværk af sortbørshandel, stortyverier, hæleri, smugleri og bestikkelse af politifolk, forbrydelser til en samlet værdi af 3,5 millioner kroner (knap 200 millioner nutidskroner). Flere end 5.000 mennesker blev afhørt, og 250 mennesker blev dømt for deres deltagelse i sagen, hvis oprulning tog flere år og blev kendt som Edderkoppesagen. Den inspirerede Hans Scherfig til romanen 'Skorpionen', og for nogle år siden rullede en tv-serie om sagen over tv-skærmene. Men det er fortid, vil mange påpege. Ja, men det står næppe meget bedre til i dag. Afsløringen af, at flere danske firmaer har brugt bestikkelse, har sikkert fået en del til at spekulere over, om Danmark egentlig er så fejlfrit og hæderligt, som vi ellers bryster os af over for udlandet. Det danske samfund er dog ikke totalt gennemsyret af korruption. Eller med andre ord: De fleste vil nok være tilbøjelige til at mene, at korruptionen i Danmark er begrænset til det individuelle plan. De mange afsløringer af korruption og korruptionslignende handlinger i Danmark eller begået af danskere/danske firmaer i udlandet kunne tyde på, at der i hvert fald langtfra er tale om en systemisk korruption. Men der er for mange sager til, at de bare kan affejes som enkeltstående. De mange afsløringer burde være et klart advarselssignal om, at noget er galt. Det er nemt at pege på, at mange andre lande - fra Italien, USA og Frankrig over Mexico, Argentina og Rusland til Pakistan, Congo og Indonesien - er langt mere korrupte. På den måde kan man affeje et problem, der er ved at tegne sig tydeligere og tydeligere, og som fremmes af den politiske tendens til at lægge mere og mere vægt på økonomisk udbytte her og nu, på markedet, og mindre og mindre på den sammenhængskraft, som velfærd og solidaritet betyder for et samfund. De svageste ofres i kapløbet efter kronerne. Og i et samfund, hvor tendensen peger i retning af alles kamp mod alle, vil der blive brugt flere og flere midler, som undergraver fællesskabet. Når den bærende værdi bliver noget for noget, vil ikke mindst korruptionen udvikle sig. Problemet er ikke specielt dansk, men bunden er lagt i Danmark for udviklingen af en mere omfattende korruption. Traditionen for et lukket embedsapparat, dyrkelsen af sort arbejde - 60 procent af alle danskere har intet mod sort arbejde eller går ligefrem varmt ind for det - skattetænkning som en nationalsport, ingen beskyttelse af folk, som afslører korrupte handlinger, eksistensen af mere eller mindre lukkede netværk af beslutningstagere i den offentlige og private sektor (blandt andet de såkaldte VL-grupper) er alt sammen med til at skabe en frugtbar grobund for korruption. I de fleste samfund findes der tradition for at give gaver og yde tjenester for at vise kærlighed eller respekt for andre, for at anerkende magt eller for at opnå en eller anden form for gengæld. Spørgsmålet er, hvornår de gensidige gaver, vennetjenester og rituelle belønninger er en del af en tradition, og hvornår de bliver til korruption? Korruptionen er baseret på magt, gensidighed og lukkethed, mens traditionerne er baseret på gensidighed og magt - og derfra er vejen ikke lang til lukketheden for at skabe mere magt og rigdom. Mafiaer som de italienske er et godt eksempel herpå. Korruption gror frem af en kultur, hvor fællesskabet som regel er begrænset til afgrænsede grupper og er baseret på, at man skal yde noget for at få noget - det kan være penge, forbindelser eller andet. Og korruption skaber en kultur, hvor solidaritet og fællesskab er nedprioriteret, hvor beskyttelse af egne særinteresser får højeste prioritet, hvor de svageste bliver lukket ude eller er tvunget til at underordne sig - gennem økonomiske og andre ydelser til gengæld for den beskyttelse, offentlige ydelser eller støtte, som i dag er en selvfølge for os i Velfærdsdanmark. Den lukkethed, som følger med udbredelsen af korruption, er i virkeligheden en større fare for demokratiet end de 49 ideer til stramninger af terrorlovgivningen, som en embedsmandsgruppe for nylig afleverede til regeringen. Det hænger sammen med, at det er en lukkethed, som bliver organisk indbygget i systemet, en lukkethed, som ikke er bestemt af lovgivningen og derfor totalt uden for demokratisk kontrol, og en lukkethed, der har til formål at beskytte særinteresser, som ofte kan være magtfulde. Særinteresser, som langtfra altid svarer til almenvellets interesser. Mange steder i verden bliver journalister forfulgt og myrdet, fordi de kommer for tæt på korruptionen og dens bagmænd. Det sker i lande som Colombia, Mexico, Etiopien, Bangladesh, Filippinerne, Rusland, Ukraine. Det sker ikke i Danmark eller Vesteuropa. Her er vi mere civiliserede, metoderne er mere raffinerede. Journalister kan trues på brødet, og medier kan trues på økonomien. En af de senere års mere opsigtvækkende tilfælde er sagen om den tyske journalist Hans-Martin Tillack, EU-korrespondent for det tyske magasin Stern, som i marts 2004 fik sit hjem og sit kontor ransaget af belgisk politi efter anmodning fra EU's Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF, der hævdede, at Tillack i 2002 havde betalt en embedsmand i EU for at få fat i en hemmelig rapport. Politifolkene beslaglagde over 1.000 dokumenter, en computer og andre effekter. Han er ikke sigtet eller tiltalt, men han kan ikke få sit materiale udleveret. Baggrunden er, at Tillack har kulegravet en tidligere svindelskandale i EU, den såkaldte Eurostat-skandale, og OLAF's egen håndtering af sagen. Tillack har klaget til EU's ombudsmand Nikiforos Diamandouros, som forgæves har forsøgt at få udleveret dokumentation fra OLAF til belysning af sagen. »Vi kunne ikke fortælle ombudsmanden, hvad vi lavede, for så var han nødt til at videregive de informationer til klageren«, var begrundelsen fra OLAF's generaldirektør, den tidligere tyske politimester Franz-Hermann Brückner. Sagen kører i ring, der bliver lagt låg på en korruptionssag, og en journalist bliver ramt på brødet. Sagen illustrerer tydeligt, hvilken risiko korruption indebærer for demokratiet. I Danmark har journalisterne ret til aktindsigt, men det danske embedsværks århundredgamle tradition for lukkethed lever stadig. Man kan få fat i dokumenter, men ofte kan man ikke få embedsmænd til at udtale sig. Hvis korruptionen breder sig i Danmark - som den synes at gøre - vil informations- og ytringsfriheden være blandt de første ofre. Vores højt besungne velfærd vil også blive undergravet, hvis den tendens, vi ser, til at det hele skal kunne betale sig - som om velfærd kun kan gøres op i kroner - fortsætter. Hvis velfærd bliver privatiseret, markedsgjort, så kan det blive fristende for embedsmænd at forsøge at opnå personlige fordele, for private at betale sig til bedre ydelser eller til at komme forrest i køen. Der er ikke langt fra sort arbejde-kulturen til dette og videre til en mere systemisk korruption. En udvikling, som vi desværre kan komme til at opleve, hvis den igangværende udvikling får lov at fortsætte. Selv om vi næppe nogensinde når til at have 'bidende' betjente på gadehjørnerne, er risikoen for en mere udbredt og systemisk korruption til stede i Danmark. For at bekæmpe den risiko er det ikke nok at afsløre og belyse de enkelte korruptionssager - selv om de selvfølgelig altid er godt stof. Det er afgørende at forstå og erkende de værdier og holdninger, der skaber grobund for korruptionen for at kunne sætte ind der. Men det er selvfølgelig langt mindre sexet end de til tider dramatiske og saftige afsløringer af enkeltpersoners, firmaers og institutioners korrupte handlinger.