Er humoren ikke en død sild ...? Dette spørgsmål har jeg på det seneste fået stillet et par gange, og for et års tid siden af en ung mand, der godt ville begynde at tegne i genren. Han havde allerede forsøgt sig flere steder, men han fik nej, hvor han kom frem, for enten brugte man ikke vittighedstegninger, eller også var der andre, der allerede sad på flæsket. Men sikkert er det, at humortegningen er ved at ligge på sit absolut yderste. Det kniber for det første med tilgangen af nye tegnere, og det tror da pokker, når næsten ingen blade mere har brug for de små, uforpligtende tegninger til at fylde huller ud i tekstmængden. Desuden så blander computeren sig i vore dage i så meget, og altså også i sagen her. Før i tiden, da man brød avisen om så at sige i hånden, opstod der af og til huller i stofmængden, og så rakte man bare ud efter en vittighedstegning i passende størrelse, og voila! Nu om stunder har computeren for længst taget højde for, hvor meget teksten vil fylde, og skal den strækkes lidt, så klarer computeren det helt automatisk - og - vups!, der røg der en vittighedstegning ud. Personligt tror jeg, at jeg hører til blandt de sidste, der lever af den spøg, så det er jo straks blevet en alvorlig sag for genren i almindelighed. Helt tilbage i slutningen af attenhundredetallet havde vi flere flotte humorblade, 'Punch' og 'Klods Hans' blandt andre, hvor nogle af landets bedste tegnere var medarbejdere. En fremragende illustration til en lang, lang tekst, der fulgte under tegningen, hvor man beskrev de afbildede personers påklædning, hvor de befandt sig, og hvis det havde noget med vitsen at gøre, så omtalte man deres helbredstilstand og så videre, og så videre. I vores fortravlede tid har man slet ikke stunder tilovers til den slags udstyrsstykker, næh, man skal umiddelbart kunne gøre læseren opmærksom på, at personen her er chefen, den lille mand på tegningen er en ansat kuli, den smarte dulle er sekretær og damen i mejetærskerstørrelse den ikke altid sympatiske svigermor og så videre. Her træder dogmerne hjælpende til. Mange af de ting og begreber, man for 15-20-30 år siden betjente sig af, kan ikke bruges i dag. Ingen - eller næsten ingen - vil fremover bruge en skrivemaskine - de har deres bærbare pc'er, ligesom alle de tegninger med lange køer uden for telefonbokse også snart er out, nu hvor hver mand efterhånden har sin mobiltelefon, og nu kan man oven i købet se, hvem man taler med. Unge af i dag står uforstående over for ord som manufakturhandler, isenkræmmer, lirekassemand, dørsalg, kaffeerstatning, og klø i skolen ... En gang havde man noget, der hed 'Det Kgl. Assistenshus', hvor man i nødens stund kunne pantsætte sine ejendele hos 'Onkel', som man populært kaldte stedet - hvem tror du kan huske det? Kun de ældre. Hvem tror nu om stunder på storken, og på julemanden, hverken de unge eller de gamle. Disse brugbare begreber i faget vil inden alt for længe være ude af trit med tiden, og på den måde hjælper de til med at gøre humoren til en død sild, hvis du anvender dem. I et land som Danmark, der har så stolte humortraditioner, må det vel siges at være ekstra svært at skulle klare sig uden dagens grin eller morsomme tegning. Landet havde engang en forening med mere end et halvt hundrede humortegnere, godt nok levede de ikke alle af at tegne vittigheder, men de fleste af dem tegnede godt nok, til at de kunne sælge deres tegninger over det meste af den vestlige verden. Ingen andre lande kendte til traditionen med årets julehefter, 'Blæksprutten', 'Svikmøllen', 'Æ Rummelpot' og hvad de nu alle hed. Herudover fandtes en mængde blade, som udkom fast månedligt eller hver fjortende dag, 'Højt Humør', 'Gyngehesten', 'Spar Es, Revyen', 'Joker', 'Hudibras' og mange flere. I Norge og Sverige var danske humortegninger stort set de eneste i bladene, men også der er humoren blevet til en død sild. Da jeg så den første kuglepen, bed jeg mig straks fast i, at den markedsførtes som noget, der kunne skrive under vandet - og det kom der selvfølgelig nogle vitser ud af. Hvem andre end jeg skænker den slags en tanke - en kuglepen, er det morsomt? Jeg kan huske krystalapparatet og de vitser, det affødte, når man sad med høretelefoner og fulgte med i en boksekamp i New York mellem Joe Louis og Max Schmeling, midt i trediverne. Og fjernsynet, som jeg så første gang i London 1948 til Olympiaden, var en ufattelig stor oplevelse, en af dem, der ofte fik sat de små grå celler i svingninger, men også de ideer vil være historie inden længe. Jeg kan godt forstå, at folk fløj skrækslagne ud på gaderne i 1938, da man sendte radiogyseren 'Klodernes kamp' af H.G. Wells, man var slet ikke gearet til sådan noget, folk havde endnu deres gode fantasi - den kniber det lidt mere med at finde frem i dag, for fjernsynet, filmen og computeren overlader ikke meget til fantasien mere. Og når det gælder humor, så skal man bruge sin fantasi for at være med og forstå situationen, der kommer lige efter et vist billede. Her er der tale om tovejskommunikation, hvor både sender og modtager skal være rigtigt indstillet. Der kommer jo heller ikke meget ud af at sætte en blind til at anmelde en maleriudstilling, vel? Meget andet er forsvundet, og nyt er kommet til, begreber bliver til et paradoks. Før i tiden havde vi noget, der hed servicestationer, hvor bilisterne blev betjent af et personale, det var der mange vitser i, men i dag har personalet travlt med at sælge pølser, aviser og colaer og skal bare holde øje med, at folk betaler for den olie og benzin, de tanker på. I vores verden er der ikke mange unge piger, der spørger om faderens samtykke, før de gifter sig. Scenen med den unge mand, der ligger på knæ foran den udkårne - er ha-ha-ha-out! Tænk bare på en ting som rumfart - ja, teknik i det hele taget, det har til gengæld skabt helt nye muligheder for ideer. Jeg har aldrig været med i rummet, men kan udmærket få ideer om sagen. Jeg har jo heller aldrig været på en øde ø, men har vel lavet flere hundrede tegninger over emnet. Mens vi er der, hvor mange er i dag egentlig klar over, hvornår man så den første øde ø-tegning? Jeg fik for omkring 25 år siden en opringning fra en lektor, der ville lave en doktorafhandling om humor, og var der et emne, han ikke kunne komme uden om, så var det den øde ø. Han spurgte om mit kendskab til emnet, og hvor begrebet stammede fra, hvilket han mente, jeg måtte have visse forudsætninger for at vide noget om. Jeg var imidlertid ikke klar over, hvornår den første øde ø-tegning var undfanget, selv om øde øer, som tema, var med blandt mine absolut første tegninger. Det viste sig, at jeg faktisk ikke skulle særlig meget længere tilbage i tiden, end da jeg selv startede med at lave morsomheder. Jeg fandt frem til, at de første tegninger med den lille ø var opstået under Stillehavskrigen, hvor soldaterne drømte sig bort fra krigens helvede og så sig selv på en øde ø med en hula-hula-pige og almindelig god forplejning. Før den tid fandtes øen ikke - i hvert fald ikke i humortegningens verden. I dag er vi meget bevidste omkring emner, der ikke kan bruges, for eksempel er der vist ikke mange andre herhjemme end tegnerne Wulff og Morgenthaler i Politiken, der tegner negre - altså sorte - der koger folk i gryder, mennesker, der begår selvmord, som er psykisk syge, voldtægt, incest o.a., hvorimod sex helt sikkert er kommet for at blive. Allerede for mange år siden, da jeg solgte tegninger til et bureau, som havde kunder over hele verden, fik jeg besked på, at ville jeg sælge til dem, så måtte jeg ikke tegne for store næser på folk, for så kunne tegningerne ikke sælges i Mellemøsten. Humor er skam i mange tilfælde en alvorlig sag - og som sagt især da for os, der lever af den. Selvfølgelig har der været mange lyspunkter, der har bekræftet mig i, at humor betyder ret meget for mange mennesker, men det vil føre for vidt at nævne flere end en: Men en dag på en københavnsk restaurant kom en kvindelig tjener hen til mig og præsenterede sig. Hun var i sin tid flygtet fra Rumænien og havde i kraft af lidt hjælp fra andre lært sig dansk ved at tyde teksterne og meningen i mine tegninger. Sådan en oplysning skaffede mig en rigtig god dag. For år tilbage blev jeg uenig med Politikens redaktion (en kvindelig redaktør), som ikke ville have, at jeg tegnede en stor dame med korset, da det var imod redaktionens holdning til kvindesagen; den slags havde jeg at respektere, hvis jeg ville arbejde for bladet, men bag i bladet bragte man daglig en strip med en forhærdet og hidsig gammel dame, der bestemt aldrig havde hørt om kvinders rettigheder, og hvis holdning til alt var yderst barok, og som bestemt ikke gik imod min dame i korsettet. Og serien 'Jernhenrik' havde da også kvaliteter, der måtte siges at være nam-nam for psykologer, hvad almindelig opførsel angik, så da jeg på et tidspunkt lidt senere blev bedt om at fjerne et forklæde fra en dame, fordi det også indebar diskrimination, følte jeg det mere som censur end saglighed. Moral er godt, dobbeltmoral mere end dobbelt så godt. Jeg afholder mig ellers ikke fra at bruge emner, der er oppe i tiden. En mand ringede og besværede sig over, at jeg tegnede noget med fanger i fængsel, det syntes han var så tragisk, at man ikke kunne lave sjov med det. Det er jeg ikke enig i. Berigelseskriminalitet er desværre så stort et emne i vores hverdag, at det ikke er til at komme udenom. Noget andet er så, at jeg har hørt fra indsatte, der synes, det er fint med humor om sagen. Jeg udstillede en del af mine tegninger i Nyborg Statsfængsel i 2003, herimellem var der flere tegninger fra det kriminelle miljø, og det kom der mange sjove dialoger ud af. Det var ingen salgsudstilling, men flere indsatte ville meget gerne have købt tegninger, som de personligt relaterede sig til. En af de indsatte fortalte mig, at brugen af humor sender et meget stærkere signal end rå vold. Det at blive til grin i rockerkredse og i andre fangers øjne er en fæl sag for de store drenge, og sårene efter en latterliggørelse er meget sværere at hele, end hvis der i stedet havde vanket nogle øretæver. Ja, det er da noget af et paradoks, at man skal i fængsel for at se den døde sild leve. Når golf, fodbold og bridge og andre lege betragtes som andet end et spil, der skal fornøje, og i stedet afstedkommer vold og skænderier, så er der noget galt med humoren. For i det regi må jeg sige, at humoren ikke længere har sunde, røde kinder. Alt for ofte går udøverne - og tilskuerne - så meget op i legene, at det hele ender i en stor, anspændt bedrøvelighed, langt fra det oprindelige, det drejede sig om: at more og være til fornøjelig og sund adspredelse. De her tilfældigt udvalgte billeder er bare eksempler på, at det ikke mere er nemt at være en morsom sild. Humoren er, som understreget her, en sag, der nødvendigvis må være fyldt med paradokser, for det, den ene ler ad, er bestemt ikke morsomt for den anden. Svær at lodde er humoren i hvert fald. Vore børn har gennemgående alle let til smilet, og for forældre findes der ikke noget bedre end en lille unge, der lyser op i et stort grin. Når barnet klasker sin ske ned i vællingen, så det sprøjter til alle sider og derefter kalder grinet frem hos os alle, så er der ikke noget at sige til, at det forsøger sig med underholdningen endnu en gang, men her siger mor og far stop! Nu er det pludselig ikke morsomt længere. Sådan er humoren med til at gøre en del medmennesker tjenlige til krisehjælp. Ja, sådan er det bare med det morsomme.