Når jeg tænker på det samfund, jeg har kendt, er der to stemninger, der synes at have gentaget sig i lidt forskellige afskygninger.
Den ene er båret af forestillingen om, at det aldrig vil kunne blive andet end bedre. Og bedre. Den anden består i en melankolsk anelse om, at det allerede har været as good as it gets. Jeg var barn i tresserne og ser tilbage på de år gennem en technicolor-dis af højkonjunktur, social tryghed og døsig konformisme. Jeg voksede op i forstæderne, og de er for mig indbegrebet af den tids materielle lykke. På sikker afstand af den beskidte bymidte. På sikker afstand af erindringen om afsavn, krig og fattigdom.
