Når Jens Christian Grøndahl skriver om sig selv, kommer han let så langt ned i tempo, at han går i stå. Når han skriver om andre, får han humøret igen. Der står et par skønne essays i dagens bog, og det skønneste er nok det, som handler om Jørgen Leth. Det hedder ’Manden fra tresserne’ og er bogens eneste, som ikke har været offentliggjort før.
Højdepunktet, både essayets og bogens, er en beskrivelse af den 75-årige digters fødselsdagsmiddag: »Efter mange overvejelser havde Jørgen besluttet at invitere en gammel elskerinde, som han for mere end tyve år siden havde haft et hedt kærlighedsforhold til. (...) det fremgik, at hun og Jørgen ikke havde set hinanden længe«. Og hvad sker der så, da den gamle flamme rejser sig op og holder tale? Vent. Virker deprimeret Først en anden betragtning fra samme essay; et sted, hvor Grøndahl forholder sig tænksomt læsende til Jørgen Leths tidlige poesi: »Ikke mindst i den tilbagevendende besættelse af skrivebordet og udsigten fra skrivebordet, bordets inventar af genstande og skriveøjeblikkets nulpunkt, mærker man depressionen. Den holdes i skak af fascinationens referencer (...)«. Grøndahl kender som forfatter sine forfatterlus på travet, og jeg slog tilbage fra side 137, hvor det netop nævnte står, til side 19, hvor et essay begynder: »På mit bord står ...«. Hvad der står, er »... en afstøbning af et lille kykladisk hoved, sådan en blank oval med en tap i midten. Så enkelt kan det gøres, og man er ikke i tvivl, selv om originalen er flere tusind år gammel«.
