De rige landes bistand til de fattige ligger på et historisk lavt niveau. Hvad kan vi lære af FN-konferencen i marts inden den næste i september? Ole Mølgård Andersen er cand.polit. og forfatter til bogen 'Farvel til fattigdommen? Om forholdet mellem i- og ulande.' Udfaldet af FN's stort anlagte konference i Monterrey i Mexico i dagene 18.- 22. marts blev bedømt meget forskelligt af på den ene side de deltagende regeringsrepræsentanter fra de rige lande og på den anden mange andre med en vis indsigt i, hvad konferencen drejede sig om. Ved en vurdering af udfaldet af denne seneste FN-konference må det nemlig ikke glemmes, at baggrunden for den oprindeligt var et ønske om hos ulandene at forpligte ilandene til at bidrage til at nå visse ambitiøse mål, nemlig en halvering af den massive verdensfattigdom og opnåelse af andre klart definerede sociale forbedringer i ulandene inden 2015. Mål, som ilandenes regeringer så at sige på vegne af ulandene selv definerede ved et møde i OECD i 1996, og som efterfølgende blev kanoniseret af alverdens stats- og regeringschefer på det såkaldte Millenniumtopmøde i New York i 2000. Allerede i Paris i 1996 var det åbenbart, at disse mål ikke kunne nås uden en fælles anstrengelse, som for ilandenes vedkommende ville indebære mindst en fordobling af deres udviklingsbistand, fra det nuværende niveau på en kvart procent af de rige landes nationalindkomst. Desværre viste det sig meget hurtigt, at ilandenes vilje til at præstere den krævede fordobling af ulandsbistanden, en beskeden forøgelse i forhold til det gamle FN 0,7 procent-mål, var rent bluff. På denne baggrund er det let at fatte, hvorfor mange, som iagttog udefra , hvad der foregik i Monterrey, var desillusionerede, og at ulandenes repræsentanter i konferencen også var det eller i hvert fald gav indtryk heraf. For de havde næppe forestillet sig, at ilandenes regeringer mente alvorligt, hvad de så storladent havde lagt op til i 1996. Som den berømte nu afdøde svenske udviklingsøkonom og nobelprismodtager Gunnar Myrdal konstaterede allerede i 1972 i en bog om verdensfattigdommen: »I de vestlige udviklede lande finder vi en atmosfære af uærlighed og endog hykleri i diskussionen om deres forhold til underudviklede lande«. På det punkt har intet ændret sig. Den officielle bedømmelse blandt ilandenes regeringsrepræsentanter i konferencen var i hvert fald på overfladen lettere sangvinsk og ret forbløffende. Ikke mindst hos EU's talsmænd, kommissionsformand Prodi og den spanske statsminister og for tiden EU-rådsformand, José Maria Aznar, som på en pressekonference ved komediens afslutning udtalte, at konferencen havde været intet mindre end en kæmpe succes (»huge succes«), idet der set i et EU-perspektiv var opnået tre såkaldte konsensusser, nemlig (1) mellem EU- landene indbyrdes om, at de skulle tilstræbe at nå op på en udviklingsbistand på i gennemsnit 0,39 procent af nationalindkomsten i 2006, (2) mellem EU og USA om udviklingsbistanden og (3) mellem donorer og modtagerlande. Den første af disse påståede konsensusser refererer til en vedtagelse, som EU-landenes finansministre enedes om ved deres møde i begyndelsen af marts i år, og som efterfølgende blev bekræftet af statsministrene ved Barcelonatopmødet. Den forøgelse af EU-landenes 'gennemsnitlige' bistand, som man her enedes om, ligger væsentligt under det niveau, som gjaldt i EU i 1990, før Maastrichttraktaten, hvis krav til statsbudgetterne var medvirkende til, at især visse EU-lande, blandt andre Sverige, gav sig til at skære kraftigt i udviklingsbistanden. Det skal så nu efterfølgende betegnes som en kæmpe succes for Monterrey, at EU-landene har vedtaget at gå i gang med at genetablere et bistandsniveau om fire år, der fortsat vil ligge et godt stykke under det, som gjaldt endnu i begyndelsen af 1990'erne? Om man vil nå det beskedne mål, vil desuden ret sikkert afhænge af, hvilke lande der til den tid måtte have vanskeligheder med at overholde Maastrichtaftalens budgetrestriktioner. For tiden kæmper Tyskland med dem, hvilket de da også fremførte under de interne forhandlinger mellem finansministrene om de beskedne 0,39 procent, som først blev slugt af tyskerne efter kansler Schröders personlige indgriben. Hvad angår den anden af de konsensusser, som d'herrer Prodi og Aznar lidt komisk brystede sig af, var det utvivlsomt en overraskelse for de fleste, også amerikanerne, at det skulle være en slags aftale med EU, at amerikanerne i sidste øjeblik besluttede at forhøje deres udviklings-bistand med fem milliarder dollar, fordelt over tre år. Det svarer til 10 procent af den forhøjelse, som USA alene i år forøger sit militærbudget med. Herved bringes den amerikanske udviklingsbistand op på 0,12 procent af USA's nationalindkomst. Ligesom i EU's tilfælde er det fortsat et historisk lavt niveau, cirka det halve af, hvad USA ydede i 1989. Lidt har også ret, men at kalde disse tiltag en kæmpe succes må være udslag af det magthavernes nysprog, som George Orwell for længe siden indvarslede i sin berømte roman '1984'. Længe leve de højtråbende protestbevægelser. Hvad endelig den tredje af Prodi og Aznar omtalte konsensusser angår, må det igen kunne spørges: Hvad er meningen? Hvis der menes, at de, som tier, samtykker, så var EU-talsmændene mere naive, end de har lov til at være. Og naive er de sandt at sige ikke. Vel var ulands-repræsentanterne forholdsvis lavmælte, men det var en lavmælthed, der var udtryk for resignation og ikke accept. Og det ved Prodi og Aznar selvfølgelig godt. Hvad med det danske bidrag til Monterrey? Ingen ude i den store verden, kan tillade sig at beskylde den danske regering for udadtil at have været hyklerisk eller uærlig i disse sager. Faktisk er Danmark det eneste land i den rige verden, som gennem en ubrudt årrække har opført sig rimeligt anstændigt og civiliseret i forhold til den såkaldt underudviklede del af verden. Med et fortsat bistandsniveau på 325 dollar per indbygger, over for et EU-gennemsnit på godt en fjerdedel heraf, og en ydelse per indbygger i USA på en tiendedel af de danske bidrag, kunne den danske udenrigsminister i Monterrey måske nok have gjort sig den ulejlighed at profilere danskerne, ikke for at invitere til hyldest af dem - en opmuntring vi stakkels danske skatteborgere jo ellers godt kunne have fortjent - men for at vise magtens mænd i de store rige lande, at det sagtens kan lade sig gøre at få accept i rige landes befolkninger til opfyldelsen af de mål for bekæmpelse af verdensfattigdommen, som især store rige landes regeringer selv og uden blusel faktisk havde haft meget travlt med at opstille på ulandenes vegne for ganske få år siden. Udenrigsministerens forsømmelse kunne have været indhentet af statsministeren under hans nylige visit i Washington. Men heller ikke det var der plads til i hyggetimen (næsten) i Det Hvide Hus. Næste gang verdens mange store og små statsmænd møder op i FN-sammenhæng er i september i Johannesburg, hvor de skal tage stilling til en styrket indsats til fremme af en bæredygtig udvikling på globalt plan, hvortil også henregnes en kraftig mindskelse af de massive fattigdomsproblemer i ulandene. Nogle vil mene, at eftersom Monterrey ikke indfriede berettigede forventninger, som ulandene og andre med dem kunne have haft forud for Monterrey, så er Johannesburg på forhånd dømt til at blive en fiasko. Andre må se mere officielt på det og peger på, at uden Monterrey ville forhandlingssituationen omkring mødet i Johannesburg have været langt mere ugunstig. For vel indfriede Monterrey slet ikke de forventninger, som ilandenes regeringer selv havde skabt ved deres vedtagelser i OECD allerede i 1996, men i forhold til den situation, der opstod efter forberedelsesmøderne til Monterrey i januar i år, hvor EU's, men især den amerikanske negative holdning pludselig tøede en smule op kort før konferencen, så opnåedes der dog som nævnt visse beskedne fremskridt. Ånden fra Monterrey, som der nu tales om af folk, der må lide af åndenød, giver håb om, at man vil komme et skridt videre i Johannesburg, det være nok så lille. I Johannesburg vil EU igen være i en af de centrale positioner. Hvordan den bliver udnyttet, vil givetvis ikke være upåvirket af håndteringen af det danske EU-formandskab i tiden forud for og under konferencen. Set fra et dansk, men også ud fra et overordnet EU-udgangspunkt turde det øge troværdigheden, at EU repræsenteres af den regering i hele den vestlige verden, som i hvert fald hvad gælder bekæmpelsen af verdensfattigdommen fortsat står for den højeste grad af troværdighed. Det må forventes, at denne regering nu udnytter denne position til at frembringe et konsensusoplæg fra EU-familien, som bidrager til, at Johannesburg ikke bliver en fiasko. Chancerne for, at Johannesburg i det mindste ikke bliver en fiasko, ligger blandt andet i at sikre, at visse beslutninger fra EU-topmøderne i Göteborg, Laeken og senest i Barcelona vil komme til at stå til troende. For det andet ved under forberedelserne af Johannesburgkonferencen at trække på de kræfter i i hvert fald visse EU-lande og i kommissionen, som trækker i samme retning, som det danske formandskab formodes at ville trække. Det er her værd at bemærke, at ikke mindst den franske præsidents markeringer i Monterrey lover godt i så henseende. Dem vender vi tilbage til. Endelig som det tredje vil et troværdigt EU i sig selv øge presset for en nogenlunde anstændig optræden af den til den tid nok fortsat terrorfikserede amerikanske regering, hvis forsøg på at redde skindet på næsen i sidste øjeblik i Monterrey kun virkede pinligt. Hvad nu først vedtagelserne i de tre seneste EU-topmøder angår, så vil det måske huskes, at der i konklusionerne på topmødet fra Göteborg indgik noget, som lidt tåget omtaltes som en pagt mellem i- og ulande, der ved EU's og det kommende danske formandskabs kraftige medvirken skal besegles i Johannesburg. Beslutningen herom i Göteborg blev i danske medier fremstillet som noget nær en dansk opfindelse, enkelte steder endog som en opfindelse af den daværende danske miljøminister, hvad der ikke nødvendigvis gjorde den mere troværdig. Det drejer sig om en pagt, i angelsaksisk diplomatisk jargon hyppigt betegnet som en 'compact', som i dette tilfælde indebærer, at ilandene skal forpligte sig til drastisk at forbedre ulandenes vilkår i handelen med ulandene samt leve op til den berømte eller efterhånden berygtede 0,7- procents målsætning for udviklingsbistanden, mod at ulandene, ligesom ilandene, skal tilstræbe at leve op til de målsætninger for det globale miljø, som blev opstillet ved miljøkonferencen i Rio i 1992 og ved efterfølgende internationale møder. Hvor megen tiltro vil vi i EU kunne give ulandene til, at ilandene lever op til deres del af 'pagten's indtil videre hypotetiske forpligtelser? Hvad nu for det første vidtløftige løfter i Johannesburg på handelsområdet er værd forud for den forestående WTO-runde, specielt inden for de to tunge vareområder, landbrugsvarer og tekstiler og beklædning, så vil ulandene utvivlsomt stille sig meget skeptiske. Det gør de desværre også klogt i, belært af både fjerne og nære erfaringer med ilanderegeringernes, inklusive EU's, troværdighed på handelsområdet. Hvad dernæst løfterne om opfyldelse af 0,7-procents målsætningen angår, så kræves der her væsentlige fremskridt i forhold til Monterrey. Her vil det kommende danske formandskab ved de forberedende drøftelser i Bruxelles kunne referere til den uforpligtende vedtagelse i Göteborg og især til den mere forpligtende vedtagelse på det afsluttende rådsmøde i Laeken i december, hvor det blev aftalt, at ministerrådet skulle søge klarlagt, »hvilke skridt og hvilken tidsramme der vil blive opstillet for hver medlemsstats opfyldelse af 0,7-procents målsætningen ... «. Denne usædvanlig relativt klare hensigtserklæring blev gentaget på Barcelonatopmødet. Det må være en selvfølge, at den danske udenrigsminister gør alt for at få virkeliggjort den beslutning og med en efterfølgende præsentation af resultatet på Johannesburgmødet. Hvornår ellers? Undladelse heraf måtte nærmest kunne betragtes som embedsforsømmelse. Foruden dansk støtte i denne sag vil udenrigsministeren selvsagt kunne få kraftig opbakning fra de »adskillige« EU-medlemsstater, som ifølge kommissionsformandens indlæg i Monterrey allerede har opfyldt FN- målsætningen. Det drejer sig om fire lande. Hertil kommer Belgien, som allerede har kundgjort sin tidsplan, og måske endnu vigtigere, Frankrig. Den franske præsident, Jacques Chirac, som var den eneste af de store (G8) EU-landes regeringschefer, som deltog i Monterrey, gjorde sig bemærket med en tale, som rummede interessante perspektiver for Johannesburg, og som han resumerede i fem punkter. I det første af disse foreslog han, at ilandene forpligter sig til opfyldelse af 0,7-procents målsætningen inden for den næste halve snes år. Det andet punkt drejede sig om skabelse af nye former for finansiering af de globale udviklings- og miljømål. Her tænkes blandt andet på den såkaldte Tobinskat, som synes at vinde voksende gehør i flere lande i den vestlige verden, en nærliggende, men ikke den eneste mulighed for international beskatning. Som et tredje punkt nævnte Jaques Chirac skabelsen af et økonomisk og socialt sikkerhedsråd under FN. Dette forslag, som i øvrigt også for nylig blev antydet i New York af den danske udviklingskommissær, Poul Nielson, er interessant, ikke fordi det er nyt, for det er det ikke, men fordi det kommer fra en af G7-gruppens medlemmer, den gruppe af verdens førende industrilande, som i stigende grad har ført sig frem som en slags verdensregering på bekostning af FN. Forslaget bør selvsagt gribes med kyshånd af de mindre lande i og uden for EU, selv om det sikkert vil kræve mere tid, før supermagtens, i spørgsmål om FN, stadig noget arrogante magthavere lader sig overtale. For det fjerde foreslog Chirac opfyldelse af Kyotomålsætningen og oprettelse af en overvågende global miljøorganisation. Som det femte og sidste punkt anbefalede han en international konvention om kulturel diversitet, som udtrykker de deltagende landes vilje til at ville arbejde for en verden, som forener enhed og diversitet. Et meget fransk forslag, som dog nok nyder en voksende forståelse hos en del tv-kiggere og biografgængere i Europa, som er trætte af den totale dominans af amerikansk filmindustri med dens slet skjulte propaganda for såkaldte amerikanske værdier. Ved en vurdering af den franske præsidents visioner, og visioner var noget, som Monterreymødet ellers var sparsomt på (præsident Bushs tale var en af de sædvanlige magtfulde og enkle: Verden ifølge George Bush), så må det naturligvis holdes i erindring, at Frankrig skal have præsidentvalg i begyndelsen af maj. Det er dog også værd at mærke sig, at alternativet til Jacques Chirac, Lionel Jospin, ikke står tilbage for Chirac i sit valgoplæg, når det gælder forholdet til den tredje verden. Der skulle således være ammunition til et både visionært og handlingspræget oplæg i Johannesburg fra det danske formandskab, hvori jo ikke mindst indgår en udenrigsminister, hvis øre for franske visioner givet er højere udviklet end hos statsministeren, som i ideologisk henseende vist står nærmere George Bush.