Jeg befinder mig i en gråzone.

Sort og hvid er per definition ikke farver, og da grå er en blanding af dem, findes den i virkeligheden heller ikke. Hvis man kalder raske mennesker for hvide, og psykisk syge for sorte, så er jeg grå. Jeg eksisterer mellem to virkeligheder, ja, jeg er faktisk temmelig usynlig. Mange mennesker i det moderne samfund knækker nakken på denne opdeling. Ikke alle kan klare de øgede krav om effektivitet og kompetenceudvikling, der stilles på arbejdspladserne og uddannelserne. Fokus på tryghed og stabilitet er erstattet af krav om omstillingsparathed og fleksibilitet, som mange, uanset alder, slet ikke kan opfylde. Når disse mennesker bukker under, får de typisk diagnosen stress eller depression. En del holder fast i deres arbejde og hverdagsliv med det yderste af neglene, andre placeres på kontanthjælp, mens de hårdest ramte tildeles førtidspension. I nutidens samfund er denne gråzone i hastig vækst. Antallet af psykiske syge, der tildeles førtidspension, er i de seneste ti år øget med 5.552 personer. Ni ud af ti, der tildeles førtidspension på grund af psykiske problemer, har ikke kroniske sindslidelser. Jeg fik tildelt førtidspension, da jeg var 21 år, på grund af en række lidelser, der faktisk lader sig behandle. Med andre ord fik jeg som ganske ung det budskab, at jeg var uegnet til samfundet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må være spild af penge at erklære så stor en gruppe mennesker uegnede. Mange bliver ensomme, går i stå eller bliver sygere af at være lukket permanent ude fra arbejdsmarkedet. Det er dette, jeg kalder gråzonen. En zone, hvor ingen længere interesserer sig for en. De der har en reel sindslidelse, havner også tit i denne gråzone. De får kun hjælp, når de har det allerværst, og den hjælp er ofte meget dårlig. Det er min tanke at kaste lys på denne gråzone. På den ene side for at støtte tiltag for dem, der ikke kan leve som samfundet forventer, tiltag, der er individuelt tilpasset og rettet mod de ikke akutte faser i sygdommen. På den anden side ønsker jeg at forandre den måde, vi tænker om vores medmennesker på. Vi ville være stærkere som samfund, hvis vi i udgangspunktet så alle som ressourcestærke. Hvis vi så i andre nuancer end sort og hvid. Hvis vi tog fat om psykiske ubalancer straks, de opstår, og ikke lod potentielle ressourcer forsvinde ind i denne store gråzone. Måske skal vi tænke helt anderledes på, hvad det vil sige at være rask eller syg. Jeg selv knækkede under min uddannelse som balletdanserinde. Der blev ikke taget hånd om det, og jeg magtede det ikke alene. Siden blev det værre. Når jeg har været rigtig dårlig, været til fare for mig selv, har jeg fået hjælp. Men kun indtil jeg igen var nogenlunde stabil. Så er jeg blevet udskrevet og overladt til mig selv. Med det inderlige ønske om at få hjælp til at komme ud i det hvide, blive en del af samfundet igen. Jeg er sikker på, at jeg taler på vegne af rigtig mange mennesker. Min seneste oplevelse inden for det psykiatriske system var på Bispebjerg Hospital. Jeg havde prøvet at få hverdagen til at fungere i flere måneder, men det gik ikke. Jeg var blevet så trist, at jeg var til fare for mig selv. Jeg blev indlagt på lukket afdeling. Her var folk så dårlige, at de ikke vidste, hvor de var, eller hvem de var. Psykotiske pensionister rendte rundt med bleen om anklerne eller sad i hjørnerne og tissede. Savlede hen over de udkogte kartofler, så man fik endnu mindre lyst til at spise dem. Andre sad bare og græd eller lavede ballade for at få tiden til at gå. Der var vedvarende skrig og larm og fødder, der trampede forvildet rundt. Jeg burede mig inde på mit værelse. Herefter fik jeg strenge kommandoer om at komme ud i miljøet, så de kunne holde øje med mig, men jeg nægtede. Nægtede at tale, nægtede at spise. Da en ny højlydt patient krævede et værelse, og der var overbelægning, var det mig, de lagde ud på gangen. Her havde jeg kun et forhæng mellem mig selv og det psykotiske kaos. Jeg krævede overflytning til åbent afsnit. Efter at jeg havde snakket med lægen på åbent afsnit i to minutter, erklærede han, at jeg skulle på Sct. Hans hospital. Jeg var for viderekomne, ikke for et akutafsnit på Bispebjerg. Det skal siges, at Sct. Hans er et udmærket hospital, jeg har været der flere gange. Men det er for langtidsindlagte patienter, der er opgivet alle andre steder. Man færdes i samme miljø som dømte kriminelle og narkomaner på afvænning – ikke et særlig inspirerende forum hverken at blive rask i eller at udvikle sig i. Jeg rasede rundt på Bispebjerg Kirkegård efter lægens udtalelse. På baggrund af min ni år lange karriere inden for psykiatrien vidste jeg, at jeg ikke var et oplagt emne til Sct. Hans. Og at lægen ikke var kompetent til at udtale sig om så vigtig en sag for mig og min fremtid uden at have læst min journal. Eller i det hele taget have snakket med mig. Jeg er muligvis syg, men jeg er ikke dum. Og for mig er Sct. Hans den absolut sidste løsning. Endnu en gang var jeg havnet i gråzonen og så mig nødsaget til at lade mig udskrive i affekt. Lægen var højst sandsynligt tvunget til at handle, som han gjorde. Der er bare ikke nok sengepladser til alle. Han var presset og forsøgte at luge mig ud af sit ansvarsområde. I løbet af de seneste ti år er hver fjerde seng blevet sparet væk. Resultatet er desværre, at patienterne bliver indlagt igen kort tid efter, fordi de ved udskrivelsen ikke er klar til at møde verden. Jeg har efterhånden været inde og ude af psykiatriske afdelinger 20 gange. Det er ikke, fordi mit liv er gråt hele tiden. Det rummer lige så mange farver som alle andres, og alle andres liv kan velsagtens også have grå perioder. Jeg har ikke en strålende karriere i normalsamfundet, men den karriere, jeg har gjort inden for psykiatrien, har lært mig at kende forskel på lykke og middelmådighed. Mange mennesker i dag er så stressede, at de ikke har tid til at være lykkelige. Jeg er glad for, at jeg ikke er et menneske, der mest af alt ligner en fortravlet skygge af sig selv. Jeg synes, at livet er for kort til ikke at stoppe op og tage sig kærligt af sig selv. Ikke ved at bruge penge, men ved at opsøge meningsfulde oplevelser. Der bliver stillet meget høje krav til det enkelte menneske i dag. Både i form af egne forventninger og øgede krav på arbejdsmarkedet, hvilket har resulteret i folkesygdommen stress. Jeg vil ikke være en del af det. Så når jeg siger, at jeg gerne vil ud i normalsamfundet, er det ikke for enhver pris. Jeg har muligvis posttraumatisk stresssyndrom, men jeg er ikke stresset. Jeg har muligvis ikke noget at lave hele tiden, men jeg har et liv, jeg rent faktisk har tid til at leve. Men jeg er ikke stærk nok til uden videre at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg ville inderligt gerne, men det kræver hjælp. Den hjælp, jeg hidtil har fået, har ikke været tilstrækkelig, og i mange tilfælde har den gjort ondt værre. Ikke mindst fordi den har stemplet mig som syg. Der er efterhånden skrevet hele bøger om mig. Og lægerne har alle sammen forskellige opfattelser af, hvad jeg fejler. I mine papirer står der først, at jeg har en emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse. Siden er der en, der har udtalt, at jeg er skizofren. Angst og depression står der også skrevet romaner om, og borderline har sit helt eget kapitel. Maniodepressiv er det nyeste bud. Men jeg er den, der kender mig selv bedst. Og mine erfaringer og min viden fortæller mig, at intet af dette er sandt. Det er viderebygninger på forhastede udtalelser og ofte reaktioner på, hvad jeg har måttet gennemgå. Jeg er aldrig blevet mødt der, hvor jeg er. Jeg er blevet et produkt af det, der er konkluderet i min journal. Den er blevet som en stregkode på min person, og jeg bliver medicineret og behandlet som et nummer. I denne verden er jeg ikke et menneske længere, men sorte bogstaver på hvidt papir. Jeg savner en værktøjskasse, der kan lappe min hullede fortid sammen. Hamre minderne på plads, skrue fortrængningerne ud. Noget, der kan hjælpe mig til at forstå, at jeg er elsket og ikke kun til besvær. Ikke kun genstand for medlidenhed og foragt. Medlidenhed, fordi psykisk syge ses som stakler, og foragt, fordi jeg må være et dårligt menneske, når jeg bliver udsat for den hårdhændede behandling. Man kommer nemt til at føle sig som en forbryder, når man kommer bag lås og slå. Når man får spændt et bælte om livet, fordi man ikke kan svare på dommerens spørgsmål om, hvorvidt man nu kan opføre sig ordentligt. Den bælteseng bliver uhyggeligt ofte brugt, når personalet ikke har tid eller overskud til at give patienterne et beroligende knus og en forstående snak. Det er enklere at erklære patienten til fare for sig selv og andre. Min eneste kriminelle gerning er, at jeg har fundet mig i at blive svigtet gennem et helt liv. Nu har jeg nået et punkt, hvor jeg ikke vil finde mig i det mere. Det giver mig den nødvendige energi til at kæmpe. Jeg er ikke længere grå, men hvidglødende. De sorte bliver prioriteret i nutidens samfund, og der er ikke ressourcer til også at hjælpe de grå, selv om de er i flertal. I grunden er grå en mere trist farve end sort. Den gør ikke krav på sig selv på samme måde. Den sidder på sin støvede førtidspension, fuld af indestængt energi og ude af stand til at forvandle sig fra grim ælling til smuk svane. Min erfaring er, at det faktisk er lettere at leve med sig selv som sort end som grå. Så bliver man tilgodeset og får umiddelbar hjælp. Jeg har en veninde uden gnist til at kæmpe videre med systemet, for det kræver en næsten overmenneskelig energi af hende. Og den energi har hun ikke. Gennem årene har hendes øjne skiftet farve fra optimismens blå til opgivelsens grå. Jeg havde en anden veninde, der tog sit eget liv på en psykiatrisk afdeling, fordi hendes livline blev skåret væk. Det er sørgeligt, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg har fundet kampånden. Efter min mirakuløse forvandling til hvidglødende er jeg blevet optaget på det bedste ambulante behandlingssted i landet. Dog med et halvt års ventetid, men nu har jeg ventet i så mange år, at jeg gerne venter et halvt år mere. Men hvor ville jeg dog ønske, at hjælpen var kommet noget før. Det kunne have sparet mig for en fortid fuld af traumatiske oplevelser. Det kunne også have sparet mig for det melankolske sind, der med årene er groet fast i mig. Det er de grå, der skal leve med, at systemet ikke fungerer. Vi kan ikke kalde os et velfærdssamfund, hvis der kun er plads til at hjælpe de allersvageste. Hvis vi ignorerer gråzonen. Hver fjerde dansker får en psykisk lidelse på et eller andet tidspunkt i livet. Det skyldes næppe en revolution inden for den menneskelige psyke, men er snarere en afspejling af, at kravene stiger, og at flere og flere ikke kan være med. Vi mangler kurser og netværkstilbud til denne gruppe, der kan medvirke til at forbedre forløbet og undgå tilbagefald. Vi bliver nødt til at ændre holdning og bakke op om denne gruppe, for på den lange bane er det en gevinst for alle. Det er afgørende, at vi bliver bedre til at håndtere gråzonen mellem psykisk sygdom og normalitet. Der skal en indsats til, men det er nødvendigt, for at vi kan kalde os et moderne velfærdssamfund. Der burde laves nogle tiltag for dem, der ikke er i stand til at leve, som samfundet forventer. Noget individuel tilpasning, så alle kunne være med. Og den gruppe, som får krisehjælp, skulle have noget opfølgning, så adgangsbilletten til normalsamfundet blev lettere. Selv om grå er en trist farve, ser jeg tre nuancer i den. Tre forskellige måder, folk reagerer på, når de mærker, at de ikke kan leve op til samfundets krav. En gruppe gør alt for at holde fast i deres arbejde, fordi de føler, at det er den sidste forbindelse til normalsamfundet. På alle andre områder isolerer de sig. Deres største frygt er at ryge ud af normalsamfundet. I sidste ende havner de alligevel udenfor, fordi de bliver decideret syge af at presse sig selv for hårdt. Når sygemeldingen så kommer, ved arbejdspladsen ikke, hvad den skal stille op. Der burde være en behandlingsgaranti også for psykiske lidelser i tæt koordination med de enkelte arbejdspladser. Den anden gruppe er dem, der får tilkendt førtidspension eller lever permanent af kontanthjælp på grund af psykisk sygdom. Flertallet af disse burde hellere få noget kompetent hjælp. Det ville være meget mere hensigtsmæssigt at bruge pengene på behandlingstilbud end på at stemple dem ude af normalsamfundet. Vi må tænke på mennesker som helheder. Medicin og social hjælp kan gøre disse mennesker raske – ikke kun en økonomisk håndsrækning. Den tredje gruppe er dem, der gør sig selv sygere, end de er, for at blive set og hørt. Skærer i sig selv eller begår selvmordsforsøg for at få den hjælp, de har brug for. Disse mennesker bliver ofte svingdørspatienter. Så snart de er stabile, bliver de udskrevet, fordi der er overbelægning på landets psykiatriske afdelinger. Når de ikke kan holde tilværelsen ud længere, gør de skade på sig selv for at sikre sig den hjælp, de har brug for. Ikke alle i denne gruppe gør skade på sig selv for at blive set og hørt, men som et resultat af, at de får det dårligere og dårligere. Fordi de ikke var raske ved udskrivelsen, og fordi at hjælpen stoppede der. Det føles som skruen uden ende. Hvorfor ikke færdigbehandle denne gruppe en gang for alle? Jeg forstår ikke, at der ikke straks bliver afsat ekstra bevillinger og sat undersøgelser i gang i forhold til disse tre grupper. Den ene rystende artikel efter den anden slår fast, at behandlingen af psykisk sygdom er enten skræmmende dårlig eller totalt fraværende. Hvordan kan vi se på, at dette sker? Samfundet har kun blik for de sorte og hvide. Alle, der svinger et sted midt imellem, forsvinder ind i glemslens gråzone. Selv unge helt ned til 15 år havner i gråzonen. Fra politikerniveau til den enkelte arbejdsplads og den enkelte borger er der brug for større viden og bevidsthed om, hvorfor, hvordan og hvornår psykisk sygdom opstår. Der er tale om et fælles ansvar for noget, der potentielt kan ramme alle lige fra direktøren til receptionisten.