0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henvendelse fra farezonen

Lægerne er i tvivl om min diagnose. Men jeg har arvet mine forældres dæmoner. Mor drak og røg pot. Far var maniodepressiv og landevejsridder. Selv er jeg statistisk i farezonen for selvmord, og mit SU-budget rækker ikke til at betale en psykiater. Jeg står lige i dét hul i velfærdsstaten, hvor de psykisk syge tabes på gulvet. Hjælp mig!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da jeg satte mig til tasterne cirka samme tid sidste år, stilede jeg en kronik til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Men jeg hørte aldrig fra ham. Jeg har aldrig fået svar på, hvor tæt man skal være på selvmord og sindssyge, før man kan få hjælp af det offentlige. Og hvorfor det skal være så svært at få hjælp. De meldinger, jeg har fået undervejs, er, at ventetiden til en praktiserende psykiater mange steder er op til et halvt år - en psykolog kan man kun få henvisning til i krisesituationer, herunder hvis man har forsøgt selvmord, er blevet voldtaget eller er under 18 og har mistet en forælder. Det skal selvfølgelig siges, at hvis man har penge til at betale en psykiater eller psykolog 800 kroner i timen, så kan man sagtens få hjælp. Og mit SU-budget rækker ikke langt nok.

At have psykiske problemer er lige så slemt som fysisk sygdom. Ligesom en kræftknude breder sig, hvis den ikke bliver behandlet eller fjernet, har traumer og psykisk sygdom det også med at vokse sig større, når man får lov at gå rundt alene med dem, og i mange tilfælde er det også dødeligt.

Lægerne har gennem årene været i tvivl om, hvilken diagnose de skulle give mig. Valget har stået mellem personlighedsforstyrrelse og maniodepression - førstnævnte har en selvmordsrate på cirka 10 procent. Blandt maniodepressive er den helt oppe på 20 procent. Så det må siges, at jeg statistisk set er i farezonen, men alligevel er det en kamp at råbe systemet op og få kvalificeret hjælp. Det er nok næppe lægernes skyld, men mangel på ressourcer, og der er tilsyneladende ikke blevet flere af dem.

Jeg har arvet mine forældres dæmoner. Min mor drak og røg pot og var selv barn af en kvinde, der drak og havde store problemer. Og min far var maniodepressiv og landevejsridder. Han kunne ikke rigtig tilpasse sig samfundets normer. Og så overskred han mine grænser på det groveste. Han misbrugte mig og fik mig til at tro, det var normalt. Da han selv var barn, blev han fodret med stesolider, hvis han græd. Han endte sit eget liv, da jeg var 5 år. Og min mor døde af en cocktail af piller og sprut, da jeg var 6 år.

De fleste pejler mig til at være resultat af en kernefamilie. Mine sår sidder ikke uden på tøjet, selv om det i høj grad føles sådan. Men sårene bliver på en eller anden måde tydeligere og tydeligere - eller jeg får i hvert fald sværere og sværere ved at skjule dem. Den energi, som er bundet til mine traumer, er så ufattelig kraftig, og den har mange gange væltet mig bagover. Lavet et bagholdsangreb. Og jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan bare sætte mig - mærke mit indre ryste og vente på, at det skal holde op. Jeg kan næsten få en fornemmelse af, at jeg i mit indre har et stor sort hul, med en kraft så voldsom, at den til enhver tid kan vælte mig og opsluge mig totalt.

Så nu stiler jeg mine ord til alle politikere, herunder også sundhedsministeren og ikke mindst mine medmennesker, der er med til at vælge de politikere, der forvalter pengene.

Hjælp mig!

Og hjælp alle de andre med psykiske lidelser, som samfundet vender det blinde øje til. Vi krøller sammen, visner og dør, hvis vi ikke får hjælp.

Vi kan selvfølgelig tage en diskussion om, hvad velfærdsstaten skal eller ikke skal. Og i sidste ende handler det selvfølgelig om ressourcer, og der er bare ikke penge nok til at gøre alle tilfredse. Men det er ofte dem, der råber højest, der får deres vilje. Så jeg melder mig hermed i hylekoret - men det bliver ikke særlig stort. For de psykisk syge er ofte karakteriseret ved at have meget få ressourcer - både i form af manglende overskud til at råbe op, men også i mangel på venner og familie, der kan tale deres sag. Og måske er det derfor, politikerne bliver ved med at svinge sparesablen hen over vores hoveder.

Og det har amputeret velfærdsstaten.

Sidste efterår måtte jeg vente over to måneder på at få en samtale på en afdeling, som så ikke kunne give mig et tilbud alligevel, fordi jeg skulle flytte den kommende sommer. De havde nemlig op til et halvt års ventetid på gruppeterapi. Og inden da havde distriktspsykiatrien afvist mig. Beskeden var: Du er ikke tung nok!

Jeg fik lov at låne penge i banken og betalte mig fra hjælp. Men fra jeg fik det dårligt, og indtil jeg måtte indse, at jeg ikke kunne få hjælp af det offentlige, gik der over to måneder. Jeg var i et vakuum - en venteposition, som i sidste ende sendte mig endnu længere ud. Jeg følte ikke, at systemet ville anerkende mine problemer. Jeg følte mig afvist og blev mere og mere ked af det.

Jeg havde tidligere, mens jeg boede i Århus, rent faktisk fået en diagnose og et forløb på psykiatrisk hospital, og derfor troede jeg naivt, at så kunne jeg også få hjælp i København. I løbet af foråret blev det endnu værre. Jeg var forbi psykiatrisk skadestue flere gange, fordi jeg var bange for smerten i min krop, og fordi jeg var bange for, at jeg kunne finde på at afslutte mit liv. Og så blev jeg 'tung' nok.

Efter at have hamret på systemets dør i over et halvt år, besluttede distriktspsykiatrien alligevel at tage mig til nåde, og pludselig kunne jeg også få gratis terapi. Da jeg i denne omgang flyttede tilbage til Århus i sommer, fik jeg gratis psykologhjælp gennem lokalpsykiatrien, til gengæld kan jeg ikke bare sådan få hjælp og rådgivning omkring den medicin, jeg tager.

Medicinen har indtil videre bare mest givet mig lugtende sved og dårlig nattesøvn. Og min egen læge, der i øvrigt er rigtig dygtig, har meldt pas. Min situation er så speciel, at han har sendt mig videre til lokalpsykiatriens læger. Der er nemlig op til et halvt års ventetid på en psykiater. Og hos lokalpsykiatrien skal jeg også vente over en måned bare på at få en første samtale. Selv om pillerne ikke umiddelbart virker, tør jeg heller ikke bare stoppe med dem. Det giver også store bivirkninger, og måske virker pillerne på en måde, som jeg ikke kan gennemskue ...

Og jeg kan blive ved. Jeg har oplevet, at kun få læger har overblik over, hvilke tilbud der er. Og ofte er deres løsning at udskrive en recept på antidepressiva. Tidligere har jeg oplevet, at selv om jeg har været plaget af selvmordstanker, kan jeg ikke få en henvisning til en psykolog fra min læge, for jeg har jo 'kun' haft tankerne. Og systemet brænder helt sammen, når man som jeg skal passe en uddannelse, der betyder, at jeg har måttet flytte fra Århus til København og tilbage igen. Nogle gange kan jeg få hjælp - andre gange ikke. Systemet er ikke gearet til akut hjælp, medmindre man er så dårlig, at man ikke kan passe sit arbejde eller studium og bliver indlagt. Det vil sige så dårlig, at man ikke er i stand til at modtage terapi.

Jeg er så heldig, at jeg ofte har kunnet passe mit studium og mit arbejde. Da jeg var 20, var jeg dog indlagt i tre måneder, og i foråret blev jeg nødt til at sygemelde mig cirka seks uger fra min praktikplads. Men mine problemer er mest indeni. Udenpå er jeg ret normal. Jeg er studerende, har gode venner og en kæreste, og jeg klarer mit studium ganske godt. Jeg er 26 år og har haft tre større depressioner på blot 5 år. Faktisk har jeg været deprimeret halvdelen af mit voksenliv. Mine depressioner giver sig mest udtryk i humørsvingninger - jeg bliver superfølsom over for ydre påvirkninger. En enkelt sætning fra et andet menneske kan trykke på