Det er ikke gået tilbage for dansk håndværk, blot fordi håndværkerlærlinge ikke længere uddannes på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Det blev de kun fra 1771 til 1857. Til gengæld er det heller ikke gået tilbage for dansk kunst, blot fordi Kunstakademiet ikke længere underviser i alt det, der ligner håndværk. Som frihåndstegning, den menneskelige anatomi, tegning efter levende model, perspektivtegning og – måske – portrætmaleri. Hvis Thomas Kluge ikke var blevet så eftertrykkeligt afvist af Kunstakademiet, da han søgte om optagelse, var han måske aldrig blevet den celebre portrætmaler, han er. Så var han blevet noget helt andet, hvem ved, måske en lovende video-installationskunstner. Når Kunstakademiet ikke ligner sig selv fra dengang, hvor eleverne kopierede gamle stik og kridhvide gipsafstøbninger, er det, fordi kunsten heller ikke gør det. Kunst er blevet en åben form for kreativitet, der frit vælger sine materialer og teknikker efter behov. I dag skal en elev ikke lære navnene på menneskets knogler og muskler for at kvalificere sig som kunstner. Det er helt andre svævende værdier, det handler om. I den resultatkontrakt, der er udarbejdet mellem Kulturministeriet og Billedkunstskolerne, siges det tydeligt. Det er ikke kun akademiets opgave at give en uddannelse i maler-, billedhugger-, medie- og grafisk kunst »med tilgrænsende kunstarter«, som det hedder. Man skal også drive forskning på billedkunstens vegne, og i begge tilfælde skal det gøres på et videnskabeligt grundlag. Den videnskabelige dimension understreges flere gange i både den del, der handler om Kunstakademiets mission og den del, der sigter mod akademiets vision. Under ’Vision’ står der: »Undervisning, faglig udvikling og forskning på Kunstakademiets Billedkunstskoler skal bygge på princippet om størst mulig frihed for ansatte og studerende til at medvirke i udviklingen af ny viden og nye kunstneriske praksisser«. Praksis er det, som tidligere hed virksomhed. Før ungdomsoprøret hvilede kunsten trygt og fast på et værdigrundlag, der var som lænket til antikkens og renæssancens skildring af menneskeskikkelsen. I denne kontinuitet solede kunsten sig, forvisset om, at den havde fundet frem til sandheder, som var slidstærke over for tiden og tilfældighederne. Kunstakademiet i dag er ikke mere forsvarer af nedarvede akademiske dyder. Det er en uddannelses- og forskningsinstitution, som skal finde fodfæste i et stadigt mere internationalt samfund uden naturlige holdepunkter. I forgårs var akademiet en institution, som man måtte gøre oprør imod, hvis man ville videre. I dag er akademiet et udklækningssted for avantgardebevægelser. Af samme grund ansættes akademiets professorer på åremål. For de kunstneriske værdier flytter sig med accelererende hast. Det er en af grundene til, at Kunstakademiet ikke underviser i portrætmaleri. Portrættet har nok sin rige historie – og sine mange bestillere: Der vil altid være en minister, bankdirektør, rektor, biskop eller virksomhedsgrundlægger, der skal males af. Og så har vi endda ikke nævnt de kongelige. Men det handler hverken om prestige, penge eller fyldte ordrebøger. Uanset hvor meget fokus, der er på beskæftigelsessituationen for nyuddannede billedkunstnere, vil Kunstakademiet ikke være statsanerkendt hovedleverandør til et marked. Det er altså ikke efterspørgslen, der skal legitimere en særlig udtryksform eller et særligt undervisningsforløb. Det skal derimod det udviklingspotentiale, der ligger i selve den kunstneriske beskæftigelse. Dét at ramme et menneskes lighed nok så præcist, dét at trylle et ansigt frem i fladen og gøre det rumligt, er et spørgsmål om teknik, rutine, dygtighed. Men uanset hvor illuderende det end er gjort, kan det ikke kaldes forskning. Det er længe siden, at håndværkerne havde deres gang på Kunstakademiet. Savner vi dem? Ikke som gruppe, men måske de grundlæggende færdigheder, de står for. For det er langtfra alle akademielever, med ambitioner om at ville lave grundforskning på kunstens vegne, som også har evnerne til at gøre det. Måske skulle de hellere have været portrætmalere.
