Det anakronistiske røre, der har været om Christian 9.s udenrigspolitiske rolle i anledning af andet bind af Buk-Swientys veldrejede værk om 1864, ’Dommedag Als’, tilskynder næppe dronningen til at linde yderligere på lemmen til sine gemmer. Men en sådan virkning ville være både til skade og nok uberettiget. Når man har haft lejlighed til ad en bagdør i franske arkiver at få nogle glimt af, hvad der foregik på Fredensborg i de år, hvor Christian 9. var Europas svigerfader, og dronning Louise især Europas svigermoder, får man indtryk af, at det bliver svært at få skrevet ikke bare Danmarks, men også den internationale historie i denne periode færdig, før vi får mere at vide herom. For her blev døren hurtigt smækket i, da kongen forbød sin sprælske franske svigerdatter prinsesse Marie at omgås med de franske diplomater i København. Men endnu i 1892 skrev den franske militærattaché Beauchamp hjem: »I Europa har man i årevis vidst, at der under familiesammenkomsterne i Fredensborg træffes vigtige beslutninger, som kan give den store politik en ny retning«. Det er dog næppe så meget kongens adfærd, der ville kunne kastes nyt lys over. Den har nok i hovedsagen været synlig. Også det, som Buk-Swienty siger, en senere tid måske ville betragte som ’kup’ og ’landsforræderi’, har jo været kendt før. Han har selv hentet sit ’fældende’ dokument fra en offentliggjort tysk kildesamling. Hvad man gerne ville vide noget mere om, er snarere den indflydelse, som de, som kejser Wilhelm 2. kaldte »de høje fyrstelige damer«, og da især dronning Louise, havde. Inger-Lise Klausen har nok ramt plet, da hun kaldte sin bog om glücksborgerne ’Tak for dansen, Louise’. »Man skulle tro, at kong Christian 9. ville være kommet ud med en sky af skam over sig. Efter tabet af Als havde han både forsøgt sig med at gribe regeringens tøjler bag om sine ministre og grundloven, og han havde på egen hånd afsøgt muligheden, at Danmark kunne blive optaget i Det Tyske Forbund«, skriver Buk-Swienty og fortsætter: »Efter en senere tids målestok var det tæt på både at ligne et kup, og havde samtidig en snert af landsforræderi, endskønt det ikke kan stilles så simpelt op, da kongen først og fremmest forsøgte at bevare et intakt dansk monarki«.
Men det kom der ikke noget ud af. Det er vel grunden til, at Erik Møller ikke gjorde mere ud af denne episode i sit store værk om ’Helstatens fald’, eller Kristian Hvidt og Carsten Due-Nielsen ikke tillægger den nogen betydning i deres ypperlige skildringer af denne periode. Men i det mindste viser den – velfortjente – succes, Buk-Swienty har med sine bøger, at 1864 endnu efter hen ved 4.000 tidligere skrifter stadig kan optage sindene i en ’senere tid’, bare begivenhederne bliver behandlet med tilstrækkeligt fortællertalent og under nye synsvinkler. Det har han gjort i to henseender. Han har skildret forholdene fra ofrenes syn, så man så at sige oplever historien forfra, og han har set dem fra begge sider. Preusserne er ikke bare rovgriske, krigsgale barbarer, men på flere måder danskerne overlegne, ikke bare teknisk, men også kulturelt og intellektuelt. Det fremgår især af deres behandling af sårede og af det nye Røde Kors, som her kom på sin første ildprøve. Men især lå preussernes intellektuelle overlegenhed på det politiske og militære niveau med ledere som Bismarck og Helmut von Moltke. I det mindste efter at regeringen i København – trods Christian 9.s modstand – havde afsat general de Meza på grund af hans tilbagetog fra Dannevirke, der netop fik Moltkes første felttogsplan til at gå i vasken. Den næste ved Dybbøl sørgede den danske regering for at redde ved at forbyde en rømning af Dybbøl under et bombardement, som man først kom til at opleve et sidestykke til i 1915. Ved Sedan i 1870 kapitulerede franskmændene, inden det gik løs. Det blev Moltkes mest strålende sejr med det resultat, at han ifølge Alexander Scharffs store værk ’Bismarcks Ringen um Deutschlands Gestaltung’ fik mere indflydelse på fredsslutningen, end Jernkansleren fandt klogt. Det er jo i det hele taget sagen, at de hovedansvarlige for katastrofen i 1864 var de nationalliberale politikere, ’professorpartiet’, der i de mest kritiske måneder havde en biskop i spidsen. Selv med en senere tids målestok kan Christian 9. godt tåle at blive målt, når det drejer sig om den ydre politik. Den ’sky af skam’, der hviler over hans eftermæle, skyldtes hans indenrigspolitik, hans stædige fastholden ved sin »fortræffelige Estrup«, som han kaldte ham. Men det har været synligt i over 130 år, selv om der nok stadig, som vi skal se, måske kan kastes nyt lys over den. Men i 1863 tøvede han med at skrive under på den ejderdanske novemberforfatning, der udløste krigen. Han kan vel, set i bakspejlet, især kritiseres for, at han var med til at forspilde den sidste chance for at få den nuværende grænse ved at forkaste det britiske forslag om voldgift på Londonkonferencen. Selv Bismarck ville formentlig have accepteret en deling efter sindelag på det tidspunkt for ikke at komme på kant med Napoleon 3. I det mindste ønskede Christian 9. dog våbenstilstanden forlænget.
