0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De skal være velkomne

Dagens kronikør leder en virksomhed, ISS, med 6.000 nydanskere på lønningslisten. Han tror på dem.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dagens kronikør leder en virksomhed, ISS, med 6.000 nydanskere på lønningslisten. Han tror på dem.

'Muslimerne kommer' er titlen på en ny bog, der er endnu et bidrag til debatten om integration af indvandrere i det danske samfund. Forfatteren Fahmy Almajid kom til Danmark fra Syrien for 30 år siden og giver i et nyligt interview i Politiken en opsang til den fejlslagne danske integrationspolitik.

Som en af vejene frem peger han på mere integration via arbejdsmarkedet - mange nydanskere har lært dansk og tilpasset sig samfundet, men de kan alligevel ikke få et arbejde. Fahmy Almajid frygter alvorligt, at hvis skuffelserne for nydanskerne fortsætter, så kan det resultere i yderligere frustration og flugt over i ekstremisme.

Som leder af Danmarks største multietniske arbejdsplads vil jeg gerne give mit bidrag til debatten om mulighederne for integration via arbejdsmarkedet. Vi vil absolut ikke foregive at besidde løsningerne - men med cirka 6.000 nydanskere på lønningslisten har vi gjort os en række værdifulde erfaringer, som jeg tror, kan være et brugbart tilskud til debatten om øget integration på arbejdsmarkedet.

Lad mig begynde med en historie, jeg for nylig fik fortalt af én af mine lederkolleger. Den fandt sted på en ganske almindelig arbejdsdag i en stor virksomhed i København på et morgenmøde i et af vores rengøringsteam. Den er et eksempel på, at integration på arbejdspladserne kan lade sig gøre og endda skabe multikulturel forståelse.

Det var lige før jul sidste år. Min kollega var inviteret til morgenmøde på arbejdspladsen for at møde medarbejderne i rengøringsteamet. Han var bænket ved bordet for at spise morgenmad med medarbejderne og ønske god jul. Han så sig omkring, umiddelbart ville han skyde på, at der ud af fjorten personer måske var to danskere - så det røg ud af munden på ham: Hvor mange af jer holder egentlig jul? To rakte hånden op. Arbejdslederen og en kristen tyrker.

Snakken om bordet gik derefter om jul og andre fester. Min kollegas nysgerrighed var vakt, og han spurgte, hvor mange religioner der var repræsenteret? Det viste sig, at der var syv forskellige trosretninger og endnu flere nationaliteter. Et par fyre fra Elfenbenskysten, flere piger fra Bosnien, en fra Sydafrika, fra Thailand og fra flere andre lande. Hvorfor var de i Danmark? Hvorfor gjorde de rent? Der blev fortalt og spurgt ind til livshistorier på dansk med flere forskellige accenter. Alle var nødt til at tale dansk, der var det eneste fælles sprog. Han gik opløftet fra mødet - og fornemmede, at det gjaldt alle - måske fordi alle havde fået ny forståelse.

Ikke at historierne fra de multietniske arbejdspladser altid er rosenrøde - der er også masser af problemer. ISS afspejler givetvis befolkningens sammensætning, hvad angår politiske holdninger. Dette kan give anledning til sammenstød, men vi har heldigvis indtil videre undgået de helt store konfrontationer. Arbejdslederne kan som regel håndtere problemerne på grund af deres store erfaring med samarbejde med vidt forskellige mennesker fra alle socialgrupper. Kun sjældent når konflikterne til firmaets personaleafdeling.

Én af årsagerne til, at jeg overhovedet kan fortælle ovennævnte virkelige beretning om en tilfældig juleafslutning med et utal af nationaliteter repræsenteret på en dansk arbejdsplads, er, at ISS har den grundholdning, at integration af nydanskere skal kunne lade sig gøre. Vi og samfundet har brug for al den arbejdskraft, vi kan få.

Det kræver, at ligeværdighed og tolerance er grundlæggende principper. Forskelle mellem medarbejderne med hensyn til race, religion, etnisk oprindelse eller livsopfattelse må ikke anskues som et problem, men som en mangfoldighed af ressourcer og muligheder, der kan være med til udvikle service og kvalitet. Vi ved, at det er tilfældet, fordi vi er repræsenteret i 38 lande og har ca. 270.000 ansatte spredt over hele kloden.

Et finurligt lille eksempel på en praktisk fordel - også for vores kunder - ved en multikulturel medarbejdergruppe er, at muslimer og andre, der ikke fejrer jul eller andre helligdage, kan møde ind på de dage, hvor danskerne gerne vil holde fri. Og omvendt.

En anden gevinst er, at når man først åbner dørene for integration af nydanskere, så viser det sig, at det er en selvforstærkende og frugtbar kilde til konstant rekruttering. Vi har undersøgt rekrutteringskanalerne til ISS. Det viser sig, at mund til øre-metoden er den hyppigste kanal ind i ISS for nydanskere, fordi vores nydanske medarbejdere anbefaler os til deres venner og bekendte. Og det på trods af, at vi hovedsageligt kan tilbyde servicejob - om end med gode karrieremuligheder, når evnerne er til stede.

På nogle arbejdspladser har det betydet, at der har været tale om 'familier' - især tyrkerne oplever vi som medarbejdergrupper, der bruger deres netværk fremragende.

På disse arbejdspladser er der aldrig problemer med bemanding og rekruttering. Familierne støtter op om hinanden, og der er altid nogen, der kender én, der er på jagt efter et job. Nogle af vores danske arbejdsledere har opnået næsten at blive en del af familien, når samarbejdet har været længerevarende.

Tilliden kan nå så vidt, at de bliver spurgt om hjælp til at oversætte f.eks. meget private breve fra kommunen, som er skrevet i kancellisprog, som medarbejderen ikke kan klare selv. Andre eksempler er talrige invitationer til familiefester eller invitationer til at komme på besøg i Tyrkiet eller andre hjemlande.

Jeg vil derfor gerne sige til andre danske virksomhedsledere, at yderligere integration kan lade sig gøre. Jeg ser det hver eneste dag på vores tusinder af arbejdspladser rundt omkring i Danmark. Ud af 15.000 medarbejdere i ISS Danmark har 40 procent - det vil sige cirka 6.000 mennesker - i dag en anden etnisk baggrund end dansk. Alene i 2001 bød vi velkommen til over 600 nydanskere i job hos ISS. Og det er ikke noget nyt. Vi har gennem de sidste 30 år arbejdet med integration af nydanskere som en naturlig del af vores rekrutteringsstrategi.

I ISS har filosofien altid været, at nydanskere skal rekrutteres til reelle job. Aktiveringsordninger er nødvendige og udmærkede, og vi deltager i en række projekter landet over bl.a. i samarbejde med kommunerne. Men aktivering giver mest mening, når udsigten fra start er et rigtigt job.

Hvert år ansætter alene ISS' Jobcenter i København cirka 840 mennesker, hvoraf omtrent halvdelen er nydanskere. Når ansøgerne henvender sig i jobcentret gennemgår de en grundig screening, hvor vi blandt andet i en personlig samtale vurderer deres sprogfærdighed og kvalifikationer.

Har ansøgeren potentiale - men måske manglende sprogkundskaber - kan vi tilbyde sprogundervisning i AMU-regi, hvor medarbejderne i løbet af nogle måneder kan forbedre deres dansk med udsigt til et job efterfølgende. Udsigten til et arbejde er med til at højne motivationen for at lære dansk i en fart.

Men det kræver, at virksomhederne tør tro på nydanskerne og er klar til at give dem chancen for at vise, at de har evnerne. Lad mig give et eksempel. På Danish Crown-slagteriet i Ringsted har vi rengøringsentreprisen på specialiseret industrirengøring underlagt strenge miljø- og hygiejnemæssige krav. Én af vores ledere er tyrkiske Mustafa Karatas. Han er 29 år og har på få år fået cirka 20 medarbejdere under sig. Hans budskab er, at danske virksomheder skal turde tro på nydanskernes evner og give dem en chance for at bevise, hvad de kan - også i lederstillinger. Give dem en chance for at udfolde deres evner og vise, at de kan være mere end bare rå arbejdskraft. Bare fordi man kun har været i Danmark i ti år og taler dansk med accent, så betyder det ikke, at man ikke kan blive leder, siger han.

Mustafa Karatas mener også, at man kan nå det sidste stykke vej med at opkvalificere nydanskerne til at bestride stillingerne, hvis bare der er et reelt job i sigte.
For nylig har han ansat en tyrkisk mand, der ikke var helt god nok til dansk, på den betingelse, at manden om formiddagen tog et danskkursus via AMU.

Mustafa Karatas beretter, at udsigten til et reelt job har motiveret medarbejderen til at yde det ekstra, det kræver at få det danske sprog helt på plads, og han har nu i fire måneder lært dansk sideløbende med et fuldtidsjob hos ISS.

Men Mustafa Karatas lægger ikke hele ansvaret for integration over på virksomhederne. Han har været i ISS siden 1994, og hans råd til andre nydanskere er, at de skal lade være med at give op så hurtigt. Hans holdning er, at hvis de lærer sig sproget, har viljen, styrken og et mål, så kan alt lade sig gøre - hudfarve og nationalitet betyder mindre. Det er ildsjæle med holdninger som Mustafa Karatas', der for alvor kan sætte skub i integrationen rundt omkring på arbejdspladserne.

Budskabet om at have modet til at give nydanskerne en chance har jeg også fået fra danske ledere. Anne-Marie Hansen er inspektør i København og Nordsjælland og er gennem de sidste 18 år én af de ledere i ISS, der er gået foran med at turde tage udfordringen op med at ansætte nydanskere og blandt andet har haft hele nydanske familier på sine team.

Hun beretter, at hun ofte må bruge lidt ekstra tid i begyndelsen på at tage en kop te, skabe tillid og sætte dem grundigt ind i opgaverne. Men det er en investering, som kommer mangefold tilbage på lang sigt. Hun har gennem alle årene oplevet, at når først der er skabt tillid, så er nydanskerne en medarbejdergruppe med en beundringsværdig høj arbejdsmoral, som hun kan regne med i svære situationer, når der f.eks. er ekstra weekendarbejde i forbindelse med en hovedrengøring.

Hvorfor viger vi som mennesker, som politikere, som danskere og som arbejdsgivere tilbage for at integrere flere nydanskere på vores arbejdspladser? I mine øjne er det bare med at komme i gang med at bevise, at det kan lade sig gøre at få samarbejdet på tværs af nationalitet, kultur og religion til at fungere. Har vi råd til at ignorere Fahmy Almajids advarsler om risiciene ved øget frustration og skuffelse blandt nydanskerne? Jeg vover pelsen og siger nej, selv om jeg er klar over, at mange andre ledere nok vil skyde mig i skoene, at servicebranchen har lettere ved at ansætte nydanskere, selv om de f.eks. endnu ikke taler så godt dansk.

Ikke at sprogkundskaber er uvæsentlige hos os. Slet ikke. Flere og flere af vores arbejdspladser bliver konverteret fra rengøring i aften- og nattetimer til en bred palet af serviceydelser i dagtimerne. 'Samtale fremmer forståelsen' er blevet en almindelig frase i det danske sprog, og det gælder også vores daglige kunderelationer på arbejdspladserne. Og det bliver stadig vigtigere, at vores medarbejdere kan tale, forstå og læse dansk for at kunne håndtere brugsanvisninger på rengøringsmidler og sikkerheds- og arbejdsanvisninger.

Det kan være høje krav for de svageste grupper blandt nydanskerne. Kjeld Hansen, borgmester i Herlev Kommune, gav mig forleden et illustrativt billede af den udfordring, vi står over for. Op gennem 1990'erne fik kommunen nedbragt antallet af kontanthjælpsmodtagere fra 1.400 til 800. Det var de mest ressourcestærke grupper, der i første omgang kom i arbejde gennem en målrettet indsats. Af de 800, der er tilbage som kontanthjælpsmodtagere i kommunen, er en tredjedel indvandrerkvinder, hvis danskkundskaber ofte er meget begrænsede.

Med andre ord: Ét af de vigtige delmål lige nu er at få disse svageste grupper af nydanskere ud på arbejdsmarkedet. Herlev Kommune står jo ikke alene med problemet. Jeg vil i den forbindelse gerne sige til de danske politikere - i kommunerne såvel som på Christiansborg - at den del af udfordringen ikke er en opgave, som erhvervslivet kan magte alene, selv om det skulle lykkes at få alle til at gøre en ekstra indsats for integration. Hér er der brug for endnu tættere samarbejde mellem det offentlige og de private virksomheder. Hér skal gøres en helt speciel indsats med hensyn til f.eks. sproget, som er den vigtigste forudsætning for at træde ind på arbejdsmarkedet.

Muslimerne kommer - og er kommet. Ligesom mange andre nye etniske og religiøse grupper. Frem for at grave kløfterne dybere og skabe øget frustration og måske i sidste ende ekstremisme, så lad os få noget positivt ud af mangfoldigheden og de store ressourcer, der ligger i indvandrergrupperne. Virksomhederne bærer et stort ansvar, og jeg er ikke i tvivl om, at bedre integration via en tilknytning til arbejdsmarkedet ikke bare er muligt, men også nødvendigt.