Et øjebliksbillede i en vuggestue i Danmark: En dreng peger begejstret på en kæmpe bold. En pædagog ser drengen og hjælper ham op at ligge på bolden. Pædagogen holder drengen i benene, mens bolden med drengen triller frem og tilbage. Drengen er, hver gang han bliver skubbet frem, lige ved at få fat i forskellige ting nede på gulvet. Lige før han er ved at nå tingene, trækker pædagogen ham væk igen, og drengen hviner af henrykkelse. Ovennævnte er en episode, som jeg var så heldig at være vidne til, da jeg for nylig besøgte idrætsvuggestuen Mini-Ajax. Den lille episode fortæller mig, at personalet har blik for børnene, og hvad børnene interesserer sig for. At der er nærhed, grin og kropslig udfoldelse. Og at pædagogen og drengen har en god kommunikation. I denne vuggestue var der på ingen måde tale om discount og »et svagt generelt beredskab«, som Villy Søvndal m.fl. kalder dagtilbudsområdet i en Kronik i Politiken 9. maj. Kronikørerne er desværre ikke alene om at fremmane et skræmmebillede af situationen på det danske dagtilbudsområde. Det er en negativ fremstilling, jeg overhovedet ikke kan genkende! Undersøgelser gennem de seneste år understøtter således min positive oplevelse. De viser nemlig gang på gang, at forældre er rigtig glade for og tilfredse med deres dagpleje eller daginstitution. Forældre har således en god oplevelse af deres barns børnehave og tiden, som barnet opholder sig der. Den seneste undersøgelse, der viser dette, er Socialforskningsinstituttets forløbsundersøgelse, hvor der løbende er spurgt til over 5.000 mødres syn på deres barns daginstitutionstid. Både da børnene var 3 år, og senere, da børnene er blevet 7 år, svarer over 90 procent af mødrene, at deres barn har det godt med at gå i daginstitution. Der er en god tilfredshed med de daginstitutioner, som børnene har brugt. Også dagplejen er i meget høj kurs hos forældrene, viser undersøgelser fra bl.a. Finansministeriet. Undersøgelser fra KL konkluderer samtidig, at der er stor medarbejdertilfredshed på området. Således svarer 9 ud af 10 pædagoger i en undersøgelse fra 2003 udarbejdet af AIM, at de helt eller overvejende trives på deres arbejdsplads. Ingen svarer, at de ikke trives. Vi taler derfor om et område, hvor der er høj trivsel og stor tilfredshed. Der bruges også mange midler på området. Udgifterne per barn er de højeste nogensinde og dermed også højere end under den forrige regering. Der bliver arbejdet med H.C. Andersen, pædagogiske læreplaner og 'ikke skældud'-projekter. Så det billede, der i øjeblikket tegnes af området som nødlidende og discountagtigt, mener jeg, er helt forfejlet og decideret farligt. Det skaber nemlig en urigtig forestilling, der kan bidrage til at give en opgivende holdning på området. Og det ville være synd, for der er så meget grøde i det område. Det havde jeg en klar fornemmelse af, før jeg blev minister, og det er kun blevet bekræftet efterfølgende. Jeg har som nævnt ved selvsyn set spændende dagtilbud. Jeg modtager også mange breve og beskrivelser fra hele landet af, hvordan man arbejder med bl.a. 'langsom pædagogik' og nærhed i forhold til det enkelte barn. Jeg har f.eks. modtaget en cd-rom fra en børnehave i Hadsund, der beskriver, hvordan de arbejder med pædagogiske læreplaner. Forældrene har i den forbindelse sagt: »Vi anede ikke, at I lavede så mange spændende ting«. Så det er også et spørgsmål om at fortælle de gode historier fra børnenes hverdag. Det er vigtigt at give billeder af, hvad der arbejdes med, og hvad der foregår, så vi, der ikke er der i løbet af dagen, kan blive klogere på, hvordan børnelivet i dagplejen eller daginstitutionen er. Vi skal høre om vikingeskibet, børnene har været med til at bygge, legene i hulen ude bag det store bøgetræ og deres glæde ved at synge 'Fy fy skamme skamme' i vilden sky. Det store projekt 'Kvalitet i Dagtilbud' (KiD), som KL, BUPL og ministeriet samarbejdede om, gav også et godt indblik i, hvor mange kreative ideer og interessante tiltag, der er i dagtilbuddene landet over. Dagtilbuddene har også som aldrig før fået omverdenens bevågenhed, hvilket også siger noget om, at der er en stigende anerkendelse af områdets vigtighed. Danmarks Radio havde en programserie om daginstitutioner sidste år. Huset Mandag Morgen ønsker at fremme anderledes partnerskaber via et nyt konsortium for leg og læring. Debatgrupper med kendte og indflydelsesrige danskere diskuterer det gode børneliv. Landspolitikere debatterer udviklingen på området heftigt, og der er gennem de seneste 10 år indført lovbestemmelser om f.eks. obligatoriske forældrebestyrelser, formålsbestemmelse, der angiver samfundets forventning til området, og krav om, at der skal udarbejdes pædagogiske læreplaner i de enkelte dagtilbud, som blev fulgt af 70 millioner kroner, der bl.a. bruges på efteruddannelse. Evalueringen af formålsbestemmelsen viste endvidere, at dagtilbuddene også var kommet på den lokalpolitiske dagsorden. Dagtilbuddene har på denne måde virkelig sat sig spor i manges bevidsthed og opfattes ikke længere som bare pasning eller forberedelsessted til skolen. Dagtilbuddene er helt deres egne med et selvstændigt formål om at udfordre og støtte børn i at få erfaringer, oplevelser, omsorg og læring. Dagtilbuddene er således ikke blot forberedelse til noget, der foregår senere - de er en væsentlig aktør i at understøtte et godt børneliv. Et godt børneliv i dagtilbuddene kan derfor ikke blot reduceres til tal og formler, som Villy Søvndal m.fl., BUPL og andre lægger op til. Tal for, hvor mange børn der er per voksen, siger selvfølgelig noget om mulighederne i dagtilbuddet, men de kan ikke stå alene. En god og berigende hverdag i dagtilbuddene handler om så meget andet. Det er f.eks. således også væsentligt, hvilken pædagogik der føres, om personalegruppen har et godt arbejdsmiljø, og om samarbejdet med forældrene fungerer. Ligeledes har det stor betydning,om ledelsen er tydelig, hvordan udendørsarealerne bruges, og om tiden administreres hensigtsmæssigt. Alle disse forhold og flere til har betydning, når kvaliteten skal vurderes. Et godt dagtilbudsliv er således mere end tal og formler. Når det er sagt, vil jeg også gerne kommentere nogle af de tal, der dukker op i debatten. Det hævdes ofte, at personalenormeringerne er faldet »markant«, hvilket giver pædagogerne mindre tid med børnene. Tallene fra Kroniken 9. maj viser f.eks. et fald i vuggestuer fra 3,16 voksne (1990) til 3,01 (2003) voksne per 10 børn. Jeg synes godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om et fald på 0,15 procentpoint er markant, og om det betyder, at vi har fået discountløsninger! Derudover er tallene fra de to år ikke umiddelbart sammenlignelige, idet opgørelsen af personaleoplysninger bliver omlagt fra 2001. Tallene beskriver således ikke længere helt de samme forhold. Men uanset hvordan man opgør normeringer, kan de som nævnt ikke stå alene, når man skal vurdere, om børn har et godt liv i dagtilbuddene. Endsige mene, at normeringer er noget, man skal lovgive om, da det vil variere fra dagtilbud til dagtilbud og fra kommune til kommune, hvad der er den rigtige normering. For dog at få diskussionen om normeringsforholdene tilbage på rette spor, er det sundt at sætte de danske normeringer i perspektiv ved at holde dem op imod de anbefalinger, psykolog Dion Sommer er fremkommet med. Han har tidligere i bl.a. BUPL's blad Børn og Unge påpeget, at det er anbefalelsesværdigt med maks. 3-5 børn per voksen, når børnene er 0-3 år, og maks. 7-8 børn per voksen, når børnene er 3-6 år. I Danmark er normeringerne ifølge Danmarks Statistik (2003-tal) 3,32 børn per voksen i vuggestue, og 7,17 børn per voksen i børnehaven. Vi lever således mere end op til ovennævnte anbefalinger. Et andet forhold, der har været rejst kritik af, er, at familier på grund af bopæl og økonomisk formåen kan være bundet til bestemte dagtilbud, hvor der er en stor koncentration af 'børn med en svag familiebaggrund', og at kommunerne ikke giver ekstra ressourcer til de dagtilbud, der har behov for dette. Jeg kan selvfølgelig kun være enig i, at kommunerne skal sikre de normeringer, der er nødvendige de pågældende steder for at give børn de gode børnehaveliv, de fortjener. Men jeg er ikke enig i, at familierne er bundet til bestemte dagtilbud. Under den nuværende regering er det således blevet muligt f.eks. at søge dagtilbud over kommunegrænserne. Man er således ikke stavnsbundet til bestemte dagtilbud i bestemte områder, som man var tidligere. Denne mulighed kan også bidrage til, at børnefamilier kan blive boende i områder, de måske ikke tidligere syntes, egnede sig til børnefamilier. Derudover har jeg netop fået vedtaget et lovforslag om, at private skal have ret til at etablere daginstitutioner, såfremt de lever op til kravene om bl.a. pædagogiske læreplaner og formålsbestemmelser. En større variation af dagtilbud vil kunne bidrage til, at forældrene vil få mere at vælge imellem og på den måde måske kan få opfyldt ønsker om andre åbningstider eller andet pædagogisk fokus. Og et eventuelt fripladstilskud følger selvfølgelig med, hvis man som familie skulle ønske at benytte en privatinstitution. Alt i alt giver det alle typer børnefamilier bedre mulighed for at få det dagtilbud, som passer familiens behov bedst. Det er vores opgave som politikere at følge med og sikre, at området bliver stimuleret og tilført de ressourcer, der skal til. Jeg er da heller ikke blind for, at der enkelte steder godt kan være brug for flere hænder blandt personalet, nye legeredskaber eller et overdækket område på legepladsen, så man bedre kan være ude i regnvejr. Derfor har regeringen også ønske om at afsætte 2 milliarder kroner til forbedret kvalitet i dagtilbuddene over de næste fire år. Disse penge kan f.eks. gå til at forbedre fysiske faciliteter, men de skal også bruges til at udvikle området yderligere, hvad angår pædagogik, evaluering og dokumentation. Jeg har netop nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der vil rådføre sig med interessenter på området og komme med forslag til, hvordan vi bedst udmønter de 2 milliarder kroner. Arbejdsgruppen skal i sit arbejde bl.a. tage udgangspunkt i, at initiativerne skal gøre en permanent forskel, hvor de sættes i gang, og at der lægges vægt på dokumentation og vidensopsamling. Hensigten er således, at vi skal blive endnu klogere, og at ny viden og gode erfaringer skal spredes. Den dybe tallerken skal ikke opfindes hver gang. Andre dagtilbud eller kommuner skal have mulighed for at drage nytte af de gode erfaringer, der f.eks. gøres med læring eller rummelighed, for herefter lokalt at forme de pågældende ideer eller metoder, så de passer til de forældre og de børn, man har i den pågældende kommune. Min vision for området er derfor ikke at igangsætte en masse detaljeret lovgivning, der binder lokal dynamik på hænder og fødder. Jeg tror på, at den bedste grobund for udvikling er, at der gives muligheder og rammer, hvorefter kommuner, pædagogisk personale og forældre i fællesskab skaber hverdagen. Det er dem, der kender børnene og deres behov bedst. Jeg har heller ikke planer om, at vi fra centralt hold skal ændre markant på dagtilbuddene. Det går det simpelthen for godt til. Vi har en god lang børnehavetradition i Danmark. Den skal vi værne om uden at gå i stå. Dagtilbuddene er rigtig godt i gang med at udvikle pædagogikken, med at indgå i dialog med forældre og politikere og med at evaluere. Og i stedet for at igangsætte skræmmebilleder, skal vi - som holder af området - være med til at understøtte og deltage i denne udvikling.