0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De kalder mig terrorist

For 12 år siden var jeg med til at kaste et læs våben ned i Vestbengalen. Nu risikerer jeg udlevering til Indien, selv om jeg ikke mener, at jeg kan defineres som terrorist.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Niels Holck er iværksætter og direktør

»Det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket, som en sidste udvej, skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse«. ’Verdenserklæringen om menneskerettighederne'.

Jeg har den tvivlsomme ære at blive beskrevet ganske hyppigt i medierne som ’den danske terrorist’, fordi jeg har gjort ting, som virker meget fremmede og skræmmende for den almindelige dansker. Det er der ikke noget at sige til, for vi lever trygt og godt her i landet – i en velfungerende retsstat.

Grunden til, at denne Kronik begynder med de berømte ord fra verdenserklæringen om menneskerettigheder, er, at dette begreb bør være afgørende, når Danmark i nær fremtid står over for at skulle vurdere mig ifølge den nye terrorlovgivning og derefter tage stilling til, om jeg er terrorist, og om jeg efterfølgende skal udleveres til retsforfølgelse i Vestbengalen i Indien.

Derfor mener jeg, at det er bydende nødvendigt – for at tage den rigtige beslutning – at forstå den kontekst, som min handling foregik i, da jeg i 1995 fra et fly medvirkede til at kaste et læs våben ned i Vestbengalen.

Indien er generaliseret ved ordene ’verdens største demokrati’, og i en eller anden forstand er det vel også Indiens mål hen ad vejen.

Indien består af en masse delstater, og nogle af dem lever bedre op til idealet om demokrati end andre. Heriblandt finder man ikke Vestbengalen, som af den indiske centralregering, den almindelige opinion i Indien og menneskerettighedsorganisationer rundt om i verden bliver betragtet som en slyngelstat, der i helt umenneskelig grad bryder menneskerettighederne.

Det vestbengalske styre er et kommunistisk-stalinistisk styre, valgt ’demokratisk’ igennem næsten et halvt århundrede, og det overtræder simpelthen hver eneste menneskerettighed, der nogensinde er skrevet, hvilket enhver kan forvisse sig om ved en simpel søgning på internettet.

Hver eneste dag dør masser af mennesker i politiets varetægt; lovlige og fredelige demonstrationer bliver angrebet; politikere bliver dræbt før, under og efter valghandlinger, og der begås overgreb af enhver art mod regimets politiske modstandere såvel som mod den menige vestbengaler, der bare prøver at leve sit liv i nogenlunde fred og fordragelighed. Det vestbengalske folk forsøger på mange måder at slippe af med det diktatoriske styre, men jerngrebet er for hårdt og overgrebene for overvældende. Det var i denne virkelighed, jeg befandt mig.

Når domstolen eller politikerne i nær fremtid skal tage stilling til, om jeg skal udleveres i henhold til den nye terrorlovgivning, danner min sag en form for præcedens for, hvordan fremtidige udenlandske krav om udlevering af danske statsborgere i forhold til terrorlovgivningen skal imødegås.

I mit tilfælde er det afgørende, hvordan Danmark vælger at definere en terrorist. En terrorist er i mine øjne et menneske, som planlægger og/eller udøver handlinger, der har til formål forsætligt at skade og eller dræbe uskyldige mennesker i en politisk, religiøs eller anden overbevisnings sag. Jeg kan kun understrege igen og igen, at det aldrig var mit formål. Det ligger mig uendelig fjernt at skade andre mennesker på nogen måde.

I alle mine år i udlandet har jeg beskæftiget mig med udvikling, både praktisk og teoretisk. I Guatemala og El Salvador byggede vi skoler, drev børnehjem, etablerede folkekøkkener og lægehjælp i de forfærdelige slumområder, der omgiver de større byer.

Dengang var Mellemamerika kendetegnet ved at være USA’s baggård, hvor USA støttede og hjalp med at indsætte totalitære regimer, hvis fornemste mål var at ekspropriere de fattige bønders jord til gavn for store amerikanske firmaer, der så kunne dyrke f.eks. bananer og andre eksportafgrøder, hvis udbytte den lokale befolkning ikke fik del i eller gavn af.

I Guatemala arbejdede jeg bl.a. med den katolske kirke, der donerede maden til de folkekøkkener, vi etablerede. Præsterne her levede, når de var en del af en latinamerikansk bevægelse – befrielsesteologien – i konstant frygt for deres liv på grund af deres arbejde med at afhjælpe den værste nød og i deres forsøg på at ændre de undertrykkende strukturer.

I El Salvador fik jeg mundkurv på af mine samarbejdspartnere. Jeg måtte ikke tale om demokrati og decentral økonomisk udvikling, for kom det regimet for øre, ville ikke bare jeg, men også de blive arresteret.

Jeg kan forestille mig, at regimet i Sudan formentlig betragter mig som terrorist på grund af min assistance til det kristne mindretal i Sydsudan med at kortlægge ressourcer i deres undergrund. Den, der først råber, at terroristerne kommer, sætter åbenbart dagsordenen. Begreberne flyver igennem luften, og mit liv blæser i vinden.

I Rusland arbejdede jeg i to et halvt år efter Murens fald fortrinsvis med bæredygtigt skovbrug, hvor fokus var lagt på etablering af andelsforeninger, der skulle skabe økonomisk tryghed og sikre, at skoven ikke blev ødelagt på grund af rovdrift. Jeg var med til at organisere de første konferencer, hvor overlevelsesstrategier for den truede sibiriske tiger endelig kom på dagsordenen.

I Rusland mødte jeg en gruppe intellektuelle, der havde dannet en organisation kaldet Folkets Akademi, støttet af den regionale ledelse i Dalnivostok. Under kommunismen havde de i største hemmelighed udviklet nye tanker om en bedre samfundsstruktur med både konkrete løsninger og håndgribelige alternativer samt de nødvendige grundlæggende teoretiske principper, der hører til for at opnå en decentral bæredygtig økonomisk udvikling.

Vi blev af den regionale regering bedt om at udforme en konceptplan for den økonomiske udvikling af Dalnivostok-regionen (det fjernøstlige Rusland). Det var fantastisk at opdage, at økonomiprofessorerne fra Moskov- og Cornell-universiteterne, der deltog i arbejdsgruppen med os græsrødder, ikke kunne blive uenige om de nødvendige principper og tiltag, der skulle til for at skabe en bæredygtig økonomisk udvikling.

Jeg tror meget på, at ved at lægge de store ideologiske armbevægelser til side kan der findes rationelle og gode løsninger.

Den sidste tid, jeg arbejdede i Rusland, blev det sværere og sværere at være udlænding, og det endte med, at der fra centralt hold blev udstedt forbud mod udenlandske græsrodsorganisationers virke i Rusland. Moskvas opfattelse af en lokalt funderet bæredygtig udvikling var åbenbart, at det var undergravende virksomhed.

I Indien – nærmere betegnet i Vestbengalen – blev jeg optaget af de tanker, der havde udviklet sig i kølvandet på befrielsen fra det engelske kolonistyre. Det var tanker om en progressiv socialisme, udviklet bl.a. af Subhas Chandra Bose og Rabindranath Tagore. Modellen er faktisk meget lig den danske velfærdsmodel.

P.R. Sarkar, nevø af Bose, fortsatte med at udvikle disse tanker om et globalt demokratisk system og en bæredygtig decentral økonomi. Han samlede disse tanker i Prout. Det vil føre alt for vidt at komme nærmere ind på disse ideer, som i alternative kredse har opnået stor anerkendelse verden over. Noam Chomsky siger: »Prouts kooperative model af økonomisk demokrati, baseret på fundamentale menneskelige værdier og deling af planeten for alles velfærd, fortjener vores seriøse overvejelser« ( http://www.prout.org/CommentsOnProut.html).

Kort fortalt endte Sarkar i fængsel i 1970’erne, fordi han ikke ville fornægte sine politiske ideer, der ikke var velset hos de vestbengalske stalinistiske magthavere, der jo hylder en centralistisk kultur. De havde ikke noget imod hans etiske overvejelser og spirituelle praksis, men det havde de fundamentalistiske hinduister derimod, fordi et af hovedmålene for hans arbejde var at udrydde kastesystemet og den massive undertrykkelse af de indiske kvinder.

De progressive ideer faldt ikke i det kommunistisk-stalinistiske styres smag, og det betød daglige og massive angreb på blandt andre medlemmer af Sarkars bevægelse.

På trods af at det kan være med livet som indsats, har Sarkars tanker fortsat bredt sig og inspireret til alt fra nødhjælpsarbejde og oprettelse af skoler over dannelsen af fagforeninger, etablering af frie aviser og til store og veletablerede udviklingsprojekter.

Disse projekter kan dog ikke modtage støtte udefra, og enhver udlænding, der kan associeres med et af disse projekter, blacklistes, og fanges man i landet, deporteres man øjeblikkeligt. Det har adskillige vesterlændinge oplevet, ligesom torturen på den lokale politistation.

I dag er der ingen vestlige hjælpeorganisationer, der tør arbejde i Vestbengalen, selv om det er et af verdens fattigste lande og derfor godt kunne bruge en hjælpende hånd.

Sarkar selv og hans egen bevægelses lidelseshistorie er lang og veldokumenteret. De bestialske drab, begået af dødspatruljer og politi, arrestationer og tortur af mennesker involveret i projekter med udgangspunkt i Sarkars tanker, nedbrænding og nedrivning af diverse projekter har hørt til hverdagen i alle de år, kommunisterne har været ved magten. På trods af dette har man aldrig grebet til selvforsvar eller oprør, men i stedet stille og roligt fortsat arbejdet med at forbedre den almindelige vestbengalers daglige vilkår.

Der er mange kræfter i Indien, der ønsker en anden udvikling i Vestbengalen, og som gerne så en udskiftning af regimet.

Jeg tror ikke, at detaljerne omkring våbennedkastningen nogen sinde vil komme fuldt og helt for dagens lys. For et essentielt spørgsmål er jo, at siden den danske, den engelske og den indiske efterretningstjeneste alle kendte til sagen og vidste, at nedkastningen skulle finde sted, hvorfor ’glemte’ den indiske efterretningstjeneste så at informere myndighederne i Vestbengalen? Det fremgår af de retslige dokumenter i sagen, at de engelske myndigheder informerede den indiske efterretningstjeneste, mere end en måned før nedkastningen fandt sted.

Skyldes ’glemsomheden’, at der dengang var en konsensus blandt demokratiske regeringer om, at man ikke syntes, at kommunistiske regimer var sagen? At man gerne så vestbengalsk modstand mod det vestbengalske regime? Så det med tiden ville falde?

I den indiske avis The Statesman kunne man 25. oktober 2000 læse, at »CPI(M) (det vestbengalske kommunistparti) i dag er meget værre end et mølædt overklasseparti – overvældende korruption, nepotisme, fraktionskampe og opportunisme er blevet deres varemærke«. Artiklen fortsætter med at fortælle, at situationen er blevet så alvorlig, at centralregeringen i Delhi overvejer at ekskludere den vestbengalske delstatsregering og lade Indiens præsident overtage kontrollen over delstaten. Som den indiske premierminister 24. og 26. oktober i samme avis udtalte: »Vold af hidtil uset omfang er sluppet løs af de herskende kommunister. (...) Mange af ofrene tilhører mindretal. (...) Totalt anarki hersker i fem vestbengalske distrikter«.

Situationen i Vestbengalen er ikke blevet bedre siden 1995. Tværtimod.

Foran mig ligger stakkevis af papirer med resumeer af de overgreb, der er blevet begået i delstaten siden år 2000. Alle fordømmer, hvad der foregår i Vestbengalen – fra FN til Amnesty.

Flere mennesker har i den senere tid tilkendegivet over for mig, at det udfordrer deres retsfølelse, at en mand som mig kan gå frit rundt. Siden jeg kom til Danmark, har jeg to gange haft kontakt med de danske myndigheder. I 2001 fortalte en politimand mig, at inderne ønskede mig udleveret. Men det skulle jeg ikke bekymre mig om, for det ville ikke ske, for det tillod loven ikke. Man udleverede ikke danskere til lande med dødsstraf.

I 2002 blev jeg arresteret i Hillerød. Efter et par timer sagde en seniorbetjent, da han løslod mig, at »jeg skulle gå ud og tjene nogle danske skattekroner«. Derfor går jeg frit rundt i Danmark og lever i dag et helt almindeligt liv med kone og to børn, ligesom jeg har etableret et firma, der overholder dansk lovgivning til punkt og prikke.

Nu ser sagen anderledes ud – fortiden har indhentet mig ved hjælp af den nye terrorlovgivning – og der skal tages stilling til, hvorledes jeg skal dømmes, og ikke mindst i hvilket land jeg skal dømmes.

Vælger man at udlevere mig til Vestbengalen, er jeg så godt som død. Og selv om det er betryggende at vide, at Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener, at der vil opstå en diplomatisk krise mellem Indien og Danmark, såfremt jeg dør i vestbengalsk varetægt, så er det jo ikke rigtig noget, som hverken jeg eller min familie kan bruge til ret meget, eftersom jeg så vil være død.

Jeg kan kun opfordre Danmark til at tænke sig meget grundigt om, inden de vælger at udlevere mig til en notorisk kendt slyngelstat og lade dets brutale og undertrykkende regime dømme mig.

I den anledning er det også værd at bemærke den debat, der er skabt på baggrund af den danske udlevering af afghanske fanger til amerikanerne. En debat affødt af bekymring over USA’s udmelding om, at man mener sig i sin gode ret til at bruge en vis grad af tortur for at opnå resultater. Det bliver spændende at se, om man her i Danmark mener, at vestbengalske retlige standarder er bedre end amerikanske.

Jeg mener ikke, at jeg kan defineres som terrorist, og mener derfor heller ikke, at jeg bør dømmes og udleveres i forhold til den nye terrorlovgivning. Derfor kan jeg kun opfordre den danske regering til at holde sig til landets egne høje retsstandarder og traditionelle love, når den skal tage stilling til min skæbne, da jeg ellers mener, at den danske lovgivnings principper på sigt udvandes.

Danmark vil med en eventuel udlevering af mig komme ud på en glidebane, når det i fremtiden gælder om at udlevere egne borgere til lande, der mener, at Danmark huser en terrorist.

Det er efter min mening bydende nødvendigt, at vi her i landet tager diskussionen op om, hvad man anser for værende terrorisme, og hvad der anses som legitim beskyttelse mod undertrykkelse.

Man kunne begynde med at tage den indledende passus fra menneskerettighederne i ed.