Jeg vidste omtrent, hvor den skulle være – cellen på Staldgården i Kolding.

I et hjørne af den store gårdsplads. Her sad min far i de tidlige decemberdage i 1943 – inden turen videre til Sachsenhausen. Alligevel var cellen svær at finde, her mere end 60 år senere, ingen skilte viste vej. Det lykkedes dog, og med venlig hjælp kom jeg ind. Projektørerne i loftet viste den store træbriks, der fyldte det halve rum. Og så navnene ridset i væggen. Masser af navne, nogen med genkendelsens skær – Tue og hans kammerater fra Esbjerg – andre ukendte for mig. De har indskrevet sig for eftertiden, inden de førtes videre af systemet. Nogen til Shellhuset og en dødsdom, andre til koncentrationslejre. Atter andre måske ud i friheden. Staldgården, arrestationen, håbet, frygten, angsten, mareridtet. Jeg slukker lyset bag mig. Lukker celledøren og finder vej ud mellem borde og stole i det tilstødende undervisningslokale. Ud på gårdspladsen og ud til tankerne om min familie, mig selv, min far – og Brinkmand. Han var Gestapo-manden, der stod for arrestationen af min far, han var den frygtede og hadede, han blev min onde drøm – og han blev manges skæbne. Han var en af besættelsestidens frygtede håndlangere. Men hvem var han egentlig, denne Brinkmand? Efter nogen besvær lykkedes det mig at få adgang til arkiverne om Brinkmand. Jeg skrev, at det handlede om min far, og at jeg selv som 10-årig var indblandet. Rigsarkivet krævede gode begrundelser, mange breve frem og tilbage, og efter en vis udholdenhed lykkedes det. De er venlige – men åbner ikke arkivet for enhver. Da billedet af Brinkmand dukkede op den første dag i arkivet, stod tiden stille. Ansigtet, den undersætsige skikkelse, det fikserede blik. På billedet står han nygift i sommeren 1943 i Berlin. Han står i sin sorte vagtmandsuniform ved siden af Angela, der lige er blevet hans kone. Han er i midten af tyverne. Det er, længe inden det hele begynder for alvor. Han står der bare i en slags optakt til den sidste fase i sit eget liv. Han kaldte mig ud i vores entre – den decemberdag i 1943, hvor de kom efter min far – og der stod jeg med ryggen op mod det stadig våde overtøj, der hang på knagen. Han bøjede sig frem mod mig: »Vil du hjælpe din far?«. Det var der kun ét svar på, og så fortsatte han med ansigtet tæt ned mod mig – har du set dét og dét, kender du en, der hedder sådan, prøv nu at huske det. Alt blev afvist, han kom tættere på – hans ansigt, stemme og hele fremtoning var en blanding af noget indyndende, næsten underdanigt, og samtidig noget beregnende, der let lod sig gennemskue af en 10-årig. Efter en tid opgav han og gik tilbage til stuen, hvor han sammen med de tre-fire andre tyske Gestapo-folk var i gang med at endevende alt, der havde den mindste interesse. Min far og mor stod i hver sit hjørne af stuen, bevogtet og afkrævet stadige forklaringer. Og der stod han så på billedet, år efter i Rigsarkivet, næsten lyslevende med de stirrende øjne og den fikserede mimik. På vej ind i sin skæbne, som kun jeg kender her ved vores sene ’møde’ imellem akterne i Rigsarkivet. Han tror på lykken, fornemmer man, sammen med den unge belgiske kvinde, han er blevet gift med. Lidt bag dem står to repræsentanter for Legion Todt. Men jeg ved, at om fire år er alt slut for Peter Karl Brinkmand. »Han var en meget dygtig bager og et meget venligt og hjælpsomt menneske. Især min svigermor holdt meget af ham«. Sådan skrev Edith Jørgensen i Kolding til mig, da hun hørte om min interesse for Brinkmand. Han var bagersvend og boede hos bagerfamilien, han faldt ind i familiens liv, var sammen med bagerens sønner, blev afholdt – selv om han kunne være vidtløftig og pralende. Da Brinkmand og Gestapo-folkene forlod vores hus den decemberaften i 1943, var tonen anderledes. Kommanderende og brovtende kørte de med min far. Vi stod på trappen og så til, mens min mor trodsigt råbte til dem: »Vi bøjer ikke nakken!«. Op til Staldgården, til forhørene og cellen inden turen videre til Tyskland. Men for Brinkmand var det bare en af hans mange aktioner, han fortsatte sin karriere frem mod krigens afslutning – og sin egen med. For han kunne noget, som gav gevinst i situationen. Han kunne være den indyndende og venlige – og så noget andet, der slog hårdt og direkte. Det var hans dobbelte våben. Gemt i akterne på Rigsarkivet ligger der et brev fra en mand i Sønderjylland. Det er skrevet i december 1946 og stilet til Statsadvokaten: »Da jeg i dag ser billedet af Brinkmand i Jyske Tidende, kan jeg se, at det er ham, der var med til at hente min søn ... til Kolding, han blev senere sendt til Neuengamme, hvor han døde. Brinkmand var meget grov, da min søn blev afhentet, og senere på dagen, da de var her igen, var han meget brutal og uforskammet over for hans kæreste. Jeg ved, at ingen dom kan være for streng for alt det, han har gjort«. Det er åbenbart også opfattelsen hos rigsadvokaturen – i marginen på et ark har en af juristerne noteret: »… Sagen er særdeles ondartet og burde være oplagt til livsstraf«. Brinkmand bryder op fra Berlin i sommeren 1943 og søger ind ved Gestapos hovedkvarter i Kolding. Han bliver tolk og chauffør, men begynder også at tage egne initiativer: Han får sine fortrolige rapportører rundt omkring. Og lidt efter lidt ser Gestapo-cheferne Naujock og Burfeind, hvad han kan – med tilstrækkelig handlefrihed. Angela og datteren bliver installeret i Kolding, og så er Brinkmand i gang. Han samarbejder med Birkedal-brødrene Ib, Per og Uffe, med Johs. Rasmussen (’Snogen’), Riis, Jenny Holm og Bollerup – her er gruppen, der skaber en særlig fællesmoral, og hvor Brinkmand kan udfolde sine talenter. Brinkmand får et tip om tilholdsstedet for en sabotør i Fredericia, han ringer på døren og foregiver over for konen at være en fra modstandsbevægelsen. Hun tvivler, men bliver alligevel overbevist af den venlige og indyndende mand – og så sætter Brinkmand sig til at vente på sabotøren. Da han kommer, gøres der kort proces. Gestapo-folk hænger ham op ved benene og dunker hans hoved mod gulvet, og det giver til sidst resultat. Der presses et navn ud af ham: kodeordet – og så videre i processen, ned til Asta K. i Kollund. Her ringer en venlig lavstammet mand på døren og siger, at han er på flugt, han er dragon – tyskerne er efter ham. Og kodeordet har han. Han bor hos Asta K. i otte dage – hun er i starten skeptisk, men han er indlevende og venlig, en dag er hun overbevist og fortæller om sabotørerne, der holder til på Strandhotellet i Kollund. Og så kommer dagen 10. februar 1944, hvor han slår til. Hotellet omringes af en stor styrke, Brinkmand stiler mod første sal og de udpegede værelser. Karl Marinus Laursen svarer ikke, men skyder ud ad døren, øjeblikket efter er han selv dødelig ramt. Anker Hansen flygter såret ud ad vinduet, løber over tagene, når ned i kælderen til et nabohus, blodsporene røber ham – de finder ham. Her dør han af utallige skud. Fremgangsmåden er den samme ved aktionen mod forsamlingshuset Vedsted Landbohjem. Her gjaldt det sabotøren Hans Andersen, der var en ledende person i den sønderjyske jernbanesabotage. Han havde et sikkert skjulested under scenen i forsamlingshusets sal med direkte adgang fra sit værelse. Mange besøg på kroen af Brinkmand og Rasmussen, hvor beredvillige rapportører fortæller om det illegale netværk i området og arrangementet på landbohjemmet i anledning af kongens fødselsdag i september 1944. Der slås til med en sikker tysk styrke. Omkring 200 mennesker holdes op. Mange søger tilflugt i kælderen. Hans Andersens kone hvisker til ham: »Bare det ikke er os, de er ude efter«. Det tror han ikke og forsøger at glide i et med alle de andre. Men Brinkmand og Rasmussen har gjort deres hjemmearbejde. De har hans dæknavn og billede – behændigt skaffet til veje gennem en ung kvindelig slægtning i Fredericia. Hans Andersen er hurtigt identificeret, han hånes, mishandles, forsøger flugt – og når hundrede meter bort. Skudt under flugtforsøg. Hvad er det, han kan, Brinkmand? Han er effektiv, han har næse for, hvor der er noget at opspore, han kan indynde sig, skaffe sig adgang – og han kan næsten grænseløst slå til. Det sidste gør han over for de to sabotører ’Hugo’ (Holger Jensen) og ’Per’ (Erik Petersen), der var sabotageledere i Kolding, de overrumples på Saxildhus og fanges efter en dramatisk aktion 13. februar 1945. ’Per’ henrettes 10. marts 1945. Han gør det også over for Georg Born. Han troede lige, han havde den helt store fisk i nettet, men garagen i Låsbygade var tom, der var ikke det våbenlager, Brinkmand regnede med. Derefter starter den helt store mishandling af Born, i timevis slår Brinkmand og flere andre løs på ham – mens hans gamle far anbringes i lokalet ved siden af. Brinkmand får tildelt ’Krigsfortjenstkors 2. klasse med sværd’. Det skal man have deltaget i kamphandlinger for at få, og her kommer aktionen i Kollund ind som hans største indsats. Cheferne på Staldgården er godt tilfredse med en mand, der på det nærmeste udsletter den aktive del af modstandsbevægelsen i Syd- og Sønderjylland. Venlig til det sleskende og grænseoverskridende rå. Allerede i skolen fortæller læreren om ham, at han er en »øjentjener« og en, der udviser »fordækthed«. Hos bagermester Lohse i Svendborg sidder han en aften sammen med en anden lærling og spiller kort. Da kammeraten falder i søvn, stjæler Brinkmand de penge, der ligger i kammeratens jakke. Og det er ikke den eneste gang, det sker. Der er ikke rigtig noget, der holder ham tilbage. Akterne I Brinkmand-sagen fylder tre kasser i Rigsarkivet. Fra den ene retsinstans til den anden er der mange gentagelser, efterhånden bliver man fortrolig med navnene på de 150 vidner. Brinkmand selv er nærmest tavs og svarer med enstavelsesord eller benægter rent ud, hvad han konfronteres med. »Igen søgte Peter Brinkmand at give et udseende af, at han var en forfulgt uskyldighed, der så godt som intet ondt har gjort. Stille og beskeden svarede han på spørgsmålene, der blev stillet ham, og svarene lød næsten så troværdige, at man troede, han talte sandhed«, skriver Kolding Folkeblad i sit retsreferat. Den sidste byleder i Kolding er dommer Strøbech. Han fængsles 7. marts 1945 og sidder i Kolding Arrest i et par måneder inden befrielsen. Her møder han Brinkmand, der måske aner, at rollerne om kort tid vil være byttet rundt. Da sagen mod Brinkmand startes op efter hans anholdelse i juli 1945, skal den køre ved retten i Kolding – under dommer Strøbech. De har et specielt møde 23. august 1945: »Dommeren takkede indledningsvis Brinkmand, dels fordi denne havde laant Dommeren Nis Pedersens ’Sandalmagerens Gade’, mens Dommerne sad på Staldgaarden i Marts 1945, dels fordi Brinkmand ved forskellige Lejligheder havde udvist Hjælpsomhed overfor Dommeren i øvrigt i denne Periode«. Sådan står der i referatet af samtalen, men hjalp det ham i retssagen? Dommen blev afsagt 11. december 1946 klokken 14. Dommer Strøbech læste den op – i døren stod Hans Jakob Nielsen, journalistelev ved Kolding Folkeblad, parat til at løbe til telefonen og ringe afgørelsen ind til bladet, der gik i trykken et kvarter efter. »Vi havde lavet to forsider, der stod klar i bly til at blive monteret på rotationspressen. Den ene sagde ’Brinkmand dømt til døden’, den anden ’Brinkmand idømt livsvarigt fængsel’. Da Strøbech var færdig med at oplæse dommen – jeg mener, han sluttede med ordene: »Gud være Deres sjæl nådig« – løb jeg til en telefon og ringede ... og få minutter efter var de første eksemplarer af avisen på gaden«. Da jeg kom ud fra cellen på Staldgården efter at have slukket og lukket bag mig, spurgte jeg, hvorfor der ingen skilte var til besøgende. »Museet er lukket«, svarede en person, jeg mødte, »... det er sparet væk, og de kan ikke finde ud af, hvem der skal betale, så ...«. Jeg fortalte om Brinkmand uden dog at registrere nogen slags erindring hos ham, »... ja, der skete jo så meget dengang«, sagde han imødekommende. »Det er rigtigt«, svarede jeg. Og det gjorde der faktisk. Blandt andet, at min far vendte hjem fra Sachsenhausen igen efter halvandet år. På trods af Brinkmand!