Store dele af Europa tørster efter vand. Særlig udsat er dele af Frankrig, Spanien og England, hvor nedbøren har svigtet gennem flere år. Samtidig har temperaturen ligget et pænt stykke over det normale, og vandreserverne er sunket til historisk lave niveauer i såvel undergrunden som søer og floder. I England ser det særlig sort ud i Londonregionen, hvor myndighederne har udstedt forbud mod bl.a. havevanding og varslet flere restriktioner. Frygten for vandmangel for Londons mere end 10 millioner indbyggere betyder også, at myndighederne har givet vandselskaberne tilladelse til at hente mere vand fra floderne for på den måde at supplere grundvandet. Her i Danmark ser det heldigvis meget lysere ud. Her nyder vi, når solen endelig skinner, og regnvejret udebliver. For her i landet behøver vi ikke frygte for mangel på grundvand. Hos os springer det rene vand fra dybe kilder og forsyner os alle med en ubrudt strøm af velsmagende drikkevand. Og vi kan bare bruge løs - også til tøjvask, toiletskyl og havevanding. Eller kan vi nu også det? Svaret er et stort rungende NEJ. Det livsnødvendige vand er blevet en knap ressource - også her i Danmark. Der er simpelthen meget mindre af det gode rene grundvand, end vi troede for blot få år siden. Og noget må gøres, hvis vi skal fastholde skiftende regeringers målsætning om, at grundvandet skal været udgangspunktet for vores drikkevandsforsyning. Vores gode grundvand er kort og godt i fare - præcis som i de europæiske nabolande. Ifølge Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er den samlede grundvandsbeholdning, som danskerne har til rådighed, kun på 1 milliard kubikmeter og ikke 1,8 milliarder kubikmeter, som grundvandsforskerne fra DMU og GEUS (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse) anslog for blot få år siden. Af miljøtilstandsrapporten fra DMU, som blev offentliggjort i efteråret 2005, fremgår det således, at den samlede danske grundvandsreserve nu må nedskrives med næsten 50 procent i forhold til samme undersøgelse foretaget fire år tidligere. Årsagerne er primært øget forbrug og forurening. Miljøtilstandsrapporten skriver således, at forureningen fra især pesticider, der bruges til at bekæmpe ukrudt og skadedyr i først og fremmest landbruget, er for høj. Især hovedstadsregionen er i farezonen. Her er menneskemængden størst, og DMU vurderer, at forbruget i hovedstadsregionen er mere end tre gange så stort som det, der ville være bæredygtigt. Vi lukker med andre ord mere vand ud af grundvandsbeholderen, end der bliver fyldt på af den nedbør, som siver ned gennem jordlagene og undervejs forvandles til rent grundvand. Mere end 1 million mennesker i hovedstadsregionen (København, Frederiksberg og 19 omegnskommuner) er afhængige af, at det hver dag året rundt lykkes Københavns Energi at fremskaffe de nødvendige vandmængder. Aktuelt betyder det, at Københavns Energi på årsbasis skal suge knap 60 millioner kubikmeter op fra undergrunden. Vandet indvindes forskellige steder på Sjælland. Og alt vand indvindes uden for Københavns Kommune, bl.a. fordi grundvandet under selve København er forurenet. Men selv om vandforbruget er faldet gennem de seneste 30 år, er det blevet en stadig vanskeligere opgave at fremskaffe vandet - og endnu vanskeligere at garantere, at der også er vand nok i fremtiden. Det er der især tre vigtige årsager til. For det første rammes grundvandet af forurening, og kildepladser må derfor lukkes. For det andet bliver det sværere og sværere for Københavns Energi at få tilladelse fra amterne til at åbne nye kildepladser samt fortsætte med at hente vand fra de eksisterende. Og for det tredje går det meget trægt med samarbejdet om at gå nye nødvendige veje i søgningen efter rent grundvand. Først forureningen. Københavns Energis kildepladser rammes som mange andre kildepladser i landet af forurening. Klorerede opløsningsmidler og pesticider har således ført til lukning af flere kildepladser. Senest har Københavns Energi måttet neddrosle indvindingen markant på to kildepladser, herunder landets største, Solhøj Kildeplads, som normalt yder over 5 millioner kubikmeter vand, men nu kun leverer ca. 3 millioner kubikmeter. Alt i alt betyder forureningen, at vi i løbet af de seneste ca. 20 år har tabt kampen om knap 15 millioner kubikmeter vand, som vi må finde erstatning for på anden vis. Og faktum er desværre, at både vi, andre vandværker samt lokale og statslige myndigheder fortsat finder pesticider og andre miljøfremmede stoffer i grundvandet. Hvor mange kildepladser, vi bliver nødt til at lukke i fremtiden, ved vi ikke. Men vi har næppe lukket den sidste. Som regional vandforsyning har vi det helt kontante ansvar for at sikre, at der trods forurening og befolkningstilvækst er vand nok i hanerne både om 10, 20 og 100 år. Ligesom de øvrige vandforsyninger i landet gør Københavns Energi en stor indsats for at beskytte grundvandet mod forurening. Bl.a. afsætter vi penge - 50 øre per kubikmeter - til det formål. Pengene bruges eksempelvis i forbindelse med aftaler med miljøministeren og kommuner om at beskytte grundvandet permanent ved at opkøbe landbrugsjord omkring kildepladserne og i stedet plante ny skov. De bruges også til de såkaldte varslingsboringer, der hjælper os med at opdage en forurening, før den når en af vores indvindingsboringer, ligesom vi på en del forurenede kildepladser foretager de såkaldte afværgepumpninger for at holde forureningen i skak. Beskyttelse af grundvandet er nødvendig , og mange initiativer peger heldigvis i den rigtige retning. Det gælder f.eks. regeringens nye lovforslag om den fremtidige miljøregulering af landbruget. Men vandet skal altså også op af jorden for at nå frem til forbrugerne. Og her er vi ved det næste store problem. Nemlig vores problemer med at få tilladelser til at udvinde de vandmængder, som befolkningen har brug for - nu og i fremtiden. Københavns Energi arbejder ihærdigt på at få lov til fortsat at indvinde vand fra de eksisterende gode kildepladser, når vores indvindingstilladelser udløber i 2010. Men de mange hensyn knyttet til bl.a. at sikre nok vand i vandløb og 'våde' naturområder gør det til en hård kamp at få disse tilladelser. Det er fra flere sider blevet påstået (bl.a. af Philip Heimbürger, formand for Grundvandsrådet i Frederiksborg Amt), at københavnerne bare kan tage sig sammen og spare mere på vandet, så vil problemet hurtigt være løst. Det er selvfølgelig indlysende rigtigt, at besparelser strækker grundvandsreserven. Og københavnerne er faktisk blandt landets bedste i den disciplin. For 30 år siden måtte Københavns Energi indvinde cirka 100 kubikmeter vand om året for at følge med efterspørgslen. I dag kan vi som nævnt nøjes med knap 60 millioner kubikmeter, selv om vi er blevet flere. Københavnernes vandforbrug per borger per døgn var i 2005 faldet til 123 liter. Til sammenligning var det tilsvarende landsdækkende vandforbrug på 125 liter. Det er klart, at vi til stadighed skal fortsætte ad det spor. Både i København og andre steder. For eksempel er det vigtigt, at vandværker og kommunale myndigheder sørger for at stoppe huller i ledningsnettet, så det ikke siver ud, før det når frem til forbrugerne. Men vi må se i øjnene, at vandbesparelser ikke alene løser problemet. Som sagt er Københavns Energi nødt til at hente vandet uden for København, og derfor skal tilladelserne til at indvinde vandet gives af de amter (i fremtiden de nye storkommuner), hvor kildepladserne ligger. Og her er vi i meget store problemer. I årevis har vi haft ansøgninger liggende hos flere amter, uden at der har været politisk vilje og ønske om at træffe en afgørelse. Andre steder har vi opnået tilladelser, men fortsat ligger der uafsluttede ansøgninger svarende til halvdelen af det vand, vi skal levere! Hvis ikke disse afgørelser træffes inden 2010, hvor Københavns Energis nuværende tilladelser udløber, vil vi således ikke lovligt kunne levere tilstrækkelige mængder vand til hovedstadsområdet. Da det kræver langsigtet planlægning og store anlægsinvesteringer at tilrettelægge vandforsyningen, er det nødvendigt, at tilladelserne falder på plads i god tid inden 'udløbsdatoen'. Selv om det lykkes at få fornyet de eksisterende tilladelser og indhente nye, er der ikke tvivl om, at der samtidig er behov for nytænkning. En mulighed er at bruge vand fra vores søer - ligesom bl.a. englænderne og tyskerne bruger vand fra deres floder. Københavns Energi har da også et søvandsanlæg, som bliver taget i brug i nødsituationer - når vi af den ene eller anden grund ikke kan skaffe nok grundvand. Men søvandet skal tilsættes klor for at opfylde kravene til drikkevandskvalitet og smager også anderledes end grundvand. Og netop smagen bryder mange af vores kunder sig ikke om. Det så vi i efteråret 2005, hvor vi netop havde gang i søvandsanlægget, men måtte lukke det ned igen efter protester fra flere af de omegnskommuner, som modtager vand af os. Altså må vi finde på noget andet. Derfor indviede Københavns Energi allerede i 1995 sammen med Frederiksborg Amt et stort forsøgsanlæg for såkaldt kunstig infiltration ved Danmarks største sø, Arresø i Nordsjælland. Ideen er at forvandle søvand til rigtigt grundvand på bare et halvt år. Det gør man ved døgnet rundt at lede søvandet ud over et areal bestående af naturlige grusaflejringer, som blandt andet findes ved Arresø. Så siver søvandet ned gennem grus- og jordlagene og bliver til grundvand - helt uden brug af klor og kemikalier. Dette forsøg er gået rigtig godt. Og for 3 år siden ansøgte Københavns Energi Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) om at få lov til at etablere et permanent anlæg, der på blot en uge kan skabe lige så meget grundvand, som det ellers kræver et helt års nedbør at skabe. I fuld drift vil Arresø-anlægget kunne producere omkring 4 millioner kubikmeter grundvand om året og dermed indgå som en nødvendig del af den fremtidige drikkevandsproduktion. Imidlertid er sagen gang på gang trukket ud, blandt andet fordi Frederiksborg Amt, hvor Arresø ligger, har været betænkelig ved anlæggets indvirkning på naturen, og den krævede miljøgodkendelse (VVM-godkendelse) har været meget langstrakt. Københavns Energi har naturligvis forståelse for, at lokale miljøhensyn skal indgå i beslutninger, men miljøgodkendelsen har nu stået på i adskillige år, og vi savner det regionale ansvar for at sikre drikkevandsforsyningen inden for en rimelig tidshorisont. Det forekommer ulogisk, at en stor svinefarm relativt hurtigt kan opnå VVM-godkendelse, mens det tager årevis at få sikret drikkevand til en millionbefolkning. Uanset hvor man placerer nyanlæg, vil dette formentlig give lokale protester. Derfor har vi for nylig henvendt os til Miljøministeriet og beskrevet de mange problemstillinger knyttet til drikkevandsforsyningen i Hovedstadsområdet. Vores håb er, at henvendelsen kan danne grundlag for et øget samspil med ministeriet. Det er vores opfattelse, at der skal være plads til både natur og drikkevandsanlæg. Der eksisterer desværre ikke en enten-eller-option. Men både-og-løsningen kræver, at såvel statslige som lokale myndigheder tager medansvar for at finde de løsninger, der skal sikre, at grundvand kan være grundlaget for fremtidens drikkevandsforsyning. Københavns Energi bidrager meget gerne med nye innovative løsninger. Vi er for øjeblikket i gang med at undersøge, om det også er muligt at omdanne søvand fra to andre sjællandske søer - Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø - til grundvand. Hvis forsøget forløber godt, har vi mulighed for at fremstille måske 2 millioner kubikmeter drikkevand, som straks kan sendes ud til vandkunderne gennem de eksisterende vandledninger. Hermed får vi endnu et lille, men vigtigt supplement til vores vandforsyning baseret på grundvand. Men også her er vi helt afhængige af, at de lokale myndigheder viser vilje til at samarbejde. Forurening af grundvandet, problemer med at få tilladelse til at indvinde vand og problemer med at få lov til at gå nye veje betyder, at drikkevandsforsyningen til hovedstadsregionen er truet. Og hvis Danmark rammes af tørkesituationer og permanente temperaturstigninger som forudsagt af klimaforskere, kan vi meget snart stå i samme situation som Spanien, Frankrig og England. Der skal derfor handling på bordet nu! For det første skal der meget snart træffes afgørelse om, hvor vi kan indvinde vand fremover. Myndighederne må altså finde ud af, hvor disse kildepladser skal ligge, og hvor store mængder vand der kan indvindes i de enkelte områder. For det andet skal vandværkerne i fællesskab med myndighederne sikre den tilstrækkelige indsats og tilstrækkelige økonomiske midler til at sikre vores grundvand i de indvindingsområder, hvor vi fremover skal hente hovedstadsområdets drikkevand. For det tredje skal der som følge af manglen på grundvandsressourcer her på Sjælland tænkes i alternative indvindingsstrategier. Vandværkerne og myndighederne må i fællesskab søge at fremme sådanne metoder, og her er kunstig infiltration af søvand et helt konkret bud fra Københavns Energi. For det fjerde skal bestræbelserne på at spare på vandet fortsat fremmes overalt i landet. Ikke mindst må det sikres, at vandtab gennem utætte ledninger reduceres mest muligt. Og endelig skal vi sikre os, at vi hele tiden er på omdrejningshøjde med de mange teknologier, som i disse år ser dagens lys i ind- og udland inden for vandforsyningssektoren. Der er med andre ord behov for, at staten, de nye storkommuner og vandselskaberne løfter i flok og inddrager størst mulig viden for at sikre den regionale vandforsyning. Storbyens borgere har jo ingen skyld i, at deres drikkevandsforsyning må hentes uden for København, og at vi på Sjælland er mange om at skulle dele de tilgængelige vandressourcer. Vi har vel alle lige stor ret til grundvandet, så længe vi i fællesskab beskytter det og bruger det med omtanke! LIS NAPSTJERT Store dele af Europa tørster efter vand. Særlig udsat er dele af Frankrig, Spanien og England, hvor nedbøren har svigtet gennem flere år. Samtidig har temperaturen ligget et pænt stykke over det normale, og vandreserverne er sunket til historisk lave niveauer i såvel undergrunden som søer og floder. I England ser det særlig sort ud i Londonregionen, hvor myndighederne har udstedt forbud mod bl.a. havevanding og varslet flere restriktioner. Frygten for vandmangel for Londons mere end 10 millioner indbyggere betyder også, at myndighederne har givet vandselskaberne tilladelse til at hente mere vand fra floderne for på den måde at supplere grundvandet. Her i Danmark ser det heldigvis meget lysere ud. Her nyder vi, når solen endelig skinner, og regnvejret udebliver. For her i landet behøver vi ikke frygte for mangel på grundvand. Hos os springer det rene vand fra dybe kilder og forsyner os alle med en ubrudt strøm af velsmagende drikkevand. Og vi kan bare bruge løs - også til tøjvask, toiletskyl og havevanding. Eller kan vi nu også det? Svaret er et stort rungende NEJ. Det livsnødvendige vand er blevet en knap ressource - også her i Danmark. Der er simpelthen meget mindre af det gode rene grundvand, end vi troede for blot få år siden. Og noget må gøres, hvis vi skal fastholde skiftende regeringers målsætning om, at grundvandet skal været udgangspunktet for vores drikkevandsforsyning. Vores gode grundvand er kort og godt i fare - præcis som i de europæiske nabolande. Ifølge Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er den samlede grundvandsbeholdning, som danskerne har til rådighed, kun på 1 milliard kubikmeter og ikke 1,8 milliarder kubikmeter, som grundvandsforskerne fra DMU og GEUS (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse) anslog for blot få år siden. Af miljøtilstandsrapporten fra DMU, som blev offentliggjort i efteråret 2005, fremgår det således, at den samlede danske grundvandsreserve nu må nedskrives med næsten 50 procent i forhold til samme undersøgelse foretaget fire år tidligere. Årsagerne er primært øget forbrug og forurening. Miljøtilstandsrapporten skriver således, at forureningen fra især pesticider, der bruges til at bekæmpe ukrudt og skadedyr i først og fremmest landbruget, er for høj. Især hovedstadsregionen er i farezonen. Her er menneskemængden størst, og DMU vurderer, at forbruget i hovedstadsregionen er mere end tre gange så stort som det, der ville være bæredygtigt. Vi lukker med andre ord mere vand ud af grundvandsbeholderen, end der bliver fyldt på af den nedbør, som siver ned gennem jordlagene og undervejs forvandles til rent grundvand. Mere end 1 million mennesker i hovedstadsregionen (København, Frederiksberg og 19 omegnskommuner) er afhængige af, at det hver dag året rundt lykkes Københavns Energi at fremskaffe de nødvendige vandmængder. Aktuelt betyder det, at Københavns Energi på årsbasis skal suge knap 60 millioner kubikmeter op fra undergrunden. Vandet indvindes forskellige steder på Sjælland. Og alt vand indvindes uden for Københavns Kommune, bl.a. fordi grundvandet under selve København er forurenet. Men selv om vandforbruget er faldet gennem de seneste 30 år, er det blevet en stadig vanskeligere opgave at fremskaffe vandet - og endnu vanskeligere at garantere, at der også er vand nok i fremtiden. Det er der især tre vigtige årsager til. For det første rammes grundvandet af forurening, og kildepladser må derfor lukkes. For det andet bliver det sværere og sværere for Københavns Energi at få tilladelse fra amterne til at åbne nye kildepladser samt fortsætte med at hente vand fra de eksisterende. Og for det tredje går det meget trægt med samarbejdet om at gå nye nødvendige veje i søgningen efter rent grundvand. Først forureningen. Københavns Energis kildepladser rammes som mange andre kildepladser i landet af forurening. Klorerede opløsningsmidler og pesticider har således ført til lukning af flere kildepladser. Senest har Københavns Energi måttet neddrosle indvindingen markant på to kildepladser, herunder landets største, Solhøj Kildeplads, som normalt yder over 5 millioner kubikmeter vand, men nu kun leverer ca. 3 millioner kubikmeter. Alt i alt betyder forureningen, at vi i løbet af de seneste ca. 20 år har tabt kampen om knap 15 millioner kubikmeter vand, som vi må finde erstatning for på anden vis. Og faktum er desværre, at både vi, andre vandværker samt lokale og statslige myndigheder fortsat finder pesticider og andre miljøfremmede stoffer i grundvandet. Hvor mange kildepladser, vi bliver nødt til at lukke i fremtiden, ved vi ikke. Men vi har næppe lukket den sidste. Som regional vandforsyning har vi det helt kontante ansvar for at sikre, at der trods forurening og befolkningstilvækst er vand nok i hanerne både om 10, 20 og 100 år. Ligesom de øvrige vandforsyninger i landet gør Københavns Energi en stor indsats for at beskytte grundvandet mod forurening. Bl.a. afsætter vi penge - 50 øre per kubikmeter - til det formål. Pengene bruges eksempelvis i forbindelse med aftaler med miljøministeren og kommuner om at beskytte grundvandet permanent ved at opkøbe landbrugsjord omkring kildepladserne og i stedet plante ny skov. De bruges også til de såkaldte varslingsboringer, der hjælper os med at opdage en forurening, før den når en af vores indvindingsboringer, ligesom vi på en del forurenede kildepladser foretager de såkaldte afværgepumpninger for at holde forureningen i skak. Beskyttelse af grundvandet er nødvendig , og mange initiativer peger heldigvis i den rigtige retning. Det gælder f.eks. regeringens nye lovforslag om den fremtidige miljøregulering af landbruget. Men vandet skal altså også op af jorden for at nå frem til forbrugerne. Og her er vi ved det næste store problem. Nemlig vores problemer med at få tilladelser til at udvinde de vandmængder, som befolkningen har brug for - nu og i fremtiden. Københavns Energi arbejder ihærdigt på at få lov til fortsat at indvinde vand fra de eksisterende gode kildepladser, når vores indvindingstilladelser udløber i 2010. Men de mange hensyn knyttet til bl.a. at sikre nok vand i vandløb og 'våde' naturområder gør det til en hård kamp at få disse tilladelser. Det er fra flere sider blevet påstået (bl.a. af Philip Heimbürger, formand for Grundvandsrådet i Frederiksborg Amt), at københavnerne bare kan tage sig sammen og spare mere på vandet, så vil problemet hurtigt være løst. Det er selvfølgelig indlysende rigtigt, at besparelser strækker grundvandsreserven. Og københavnerne er faktisk blandt landets bedste i den disciplin. For 30 år siden måtte Københavns Energi indvinde cirka 100 kubikmeter vand om året for at følge med efterspørgslen. I dag kan vi som nævnt nøjes med knap 60 millioner kubikmeter, selv om vi er blevet flere. Københavnernes vandforbrug per borger per døgn var i 2005 faldet til 123 liter. Til sammenligning var det tilsvarende landsdækkende vandforbrug på 125 liter. Det er klart, at vi til stadighed skal fortsætte ad det spor. Både i København og andre steder. For eksempel er det vigtigt, at vandværker og kommunale myndigheder sørger for at stoppe huller i ledningsnettet, så det ikke siver ud, før det når frem til forbrugerne. Men vi må se i øjnene, at vandbesparelser ikke alene løser problemet. Som sagt er Københavns Energi nødt til at hente vandet uden for København, og derfor skal tilladelserne til at indvinde vandet gives af de amter (i fremtiden de nye storkommuner), hvor kildepladserne ligger. Og her er vi i meget store problemer. I årevis har vi haft ansøgninger liggende hos flere amter, uden at der har været politisk vilje og ønske om at træffe en afgørelse. Andre steder har vi opnået tilladelser, men fortsat ligger der uafsluttede ansøgninger svarende til halvdelen af det vand, vi skal levere! Hvis ikke disse afgørelser træffes inden 2010, hvor Københavns Energis nuværende tilladelser udløber, vil vi således ikke lovligt kunne levere tilstrækkelige mængder vand til hovedstadsområdet. Da det kræver langsigtet planlægning og store anlægsinvesteringer at tilrettelægge vandforsyningen, er det nødvendigt, at tilladelserne falder på plads i god tid inden 'udløbsdatoen'. Selv om det lykkes at få fornyet de eksisterende tilladelser og indhente nye, er der ikke tvivl om, at der samtidig er behov for nytænkning. En mulighed er at bruge vand fra vores søer - ligesom bl.a. englænderne og tyskerne bruger vand fra deres floder. Københavns Energi har da også et søvandsanlæg, som bliver taget i brug i nødsituationer - når vi af den ene eller anden grund ikke kan skaffe nok grundvand. Men søvandet skal tilsættes klor for at opfylde kravene til drikkevandskvalitet og smager også anderledes end grundvand. Og netop smagen bryder mange af vores kunder sig ikke om. Det så vi i efteråret 2005, hvor vi netop havde gang i søvandsanlægget, men måtte lukke det ned igen efter protester fra flere af de omegnskommuner, som modtager vand af os. Altså må vi finde på noget andet. Derfor indviede Københavns Energi allerede i 1995 sammen med Frederiksborg Amt et stort forsøgsanlæg for såkaldt kunstig infiltration ved Danmarks største sø, Arresø i Nordsjælland. Ideen er at forvandle søvand til rigtigt grundvand på bare et halvt år. Det gør man ved døgnet rundt at lede søvandet ud over et areal bestående af naturlige grusaflejringer, som blandt andet findes ved Arresø. Så siver søvandet ned gennem grus- og jordlagene og bliver til grundvand - helt uden brug af klor og kemikalier. Dette forsøg er gået rigtig godt. Og for 3 år siden ansøgte Københavns Energi Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) om at få lov til at etablere et permanent anlæg, der på blot en uge kan skabe lige så meget grundvand, som det ellers kræver et helt års nedbør at skabe. I fuld drift vil Arresø-anlægget kunne producere omkring 4 millioner kubikmeter grundvand om året og dermed indgå som en nødvendig del af den fremtidige drikkevandsproduktion. Imidlertid er sagen gang på gang trukket ud, blandt andet fordi Frederiksborg Amt, hvor Arresø ligger, har været betænkelig ved anlæggets indvirkning på naturen, og den krævede miljøgodkendelse (VVM-godkendelse) har været meget langstrakt. Københavns Energi har naturligvis forståelse for, at lokale miljøhensyn skal indgå i beslutninger, men miljøgodkendelsen har nu stået på i adskillige år, og vi savner det regionale ansvar for at sikre drikkevandsforsyningen inden for en rimelig tidshorisont. Det forekommer ulogisk, at en stor svinefarm relativt hurtigt kan opnå VVM-godkendelse, mens det tager årevis at få sikret drikkevand til en millionbefolkning. Uanset hvor man placerer nyanlæg, vil dette formentlig give lokale protester. Derfor har vi for nylig henvendt os til Miljøministeriet og beskrevet de mange problemstillinger knyttet til drikkevandsforsyningen i Hovedstadsområdet. Vores håb er, at henvendelsen kan danne grundlag for et øget samspil med ministeriet. Det er vores opfattelse, at der skal være plads til både natur og drikkevandsanlæg. Der eksisterer desværre ikke en enten-eller-option. Men både-og-løsningen kræver, at såvel statslige som lokale myndigheder tager medansvar for at finde de løsninger, der skal sikre, at grundvand kan være grundlaget for fremtidens drikkevandsforsyning. Københavns Energi bidrager meget gerne med nye innovative løsninger. Vi er for øjeblikket i gang med at undersøge, om det også er muligt at omdanne søvand fra to andre sjællandske søer - Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø - til grundvand. Hvis forsøget forløber godt, har vi mulighed for at fremstille måske 2 millioner kubikmeter drikkevand, som straks kan sendes ud til vandkunderne gennem de eksisterende vandledninger. Hermed får vi endnu et lille, men vigtigt supplement til vores vandforsyning baseret på grundvand. Men også her er vi helt afhængige af, at de lokale myndigheder viser vilje til at samarbejde. Forurening af grundvandet, problemer med at få tilladelse til at indvinde vand og problemer med at få lov til at gå nye veje betyder, at drikkevandsforsyningen til hovedstadsregionen er truet. Og hvis Danmark rammes af tørkesituationer og permanente temperaturstigninger som forudsagt af klimaforskere, kan vi meget snart stå i samme situation som Spanien, Frankrig og England. Der skal derfor handling på bordet nu! For det første skal der meget snart træffes afgørelse om, hvor vi kan indvinde vand fremover. Myndighederne må altså finde ud af, hvor disse kildepladser skal ligge, og hvor store mængder vand der kan indvindes i de enkelte områder. For det andet skal vandværkerne i fællesskab med myndighederne sikre den tilstrækkelige indsats og tilstrækkelige økonomiske midler til at sikre vores grundvand i de indvindingsområder, hvor vi fremover skal hente hovedstadsområdets drikkevand. For det tredje skal der som følge af manglen på grundvandsressourcer her på Sjælland tænkes i alternative indvindingsstrategier. Vandværkerne og myndighederne må i fællesskab søge at fremme sådanne metoder, og her er kunstig infiltration af søvand et helt konkret bud fra Københavns Energi. For det fjerde skal bestræbelserne på at spare på vandet fortsat fremmes overalt i landet. Ikke mindst må det sikres, at vandtab gennem utætte ledninger reduceres mest muligt. Og endelig skal vi sikre os, at vi hele tiden er på omdrejningshøjde med de mange teknologier, som i disse år ser dagens lys i ind- og udland inden for vandforsyningssektoren. Der er med andre ord behov for, at staten, de nye storkommuner og vandselskaberne løfter i flok og inddrager størst mulig viden for at sikre den regionale vandforsyning. Storbyens borgere har jo ingen skyld i, at deres drikkevandsforsyning må hentes uden for København, og at vi på Sjælland er mange om at skulle dele de tilgængelige vandressourcer. Vi har vel alle lige stor ret til grundvandet, så længe vi i fællesskab beskytter det og bruger det med omtanke!